RENO – "You guys eating breakfast today?" Spørgsmålet falder fra en stor, sort mand med træningsudstyr i favnen foran en hotel-elevator torsdag 3. april 2014. Det er tidlig morgen. Manden kigger smilende over på en kraftigt tatoveret kæmper i undertrøje med et håndklæde over hovedet. Ved siden af står kæmperens træner.
"That's a good joke," siger træneren og smiler tilbage, mens manden med træningsudstyr grinende går videre.
"Som det første underskriver Mikkel Parlo både en døds- og en ulykkesforsikring, hvis der skulle ske ham noget"
Vi er på Eldorado Hotel Casino i centrum af Reno, Nevada. En underlig lille spilleby midt i ingenting tæt på grænsen til Californien og ca. 700 kilometer nordvest for Las Vegas.
Det er her, mange af kæmperne i morgendagens store MMA-stævne bor, mens de gør sig klar til at slås. Når spørgsmålet er en joke, er det, fordi det falder på den officielle indvejningsdag.
Ligesom i boksning er kæmperne i MMA inddelt efter vægtklasse, og ligesom i boksning er det almindeligt, at hver kæmper sulter og tørster sig selv i døgnene og timerne op til indvejningen for at opnå en konkurrencefordel.
Det er et slags handicapsystem, hvor kæmperne i princippet møder hinanden på lige fysiske vilkår, men hvor det efter indvejningen handler om at tage de ekstra kilo på igen, så man kan kæmpe i idealvægten.
Kl. 10 samme formiddag på samme hotel ligger danskeren Mikkel Parlo i sin seng. Han er et af de større navne ved morgendagens stævne, og han skal om præcis 32 timer kæmpe mod Johnny "The Tattooed Terror" Cisneros i en kamp, der bliver vist på tv i 140 lande, og som vil indbringe ham 14.000 dollar, hvis han vinder.
Mikkel Parlo i kamp mod Johnny “The Tattooed Terror” Cisneros. Mikkel Parlo har en baggrund som kickbokser og bruger ofte sine ben til at holde modstanderne på afstand.
Det første, Mikkel Parlo gjorde, da han vågnede, var at gå ud på sin medbragte vægt for at tjekke, hvor mange kilo han havde tabt i løbet af natten. I søndags vejede han 200 pund, hvilket svarer til hans idealvægt på ca. 91 kilo.
Kl. 8 i morges vejede han 195 pund, og kl. 16 skal han være nede på 186 pund, ca. 84 kilo. Et vægttab på fire kilo på otte timer. Lige nu ligger han under dynen med stoffet trukket helt op under hagen, så han kan svede så meget som muligt. Ved en tidligere indvejning måtte han spytte i en håndvask i et kvarter for at smide det sidste halve pund, men denne gang har han vægten under kontrol.
Kl. 12 går Mikkel Parlo og hans træner over på hotellet overfor, hvor forbundet Bellator, som arrangerer fredagens MMA-stævne, har etableret hovedkvarter. Her går de ind i et konferencerum, hvor Mikkel Parlo endnu en gang får tjekket sin vægt, så Bellator kan følge med i hans "weight cut". Det sker ofte, at kæmpere overvurderer deres evne til at smide vægt, og at arrangørerne derfor må finde erstatninger i sidste øjeblik.
Da kontrolvejningen er overstået, går Mikkel Parlo og træneren op på fjerde sal, hvor der er en sauna. Inden saunaen smører han sig ind i sweet sweat – en form for creme, han masserer ind i huden, så porrerne åbner sig, og han får nemmere ved at svede. I en billigere variant kan man også bruge almindelig neglelakfjerner.
Kl. 15 begynder registreringen af kæmperne. Som det første underskriver Mikkel Parlo både en døds- og en ulykkesforsikring, hvis der skulle ske ham noget.
Det hænder, at en kæmper må køres på hospitalet efter en kamp i den ambulancevogn, der som standard altid holder klar og venter. En læge hiver ham lidt i armene, lyser ham i øjnene og spørger, om han føler sig godt tilpas. Mikkel svarer, at lidt ømhed er der jo altid i kroppen, og lægen smiler indforstået.
