Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, er 4812 meter højt. Turisterne kan opleve tinderne i 3800 meters højde, og bjergbestigerne kan se det hele fra oven. Børsen Weekend mødte en lille, dansk gruppe bjergbestigere – friske tilbage efter 12 timers bjergbestigning.
Herfra hvor jeg står, er der udsigt til takkede bjergtinder og lodrette bjergvægge. Øjet blændes af den hvideste sne nedenunder, som brydes af grå, spidse alpetoppe. I gondolen på vej op ses den gråsnuskede gletsjer, Bossons, som langsomt og helt usynligt glider ned mod dalen ved byen Chamonix.Alt det vi ser ligger nedenunder os! Et fantastisk vue!Denne eftermiddag midt på sommeren er toppen af Mont Blanc gemt bag drivende skyer. Skyerne har ofte for vane at dække toppen til om eftermiddagen.
Per Thellersen og hans 15-årige datter Diana efter turen til toppen af Mont Blanc. Foto News/2.
Hvis man vil være mere sikker på at blive fotograferet foran Mont Blanc, er formiddagen et bedre valg til at tage op til L’Aiguille du Midi, bjergtoppen i 3842 meters højde. Gondolen starter fra bymidten i Chamonix og er en tur med svævebane i to trin. Den første gondol bringer de besøgende op til 2300 meters højde.
Læs også:
Middelhavets sidste hemmelighed
Pas på Berlin - Her kommer Hamborg
Ikke et almindeligt krydstogtskib
Andet trin er en lidt mindre gondol, som ender i 3842 meters højde. L’Aiguille du Midi ligger cirka tusind højdemeter under toppen af Europas højeste bjergtinde Mont Blanc, som kan ses et par kilometer mod syd.
Højere end L’Aiguille du Midi kan man ikke nå som turist, vel at mærke uden bjergudrustning. Heroppe er der sprængt gange inde i bjergtoppen, så vi kan gå rundt og kigge op – og langt ned. L’Aiguille du Midi er fyldt med turister året rundt. Bjergbestigerne kommer også her og tilfører udflugtsstedet sit helt specielle præg.Den lange opstigning til toppen var på en mærkelig måde demoraliserendeAlle bjergbestigerne er behørigt udstyret i deres funktionelle tøj. De nødvendige solbriller, huer og handsker, masser af tov, rygsæk, isøkse og de piggede »steigeisen« til under støvlerne for at kunne stå fast i sne og is. Og mad og drikke.
Jeg møver mig forsigtigt gennem buegangen og når udenfor. En lille gruppe på fire nærmer sig opad graten. De går i tov med rolige skridt i deres langsomme kadence. Står og hviler sig for at få vejret i den tynde luft. Så et par skridt igen. Det er tydeligt at se, hvem der er træt, og hvem der stadig har overskydende kræfter. Én efter én når de ind i sikkerhed på det lille plateau. De to første er kommet ind.
Morgenlys tæt ved toppen af Mont Blanc. Foto Per Thellersen
Den tredje, med spejlglas i de mørke solbriller, kommer op med overskud og et stort og smittende smil, som forplanter sig videre til os andre. Det er Søren Gudmann, projektleder og bjergbestiger, som næsten fik en verdensrekord i 1995 ved først at bestige Mount Everest og dernæst de højeste bjerge på de øvrige seks kontinenter på kun 193 dage. En amerikaner var seks dage hurtigere.
Den først ankomne tager sin mobil frem og taster et nummer og siger: »Hej, det er Per. Nu er vi nede igen! Ja, det gik fint!« En dansker.
Per Thellersen er projektleder fra Søborg. Han har taget sin 15-årige datter Diana med på hendes første bjergbestigning. De er sammen med Søren Gudmann og en anden ven, Peder Jensen, der ligesom Per Thellersen, er ingeniører. Den lille danske gruppe sov i nat i refugiet for bjergbestigere nedenunder toppen her på det vældige sneplateau. Klokken et i nat blev de vækket. I dag skulle de bestige Mont Blanc.
Det er fra plateauet, bjergbestigerne starter deres sidste vandring og klatring til toppen. Men som regel tager de en overnatning heroppe – enten i et telt på det sneklædte plateau eller i en hytte.
For tolv timer siden, klokken to i nat, begav de sig af sted i mørket med lys fra deres pandelamper. Først nu – 12 timer senere – er de tilbage, glade og trætte.
