Hvor skal jeg rejse hen i det nye år, og hvad sker der på modefronten? Børsens livsstilsredaktion giver sit bud på, hvad der er værd at glæde sig til inden for kultur, gastronomi, mode, rejser og livsstilÅr 2015 vil ikke gå over i historiebøgerne som et godt år for hverken borgerne eller de besøgende i Paris. Byernes by blev ramt af terror, turisterne valgte andre rejsemål, og tristessen sænkede sig. Anderledes ser det med garanti ud til foråret, når byens 117 år gamle stolthed The Ritz genåbner efter en treårig renovering. Det mondæne hotel på Place Vendôme har været i hænderne på designeren Thierry W. Despont, der har brugt 1,5 mia. kr. på at føre den elegante dame ind i fremtiden. Nyeste tiltag er bl.a. verdens første Chanel-spa samt en underjordisk tunnel, så gæsterne kan slippe uset både ind og ud. Går alt efter planen, genåbner The Ritz i midten af marts med priser fra 6700 kr. pr. nat.