En enkelt kæmper har lagt sig på gulvet tydeligt groggy, tåget og indfalden omkring øjnene på grund af manglen på mad og drikke. Kort tid efter dukker Mikkel Parlos modstander, Johnny Cisneros, op i hættetrøje, baggy pants og et par solbriller.
Under den tv-transmitterede indvejning smider han tøjet, men beholder solbrillerne på og ligner mest af alt en mexicansk bandekriger, da han tatoveret over hele kroppen træder op på vægten og knytter næverne med en kæmpe dødningehovedring på den ene finger.
Bagefter træder Mikkel Parlo op på vægten, svarer pligtskyldigt på et par oppumpede spørgsmål fra en kommentator og stiller sig i den klassiske næve-til-næve- og ansigt-til-ansigt-stilling foran Cisneros. Højttalerne brager alt for høj rockmusik ud i lokalet, og på to opstillede skærme kører der båndede knockouter fra tidligere kampe som en smagsprøve på, hvad der venter i morgen.
Stemningen inviterer til had, men er faktisk rolig og respektfuld mellem kæmperne.
Det er den her del af MMA, Mikkel Parlo bryder sig mindst om. Når han bliver iscenesat som en skuespiller, der skal levere stereotype replikker om, at han ikke kan vente på at smadre sin modstander, at han kæmper for sin familie, eller hvad han nu bliver instrueret til at sige.
Hans drøm har aldrig været at blive skuespiller. Hans drøm har altid været at blive professionel udøver i den mest hårde og brutale sport, der findes.
Kampdag
Fredag morgen vågner Mikkel Parlo og tænker som det første på aftenens kamp. Taber han, er der langt til de mere indbringende kampe. Vinder han, kravler han endnu et skridt op ad ranglisten. Vinder han spektakulært, bliver han måske husket bedre af både forbund og fans.
Som altid på en kampdag har han kolde hænder og et varmt hoved, men ellers er han rolig.
Siden i går og indvejningen har han spist og drukket for at tage de ekstra kilo på. Paradoksalt nok kunne han ikke skaffe sund mad i centrum af Reno, så han måtte køre nogle kilometer uden for byen for at finde et supermarked, hvor han kunne få yoghurt, melon, avokado, grønsagsjuice, mandler, mysli, bananer og appelsiner.
Når han skal tage vægt på igen, drikker han primært Pedialyte, en drik udviklet til børn med diarré, som kæmpere ofte bruger, fordi den indeholder mange salte, mineraler og elektrolytter, som alt sammen er med til at binde væske i kroppen.
Kl. 15 er der afgang til Reno Events Center, hvor kampen skal finde sted – en stor kønsløs arena, hvor der er opstillet plastikstole til ca. 3.000 tilskuere i en halvcirkel rundt om det ottekantede bur, udøverne kæmper i.
Mikkel Parlo og hans to trænere får tildelt deres omklædningsrum, som er en lille pavillonlignende firkant bygget op af metalstænger med sort stof udenom. På en monitor i rummet kan de følge med i, hvad der sker inde i ringen. Den første kamp er allerede i gang, og lyden fra publikum, der med et samlet brøl jubler over et hårdt slag, bliver båret hele vejen ud til baglokalerne.
Kl. 16 får Mikkel Parlo tapet sine hænder op. Først lægger hans træner et stykke gaze på hænderne, så tapen ikke sidder fast i huden. Så lægger han en gazepude på knoerne for at beskytte knoglerne, der let kan brække eller blive forskubbet under den tynde handske.
Kl. 17 begynder han en fast opvarmningsrutine. Han strækker baglår, så forlår, så indersiden af låret, læggen, lysken, ballen, brystmusklerne og til sidst armene. Kl. 17:30 kører han forskellige slagkombinationer med ben, knæ, hænder og albuer og gør kroppen klar til at forvandle lemmer til våben. Hænder-hænder-knæ! Klask-klask-vap!
Kl. 17:45 bliver bevægelserne hurtigere, mere skarpe. Træner og kæmper siger ikke noget, men kommunikerer gennem den række af øvelser, de har perfektioneret gennem måneder. Pulsen ryger op, og Mikkel Parlo lægger ekstra svirp i både slag og spark. Som den afsluttende del af opvarmningen lægger han sig ned på en måtte i rummet og øver brydegreb.