»I en periode med godt vejr er der mange, som bestiger Mont Blanc,« siger Per Thellersen, som også sidste år var oppe på Mont Blanc. »Vi kører herned og bor i telt. Vi har brugt dagene til klatreøvelser og til mindre ruter de foregående dage. Dagen før vi skal op på Mont Blanc, mødes vi i hytten på plateauet, hvor vi overnatter. Vi spiser aftensmad klokken halv syv og går i seng klokken otte, for allerede klokken et om natten bliver vi vækket.
På toppen af L’Aiguille du Midi er der bygget udenpå bjerget, så turisterne kan få det bedste vue over sne, gletsjer og Alper. Foto News/2.
I hytten bliver vi fordelt i forskellige soverum, så de, der skal op på samme tid, sover sammen. Vi havde bestilt morgenmand klokken et. Det kan være svært at sove på grund af spændingen, men Diana fik sovet fire-fem timer.«
»Da vi stod op, var det mørkt, og der var mange mennesker. Jeg tror, at vi var omkring 50, som i grupper dannede en lang slange med lys opad det første bjerg. Det så ret flot ud med alle de lys. Vi fandt vores rytme og tempo, og så går man bare. En gang imellem er det lidt vanskeligt at gå, fordi ikke alle grupper går lige hurtigt, og det er svært at overhale på de stejle sider.«
Det var Søren Gudmanns første tur på Mont Blanc, og han er enig i, at helt ufarlig er turen ikke. Det første bjerg på dagens tur er Mont Blanc de Tacul. Det er det farligste sted på turen, fordi man går under isformationer, kaldet serac. Det er store isblokke fra gletsjere, som efterhånden knækker af. Dem har man ikke lyst til at være lang tid under, så det gælder om at komme hurtigt forbi.
»Vi var lige ved at komme op at skændes med den forangående gruppe, som mente, at det var tid til pause. Men man holder ikke pause her. Og lige præcis dér erfarer man, om en gruppe er rutineret. Men vi kom da forbi dem efter noget besvær og snak,« konstaterer Per Thellersen.
Søren Gudmann gør opmærksom på Grand Couloir ved Mont Blanc. Det er en anden farlig forhindring ved bjergbestigning her, men som den danske gruppe dog ikke passerede på deres rute.
»Grand Couloir er en stejl bjergkløft med sne, som hen på eftermiddagen kan blive særdeles farlig at gå på, når sneen smelter. Der er risikoen for at klippestykker falder ned stor. Derfor gælder det om så hurtigt som muligt at traversere. Flere dødsfald ved Mont Blanc skyldes Grand Couloir.«
Mont Blanc set fra trægrænsen
Efter to timer, ved fire-tiden om morgenen, var den danske gruppe nået omkring 600 højdemeter op på det første bjerg. Endnu var det ikke lyst. Der er to timer til toppen af næste bjerg, som er Mont Maudit.
»Da vi nærmer os bjerget omkring klokken seks, er det ved at blive lyst. Nu kommer den berygtede isvæg. Passagen er ekstra stejl, men da der er faldet meget sne, er den blevet nemmere at gå på. Det er godt for os, fordi vi ikke er de første, som passerer stykket,« fortæller Per Thellersen. »De forangående har allerede trådt nogle trin i sneen, og dem følger vi.
Tidligt på dagen er sneen frosthård og god at gå på. Vi kommer rimeligt problemfrit op og er meget forsigtige, fordi det er så stejlt. Her er det eneste sted på turen, hvor man ville overveje at sætte sikringer, fordi de i tilfælde af et fald, ville det redde os. Der er faktisk sat et reb på det aller stejleste stykke. Det er et reb, der er spændt stramt ud, så der er noget at holde fast i.
Nu er vi på Mont Maudit og har gået ca. fire timer. Her holder vi for første gang en pause. Solen er stået op, og vi har den mest fantastiske udsigt ned til L’Aguille du Midi og op til toppen af Mont Blanc.«
Efter Mont Maudet skal de gå 50-100 meter ned og derefter 500 meter til toppen. Turen er nem på den facon, at det ikke er særlig stejlt, men de alle trætte.
»Den lange opstigning til toppen var på en mærkelig måde demoraliserende, fordi vi nu møder de grupper, som er på vej ned i fuld fart,« siger Per Thellersen.
Klokken 08.20 når de fire danskere toppen.
»Det er lidt svært lige præcis at vide, hvornår vi er oppe på Mont Blanc. Toppen er nemlig en buet flade og cirka tre-fire meter bred og 50 meter lang. Men vi er alligevel ikke i tvivl. En kraftig vind tager os, og det føles pludselig koldt. Alt det vi ser ligger nedenunder os! Et fantastisk vue!«
Læs også:
Syv dage på Power Retreat
Flybilletten er billigst tirsdag kl. 15
Syret oliestat med eget cykelhold
.
