Efter tyve år i udlandet vender dansk direktør hjem til topjob under coronakrisen: “Den der usikkerhed er selvfølgelig træls, men det ligner noget, jeg har prøvet før”

Det står klart, allerede da vi taler sammen over telefonen. Peter Høgh Pedersen fortæller sin historie, men der er mange lag og mange sidehistorier, der lige skal med, så det hele giver mening.

For fortællingen om den internationale hoteldirektør er ikke så ligetil, som det måske kan se ud, hvis blot man scroller ned over hans profil på Linkedin.

Jovist er det et imponerende karriereforløb med lederstillinger over hele kloden, men under hvert enkelt punkt på det alenlange cv gemmer sig også en fortælling, der nødvendigvis skal med, hvis man skal forstå mennesket Peter Høgh Pedersen.

Og det er den vished, der former sig under vores telefonsamtale, hvor han igen og igen bruger helt konkrete eksempler fra sin karriere til at understrege en pointe.

Det er erfaringer, der har skabt den person, han er i dag, men også erfaringer, der har ført ham hele verden rundt og tilbage til Danmark igen efter godt tyve år i udlandet.

Vi aftaler, at vi er nødt til at mødes ansigt til ansigt, for idéen om at tage en snak om karrieren over telefon er ikke holdbar, og da slet ikke når han kommer med udsagn som følgende:

“Ja, coronakrisen er voldsom og verdensomspændende. Jeg tøver heller ikke med at bruge ord som katastrofe, når jeg skal forklare, hvad krisen betyder for en branche som den, jeg befinder mig i. Men med fare for at lyde som en kold skid, er det ikke noget, der ryster mig. Jeg har selvfølgelig ikke prøvet at stå midt i en global pandemi før, men jeg har flere gange oplevet, at hele fundamentet under mig er forsvundet på få sekunder. Det gør nok, at jeg er anderledes og måske bedre klædt på at håndtere en situation som den, vi står i netop nu.”

Villa Copenhagen ligner alt andet end det, navnet antyder. Den gamle centralpostbygning på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade i hjertet af København er godt nok stor, imposant og fylder i bybilledet, men nogen villa er det ikke. Tværtimod. Det er en byggeplads.

De mørkeblå arbejdscontainere er linet op og står lag på lag hen langs bygningens ene side, hvor håndværkere i neongule veste og hvide sikkerhedshjelme går rundt og ligner små legomænd, der udsteder ordrer til hinanden på kryds og tværs.

Men midt i det hele dukker en høj herre op uden hjelm.

“Goddav og velkommen,” siger Peter Høgh Pedersen.

Det er direktøren for det, der en dag bliver til hovedstadens nye, luksuriøse hotel, der altså bærer navnet Villa Copenhagen.

“Ja, det kan godt være svært at forestille sig midt i det her,” siger Peter Høgh Pedersen og viser vej hen over byggepladsen til en midlertidig indgang.

Vi stopper undervejs for at se ned i et dybt hul. Eller rettere ned i det, der på sigt bliver til en eksklusiv, grøn oase midt i storbymylderet.

“Vi har fået lavet analyser af solens bevægelser, så vi helt præcis ved, hvor solens stråler rammer i løbet af dagen, og det bliver bl.a. hernede, hvor vi har gravet ud, så der både kommer sol og dagslys ind de lokaler, der ligger dybest,” forklarer hoteldirektøren og peger rundt på byggepladsen.

“Derovre har vi træerne, mens området her bliver fyldt op med grønne planter og buske. Hvis vi vender os om, ser du indgangen til vores brasserie, hvor vi snart byder på udendørsservering. Der kommer til at være masser af liv her i området, der jo stadig er under udvikling.”

Nærmeste naboer er Københavns Hovedbanegård, forlystelsesparken Tivoli og fra 2023 Danske Banks nye hovedkvarter, der er ved at blive opført lige bag Villa Copenhagen.

Peter Høgh Pedersen taler højt, klart og jysk. Og så smiler han, når man spørger ind til dialekten.

