Ole Christian Madsen fik kun seks dage i biografen med sin film “Krudttønden” i marts og solgte omkring 20.000 billetter frem for forventeligt 150.000. Derefter fik filmen et liv på video-on-demand.
Hvad efterlader du i 2020?
Vi har været spærret inde i små bobler og koncentreret os om vores eget, mens vi har set tv. På en måde ser jeg pandemien i et større perspektiv som en slags kulmination på en udvikling, der de seneste år har været præget af ustabilitet og uorden med Trump – se bare det nylige angreb på den demokratiske orden i Washington D.C. – Isis, telegiganternes monopolisering, radikaliserede politiske bevægelser m.m. Jeg håber, at 2021 vil betyde, at vi igen rækker ud og er til stede i verden og er mere bevidste om at beskytte vores liberale samfund, frem for at hade vores modstandere – kald mig bare en hippie. På det mere konkrete plan så er film en international kunstart, som kun trives, hvis vi rejser ud i verden. Det håber jeg, at 2021 vil give mulighed for igen.
Hvad ændrer du ved dit arbejde efter 2020?
Jeg var på forhånd i den bevægelse, men går endnu mere efter at lave tv-serier. Jeg har brugt året til at skrive en serie til HBO. Jeg har også skrevet en serie færdig til Viaplay, “1948 – Manden fra mørket”, baseret på dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Biografer har vist sig sårbare i 2020, og spillefilm har det svært. Lige nu oplever jeg, der er mere overskud i streaming og tv, og så er det sjovt.
Hvad tager du med fra 2020?
Helt konkret er det vigtigt at have en fast løn, og alle os med egne virksomheder har haft et svært år. Så skal vi have brudt Zoom-mødeforbandelsen. Vi skal ud af tech-boblerne. Det er måske godt til korte møder, men elendig til at udvikle kreative idéer. For nylig havde jeg et Zoom-møde med 22 amerikanske skuespillere, det var hyggeligt og sjovt, men kreativt gav det meget lidt mening. Endelig er jeg begyndt at skrive på endnu en roman, og der har 2020 fået mig til tage forfatterrollen mere alvorligt. Men pandemien er noget lort og har taget langt mere, end den har givet.
Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst. Har haft 286.000 gæster i 2020 mod 391.000 i 2019. Var lukket fra 12. marts til 26. maj og igen i december.
Hvad vil du efterlade i 2020?
Min altdominerende ærgrelse gælder det lukkede museum, også selvom vores økonomi heller ikke har det godt. Hele vores eksistensberettigelse er at være noget for et publikum. Vores samling får jo kun betydning ved at blive set og brugt. Jeg mener, at et samfund bliver fattigere uden museet som samlingssted og samfundsaktør. Vi bringer det store historiske perspektiv ind i vores egen tid og sender med 700 års kunsthistorie samtidig publikum ud på de vildeste tidsrejser.
Hvad ændrer du på museet efter 2020?
Museerne skal være relevante og vedkommende for os i dag, men spørgsmålet er, om vi i tilstrækkelig grad har udnyttet de muligheder, der ligger i vores egne værker. Fremover vil vi måske rejse lidt mindre og låne lidt færre værker fra andre museer og i stedet bruge vores egne værker mere. F.eks. lavede vi i 2020 hurtigt en slags udstilling, hvor vores faste samling blev sat i spil i et tema om epidemier. Det fik mange gæster til at se værkerne på en ny måde.
Hvad tager du med fra 2020?
Vores rolle som samfundsbærende institution er blevet tydeliggjort, og museumsområdet har fået større politisk opmærksomhed. Det momentum bærer vi med ind i 2021. Tiden med begrænset adgang har gjort mange opmærksomme på, at et museum er mere end det fysiske rum. Det har vi lært noget af. Udstillinger skal også være til stede i det virtuelle rum, så vi kan arbejde med det publikum, som ikke kommer på museet. Bl.a. har vi udviklet en serie af samtaler, “Sammenkunst”, hvor vi fører samtaler om kunst med gæster, der sidder i alle hjørner af landet.
