Fjerde sæson af Netflix-serien “Pørni” har netop fået premiere, og jeg har desværre slugt rub og stub allerede. Kort fortalt handler den om Pørni, der egentlig hedder Pernille, er enlig mor og socialrådgiver for udsatte børn i Oslo. Hendes far vælger at springe ud som homoseksuel i sit livs efterår, og Pørni taler jævnligt med sin søster, der netop er død i en trafikulykke, via søsterens telefonsvarer, der stadig virker. Pørni har desuden to piger, der er præcis så egocentrerede, som børn nu engang kan være, og en eksmand, der er indbegrebet af fjern far og prætentiøs forfatter og er så egocentreret, at det er godt for seriens komediekvalitet. Alt det rummer Pørni med lettere uortodokse metoder og med hjælp af et glas vin og en smøg af og til i bilen, der er hendes eneste personlige helle. Hun er en kvinde med røv i bukserne, og hun er noget af en hverdagshelt uden at være en helgen. For livet er jo sådan: Fyldt med hverdage og usædvanlige dramaer, mens helgener er en sjælden kategori.
I DR-podcasten “Ramt af kunst” fortæller Henriette Steenstrup, der har skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen, at den norske beskæftigelsesminister taler om Pørni-effekten, fordi ansøgerantallet til socialrådgiveruddannelserne er steget efter seriens brede succes i Norge. Om ikke direkte Steenstrups hensigt, så har hun haft som mål at tale de offentlige ansatte omsorgsgivere op, og det kunne nok også gavne i Danmark.
