Det begyndte med en idé og nogle hjemmemalede køkkenlåger – nu arbejder dansk firma med verdens bedste arkitekter og omsætter for et trecifret millionbeløb

Jeppe Christensen og Michael Andersen kender kun hinanden perifert, men nok til at have noteret en fælles entreprenant natur. En septemberaften har Jeppe Christensen sat Michael Andersen stævne i Kødbyen i København, fordi han har en idé. Om køkkener.

I et halvt års tid har han fulgt et forløb på snedkeruddannelsen på Nørrebro sammen med en flok 17-årige knægte og eksperimenteret med sine egne bud på redesign af Ikeas fronter; inspireret af en tid som partner i en lille design- og produktionsvirksomhed og af fornemmelsen for et hul i køkkenmarkedet.

Over en weekend og en flaske rødvin har han lavet en hjemmeside med to køkkendesign, som har fået nogen til at lægge ordre. Da han læser på Linkedin, at Michael Andersen har kvittet en stilling som projektdirektør hos arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, BIG, og erhvervet sig agenturet på et litauisk køkkenfirma, øjner han en anledning til at hive fat i manden med de muskler, der måske kan hjælpe ham med at tage den spirende køkkenbusiness til nye højder.

Det er i hvert fald udgangspunktet, da de to bestiller øl i baren på Kødbyens Paté Paté.

Jeppe Christensen: “Jeg fortalte Michael, hvordan jeg havde lavet det første køkken selv. Købt fronter i Ikea, malet dem og fræset greb. Og hvordan der pludselig var tre andre, der også gerne vil have ét. Jeg kunne se, at der var en efterspørgsel på designkøkkener til en rimelig pris, og jeg troede på, at det kunne vokse. Det var dén idé, der drev mig, aldrig håndværksarbejdet. Så jeg spurgte Michael, om han havde lyst til at producere.”

Michael Andersen: “På det tidspunkt solgte jeg allerede en masse af de litauiske køkkener, men havde i virkeligheden den samme oplevelse som Jeppe og savnede at kunne differentiere mig på et marked, hvor alle kæmpede om de samme kunder og om, hvem der turde tjene mindst. Da Jeppe kom med sin idé, føltes det helt anderledes end det, jeg var i gang med.”

De to mænd er enige om at tænke stort den aften. Rigtig stort. De fantaserer om at skabe verdens største køkkenbrand og joker med at få profiler som Bjarke Ingels til at tegne et køkken. Mødet slutter med, at Michael Andersen beder om lidt tænketid. Til dagen efter. Et døgns tid senere mødes de i hans have i Humleby. Denne gang til en snak, som får afgørende konsekvenser for deres liv og fremtid.

Michael Andersen: “Jeg sagde til Jeppe, at jeg havde tænkt over det, og at jeg ikke ville producere det for ham. Men at jeg gerne ville være hans partner.”

Jeppe Christensen: “Jeg kan huske, jeg svarede: Fedt. Jeg havde brug for noget, jeg kunne kaste al min energi i, og det føltes helt rigtig at have Michael at læne sig op ad.”

Betænkeligheder er der utrolig få af.

Michael Andersen: “Økonomien fyldte ingenting for mig. Hvis det ikke gik, ville vi jo ikke dø af sult. Det fyldte noget, at jeg syntes, det var en god idé. Og at jeg havde en god fornemmelse af Jeppe. For jeg vidste, at vi ville komme til at bruge sindssygt meget tid sammen, og at det ville blive hårdt arbejde i mange år frem.”

Jeppe Christensen: “Vi blev ret hurtigt enige om, at vi skulle eje 50 pct. hver, at jeg skulle være ceo og Michael cso. Og at vi ville give det et år og se, hvor det landede.”

Derudover aftaler de to, at de hver smider 150.000 kr., som er nogenlunde alt, hvad Jeppe Christensen har på sin konto, og en bid af den bonus, Michael Andersen har med sig fra BIG. Så cykler Jeppe Christensen hjem:

“En af de vigtigste ting, vi aftale den dag, var, at det skal være et sjovt sted at gå på arbejde. Den aftale gælder stadig.”

En måned senere stifter de virksomheden.

Jeppe Christensens lejlighed på Østerbro bliver Reforms første showroom. Imens han og hans daværende kæreste lever deres hverdagsliv, dukker fremmede mennesker op for at se det hvidmalede køkken med de runde trægreb, som er blandt de tidligste modeller og siden bliver en bestseller. Især hun bliver hurtigt lidt træt af det, og Jeppe Christensen og Michael Andersen finder en kontorplads på Frederiksberg. Den billigste, de kan opstøve. Fra et skrivebord viser de vareprøver og billeder til interesserede af de få fronter og bordplader, de kan levere – og der ryger bestillinger i bogen.

