Uanset hvem der er i lommen på hvem, når din Twitter-app får din telefon til at brumme, er det sikkert, at nyheden om Elon Musks opkøb af det sociale medie ikke blev modtaget med lutter glæde af Twitters ansatte – eller dens brugere, der nu i stor stil flygter fra Twitter til det sociale medie Mastodon.
Det sociale medie Mastodon blev oprettet i 2016 og er, modsat Twitter, ikke ejet af nogen specifik, men af brugerne. Det er, hvad man populært kalder open source, hvilket betyder, at alle kan oprette deres egen lille version af Mastodons sociale medieunivers – her hedder de Instances – med egne regler for, hvad der skal kommunikeres om, og hvad der er tilladt på en given Instance. På den måde er Mastodon ejet af brugerne og er altså ikke ét samlet hele, som kan købes af en multimilliardær med mere eller mindre gode idéer.