Den erfarne kobbertrykker inviterer fire upcoming kunstnere ind: “Det er sjovt for mig at få lov til at arbejde med nogen, der er 30-40 år yngre”

Alt skal ligge millimeterpræcist, før de går i gang. Tre trykkere, to kvinder og en mand, måler op og retter til, flytter lidt på kobberpladen, tjekker om papiret har den rigtige fugtighed. Da alt er på plads, trykker de på en rød knap, der er forbundet til elektronikken i en tonstung kobbertrykpresse i sort støbejern, og langsomt ruller pladen, papir og et lag af filt gennem pressen under et tryk, der vist nok er mellem tre og fire ton pr. kvadratcentimeter, siger Niels Borch Jensen, som står i baggrunden og ser til.

Vi befinder os i hans godt 700 kvadratmeter store grafiske værksted og showroom på Amager, hvor han fremstiller og udgiver originalgrafik med speciale i kobbertryk, en teknik hvor man graverer og sværter et motiv i en kobberplade og trykker det på papir. I entréen er der ikke meget vægplads, som ikke er dækket af diverse udklip, fotografier og prøvetryk fra 68-årige Niels Borch Jensens fem årtier lange karriere som kobbertrykker. I den modsatte ende er hans tre ansatte, der alle er oplært på værkstedet, i færd med at lave et tryk til kunstneren Julie Mehretu. Den etiopisk-amerikanske kunstner, der er kendt for sine store spektakulære malerier, er et af kunstverdenens mest omtalte navne lige nu – og på amerikanske Time Magazines top-100-liste over verdens mest indflydelsesrige personer i 2020. Hendes værk, der hænger i en testversion på den ene væg, er så stort, at Niels Borch Jensen og hans kolleger har måtte dele det op i fire kvarte, som de trykker hver for sig og efterfølgende sætter sammen.

Normalt ville Julie Mehretu være kommet til København for selv at deltage i processen, men på grund af covid-19 har de i stedet måtte sende prøvetryk frem og tilbage – og frem og tilbage – mellem værkstedet og New York, hvor kunstneren bor. Det har været en tidskrævende proces, lader Niels Borch Jensen forstå, ikke alene tager det en hel dag for tre trykkere at lave trykket, men det er også sjældent, at man opnår det ønskede udtryk, den rigtige tekstur og den rette farvedybde i første hug.

Der er i alt fire kobbertrykpresser på værkstedet. To af dem er fra 1899, en tredje er dateret 1916, og den fjerde har Niels Borch Jensen selv bygget i slutningen af 80’erne, da den verdensberømte kunstner Keith Haring kom hertil for at trykke sine store værker hos den danske trykker. Amerikaneren, der døde i 1990, er blot én af mange internationalt anerkendte kunstnere, der har været i København for at arbejde med Niels Borch Jensen. Listen tæller kunstnere som Damien Hirst, Daniel Richter og Tacita Dean – og herhjemme er det folk som Per Kirkeby, Olafur Eliasson og Tal R, der har frekventeret værksteds faciliteterne på Amager.

Men snart får han selskab af fire helt nye upcoming kunstnere, alle uddannet på kunstakademiet i København, der skal igennem et fem dage langt residency-ophold – et forløb, hvor kunstnerne får mulighed for at arbejde intensivt med værkstedet og dets metoder – som en del af udstillingen “In Print”. Bag udstillingen står pro tempore.art, et udstillingskoncept der rykker ind, når etablerede kunstinstitutioner har et hul i kalenderen og laver midlertidige pop-up-udstillinger. Adele Rannes, Anna Stahn, Albin Werle og Nicky Sparre Ulrich, som de fire kunstnere hedder, har allerede været på besøg for at undersøge værkstedets mangemuligheder, og for Niels Borch Jensen, som er vant til at arbejde med store etablerede navne, var det et friskt pust, der kom ind ad døren.

“Det er en generation af kunstnere, vi normalt ikke ville støde på, sådan som vores forretning er i dag. Og det er sjovt for mig at få lov til at arbejde med nogen, der er 30-40 år yngre end mig selv,” siger han.

Pro tempore.art består af Anna Wæhrens, Julie Koldby, Sia Hurtigkarl og Isabella Hemmersbach. Gruppen har tre udstillinger bag sig med de etablerede københavnske gallerister Susanne Ottesen, Nicolai Wallner og Bo Bjerggaard, og deres erklærede mål, nedskrevet i en slags manifest, er at udnytte tomrum mellem udstillinger og forene den uetablerede og den etablerede del af kunstscenen ved at invitere de nye unge kunstnere ind på større gallerier og institutioner, der normalt er svære at få adgang til. Det gør de for at bryde det glasloft, som de fire kvinder mener, at der eksisterer i kunstverdenen herhjemme.