Jeppe Christensen: “Det var egentlig ret vildt, at vi kunne sælge køkkener ud fra dét, men det gjorde vi. Fra starten valgte vi at gøre det nemt og teste, om folk overhovedet kunne lide idéen om et designkøkken, der var til at betale. Vi kiggede til Sverige og nogen, der havde lavet deres egne låger til Ikeaskabe – og så omfavnede vi Ikea-hack-konceptet.”

Michael Andersen: “Vi har altid vidst, at det skulle være en midlertidig løsning, og at vi på sigt ville lave vores helt eget, men dengang betød det, at det hele blev meget nemmere, og at vi sindssygt hurtigt kunne sælge til alle mulige, i hele verden. Og ikke kun være et københavnerkøkken.”

Reformnavnet bliver indkapslingen af visionen om at omforme det eksisterende, så reformere selve branchen. Uden at den slags jo sker af sig selv, ved de to.

Jeppe Christensen: “Der er ikke nogen, der gider tale om en hvid køkkenlåge med et rundt greb, som fem mennesker har købt. Så vi besluttede ret hurtigt at gøre alvor af idéen om at hive fat i nogle dygtige designere og arkitekter.”

Bjarke Ingels får det første opkald, en månedstid efter Reforms fødsel, og Jeppe Christensen og Michael Andersen bliver inviteret en tur til BIG’s danske hovedsæde i Valby.

Michael Andersen: “Vi var to fantaster, der mødte op den dag. Men heldigvis er Bjarke selv fantast og havde på den måde en kærlighed til vores idé om at erobre verden på et tidspunkt, hvor vi kun havde solgt nogle ganske få køkkener.”

Vigtigst af alt: Bjarke Ingels siger ja til at lave et design. Og med frisk blod på tanden går de to håbefulde herrer videre til det næste navn på ønskelisten, Norm Architects, hvor Jeppe Christensen har gode kontakter. Her indhenter de endnu et ja, og få måneder efter vil skæbnen, at de modtager en mail fra endnu et tungt navn, tegnestuen Henning Larsen Architects. En af deres arkitekter har købt et Reformkøkken og hørt rygter om aftalerne med Bjarke Ingels og Norm Architects, og nu ville de også gerne lege med.

Jeppe Christensen: “Mødet med Henning Larsen var helt anderledes end de to første. Jeg kan huske, vi tænkte, at vi skulle ind med den helt store sælgerhat på, og så var rollerne pludselig vendt om.”

Michael Andersen: “De ville bare gerne være med. Nærmest lige meget, hvad vi sagde. De ville gerne være en del af det, som Bjarke og Norm var med i, og jeg tror ikke, de opdagede, at vi var totalt overraskede. Vi aftalte en tidsramme, de accepterede vores royalties, og da vi gik derfra, havde vi en aftale. Lige dér ændrede tingene sig totalt for mig. Fra at være to tryllekunstnere, som ingen rigtig troede på, var vi pludselig nogen, som en af landets mest respekterede tegnestuer gerne ville arbejde sammen med.”

Jeppe Christensen: “Det lyder, som om vi drikker meget, men vi gik direkte ned på Værnedamsvej, der ligger rundt om hjørnet fra tegnestuen, og fejrede det. Med øl og bobler. Totalt overgearede.”

Michael Andersen: “Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis Henning Larsen vil være med, så kan det være, at Jean Nouvel (fransk arkitekt, red.) også gerne vil. Dengang virkede det helt gakkelak. I dag designer han for os og har lavet det næste, vi lancerer.”

Den sidste skrue er endnu ikke sat i, da den første journalist henvender sig. De to Reformindehavere står på North Modern-møbelmessen i Bellahøj som de første i rækken af udstillere, og lige her, ved tre nyopsatte køkkener med henholdsvis Bjarke Ingels’, Norm Architects’ og Henning Larsen Architecs signaturer, begynder den danske og internationale presse deres messemorgenvandring. Jeppe Christensen giver et interview, imens Michael Andersen bakser med de allersidste fronter. Derfra eksploderer opmærksomheden. Mildt sagt.

Jeppe Christensen: “Kort tid efter messen fik vi en mail fra den canadiske fotomodel Coco Rochas assistent om, at Coco syntes, det var det fedeste køkkenbrand, og jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis en topmodel i New York gerne vil købe et køkken, har vi fat i et eller andet.”

Tesen bliver så småt bekræftet, da det første køkken ryger af sted over Atlanten. Ikke til topmodellen, der fisker efter en rabat, som Jeppe Christensen og Michael Andersen ikke har råd til at give, men til en anden newyorker, der har hørt om det nye danske køkkenbrand.