Herfra hvor jeg står, er der udsigt til takkede bjergtinder og lodrette bjergvægge. Øjet blændes af den hvideste sne nedenunder, som brydes af grå, spidse alpetoppe. I gondolen på vej op ses den gråsnuskede gletsjer, Bossons, som langsomt og helt usynligt glider ned mod dalen ved byen Chamonix.Alt det vi ser ligger nedenunder os! Et fantastisk vue!Denne eftermiddag midt på sommeren er toppen af Mont Blanc gemt bag drivende skyer. Skyerne har ofte for vane at dække toppen til om eftermiddagen.
Per Thellersen og hans 15-årige datter Diana efter turen til toppen af Mont Blanc. Foto News/2.
Hvis man vil være mere sikker på at blive fotograferet foran Mont Blanc, er formiddagen et bedre valg til at tage op til L’Aiguille du Midi, bjergtoppen i 3842 meters højde. Gondolen starter fra bymidten i Chamonix og er en tur med svævebane i to trin. Den første gondol bringer de besøgende op til 2300 meters højde.
Læs også:
Middelhavets sidste hemmelighed
Pas på Berlin - Her kommer Hamborg
Ikke et almindeligt krydstogtskib
Mange bjergbestigere
Andet trin er en lidt mindre gondol, som ender i 3842 meters højde. L’Aiguille du Midi ligger cirka tusind højdemeter under toppen af Europas højeste bjergtinde Mont Blanc, som kan ses et par kilometer mod syd.
Højere end L’Aiguille du Midi kan man ikke nå som turist, vel at mærke uden bjergudrustning. Heroppe er der sprængt gange inde i bjergtoppen, så vi kan gå rundt og kigge op – og langt ned. L’Aiguille du Midi er fyldt med turister året rundt. Bjergbestigerne kommer også her og tilfører udflugtsstedet sit helt specielle præg.Den lange opstigning til toppen var på en mærkelig måde demoraliserendeAlle bjergbestigerne er behørigt udstyret i deres funktionelle tøj. De nødvendige solbriller, huer og handsker, masser af tov, rygsæk, isøkse og de piggede »steigeisen« til under støvlerne for at kunne stå fast i sne og is. Og mad og drikke.
Jeg møver mig forsigtigt gennem buegangen og når udenfor. En lille gruppe på fire nærmer sig opad graten. De går i tov med rolige skridt i deres langsomme kadence. Står og hviler sig for at få vejret i den tynde luft. Så et par skridt igen. Det er tydeligt at se, hvem der er træt, og hvem der stadig har overskydende kræfter. Én efter én når de ind i sikkerhed på det lille plateau. De to første er kommet ind.
Morgenlys tæt ved toppen af Mont Blanc. Foto Per Thellersen
Den tredje, med spejlglas i de mørke solbriller, kommer op med overskud og et stort og smittende smil, som forplanter sig videre til os andre. Det er Søren Gudmann, projektleder og bjergbestiger, som næsten fik en verdensrekord i 1995 ved først at bestige Mount Everest og dernæst de højeste bjerge på de øvrige seks kontinenter på kun 193 dage. En amerikaner var seks dage hurtigere.
Den først ankomne tager sin mobil frem og taster et nummer og siger: »Hej, det er Per. Nu er vi nede igen! Ja, det gik fint!« En dansker.
15-årig datter med
Per Thellersen er projektleder fra Søborg. Han har taget sin 15-årige datter Diana med på hendes første bjergbestigning. De er sammen med Søren Gudmann og en anden ven, Peder Jensen, der ligesom Per Thellersen, er ingeniører. Den lille danske gruppe sov i nat i refugiet for bjergbestigere nedenunder toppen her på det vældige sneplateau. Klokken et i nat blev de vækket. I dag skulle de bestige Mont Blanc.
Det er fra plateauet, bjergbestigerne starter deres sidste vandring og klatring til toppen. Men som regel tager de en overnatning heroppe – enten i et telt på det sneklædte plateau eller i en hytte.
For tolv timer siden, klokken to i nat, begav de sig af sted i mørket med lys fra deres pandelamper. Først nu – 12 timer senere – er de tilbage, glade og trætte.
»I en periode med godt vejr er der mange, som bestiger Mont Blanc,« siger Per Thellersen, som også sidste år var oppe på Mont Blanc. »Vi kører herned og bor i telt. Vi har brugt dagene til klatreøvelser og til mindre ruter de foregående dage. Dagen før vi skal op på Mont Blanc, mødes vi i hytten på plateauet, hvor vi overnatter. Vi spiser aftensmad klokken halv syv og går i seng klokken otte, for allerede klokken et om natten bliver vi vækket.
