Dér stod han på scenen i Carnegie Hall. Ulasteligt klædt i et tætsiddende jakkesæt, bevæbnet med en stradivarius og en hårlok, der drilsk blev ved med at finde vej ned i panden.
Der var dødstille i den lille, smukke sal med den fine stuk og de lyseblå draperinger i velour, da Philippe Benjamin Skow slog den første tone an. Var han nervøs, ville det være forståeligt. Nu stod han her på denne legendariske scene i Weill Recital Hall, en af Carnegie Halls tre scener. Og inden koncerten havde Philippe Benjamin Skow været udsat for et stort pres.
Det lød, som om mange af de mennesker, der sad her, var klar over det. Som om de tilbageholdt et åndedræt, der først langsomt fik sin forløsning, da Philippe Benjamin Skow fik stradivariussens toner til at flyde let og ubesværet ud i salen.
“Siden jeg var fem år gammel, har jeg drømt om at stå på scenen i Carnegie Hall,” fortalte han i København to dage inden koncerten.
På det tidspunkt vidste han ikke, om han overhovedet kom afsted. I New York lå den 75 mio. kr. dyre stradivarius klar til ham. Den danske ambassade i USA havde inviteret deres netværk til koncerten. Og så var der familie og venner, der havde købt flybilletter til New York for at overvære dette foreløbige højdepunkt i den 35-årige danske violinists karriere. Deriblandt en tidligere østrigsk kansler og amerikanske professorer og direktører. Men problemet var, at for en gangs skyld var noget helt ude af hans hænder. For han havde endnu ikke fået sit visum, som han havde ansøgt om to måneder forinden.
Vejen til Carnegie Hall har været lang. 33 år belagt med øvelser, pinsler, isolation og ensomhed. Og så den fryd og ekstase, kun performere kan opleve i det øjeblik, hvor musikken smelter sammen med intentionen om at levere det bedste, det højeste, det sublime. Dér, hvor alt giver mening.
“Jeg fik min første violin som toårig, fordi jeg havde set violinisten Kim Sjögren spille i Det Kongelige Teater. Han var en af min mors bekendte, fordi hun som balletdanser og siden lærer på Balletskolen havde sin daglige gang på teatret. Så han gav mig min første violin i julegave,” fortæller Philippe Benjamin Skow og viser et mellemrum på ca. 35 cm med hænderne, hvor lille den violin er.
“Ja, tænk sig,” siger han og ser pludselig helt vemodig ud ved tanken om sin første violin.
“Den hænger på væggen hjemme hos min mor,” tilføjer han.
Tre år senere, som femårig, spillede han sin første solokoncert i Tivolis Koncertsal. Og fra da af vidste han, hvad han ville:
“Jeg ville være en af verdens bedste violinister.”
Og han vidste, hvad det krævede. Øvelse og atter øvelse. Timer, måneder, år. Når de andre børn gik på fritidshjem, gik Philippe Benjamin Skow hjem og øvede på sin violin.
“Jeg gik på Suzuki Instituttet, hvor man bliver undervist efter en metode, hvor man lærer at spille efter samme princip, som man lærer Sammen med den norske pianist Julie Coucheronudgiver Philippe Benjamin Skow albummet “Nordic Highlights” til foråret. Philippe Benjamin Skow skal næste gang spille på kunstmuseet Petit Palais i Paris.
Fra Philippe Benjamin Skow blev teenager, øvede han omkring seks timer om dagen ved siden af sin skolegang. Som 14-årig havde han sin første solistoptræden i Tivoli med Sjællands Symfoniorkester. Han vandt guld ved Berlingskes talentkonkurrence, juryens pris ved Jacob Gade Violinkonkurrence, og som 16-årig vandt han alle tre priser ved den Danske Violinkonkurrence for violinister under 30: publikumsprisen, orkesterets pris og førsteprisen. Antallet af øvetimer steg til ti timer om dagen. Sideløbende gik Philippe Benjamin Skow i gymnasiet. Og nej, han sov ikke så meget i de år.
“Derudover brugte jeg alle mine sommerferier på at være på masterclass-kurser og på sommerskoler rundt omkring i USA og Østrig og Tjekkiet. Så når jeg fik ferie i gymnasiet, ville jeg nogle gange tage til USA og være dér sommeren over. Og så komme hjem dagen før skolen begyndte, og så gik vi så i gang.”
Hvad får en teenager til at øve og øve og atter øve?
“Fordi jeg ville være en af verdens bedste. Vel vidende at jeg måske aldrig ville opnå det. Ambition har nok været et gennemgående parameter i mit liv. Man behøver ikke at være succesfuld, men jeg synes, det er vigtigt at have ambition og at stile efter noget.”