“Det er fordi, jeg kommer fra en lille landsby, der ligger nordenfjords. Altså nord for Aalborg. Den hedder Vestbjerg,” siger han.

Umiddelbart er der meget langt fra Vestbjerg til Villa Copenhagen, der nu har været undervejs, siden den norske hotelmagnat Petter Stordalen fra Nordic Choice Hotels i 2016 købte grunden og præsenterede idéen om et eksklusivt luksushotel i bygningen, der engang husede Post Danmark.

“Ja, men nu kommer jeg jo heller ikke lige deroppefra. Jeg har været 19 år ude i verden og er først flyttet med min familie til Danmark i 2018. Det var for at tiltræde dette job,” siger han.

Men hvad i alverden fik ham til det? Hvorfor vælge en international karriere fra til fordel for jobbet som hoteldirektør hjemme i lille Danmark.

“På grund af projektet her. Det er simpelthen det vildeste projekt, og jeg tør godt sige, at det er “the shit” i København lige nu. Der er mange store og flotte hoteller på vej, men Villa Copenhagen er efter min mening det mest spændende, fordi omfanget er så enormt. Alene bygningen er på 25.000 kvadratmeter, men der er ingen fortælling, ingen faste rutiner eller koncepter. Det hele skal opfindes og skabes fra bunden af. Det er ikke bare sådan, at jeg kan åbne skuffen og hive de blå Hilton-manualer ud og så følge dem slavisk. Det er min opgave sammen med mit hold at skabe hotellets identitet og give det liv. Det er så fascinerende en opgave, at jeg ikke kunne sige nej.”

Så hvad bringer han med sig til det, han selv betegner som “en af de mest udfordrende opgaver i hele karrieren”? Peter Høgh Pedersen er ikke i tvivl, men han famler lidt efter ordene, for årene i udlandet har sat deres præg. Han prøver sig lidt frem på engelsk.

“Jeg vil gerne bruge ordet resilience, hvad hedder det på dansk? Robusthed. Det er nok det ord, der bedst beskriver, hvad jeg har med mig.”

“

Der kan ske ting på et splitsekund, som fuldstændig ændrer dit liv og din hverdag. Så må man ikke gå i panik, men sadle om og finde en ny vej frem

Vi skruer tiden tilbage. Til Frederikshavn i de sene 1970'ere. Peter Høgh Pedersen er en lille gut på ti år. Han er på besøg hos sin farfar og farmor, og hun giver barnebarnet en oplevelse, der kommer til at præge ham resten af livet.

“Hun tager mig med ud at spise på restaurant. Altså bare i Frederikshavn, hvor mine bedsteforældre bor, men det er simpelthen så spændende, og jeg suger til mig af indtryk.”

Han bruger selv historien til at forklare, hvorfor han ti år senere bliver uddannet kok på Hotel Scheelsminde i Aalborg. Og to år senere tjener på Hotel Munkebjerg i Vejle.

“Jeg kan bare godt lide at lave mad og hele det miljø, der er i restauranter,” siger han og stopper op.

Der er noget, der skal med til historien.

“Jeg valgte også helt frivilligt hjemmekundskab i både 9. og 10. klasse i folkeskolen, og jeg fik de bedste karakterer foran alle pigerne, som ellers var dem, der normalt fik gode karakterer,” siger han og griner.

“Så jeg havde nok et talent der.”

Og så sætter vi ellers skub på karrieren, for via den kendte restauratør Egon Dideriksen, der bl.a. driver Den Gyldne Fortun i København, kommer han først til Frankrig for at arbejde som kok på et hotel- og vinslot, før han i slutningen af 1990'erne rejser til Schweiz og tilbringer en sommer som tjener på det femstjernede Hotel Bellevue Palace i Bern.

“Her hører jeg for første gang om de private hotelskoler, som de har mange af i Schweiz. Jeg synes, det lyder spændende, og får anbefalet en skole i Østrig, som har et rigtig godt renommé. Men det er dyrt at gå der, så min far siger, at jeg må søge nogle legater.”

Så det gør han. Søger en håndfuld og får fire styk. 70.000 kr. tjent hjem, og det gør, at han kan indskrive sig på hotelskolen Klessheim ITH i Salzburg, som går for at være en af Europas bedste af sin art.