På toppen af L’Aiguille du Midi er der bygget udenpå bjerget, så turisterne kan få det bedste vue over sne, gletsjer og Alper. Foto News/2.
I hytten bliver vi fordelt i forskellige soverum, så de, der skal op på samme tid, sover sammen. Vi havde bestilt morgenmand klokken et. Det kan være svært at sove på grund af spændingen, men Diana fik sovet fire-fem timer.«
»Da vi stod op, var det mørkt, og der var mange mennesker. Jeg tror, at vi var omkring 50, som i grupper dannede en lang slange med lys opad det første bjerg. Det så ret flot ud med alle de lys. Vi fandt vores rytme og tempo, og så går man bare. En gang imellem er det lidt vanskeligt at gå, fordi ikke alle grupper går lige hurtigt, og det er svært at overhale på de stejle sider.«
Det var Søren Gudmanns første tur på Mont Blanc, og han er enig i, at helt ufarlig er turen ikke. Det første bjerg på dagens tur er Mont Blanc de Tacul. Det er det farligste sted på turen, fordi man går under isformationer, kaldet serac. Det er store isblokke fra gletsjere, som efterhånden knækker af. Dem har man ikke lyst til at være lang tid under, så det gælder om at komme hurtigt forbi.
»Vi var lige ved at komme op at skændes med den forangående gruppe, som mente, at det var tid til pause. Men man holder ikke pause her. Og lige præcis dér erfarer man, om en gruppe er rutineret. Men vi kom da forbi dem efter noget besvær og snak,« konstaterer Per Thellersen.
Søren Gudmann gør opmærksom på Grand Couloir ved Mont Blanc. Det er en anden farlig forhindring ved bjergbestigning her, men som den danske gruppe dog ikke passerede på deres rute.
»Grand Couloir er en stejl bjergkløft med sne, som hen på eftermiddagen kan blive særdeles farlig at gå på, når sneen smelter. Der er risikoen for at klippestykker falder ned stor. Derfor gælder det om så hurtigt som muligt at traversere. Flere dødsfald ved Mont Blanc skyldes Grand Couloir.«
Mont Blanc set fra trægrænsen
Heldigvis ikke de første
Efter to timer, ved fire-tiden om morgenen, var den danske gruppe nået omkring 600 højdemeter op på det første bjerg. Endnu var det ikke lyst. Der er to timer til toppen af næste bjerg, som er Mont Maudit.
»Da vi nærmer os bjerget omkring klokken seks, er det ved at blive lyst. Nu kommer den berygtede isvæg. Passagen er ekstra stejl, men da der er faldet meget sne, er den blevet nemmere at gå på. Det er godt for os, fordi vi ikke er de første, som passerer stykket,« fortæller Per Thellersen. »De forangående har allerede trådt nogle trin i sneen, og dem følger vi.
Tidligt på dagen er sneen frosthård og god at gå på. Vi kommer rimeligt problemfrit op og er meget forsigtige, fordi det er så stejlt. Her er det eneste sted på turen, hvor man ville overveje at sætte sikringer, fordi de i tilfælde af et fald, ville det redde os. Der er faktisk sat et reb på det aller stejleste stykke. Det er et reb, der er spændt stramt ud, så der er noget at holde fast i.
Nu er vi på Mont Maudit og har gået ca. fire timer. Her holder vi for første gang en pause. Solen er stået op, og vi har den mest fantastiske udsigt ned til L’Aguille du Midi og op til toppen af Mont Blanc.«
Efter Mont Maudet skal de gå 50-100 meter ned og derefter 500 meter til toppen. Turen er nem på den facon, at det ikke er særlig stejlt, men de alle trætte.
»Den lange opstigning til toppen var på en mærkelig måde demoraliserende, fordi vi nu møder de grupper, som er på vej ned i fuld fart,« siger Per Thellersen.
Klokken 08.20 når de fire danskere toppen.
»Det er lidt svært lige præcis at vide, hvornår vi er oppe på Mont Blanc. Toppen er nemlig en buet flade og cirka tre-fire meter bred og 50 meter lang. Men vi er alligevel ikke i tvivl. En kraftig vind tager os, og det føles pludselig koldt. Alt det vi ser ligger nedenunder os! Et fantastisk vue!«
Læs også:
Syv dage på Power Retreat
Flybilletten er billigst tirsdag kl. 15
Syret oliestat med eget cykelhold
.