Og snart tikker flere ordrer ind uden for København; fra Stockholm, Luxemborg, Berlin, Lissabon.

Michael Andersen: “I starten var jeg ikke sikker på, at vi kunne leve op til de krav, der er, når man skal levere til udlandet. Selvom det hele tiden var planen. Først sendte vi mails ud til de udenlandske kunder og skrev: “Selvfølgelig kan vi levere”. Så fandt vi ud af, hvor svært det er; at få det produceret, fragtet fra Litauen og forresten også tjene penge på det. Så sendte vi en ny mail, hvor vi undskyldte forsinkelsen. Og blev klogere.”

I 2019 flytter Jeppe Christensen og Michael Andersen sammen. I en stor lejlighed i Berlin. Jeppe Christensen bor med sin kæreste og parrets to små børn i den ene ende, Michael Andersen i den anden. Et par gange om måneder flyver han hjem til sin familie i København. Men størstedelen af tiden vil de to grundlæggere gerne sidde med i maskinrummet, når det tyske marked efter planen skal indtages. De drikker morgenkaffe sammen i deres farverige Reformkøkken, følges til og fra kontoret, laver aftensmad og bliver for alvor rigtig gode venner. Hinandens bedste.

Jeppe Christensen: “Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort det her med andre. Michael er superoverbærende, hvor jeg er lidt mere dramatisk. Vi har aldrig haft behov for hanekamp, og vi bliver stort set aldrig uvenner. Michaels store idol er Arnold Schwarzenegger. Han er stærk, og han skal nok klare det. Sådan er Michael også. Næsten lige så stærk som Arnold. Og god til at lade være med at spekulere på ting, som han alligevel ikke kan gøre noget ved. Det giver mig en sindssygt stor ro at have ham. Og jeg tror, det er en af grundene til, at vi er så gode sammen.”

Michael Andersen: “Vi har en kæmpe respekt for det, vi hver især kan, og vi kan noget forskelligt. Derfor var det også vigtigt, at vi fra starten kridtede banen op og blev enige om vores roller. Jeg vil gerne være med til at drive tingene, men når noget først er sat i gang, må andre gerne overtage, og jeg vil helst undgå, at folk refererer til mig. Og være lidt bag kulissen. Jeppe vil det modsatte.”

Det er også fra basen i Berlin, de to i slutningen af 2019 går i gang med at kigge rundt i investorlandskabet for at rejse penge til at booste vækstdrømmen: åbne flere showrooms, søge nye markeder, realisere idéen om egne klikkabinetter, lægge kræfter i bæredygtighedsprojekter. Blandt andet. Og det går efter planen. Indtil corona rammer.

Jeppe Christensen: “14 dage efter vi havde snakket med forskellige investorer, kom pandemien. Så dør sådan et marked. Fuldstændigt. Vi havde to måneder, hvor alt var lukket ned og sat på standby, og det var lidt af en mavepuster. Samtidig vækstede vi 150 pct. i den periode, hvilket gjorde alting helt umuligt. Vi kunne ikke få råvarer, og de steg med mange procenter. Vi kunne ikke finde medarbejdere, og logistikfirmaerne havde ikke tid til at levere det, de skulle. Alt var kaos. Og alt bliver mere komplekst, når man vokser på den måde og pludselig går fra at håndtere kunder for 50 mio. til at håndtere kunder for 250 mio. Hele den nødvendige forsyningskæde er et mareridt, når du ikke har prøvet det før. Det blev virkelig en øjenåbner for os, hvor vildt et setup, vi skal have, hvis vi skal lykkes med at blive verdens største og fedeste køkkenbrand.”

Michael Andersen: “Det handlede pludselig om at finde de rigtige folk til at hjælpe os. Med alt muligt. I gamle dage var vores leverandørkontrakter f.eks. ikke-eksisterede. Vi mødte nogen, vi kunne lide, gennemgik hans fabrik, havde nogle hårde snakke om priser, blev enige, og så kørte vi. Uden noget på skrift. Vi kommunikerede løbende, og det fungerede. Det gør det til gengæld ikke, når man skal lave 30 køkkener om dagen.”

Fra at være dem, der løber med alle boldene og har øjne på alle beslutninger, vinker de farvel til en masse ansvar.

Michael Andersen: “Det er både fedt og ufedt. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt havde oplevelsen af at miste overblikket. Hvad laver han her? Hvorfor skal han ansættes? Hvem jeg skal gå til i den her situation? Nu føler jeg mig anderledes sikker på, at vi har skabt en god struktur. Men det har taget noget tid.”

