Med sin skaldede isse og sit smilende ansigt ligner han den venlige trold Shrek, som han sidder dér på favoritrestauranten Lumskebugten i København og spiser rødtunge.
Jesper Winge Leisner, Danmarks næststørste private teaterproducent med succeser som "Den eneste ene" og "Elsk mig i nat" i bagagen, er dog ikke grøn i hovedet af stress, selv om der er mindre end to uger til premieren på hans nyeste musical om netop Shrek, der fik premiere i Forum 5. april. "Jesper Winge Leisner kalder samlivet med Susanne Bier for rimeligt jalousifrit og generøst" "Vi keder os ikke og knokler hver dag, men vi er godt med og har allerede gennemspillet forestillingen én gang. Jeg tror, det bliver et eventyrligt, sprudlende og meget magisk stykke."
"Det handler om at være generøs, om at det er det indre, der tæller og om, hvor vigtig kærligheden er," fortæller den 61-årige teaterproducent entusiastisk om sin nye familieforestilling, der passer godt til et romantisk hjerte som hans.
1-årige Jesper Winge Leisner knokler med at blive klar med “Shrek-musicalen”, som havde premiere i Forum 5. april.
"Jeg er en uhelbredelig romantiker. Jeg tuder til vejrudsigten, når de siger, det bliver godt vejr. Jeg lader mig begejstre af unge og af rigtig gamle mennesker, og af gamle dyder som loyalitet og troskab."
"Det er også derfor, at vi spiser på Lumskebugten. Det var den første fine restaurant, jeg spiste på, da jeg kom til København i 1981," siger Jesper Winge Leisner, der i 80'erne var en del af den succesfulde popgruppe Rocazino og fik overrakt sin første sølvplade uden for restauranten.
En lykkelig storfamilie
Man forstår, hvorfor udviklingshistorien om Shrek, den sure og tvære eneboer-trold, der ender med at få prinsessen og blive blød og følsom, tiltaler ham så meget.
En rigtig kærlighedshistorie, som kan få os andre til at blive grønne af misundelse, og en kærlighedshistorie, der måske ikke er langt fra Jesper Winge Leisners egen.
I Jesper Winge Leisners tilfælde er kærlighedshistorien dog delt i to.
Først omkring 30 år med popprinsessen Ulla Cold, der er forsanger i Rocazino og mor til hans tre børn, og siden 2002 dronningen af dansk film, Oscar-vindende Susanne Bier, som han tilbage i 1990'erne, da han var kreativ direktør i et reklamebureau, ansatte til at instruere reklamefilm, og endte med at blive forelsket i. "Som alle andre kan vi også slås, men det stikker ikke dybt. Vi har begge let til latter og spilder ikke tiden på skænderier" Jesper, Susanne og deres fem sammenbragte børn, på nu 35, 27, 24, 22 og 17, hvoraf kun 17-årige Alice (Susannes med den svenske filmmand Philip Zandén) bor hjemme i det store hus på det ydre Østerbro i København, er med Winge Leisners egne ord på kort tid blevet en solid familie.
"Det faldt bare i hak, da vi flyttede sammen. Børnene har fået en ny stor familie, hvor de kalder hinanden for bror og søster, og jeg er meget taknemmelig for, hvordan alle har håndteret omvæltningerne."
Jesper Winge Leisner med Susanne Bier, som han mødte og forelskede sig i for 11 år siden.
"Susanne og jeg besluttede, at vi ville gøre verden større og ikke mindre for os alle, og det er lykkedes," vurderer Winge Leisner, der kalder samlivet med Susanne Bier for rimeligt jalousifrit og generøst.
Da de begge er familiemennesker, der elsker at have alle børnene til søndagsmiddage, satsede de med det samme på, at børnene skulle blive gode venner. I begyndelsen af deres samliv tog de derfor alle ungerne med til Mallorca i en måned, så de kunne lære hinanden at kende.
