Det bedste Indien-køkken i København

Engang troede jeg, at inderne i min lokale kiosk var ligeglade med kunderne, at dømme efter den søvngængeragtige facon de ekspederede på efter modvilligt at have rejst sig for at komme hen til disken.
"Ud fra mit kendskab til Københavns udvalg, så er Indian Taj klart den mest komfortable"
Men efter 14 dages rundrejse i det nordlige Indien oplevede jeg, at den afslappede stil stikker dybt og bredt i det indiske samfund. Man har ganske enkelt ikke så travlt, at det gør noget.

Sindig betjening

Det blev jeg mindet om forleden på den københavnske restaurant Indian Taj, hvor de venligt smilende indiske tjenere havde et forbløffende smidigt forhold til tidsbegrebet. Derfor lyder mit råd til såvel førstegangs indiensrejsende som gæster på Indian Taj: Tag det roligt, træk vejret dybt og lad tingene udvikle sig i den takt, de nu engang gør.

Jeg havde god tid og satte mig således godt til rette i de magelige, brede stole med polstrede sæder og sølvglinsende armlæn i dette semiglitrende univers med stjernehimmel og rislende vand.

Indehaverne, familien Ahluwalia, grundlagde stedet i 1973 som en af Skandinaviens første indiske restauranter. Således havde den let spil i forhold til konkurrenterne i en årrække.

Men siden er der kommet en betydelig konkurrence. Der er delte meninger om, hvilken restaurant der fører kapløbet om at servere den bedste indiske mad. Men hvad er indisk mad egentlig?

Ja, det er et godt spørgsmål, for der er som bekendt en hel række af køkkener i Indien. Men ud fra mit kendskab til Københavns udvalg, så er Indian Taj klart den mest komfortable. Her er pænt og rent, tjenerne er venlige, og menukortet byder på flere end 50 forskellige retter, der i mange tilfælde er velsmagende og præget af en mangefacetteret krydderiprofil.


Den første, jeg stifter bekendtskab med, sætter nærmest ild i tungen. Sammen med de tynde, sprøde papadum-brød får vi fire slags puré og sauce at dyppe i. Jeg prøver først den grønne, som ligner en mild puré af grønne ærter. Men den viser sig at være tallerkenenes allerstærkeste, og noget man bør nærme sig med allerstørste forsigtighed.

I forretskategorien skuffes jeg over en intetsigende crab cake og over at den annoncerede fisk med sprød dej er fisk med blød dej og neutral smag. Den kan dog repareres med den medfølgende dressing, der i øvrigt er identisk med den, vi får til lammekebabben.



Den smager glimrende med stor saftighed og behagelig, fyldigt smagende krydring. Dog havde jeg forventet at beskrivelsen "grillet" ville betyde, at der var en delikat, brun stegeoverflade, og ikke at kødet var næsten lige så blegt som jeg.

Civiliseret chilipræg

Rigtig vellykket er chicken chat, en kold salat med tern af marineret kyllingekød i tern og ditto, sprød peberfrugt. Bedst er dog retten butter chicken med mørt og saftigt kød og en sauce med et civiliseret chilipræg.

Det er, som om flere af de andre retter, vi prøver, deler sauce med butter chickenen. Men sådan er det ofte på indiske restauranter med ambitioner om at tilbyde mange retter.
"Set i forhold til andre indiske restauranter er det ikke billigt at spise på Indian Taj"
Naan-brødet er uforlignelig godt, og restauranten råder da også over en original tandooriovn til formålet. Vi får en version med hvidløgssmør og oplever her en stor velsmag i al dens enkelhed. Man kan få et udvalg med otte naan-brød for 245 kr., og så er de 150 gram mel vist også betalt.

Set i forhold til andre indiske restauranter er det ikke billigt at spise på Indian Taj i Jernbanegade, hvor forretter i omegnen af 80 kr. og hovedretter omkring 130 kr. hurtigt sender regningen i retning af priserne på for eksempel Madklubben og Cofoco, som tilbyder skarpere gastronomi. Dog uden karry, naturligvis.

Skal det være rigtig billigt, må man et par hundrede meter væk, over til Istedgade. Her ligger restaurant Shezan, og her vil den opmærksomme læser protestere, for Shezan er jo en pakistansk restaurant.

Ja, men der er mange ligheder mellem pakistansk mad og den fra Punjab i det nordlige Indien. Det er nemlig kun 66 år siden, at nationen Pakistan opstod, hvilket ikke er lang tid set i forhold til udvikling af gastronomisk egenart.

Shezan er et godt eksempel på en meget populær og billig etnisk restaurant, hvor man kan få forretter som grøntsagssamosa, seekh kebab og chicken tandoori for 30-40 kr.

Rimelig kvalitet

Madens kvalitet er rimelig, men omgivelserne kan hverken kaldes komfortable eller hyggelige, og udsigten til Istedgade kan alt efter observans opfattes som enten ubehagelig eller underholdende.

Men der findes også mellemveje, for eksempel den mere moderne restaurant Kardemomme i Hellerup, som jeg har haft gode erfaringer med, og som snart åbner en filial i Lyngby.

Ligeledes er restaurant Kashmir i Willemoesgade på Østerbro et godt bud på en moderne version af en indisk restaurant, hvor glitter er skiftet ud med enkelhed.

Og enkelhed prægede netop kyllingesuppen mulligataw ny, i hvert fald når man taler smagsnuancer, for der var næsten ingen. Det er et problem for en suppe, hvis navn på tamilsk betyder "pebervand".
Saucen til Kashmirs anarkali butter chicken var uden karakter. Det står i misforhold til, at man loves "orientalske krydderier".

Langt bedre var det i tilfældet rogan josh, en velkendt indisk klassiker, her med en meget høj lækkerhedsfaktor. Kødet var lam, meget mørt og saftigt, serveret i en "kraftig krydret karry". Der var nu intet påfaldende kraftigt over smagen, som dog var dyb og velsignet med adskillige facetter, hvilket jo netop er styrken i krydderilandet Indiens køkken.


Det er et køkken, som er spændende at gå på opdagelse i, men det kræver et stort engagement at blive hjemmevant i.

Man når ikke langt på den uambitiøse standardrestaurant, hvor retterne domineres af forskellige slags kød og grøntsager, der er kogt sønder og sammen og krydret nogenlunde ens over hele linjen.