Hvor kommer det fra, tror du?
“Det kommer nok fra mine forældre, som har gjort en dyd ud af at være flittige og arbejdsomme. Min far stod op meget tidligt for at tage på arbejde som advokat og kom hjem sent om aftenen. Da jeg var spæd, arbejdede min mor også rigtig meget og kom ofte hjem fra forestillinger ved midnatstid. Så det har nok ligget naturligt i mit system, at det at arbejde meget var noget, man gjorde, og som man burde gøre. Mange tror, at det er mine forældre, der har pacet mig frem. Men det har jeg selv gjort. Det har været en indre pisk, som har bundet i, at hvis jeg skal nå det mål, jeg har sat mig for, skal der leveres. Når det er sagt, fungerer jeg også bedst, når jeg er i gang, for så flytter jeg mit fokus hen på det, jeg har gang i. Så glemmer jeg alle mine dæmoner.”
Som teenager fik Philippe Benjamin Skow det ene legat efter det andet. Fondene støttede ham, og han spillede til en livekoncert på DR. Presset og ambitionerne steg. Som 18-årig søgte han ind på musikkonservatoriet Oberlin i USA. Derefter kom han til det prestigefyldte Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien, hvor den russiske professor Boris Kuschnir underviste. Forinden havde Kuschnir været mentor for Nikolaj Znaider, en af Danmarks største violinister.
“Hos Kuschnir øvede jeg kun én tone på én løs streng om dagen i ti timer om dagen i et år for at opnå et fuldstændig perfekt buestrøg. Næste år kunne jeg få lov til at bruge den anden hånd ved at øve skalaer og sætte flere toner på. Det var en ekstrem og uudholdelig proces, hvor jeg blev presset til det alleryderste. Man bliver enormt frustreret over at stå og øve på en streng i ti timer om dagen. Det er så uudholdeligt, helt forfærdeligt.”
Hvorfor blev du?
“Dels af vilje, dels af nød. Af vilje fordi jeg vidste, at jeg måtte gøre det færdigt for at komme til at spille på et højere og bedre plan. Af nød fordi jeg jo havde lagt den gamle måde, jeg spillede på, væk. Samtidig havde jeg ikke lært den nye måde endnu. Det var et stort sats som menneske og musiker, for jeg havde ingen garanti for, om jeg havde valgt den rigtige metode eller lærer. Jeg kunne heller ikke skifte lærer eller søge ind på et andet konservatorie, for jeg kunne faktisk ikke spille, til trods for at jeg på det tidspunkt havde spillet i mange år og også havde haft en vis succes med det. Så jeg måtte bare køre på og håbe på, at jeg var på den rigtige vej mod målet. ”
Ét var fire års pine og usikkerhed. Noget andet var det sociale liv, Philippe Benjamin Skow levede i den periode i Wien.
“Det var et ekstremt kompetitivt miljø. Man hilste ikke på hinanden på gangene, og alle stod og øvede i timevis i deres respektive øvelokaler. De havde ikke en så social kultur, som vi har herhjemme, hvor man går ud og fester sammen. De andre elever var så fokuserede på at skulle øve. Så jeg var enormt isoleret. Jeg havde kun ganske få venner, som jeg sjældent så. Så jeg var mere eller mindre alene i de fire år, jeg gik der. Det var mentalt hårdt.”
Fik du ikke lyst til at smide violinen langt væk og sige: “Nu orker jeg ikke mere”?
“Jo, det har jeg haft rigtig mange gange. Jeg har tit overvejet at kyle violinen ud af vinduet, selvom det var en meget, meget dyr violin. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på. Men det er et enormt pres at skulle stå på scenen og levere som klassisk musiker. Og i den periode tænkte jeg mange tanker: Er det det værd? Skal jeg holde op med at spille helt? Og hvad skulle jeg så? Og hvad så med alle de fonde, der havde støttet mig? Jeg følte jo også, at jeg skyldte dem at lykkes med det. At være violinlist var også blevet min identitet. E. Grieg: “Sonate for violin og klaver nr. 3” uddybes G. Fauré: “Après un rêve” Uddybes J.S. Bach “6 sonater for soloviolin” Uddybes
Og hvad ville det sige ikke at være noget?
“At jeg ikke er noget værd. Hvilken mening ville min tilværelse så have?”
“Da det endelig begyndte at fungere med den nye måde at spille på, skulle jeg indhente alle de stykker, jeg ikke havde kunnet øve på i al den tid. Så jeg øvede endnu mere. Resultatet var så, at jeg kom til at overbelaste mit håndled. Jeg kunne ikke holde på en blyant eller åbne en dør uden enorme smerter.”
