ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

DBU's nye topchef: Jeg er ikke fodboldekspert

"Da jeg var ung, og jeg gik på jagt med min far, lagde jeg mærke til, at han talte med alle. Godsejeren, som havde ansvaret for jagten, traktorføreren, der kørte an, og hundefolkene, som var med. Og alle kunne lide min far for det. Det er i den grad noget, jeg bærer med i dag."

Den nydudnævnte adm. direktør i DBU, Claus Bretton-Meyer, taler i sin grundessens om respekt. Om at lytte, være åben og inkludere. Om at kigge på kantinemedarbejderen med lige så stor værdighed som chefen i direktionen.


"Man kan jo hurtigt komme som leder og bestemme, at gulvtæpperne skal udskiftes, men det, som det i virkeligheden handler om, er at arbejde med værdierne"


Ligesom hans far gjorde det, så kender Claus Bretton-Meyer mange mennesker. På et par hundrede meter ned ad Gothersgade i indre København en tirsdag formiddag udveksler han en håndfuld genkendelighedssmil.

Han pulser af energi, og finder han et snert af liv, ser han det som sin opgave at hælde benzin på motivationsbålet. Livsgnisten betyder alt for Bretton-Meyer.

"Det vigtige for mig er, at når jeg går ind i noget, så skal jeg brænde for det og gøre det 100 procent. Og så må jeg til gengæld være klar over, at jeg også skal vælge ting fra for ikke at brænde mit lys i begge ender."

Og det er med en ubetinget stærk mavefornemmelse og et sitrende engagement, at Claus Bretton-Meyer ser frem til at tiltræde som leder for DBU.

"Jeg brænder for at være en del af noget, som giver noget tilbage til samfundet, og det gør DBU – både for Danmark som nation og for at sikre, at unge får et sundt idrætsliv. Og med den største respekt for organisationens 124 år lange historie, så ved jeg, at jeg kan gøre en forskel. Jeg skal naturligvis først undersøge, hvor og hvordan der skal sættes ind, men jeg kan love, at jeg kommer til at kaste alt mit drive og al min energi ind i det."


Han er DBU's første administrerende direktør, og i modsætning til den afgående generalsekretær Jim Stjerne Hansen har han ingen fodboldkarriere bag sig, og han ved hverken mere eller mindre om fodbold end de øvrige 2-3 mio. danske "fodboldeksperter."

"Jeg er ikke fodboldfaglig ekspert på nogen måde. Men jeg anser mig selv som en leder, og som adm. direktør skal jeg være en spilfordeler, der formår at udnytte de dygtige ressourcer, der er i DBU, og alle øvrige, der slutter op om dansk fodbold."

Livsmantraet er "Semper Ardens", oversat fra latin betyder det altid brændende. At følge sin stærke nysgerrighed på godt og ondt har været en ledetråd gennem hans lynkarriere.

Som 33-årig fik han sin første direktørstilling for it-virksomheden Azlan Scandinavia, og i 2007 var han som adm. direktør med til at etablere TV 2 Sport i en helt særlig pionerånd.

"På TV 2 sport opdagede jeg virkelig, hvor stor værdi der skabes, når folk brænder for noget. Det var i den grad ildsjæle. I dag ansætter jeg medarbejdere efter, om jeg kan finde en passion hos dem, noget "Semper Ardens".


"Jeg får ekstremt meget energi af at tage del i ting, der flytter sig, og hvor der sker noget. Jeg er et utålmodigt menneske"


Det er netop skaberglæden og virketrangen, som giver Bretton-Meyer energi til ikke bare at sidde for bordenden, men også engagere sig i virksomhedsbestyrelser, velgørenhedsorganisationer og lokale projekter.

"Jeg får ekstremt meget energi af at tage del i ting, der flytter sig, og hvor der sker noget. Jeg er et utålmodigt menneske. For et par år siden fik jeg en hængekøje af nogle venner, som jeg har hængt op mellem to træer i mine forældres hus i Sydfrankrig for at øve mig i at blive i den. Det er ikke let."

Jagten på den bedste vind

Men med et valg om at følge sin brændende passion for at lede og skabe kommer også fravalg, og det er han afklaret med, selvom det har trukket store veksler på familien og i særdeleshed på konen Lotte.

"På et tidspunkt var jeg væk fire dage om ugen, da jeg var i koncernledelsen hos Observer i Stockholm og samtidig læste MBA på Copenhagen Business School. Det kunne mine børn godt mærke. De spørger stadig tit i dag: "Far, kommer du hjem i aften?".

Claus Bretton-Meyer kom til verden juleaftensdag 1965 kl. 14.10 på Svendborg Sygehus. Familien var taget på jagt under julebesøget hos mormoren og morfaren, da hans mor, som var blevet hjemme, kunne mærke, at noget var galt
.

