Egentlig er de lidt trætte af at tale om den – stolen til Noma. For de har efterhånden gjort det så mange gange, at historien føles slidt. Men den spinkle og elegante spisebordsstol i træ fra 2018, formgivet af den hypede designer David Thulstup og produceret af Brdr. Krüger til indretningen af Nomas restaurant på Refshaleøen, har det alligevel med at forfølge søskendeparret Julie og Jonas Krüger. Den kommer tilbage som en boomerang, så snart samtalen falder på det møbelfirma, som er en uløselig del af deres familiehistorie, og som de sidste snart ti år har været både deres skæbne, legeplads og fulde ansvar.
“Stolen blev en slags gennembrud for Brdr. Krüger i den form, som vi har nu, hvor det er Julie og jeg, der har overtaget fra vores forældre og sat vores aftryk. Men på mange måder føles det som enormt lang tid siden, at den stol blev til,” siger Jonas Krüger.