Philippe Benjamin Skow blev igen kastet ud i et mørke befolket af spørgsmål: Ville hans håndled nogensinde blive helet? Hvis han ikke kunne spille, hvad skulle han så? Han besøgte et utal af forskellige læger, og ingen kunne give et endeligt svar på, hvad smerterne kom af.
De voldsomme smerter varede i næsten et år.
“Da jeg så begyndte at spille igen, dér kunne jeg mærke, at jo, nu kunne jeg faktisk spille på et meget højere niveau. Men det havde kastet mig ud i nogle meget mørke perioder. Og det har siden sat sig hos mig. Men det, jeg havde gået igennem på det følelsesmæssige plan, kunne jeg også tage med mig i mit spil og i min måde at udtrykke mig på i musikken. Jeg opnåede nok en følelsesmæssig bredde eller dybde i de år, som jeg tror, har givet en dybere dimension i mit spil.”
Philippe Benjamin Skow var nu fuldtidsviolinist med en fuldt booket koncertkalender. Sideløbende tog han en juridisk embedseksamen på normeret tid. Det var ikke for at fravælge karrieren som violinist, men for at vælge et andet spor til. I 2017 blev han færdig og derefter ansat i it-firmaet Cybot. Samtidig fortsatte han med at spille koncert på koncert rundt om i verden. Han spillede for eksempel for den franske præsident Emmanuel Macron, da han var i Danmark på statsbesøg for halvandet år siden.
En anden af de koncerter, der står højt i hans egen hukommelse, var, da han skulle spille ved prins Henriks castrum doloris, den højtidelighed, hvor kisten bliver vist for offentligheden.
“Det står som en særlig oplevelse, også fordi jeg spillede Gabriel Faurés “Après son Rêve”. Det er et stykke, der handler om dualismen i kærligheden og livet. Musikken er jo nok den kunstart, der rører folk mest. Den går direkte ind i kroppen, om man vil det eller ej. Musikken sætter vibrationer i gang.”
At røre publikum var den oplevelse, Philippe Benjamin Skow gerne ville videregive i Carnegie Hall. Men noget kom i vejen.
I de senere år har myndighederne i USA skærpet kravene til kunstneres indrejsetilladelser. Historier er løbet som en steppebrand i musikbranchen: Orkestre, der ikke fik deres visa. Solister, der var hovednavne på store festivaler, og som måtte aflyse i sidste øjeblik på grund af manglende visa. Musikere, der har fået års karantæne for at forsøge at komme ind på et turistvisum for at spille en koncert.
Det vidste Philippe Benjamin Skow, og derfor var han i god tid. Måneder forinden havde han hyret en amerikansk advokat med lige netop dét speciale: at få hans kunstnervisum igennem. To dage inden koncerten var det endnu ikke på plads.
Et års forberedelse risikerede at gå i vasken. I samarbejde med Udenrigsministeriet havde de fundet et koncept for koncerten: Fokus skulle være klimaet.
Et emne, der optager Philippe Benjamin Skow, og et budskab, som han er glad for at kunne bruge musikken til at formidle. Der var
“godt linet op af notabiliteter og diplomater til aftenens koncert.Hos Kuschnir øvede jeg kun
én tone på én løs streng i ti timer om dagen i et år for at opnå et fuldstændig perfekt buestrøg
Philippe Benjamin Skow fik panikangst.
“Jeg begyndte at hyperventilere og følte ikke, at jeg kunne være i mig selv. Hele min karriere var på spil grundet alle de mennesker, der stod klar og havde støttet mig, samt alle de ressourcer, der var sat ind,” fortalte han.
Derudover var der stradivariussen, som ventede på ham. Instrumentet beskriver han sådan her:
“De klangfarver, man kan få frem i sådan et instrument, der er over 300 år gammelt, giver så mange flere nuancer og muligheder. Det er som om, musikken nærmest strømmer ud af sig selv. Den violin gør, at jeg kan udfolde alt det, der er i mit hjerte, i mit øre, hoved og krop på bedste vis.”
Men en stradivarius har sin egen personlighed og reagerer forskelligt på den, der spiller på den. Derfor var det af yderste vigtighed, at Philippe Benjamin Skow nåede at lære den at kende inden koncerten. Det forhindrede det manglende visa.
Dagen inden koncerten kunne han dog ånde lettet op.
Han fik sit visum. Og især da han spillede Griegs violinsonate, var det som om, han kunne læne sig ind i musikken og kanalisere 33 års vej til Carnegie Hall ind i tonerne.
