Roman af Leonora Christina Skov. 367 sider. Politikens Forlag. Er udkommet.
Først da Leonora Christina Skovs mor døde, turde hun skrive det, der i 2018 blev til en bestseller med mere end 100.000 solgte eksemplarer. “Den, der lever stille” (2018) er en selvbiografisk roman, der handler om at springe ud som lesbisk i et intolerant miljø, om at hige efter særligt sin mors kærlighed, men i stedet blive beskyldt for at være årsag til hendes kræftsygdom.
Romanen sikrede tidligere anmelder på Weekendavisen, Leonora Christina Skov et gennembrud som forfatter, og det er sådan ca. her, ovenpå en årelang bogturné rundt i det danske land, at vi møder hende igen i fortsættelsen: “Hvis vi ikke taler om det”.
Hvad, hun selv havde troet, ville være et problemfrit liv på solsiden, er langt mere nuanceret end som så. Hun har fået gevaldig succes, har endelig fået fortalt sin historie – igen og igen til gevaldig mange læsere og er taknemmelig, men fører stadig trættende samtaler med sin nu afdøde mor og er så udmattet, at kæresten Anette tvinger hende til lægen.
Nutiden plus minus er ligesom i forgængeren ramme for fortællingen. Skrivningen humper afsted, for hvordan skriver man sin succes nummer to, og hvornår? Det giver sig selv hen ad vejen, bl.a. hjulpet på vej af en verdenspandemi, der tvinger forfatteren i skrivehi, samt et nyt stof, som løsriver sig fra hovedstolen.
Hvor første selvbiografiske roman var betinget af et dødsfald, kan man hævde, at den nye roman er betinget af et veletableret forfatterskab, et trygt forlag og dedikerede læsere. Først nu, hvor Skov har erhvervet sig dette efter fem småtsælgende romaner og en karriere som udskældt feministisk debattør, kan hun i vater skrive om den stærkt udfordrende vej dertil.
Og det er bl.a. det, “Hvis vi ikke taler om det” handler om; at insistere på at blive og forblive forfatter trods både grænseoverskridende og skuffende møder med magtfulde mennesker i forlagsbranchen. Særligt en historie fra første bogudgivelse er blevet pakket væk, og det er først, da den første #metoo-bølge rammer Danmark i 2018, at det går op for den nu modne forfatter, at det, der skete på forlagskontoret dengang i starten af nullerne, ikke var hendes egen skyld.
At læse Leonora Christina Skovs nye roman føles, såfremt man har læst forgængeren, som et gensyn med en fortrolig. Og det er netop det, hun er så effen til som forfatter; at skabe empati, identifikation og troværdighed, vel vidende at det, hun skriver om, er egen fortolkning af et livsforløb, der måske, måske ikke er bøjet og strækket for at få fortællingen til at gå op.
Alt dette glemmer man i Skovs skarpe, humoristiske litterære reality, der giver læseren udsøgt mulighed for at følge tilblivelsen af et helt menneske, eller måske snarere et menneske i heling.