"Livsmantraet er "Semper Ardens", oversat fra latin betyder det altid brændende. At følge sin stærke nysgerrighed på godt og ondt"


Det gik dog ikke mere galt, end at Claus Bretton-Meyer kunne vokse op med familien i Hellerup som et sundt og raskt produkt af 1980'erne: surferknægt med langt hår, knælange bermudashorts og brune sejlersko.

Vennerne og ham kørte tit rundt i hans 2CV med surfbræt på taget for at finde den bedste vind. Og det var mest af alt tilfældigheder, som blev startskuddet på det, der i dag er blevet til små 30 års tilknytning til Forsvaret.

"Jeg anede ikke, hvad jeg ville efter gymnasiet, men en del af mine venner meldte sig til Kongens Artilleriregiment på Sjælsmark Kaserne i Hørsholm – ikke fordi de ville være soldater, men så kunne vi blive i området med den gode vind. Så det gjorde jeg også."


Surfersoldaten skilte sig ud af flokken med sin 2CV og sit bræt, men han var ikke helt grøn på forhindringsbanerne og i terrænet.

Som ung havde han været aktiv spejder og havde både klatret i bjerge i Norge og været på kanovandreture i Sverige, hvor han for første gang stiftede bekendtskab med at lede som patruljefører. Lederegenskaber, som senere blev dyrket med jord under neglene og i hovedet i Forsvaret.

Læs resten af portrættet af dansk fodbolds adm. direktør på næste side.
##PAGE##
Kravlede forrest som sergent

Et minde står særlig stærkt i hukommelsen.

"Da jeg var værnepligtig, havde vi sergent Rysholm, og når vi kravlede rundt på marken, stod han i sin fine uniform på kanten af åen og råbte ad os. Da jeg et år senere selv stod som sergenten deroppe, valgte jeg at kravle forrest i åen. Vi kravlede igennem "Tyrens Røvhul" – en underføring fyldt med vand – og da jeg kom ud på den anden side, havde jeg kradset hul på armen. Men uanset hvad, så er soldaterne senere kommet tilbage til mig og har sagt, at det virkelig var motiverende."


I dag er Claus Bretton-Meyer stadig tilknyttet Forsvaret som chef for Informationsoperationer ved Danske Division, en del af Forsvaret bestående af fem brigader. Belært af de seneste erfaringer fra Irak arbejder Forsvaret i dag målrettet med at påvirke interesserenter i lokalområder, og det er den slags arbejde, som Bretton-Meyer assisterer med, og som i flere tilfælde har sendt ham ud til Nato-hovedkvarterer, senest til Grækenland for to år siden.

Han fortæller stolt om sit arbejde i Soldaterlegatet, en velgørenhedsorganisation, som indsamler penge til soldaterveteraner, der har lidt fysisk eller psykisk skade, og viser to armbånd frem under det ene blazerærme – det ene har han fået af en soldat fra hold 7 i Armadillo, Afghanistan, og det andet armbånd er lavet af faldskærmstråd, og pengene fra salget af armbåndene går til soldaterne.

"De betyder noget helt særligt for mig."

Racercykel frem for Yamaha

Når tiden er, og arbejdslivet kan sættes i bero, sætter Breton-Meyer i dag stadig høj pris på at være ude i naturen, og ganske som familien gjorde, da han blev født på juleaftensdag, går han i dag ofte på jagt.

"For nylig var jeg på andetræk sammen med en god ven. Lige siden jeg har været ung, har jeg jo gået ved siden af min fars gummistøvler og oplevet, hvordan jagt på alle måder har været en naturlig del af livet."

"Fra 1. marts kan han klikke sig ind i racerpedalerne, når han begynder at have sin daglige gang hos DBU"

I sommermånederne henter han sin 12 år gamle Yamaha-offroader frem fra garagen. Den har han brugt i mange år som transportmiddel til og fra arbejde.

"Jeg har altid haft fascination for at køre på motorcykel, Men jeg er ikke sikker på, at motorcyklen kommer med ud til DBU i Brøndby. Jeg har lige investeret i en racercykel, og det er tanken, at jeg vil cykle hjemme fra Hellerup til Brøndby med den."

For nu må Claus Bretton-Meyer nøjes med trænercyklen i hjemmet, men fra 1. marts kan han klikke sig ind i racerpedalerne, når han begynder at have sin daglige gang hos DBU i Fodboldens Hus.

Den første opgave bliver ikke at afklare spørgsmålet om, hvorvidt Morten Olsen skal fortsætte som landstræner – det tager Jim Stjerne Hansen sig af inden sin afgang. For Bretton-Meyer handler det først og fremmest om at næranalysere organisationen for at identificere de både positive og negative elementer.

"Man kan jo hurtigt komme som leder og bestemme, at gulvtæpperne skal udskiftes, men det, som det i virkeligheden handler om, er at arbejde med værdierne og de helt grundlæggende antagelser i organisationen. Og det er på det helt grundlæggende niveau, at jeg vil udvikle DBU i en positiv retning."



Andre læser dette lige nu