Det er onsdag eftermiddag, og man står nærmest på hinanden ved gaten i Kastrup, hvor flyet er 35 min. forsinket. Gatens vogtere, lufthavnspersonalet, er heller ikke i højt humør, men henvender sig i en ligefrem, men ikke ligefrem imødekommende tone, fordi min håndbagage til at starte med akkurat ikke kan være i målestativet (det lykkes til sidst). Der er sjældent noget eksklusivt ved boarding, særligt ikke når man som jeg tilhører ’’boarding group 4’’, den næstlaveste i rækkefølgen.
For at have noget at sammenligne med er vi startet med at flyve Economy med Swiss fra København til Zürich, inden returen på Business. Swiss Business er nemlig blevet kåret til Europas bedste af World Travel Awards, det nærmeste rejseverdenen kommer på en Oscar-uddeling, uddelt af en nonprofit organisation, der samler de 150 største aktører fra rejse- og turismesektoren.