Trine Thomsen, teaterdirektør for Aarhus Teater. Har haft udgifter på 110 pct. for at sikre optimale forhold for publikum og medarbejdere. Indtægterne blev til gengæld halveret, fordi teatret var lukket i foråret og i dele af december og ellers spillede for halve sale.
Hvad efterlader du i 2020?
Kunst er at tænke frit og gøre, hvad man vil, og der har corona censureret os. Bare det at spille med to meters afstand til publikum og ikke at kunne interagere og f.eks. spille ude blandt publikum begrænser kunsten. Teater er blod, sved, tårer og nærkontakt; alt den stærke sanselighed og menneskelighed, som corona arbejder imod. Corona er på mange måder teatrets modpol.
Hvad ændrer du på teatret efter 2020?
Rigtig mange kræfter har tænkt nye koncepter, så kunsten kunne fortsætte under nedlukningen. Vi har bl.a. udviklet “Podwalk”, en audiowalk, hvor teatret kan rykke ud til publikum og gå en tur rundt i Aarhus. Vi har også tænkt i streaming, men teatret er allerbedst live. Det er der, man fornemmer sanseligheden og nærheden.
Hvad tager du med fra 2020?
Jeg har mærket, hvor meget kunst og kultur betyder for folk. Nogle gange kan man tage kunst for givet, men når man ikke kan gå i teatret, så mærker man savnet. Vi har haft alle sæder fyldte (halv sal), når vi har spillet. Folk har ikke været så skræmte, at de ikke har villet gå i teatret. Jeg er også overbevist om, at corona kommer til at påvirke teatrenes repertoire i de kommende år. Nye temaer om afstand og ensomhed kommer til at påvirke den måde, vi læser klassikerne på og skriver nyt.
Signe Lopdrup, direktør for Roskilde Festival. Aflyste for første gang siden starten i 1971 den fysiske festival i 2020. Der er dog allerede nu udsolgt til festivalen 2021.
Hvad efterlader du i 2020?
Udskamning af særlige grupper skal vi lade blive i 2020. F.eks. er unge ikke blevet anerkendt for deres samarbejde i løsningen af corona, men har tværtimod fået skylden for dens opblussen. Vi skal møde hinanden i tillid på tværs af generationer og forstå, at unge har mistet så uendelig meget i 2020. Som ung er en enkelt sommer en evighed. Når man som ung er ved at finde sig selv, ved at udvikle sin identitet og finde ud af, hvem man er, betyder det at være sammen i dannende fællesskaber alt.
Hvad ændrer du ved Roskilde efter 2020?
Det tager meget mere end et år at omstille så etableret og stor en festival. Men vi har udviklet et digitalt setup i 2020, en do-it-yourself-festival, som i 2020 hjalp med at skabe fællesskab og sammenhold til alle dem, som savnede Roskilde. Vi har også en ambition om, at vi skal folde vores program ud og være til stede hele året og ikke satse alt på en uge i juli. Derfor har vi netop nu f.eks. opstillet kunstværket “Understanding” af Martin Creed på Ofelia Plads i København. Et værk, der inviterer til eftertanke og dialog om de mange følelser og oplevelser, vi har haft i 2020.
Hvad tager du med fra 2020?
Solidaritet og evnen til at løfte sammen står over alt andet i 2020. Det er fællesskabets år. Præcis de samme egenskaber som Roskilde er bygget på, hvor 30.000 frivillige får festivalen til at blive til noget hvert år. Derudover er festival- og musikbranchen blevet meget bedre til at samarbejde og stå sammen på tværs om at finde løsninger, på de problemer som vi står over for. Og så er vi blevet meget bevidste om, hvor meget vi betyder for vores deltagere, foreningslivet, samarbejdspartnere og ikke mindst for kunstnerne.