Med diplomuddannelsen i tasken rejser han hjem til Danmark og får arbejde som inspektør på Hotel Hvide Hus i Køge. Det er en slags højre hånd for chefen eller det, man kan kalde mesterlære for hoteldirektører.

To år senere er han øverste chef for mad, vin og alle konferencer på Radisson SAS-hotellet i Aarhus. Folkene bag den internationale hotelkæde ser talentet og sender ham to gange på sommerskole ved det anerkendte Cornell University i USA. Nu ligger verden åben.

“Jeg kommer hjem fra USA og er voldsomt motiveret,” husker han.

Heldigvis bærer indsatsen frugt, og den første direktørstilling er en realitet, da han en sommerdag i 1999 træder ind i lobbyen på Radisson SAS Sky City i Arlanda Lufthavn ved Stockholm.

“I de år bliver jeg formet som direktør og får mere og mere ansvar. Jeg bliver også chef for søsterhotellet Arlandia. Men så møder jeg en dansk direktør for Hilton-kæden, og han opfordrer mig til at søge ind hos dem,” siger Peter Høgh Pedersen, der gennemgår “et helt ufatteligt langt rekrutteringsforløb.”

Han ender dog med at blive del af Team Hilton og sendt ned til Egypten for at åbne et hotel. Endnu er der kun en byggeplads, men det bliver det første af fem hoteller, han kommer til at åbne som ny direktør. Peter Høgh Pedersen bliver simpelthen “the go-to-guy”, når nye, internationale hoteller skal etableres og slå dørene op.

Som alle andre husker han, hvor han er, og hvad der sker, da to fly borer sig ind i World Trade Center i New York i september 2001.

“

Alene bygningen er på 25.000 kvadratmeter, men der er ingen fortælling, ingen faste rutiner eller koncepter. Det hele skal opfindes og skabes fra bunden af

Peter Høgh Pedersen er i gang med at ansætte de medarbejdere, som sammen med ham skal stå i spidsen for åbningen af Hilton Sharks Bay Resort i den egyptiske badeby Sharm el Sheikh.

“Da terrorangrebet rammer i USA, får det globale følger, og hele turismesektoren lukker ned verden over. Allerede dagen derpå er der stort set tomt i Sharm el Sheikh. Alle er bange, og samtlige turoperatører trækker gæster hjem. Finansieringen af mit hotel dør ud, og bankerne lukker ned. Det er fuldstændig umuligt at få noget som helst igennem. Det er ret dramatisk, og jeg kan ikke fortsætte med åbningen af hotellet, men må i stedet afskedige alle dem, jeg netop har ansat.”

Selv bliver han sendt til først Luxor, så Alexandria som standin-direktør, før han ender tilbage i Stockholm. På det tidspunkt har Hilton-kæden netop købt de nordiske Scandic-hoteller, så Peter Høgh Pedersen bliver bedt om at hjælpe til med integreringsprocessen.

“Først i sommeren 2002 kan jeg rejse retur til Sharm el Sheik, støve min gamle computer af og starte forfra. Jeg begynder igen at ansætte folk, og hotellet kan endelig slå dørene op i september. Det er en fantastisk følelse, men den varer ikke ved, for allerede i 2005 eksploderer der tre bilbomber i byen.”

Peter Høgh Pedersen forklarer, at der ved terrorangrebet i Sharm el Sheikh 23. juli 2005 omkommer 88 mennesker, og der er flere end 200 tilskadekomne. Han kender selv flere af dem.

“Det første, jeg gør, er at køre min bil op foran hotellets hovedindgang, så ingen kan komme ind, for det står hurtigt klart, at terroristerne går efter luksushoteller og internationale gæster, som vi har mange af. Det er ikke sådan, at jeg bliver handlingslammet. Sådan er jeg ikke. Jeg går mere i handlingsmode og forsøger at berolige mine ansatte og gæsterne, som straks begynder at forlade hotellet og rejser hjem. På det tidspunkt ved jeg godt, at de ikke vender retur lige foreløbig.”