I takt med Reforms vokseværk bliver Ikeakonceptet stille og roligt lempet ud, og deres egen indmad inviteret ind – med bestikindsatser, skuffer og skinner. Det samme gør den investor, som Jeppe Christensen og Michael Andersen har varmet op til længe. I 2020 indgår de en aftale med Vækstfonden, hvilket er lig med en kapitalindsprøjtning på 70 mio. kr., og da det sidste bestyrelsesmedlem skriver under en aftentime i december, fejrer de det hjemme i lejligheden i Berlin over makrelmadder og billig Prosecco fra den lokale Aldi, sammen med Jeppes kæreste og deres unger.

Michael Andersen: “Det er hårdt at skulle sælge sin baby og dele den med folk, som måske tænker helt anderledes. For tingene bliver pludselig mere komplicerede. Med en bestyrelse, der giver os modspil, helt andre midler og nye krav til vores organisation.”

Jeppe Christensen: “Vi kan ikke bare slappe af, fordi vi har fået 70 mio. Tværtimod. Fordi vi påtager os større risiko og taber penge hver måned. Hvilket vi naturligvis gør, fordi vi kan se, at hvis planen holder, tjener vi mange penge i den anden ende.”

Og i virkeligheden drager det; det der med at være oppe i tempo.

Jeppe Christensen: “Vi er ikke dem, der kigger tilbage og snakker om alt det, der er sket med Reform. Jeg tror, det handler om vores fælles frygt for, at tingene stopper, hvis vi ikke altid flytter os og er i bevægelse. Det bliver et drug, når du hele tiden og hurtigt lykkes med ting. Det kan du blive sindssygt afhængig af – og det har jeg selv været i mange år. Vi kunne sagtens have valgt en model, hvor vi var 30 mennesker og måske tjent et par millioner om året. Men det har vi aldrig været interesseret i. Den store vision er stadig den samme.”

Der er stadig hvid beklædning med en diskret meddelelse om snarlig åbning på ruderne, da Jeppe Christensen og Michael Andersen kigger forbi det nyeste show-room på dansk jord på Frederiksberg i København. En formiddag i juni. Klokken 4 er de stået i op i det, der fortsat er deres fælles hjem i Berlin, hvilket ikke er usædvanligt på en dag med møder i København.

Der er stille, da de træder indenfor. En uge tidligere, natten til en søndag, er 100 ordrer nemlig gået op i flammer på den vigtigste af de fire fabrikker i Litauen, som producerer for Reform. Så de holder dørene lukket, lidt endnu.

Jeppe Christensen: “Med den rolle, jeg har, er det mit privatnummer, kunderne får, når en fabrik brænder. Det befinder jeg mig egentlig fint med. Men sommetider kunne jeg godt ønske, at det ikke var sådan. For det har været seks meget hurtige år, og på det seneste har jeg godt kunnet mærke, at jeg bliver fysisk træt. Og jeg har perioder med angst, hvilket er noget, der har præget mit liv i mange år. Jeg ser det ikke som en nedtur, når det sker, og jeg tror, det er fornuftigt at tænke, at det ikke er det. Men i stedet acceptere, at sådan er livet også. At jeg godt kan drive en virksomhed i højt tempo – og samtidig have det dårligt en gang imellem.”

Lige om hjørnet venter åbningen af flere showrooms, i Frankfurt, New York og LA, men også en stund i nedsat tempo, er de to enige om. Inden de skal give den planlagt gas på det amerikanske marked.

Michael Andersen: “Det sidste halvandet år har været ekstra vildt. Sjovt, men også hårdt. Min kamp lige nu handler om, at jeg savner mine børn. Især den yngste, som er 12 år. De to ældste på 15 og 18 kan jeg nemt ringe og snakke med, men det er sværere at connecte med ham på 12, og det slås jeg med. Også fordi han er i en alder, hvor han gerne vil sin far. Det er svært. Sværere end jeg havde regnet med. Jeg har altid rejst meget med mit arbejde, og det var ikke en vanskelig beslutning at flytte til Tyskland. Hvilket det skulle det måske have været. For jeg glæder mig altid til at komme hjem og være sammen med ham.”

Jeppe Christensen: “Jeg har det ligesådan; jeg vil gerne blive bedre til at slippe Reform en gang imellem og holde fri med min familie. For der skal være en balance i tingene. Især når man som jeg har to små børn og en kone, jeg elsker højt og også gerne vil give opmærksomhed. Hvis arbejdet fylder det hele, mister jeg nærvær med dem og overser fællesskabet. Som er det vigtigste. Alt andet er i bund og grund lige meget.”