“Der findes allerede en del udstillingssteder for unge kunstnere, så i stedet for at etablere endnu et, synes vi, at det er mere interessant at bruge etablerede gallerier, værksteder eller museer som platform,” siger Julie Koldby, da vi mødes i hendes lejlighed i Indre By i København, hvor hun sidder med sine tre kolleger.

De fire kvinder bag pro tempore.art er alle enten udøvende kunstnere, designere eller arbejder indenfor kunstverdenen, og de udfordringer for unge kunstnere, som de italesætter med deres udstillinger, har flere af dem mærket på egen krop.

“Da vi mødtes med Niels første gang, fortalte han, at en af de seneste unge kunstnere, han havde samarbejdet med, var Alexander Tovborg – og han er altså sidst i 30’erne og udstiller hos Nicolai Wallner. Han fortalte også, at de næsten aldrig får henvendelser fra unge kunstnere. Måske tænker de, at han arbejder med så store navne, at det slet ikke er besværet værd at kontakte ham. Det er jo heller ikke helt forkert og en klassisk problematik, som jo også er et godt billede på, hvorfor der er brug for sådan nogle som os,” siger Isabella Hemmersbach, der er tidligere vicedirektør for Chart Art Fair og ad den vejkender den etablerede kunstscene.

Kontakten til Niels Borch Jensen blev etableret sidste år. De fire kvinder fortæller, at de med det samme blev mødt med stor velvilje fra den erfarne kobbertrykker, men en af udfordringerne har været, at det grafiske værksteds kalender ofte er fyldt langt frem i tiden med etablerede kunstnersamarbejder. En del af disse er siden blevet udskudt på grund af covid-19, og så dukkede en åbning op. Formålet med den kommende udstilling er at undersøge kunstnerresidenciet som fænomen og give de unge kunstnere chancen for at lære af en af branchens højt anerkendte håndværkere.

“

Måske tænker de, at han arbejder med så store navne, at det slet ikke er besværet værd at kontakte ham.

Isabella Hemmersbach

Tilbage på værkstedet er næste fjerdedel af Julie Mehretus værk på vej i kobbertrykpressen, mens det foregående ligger og tørrer. At lave kobbertryk er et minutiøst håndværk, fortæller Niels Borch Jensen. Små variable – som papirets tekstur, fugtighedsgrad og pressens tryk – kan have afgørende indflydelse på det færdige resultat. Men nogle gange handler det også om fingerspidsfornemmelse, siger han. Hvad det helt præcis betyder, har han sværere ved at forklare, men én ting er sikkert: Det tager mange år at blive rigtig god til det, Niels Borch Jensen laver.

Han etablerede Værksted for Kobbertryk, som i dag hedder Borch Gallery & Editions, i 1979. Men hans passion for tryk begyndte allerede, da han gik i gymnasiet og blev introduceret til håndværket af en ung nyansat billedkunstlærer, der kom direkte fra akademiet i København.

“Jeg kan stadig huske, hvordan der i trykket opstod et møde mellem den intellektuelle og den fysiske verden. Jeg blev betaget af et fysisk håndværk, hvor jeg som boglig studerende også skulle bruge mit intellekt til at forestille mig, hvad der kunne lade sig gøre. Der var noget magisk i, at man arbejdede i ét materiale og fik resultatet i et andet,” siger Niels Borch Jensen, der i gymnasietiden havde en lille presse stående på sit værelse, som han øvede sig på.

I dag laver Niels Borch Jensen tryk på femte årti, teknikken har han efterhånden helt inde underhuden. Men det betyder ikke, at hans medie ikke stadig kan overraske ham. Han bliver ved med at finde nye variabler at skrue på, nye måder at forfine sin metode, og han holder aldrig op med at eksperimentere, siger han. Det er også en af grundene til, at han har ville samarbejde med pro tempore.art.

I kunstverdenen repræsenterer kobbertrykkere som Niels Borch Jensen en lille niche, og sådan vil det nok blive ved med at være, men i de senere år har han oplevet en stigende interesse for tryk, særligt blandt yngre kunstnere og kunststuderende – måske som en del af en større bevægelse i tilbage til det analoge, lyder hans eget bedste bud.

“I 90’erne var der stuvende fuldt på kunstskolernes fotografilinjer, og der skete intet på trykkerierne. Men i dag bevæger det sig den anden vej,” siger han.

I dag kan alt jo laves digitalt. Hvorfor har det analoge kobbertryk stadig berettigelse?

“Som kunstner opnår man en afstand til sit værk, man ikke kan få digitalt. Man sidder og graverer en kobberplade og forestiller sig et resultat, men man ved ikke med sikkerhed, hvordan det bliver, før det har været i trykken. Og mange kunstnere søger jo helt bevidst efter et kontroltab i deres kunst. Men der er også noget rent teknisk. Den intense farve og markante streg, vi kan lave i et kobbertryk, kan du ikke frembringe på anden vis. Ikke engang i et maleri.”