En kommissær fra forbundet kommer ind og sætter sin signatur på den tape, der forsegler handsken, så dommeren ved, at den er officielt godkendt, og at der ikke er gemt noget i hånden, der kan skade modstanderen. Mikkel Parlo går rundt i en lille imaginær firkant og skyggebokser, ruller nakken fra side til side, mens træneren giver ham de sidste gode råd.
Kl. 17:57 kommer en mand med headset ind med et kamerahold i ryggen. "Lets go, Parlo". Den ene træner tager en spand med is i hånden, og den anden træner går lige efter Mikkel Parlo gennem en lang gang og ind mod ringen, hvor han messer de sidste gode råd.
Inden Mikkel Parlo træder ud bag forhænget til det allerede larmende publikum, giver han begge sine trænere og sin far, som også er manager, et rituelt kram. Så går han ind i arenaen til et inferno af råb, blinkende, flerfarvede spotlys og høj, hård metalmusik.
Før han får lov til at træde op i ringen, tjekker dommeren, at hans negle på hænder og fødder er klippet, at han har tand- og skridtbeskytter på, og at han ikke har smørelse på kroppen, så modstanderen ikke kan få fat i ham.
Derefter gnider dommeren vaseline på Mikkel Parlos øreflipper, øjenbryn, næse og kindben, så huden ikke så nemt rives i stykker ved slag. Mikkel Parlo går op i ringen og kan se, at "The Tattooed Terror" allerede står klar.
Kamp-announceren præsenterer de to kæmpere og oplister deres meritter. Som en af få har Mikkel Parlo endnu ikke et øgenavn, så announceren må nøjes med at synge efternavnet ud for at piske stemningen det sidste stykke op: "Mickeeeeeel Paaaauuuuuloooooooo".
MMA er et spektakel. I det antikke Rom kaldte man arrangerede kampe mellem mænd i en arena for gladiatorkampe. Blodet flød, og publikum jublede. Siden da har organiseret vold haft mange milepæle op gennem historien, men en af de vigtigste for MMA var de såkaldte Vale Tudo-kampe (vale tudo er portugisisk og betyder "ingen regler"), som opstod i brasilianske cirkusser for ca. 100 år siden, hvor store mænd kæmpede mod hinanden.
I mange år derefter var Vale Tudo primært et undergrundsfænomen i Brasilien, men i 1993 kom det til USA i form af det første Ultimate Fighting Championship-stævne – senere bare omtalt som "The Beginning".
Her kunne chokerede amerikanske tv-seere bl.a. se en 200 kilo tung sumobryder fra Hawaii kæmpe mod en hollandsk kickbokser i et forsøg på at afgøre, hvilken stilart der var den anden overlegen. Hollænderen vandt kampen på dramatisk vis, da han sparkede sin modstander så hårdt i ansigtet, at to af sumobryderens tænder sad fast i hans fod (en tredje landede på dommerbordet).
Hollænderen kæmpede i øvrigt videre ved stævnet – stadig med to tænder i foden, fordi han frygtede, at et åbent sår ville afslutte hans aften – og nåede finalen. Episoden illustrerer i al sin enkelhed den dobbeltsidede hårdhed og appel i MMA: Det er som et trafikuheld. Man ved godt, at det er forkert at kigge, men man har svært ved at lade være, fordi synet betager i al sin grumhed.
Efter nogle tidlige år, hvor alt var tilladt i MMA, etablerede man et regelsæt, der ydede kæmperne bedre beskyttelse og dermed både forlængede kampenes varighed og kæmpernes karriere.
I dag er det eksempelvis forbudt at nikke skaller, bide og uddele knæ til en modstanders hoved, hvis han sidder eller ligger ned. Det var det ikke engang. Langsomt op igennem 00'erne fandt sporten et større og større publikum.
Godt hjulpet på vej af filmen "Fight Club" fra 1999, som side om side med voldsaspektet også præsenterede en bagvedliggende filosofi om det at slå og blive slået på, der for mange unge mænd blev et maskulint manifest for hele generationen. De var bl.a. blevet svigtet af den ikoniske sværvægtsboksning, hvis største stjerner indtil da havde fungeret som det ultimative mandeideal.