Det er hele eksistensgrundlaget og fundamentet under den egyptiske turistindustri, der med et slag er forsvundet, og Peter Høgh Pedersen ved godt, at det blot er et spørgsmål om tid, før også hans eget job er i fare.

“Min hustru og jeg taler meget sammen, men i dagene efter terrorangrebet føler vi os ikke utrygge i Egypten, og vi drøfter ikke på noget tidspunkt, om vi skal forlade landet. Der sker også det, at turistmyndighederne hurtigt iværksætter en større kampagne, der har til formål at få turisterne tilbage, og staten laver en særlig ordning, hvor de yder støtte til de flyselskaber, der flyver til Sharm el Sheikh med mange tomme sæder.”

Efterhånden vender turisterne retur. Og allerede efter fire måneder kan Peter Høgh Pedersen konstatere, at han igen har fuldt hus på hotellet.

“De oplevelser, jeg får i Sharm el Sheik, er med til at styrke mig og giver mig denne her robusthed, som er så stor en del af mig i dag. Den usikkerhed og de store udsving, der kan være i den del af verden, er simpelthen en del af jobbet. Der kan ske ting på et splitsekund, som fuldstændig ændrer dit liv og din hverdag. Så må man ikke gå i panik, men sadle om og finde en ny vej frem. Det er vilkårene.”

Peter Høgh Pedersen er overbevist om, at det især er tiden i Egypten, der gør, at han ikke er bleg for at sige ja til opgaver, der kommer med stor usikkerhed. Han kaster sig ud i dem gang på gang.

Efter Sharm el Sheik rejser han til Filippinerne, så til en hotelåbning i Sanya i øprovinsen Hainan i det sydligste Kina, for i 2009 at lande sammen med sin hustru og tre blebørn i Lagos i Nigeria.

“Det er på alle måder en vild oplevelse. Lagos er en gigantisk, afrikansk storby med 21 mio. indbyggere, og jeg får til opgave at åbne byens første Intercontinental Hotel. Min hustru og jeg er heldigvis så privilegerede, at vi får masser af hjælp i hjemmet, for det er der behov for med en lille dreng og to små tvillinger. Men samtidig skal jeg på mit arbejde lære en helt ny kultur at kende. I Nigeria er stilen noget mere afslappet, end jeg er vant til, så beslutninger skal træffes hurtigt, og der kan lige pludselig opstå situationer, som føles fuldstændig vanvittige,” fortæller Peter Høgh Pedersen, der både får en hasteopgave af landets turistminister samt formår at arrangere et statsbesøg med blot få timers varsel. Den slags bliver nærmest hverdag, siger han.

Fælles for oplevelserne, han får i både Kina og Afrika, er, at han som menneske og chef bliver nødt til at være det, der med et moderne udtryk kaldes omstillingsparat. Der findes ikke et ord for plejer, alting er nyt og skal tænkes helt fra bunden af. Men det tiltaler ham, siger han.

“Jeg kan godt lide den slags oplevelser i byer og områder, der måske ikke er så polerede. Der er simpelthen noget mere substans. Det kræver også, at du er lavet af en særlig støbning, men det føler jeg efterhånden, jeg er. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i noget nyt og vovet.”

Og egentlig er det vel den bedste kvalifikation til jobbet som direktør for Villa Copenhagen i netop denne tid. Coronakrisen har betydet, at hotellets åbning er blevet udskudt flere gange. I første omgang var det planen at åbne 1. april, så blev det 14. maj, og nu satser Peter Høgh Pedersen og holdet bag ham på at kunne slå dørene op til det spektakulære hotel engang i juni.

“Men det er jo afhængigt af, hvad der sker i verden omkring os. Den der usikkerhed er selvfølgelig træls, men det ligner noget, jeg har prøvet før. Jeg er vant til at udarbejde utallige planer for alle mulige scenarier, så den erfaring er faktisk god at have lige nu, hvor vi hele tiden står klar til at sadle om. Men det er også klart, at vi nu glæder os og rigtig gerne vil i gang. Vi synes jo selv, vi har det fedeste hotel at vise frem.”