"Ingen kunne slippe væk, så vi hyggede os med at lave god mad – en passion for os alle – og med at se Tour de France. Vores børn minder om hinanden, de er nysgerrige og interesserede, og de har nu deres eget netværk," konstaterer Jesper Winge Leisner, der også roser ekskonen og eksmændene (Susannes søn Gabriels far er filminstruktøren Tómas Gislason) for deres accept af Susannes og hans forhold. "Jeg oplever en stor lettelse ved at være to om livet" "Susanne og jeg har mødt hinanden sent i livet, og en af fordelene ved det er, at vi er voksne mennesker. Vi har derfor alle forsøgt at tage forandringerne positivt. Man kan godt ændre tilværelsen, uden at det bliver dårligere, " lyder det fra Winge Leisner, der stadig spiller sammen med sin ekskone i Rocazino og også har arbejdet sammen med Susannes eksmand Philip.
Ingen fine fornemmelser
Både Susanne Bier og Jesper Winge Leisner har funklende kreative karrierer i henholdsvis film- og teaterverdenen, men der er ingen konkurrence – eller næsten ingen konkurrence!
"Vi konkurrerer helt vildt om at være bedst, når vi laver mad, men ellers ikke. Jeg er familiens ukronede konge til osso buco og bedst til hovedretter, mens Susanne er den bedste til desserter. Ellers passer vi godt på hinanden. Jeg får meget hjælp af hende, og hun får meget hjælp af mig."
"Vi giver hinanden ærlige svar og lytter meget til hinanden. Jeg må ikke bruge ordet soulmates, for det hader Susanne, men vi har en stor kærlighed til hinanden og er rigtig gode venner," smiler Jesper Winge Leisner, der dog indrømmer, at de kreative temperamenter også kan slå gnister.
"Som alle andre kan vi også slås, men det stikker ikke dybt. Vi har begge let til latter og spilder ikke tiden på skænderier. Jeg oplever en stor lettelse ved at være to om livet," siger Jesper Winge Leisner, der kun kan komme på en slange i Paradiset.
At Susannes internationale karriere gør, at hun er meget væk.
"Det er forfærdeligt, når man nu godt vil være sammen. På den anden side, så forstår jeg jo godt, at hun brænder for sit arbejde, for det gør jeg også. Heldigvis kan jeg tage mere fri end de fleste og rejse ud og besøge hende. Det er ikke dårligt at være medrejsende husbond. Man skal vide at holde sig til," griner han. "Jeg er ikke i Susannes klasse. Sammenlignet med hende spiller jeg nok i Sjællandsserien" Men er du aldrig misundelig på Susannes karriere? Du har gjort det godt i Danmark, både som musiker, reklamemand og teaterproducent, men hun er jo en stjerne internationalt?
"Der er kun én Oscar-vinder hjemme hos os, og det har jeg det helt fint med. Jeg er ikke i Susannes klasse. Sammenlignet med hende spiller jeg nok i Sjællandsserien, men det betyder ikke, at jeg mister selvværd eller min maskulinitet."
"Her er vores aldersforskel på ni år nok en fordel. Jeg har haft succes, og for mig er vores fælles liv klart det vigtigste. Jeg er bare meget stolt af hende. Vel nok hendes største fan," fastslår Jesper Winge Leisner.
Og hvad med Susanne. Er hun din største fan, når du producerer musicals. Synes hun ikke, det er for plat at lave "Elsk mig i nat" eller "Shrek"?
“Jeg er uhelbredelig romantiker. Jeg tuder til vejrudsigten, når de siger, det bliver godt vejr,” siger Jesper Winge Leisner.
"Jeg ved ikke, om hun er min største fan, men hun har respekt for det, jeg gør. Det var hende, der mente, at "Den Eneste Ene" skulle laves som musical, og jeg tror ikke, hun synes, det er plat. Hun elsker selv Ørkenens Sønner, og man skal bare sige tissemand, så griner hun i ti minutter."
"I det hele taget har hun en meget folkelig smag og ingen fine fornemmelser. Både for hende og mig handler det om, at det skal være sjovt, velment og have hjertet på rette sted. Og det har både hendes Hollywoodfilm og mine musicals."