Designchefen: "Tænk hvis jeg var vågnet bare en time senere"

Nærmest lykkelig:"Jeg går altså lige ud og kigger til båden," siger Mogens.

Det er februar, og vi ligger i vores soveposer i en Volvo-stationcar på havnen i den italienske by Genova. Vores båd ligger fortøjet ved en flydebro cirka 200 meter fra bilen. Vi har sovet et par timer, men i løbet af natten er stormen taget til. Det er blevet rigtigt koldt, og vinden rusker og hyler i mastetoppene i havnen.

"Det er først nu, det går op for mig, hvor galt, det kunne være gået. Tænk, hvis jeg var vågnet bare en time senere eller endnu værre, næste morgen"

Mogens hopper hurtigt ud af bilen, og jeg prøver at holde mig vågen, til han kommer tilbage, men jeg er udmattet efter dagens træning, så mine øjne glider hurtigt i.

Dyre drømme

Jeg er 25 år, og vi er ikke taget til Italien for at kigge på damer – men for at blive bedre inden for vores klasse, Starbåden. Drømmen er at komme med til OL i Seoul i 1988. Men det er en drøm, der kræver mange timers træning dagligt, desuden er det en utrolig dyr sport, hvilket også er forklaringen på, at vi nu ligger i vores bil – ikke på et lækkert hotel.

Jeg har sejlet, siden jeg var 14-15 år. Det begyndte at blive seriøst, da jeg nåede teenageårene og for alvor fik øjnene op for de mange fede oplevelser, sejlads kunne føre med sig. Jeg trænede stort set hver dag og blev til sidst støttet af Team Danmark.

Flere gange var det ved at gå helt galt. Eksempelvis da jeg som 15-årig trænede såkaldt boat handling på en 470-jolle sammen med min barndomsven Dani. Jeg fik viklet foden ind i kicking strap'en under en forceret stagvending. Vi kæntrede, og jeg havnede i vandet med storsejlet over mig, og jeg kunne ikke få min fod fri igen. Pulsen kom helt op i det røde felt, og til sidst lykkedes det mig at komme fri.

Alvorligt nervøs

Den slags oplevelser er der masser af i sejlsporten. Der er ikke så meget andet at gøre end at ryste det af sig og snakke det igennem, så det ikke gentager sig.

Jeg vågner med et sæt, og bliver ret hurtigt klar over, at noget er helt galt: Mogens er aldrig kommet tilbage til bilen. Hvor længe har jeg mon sovet?

Jeg bliver med et alvorligt nervøs og kommer hurtigt ud af bilen. Udenfor får jeg et chok. Vejret er blevet endnu værre. Det både sner og stormer, og et isslag har lagt sig tungt over hele området.

Jeg bevæger mig forsigtigt og nærmest glidende ned mod båden. Den ligger der stadig, men jeg kan ikke umiddelbart få øje på Mogens.

Men så ser jeg ham. Han ligger sammenkrøbet nede i båden kun iført underbukser. Isslaget må være kommet så hurtigt, at han praktisk talt er blevet fanget på båden.

Jeg når lige at opfatte situationens alvor, før jeg selv glider på bådbroen, og falder så lang jeg er. Jeg forsøger at komme på benene igen, men opgiver og kravler i stedet langsomt frem til Mogens. Det lykkes mig at trække bådens fortøjninger ind til mig, så han kan bruge min krop som en slags bro til at komme af båden, og vi kravler sammen tilbage mod bilen.

Mogens er fuldstændig forkommen og nedkølet, og vi bliver nødt til at lægge os sammen i den samme sovepose, så han kan få varmen igen.

Det er først nu, det går op for mig, hvor galt, det kunne være gået. Tænk, hvis jeg var vågnet bare en time senere eller endnu værre, næste morgen. Jeg kan næsten ikke rumme at tænke tanken til ende. Men som vi ligger der i bilen, mens stormen blæser videre udenfor, bliver jeg overvældet af en enorm lettelse og taknemlighed over, at vi klarede den. Og i det øjeblik føler jeg mig nærmest lykkelig.

Anders Geert Jensen og Mogens Just Mikkelsen kvalificerede sig efterfølgende til OL i Seoul i 1988, hvor de fik en 11.-plads. Anders Geert Jensen sejler stadig, i dag er det en X-37-yacht. Desuden har han for nylig fået øjnene op for kitesurfing.