Johnny Cisneros laver et take down, hvor han bringer Mikkel Parlo ud af balance, og lægger ham ned på gulvet. Take downs er noget af det, der scorer højt hos dommerne.
Den fascination tog et alvorligt dyk, da en psykisk nedbrudt Mike Tyson i 1990 tabte til den komplet ukendte Buster Douglas, og da samme Tyson nogle år senere foran rullende kameraer bed noget af Evander Holyfields øre af i en vanvidshandling.
Ud af dette vakuum trådte MMA frem med en stemning og en ånd, der var alt det, boksning havde været engang: Spektakulære kampe, fascinerende profiler og helte fra slummen, der kæmper sig hele vejen op og bliver verdensmestre på en kombination af rå fysik og en sublim beherskelse af kroppen som kampsportsinstrument. Pludselig fremstod boksning støvet og kedelig.
I dag er de største stjerner i MMA mangemillionærer, og de store pay per view-kampe i MMA har for længst overhalet boksningens ditto. MMA er den fjerdemest populære sport i USA efter "The Big 3" – amerikansk fodbold, basketball og baseball – ligesom det er den hurtigst voksende sport blandt 18-35-årige mænd.
"Hvis det havde været en rigtig fight uden en dommer, ville jeg jo ikke have vundet fighten, bare fordi jeg havde taget ham ned på jorden og holdt ham lidt"
Formanden for det største forbund UFC, som begyndte populariseringen af MMA, Dana White, udtalte engang om forklaringen på MMA's succes sammenlignet med de andre amerikanske sportsgrene:
"At slås ligger i vores dna. Vi forstår det. Det skal ikke forklares til os. Før nogen nogensinde kastede en bold gennem en ring eller ramte den med en pind, har folk kæmpet mod hinanden, og alle dem, der stod i nærheden af en kamp, stimlede sammen og så på. Jeg tror på, at slåskampen var den første sport på jorden, og jeg tror på, at det vil være den sidste sport på jorden."
Make him bleed!
Tilbage i ringen i Reno Event Center er første runde gået i gang. Begge kæmpere starter lidt tøvende med et slag hist og et spark her. Men ikke rigtigt noget, der underholder. Der breder sig hurtigt uro blandt publikum, og enkelte begynder at pifte. En mand råber: "Do something, come on!"
Johnny Cisneros rammer Mikkel Parlo med et sving til stor jubel. Kort efter lykkes Mikkel Parlo med et såkaldt take-down, hvor han får tvunget modstanderen ned på ryggen, så han kan lægge sig oven på ham. Men i stedet for en storm af hænder, knæ og albuer bliver det kun til nogle sporadiske træffere og mere brydning.
Anden runde byder på mere af det samme bortset fra et enkelt hårdt spark til kroppen fra Mikkel Parlo, der straks udløser en forventningsfuld summen hos tilskuerne. "Make him bleed," råber en mand, men får ikke sit ønske opfyldt.
En ældre mand i en automatiseret kørestol udbryder et ærgerligt "No!," da Mikkel Parlo i tredje runde endnu engang placerer Johnny Cisneros på ryggen og holder ham nede.
Det er for kedeligt. Der er flere, der for første gang under aftenens stævne begynder at buhe.
Mikkel Parlo prøver at slutte runden af med en serie af slag siddende oven på Johnny Cisneros, men uden effekt. Modstanderen bliver ikke straffet tilstrækkeligt hårdt, og Mikkel Parlo er for træt til rigtigt at tæve løs.
Kampen slutter med et 'gong', og Johnny Cisneros går direkte ud og hamrer sin næve ind i siden af buret. Det gør ondt at tabe en slåskamp foran et publikum – især på tv. Sekunder efter er han dog klar til at lægge de trætte og svedige arme om Mikkel Parlo og levere det for MMA-kæmpere obligatoriske 'tak for kampen', der forekommer at være en absurd kontrast til de foregående minutters voldsomme udveksling af slag og spark.
Denne aften vandt Mikkel Parlo kampen, men overbeviste hverken sig selv, sine fans eller publikum i arenaen om, at han er i stand til at levere den form for blodsprøjtende underholdning, MMA lever af.
Med alle tre dommerstemmer vandt Mikkel Parlo sikkert kampen mod Johnny Cisneros. Men han fik ikke den knockout, han kom efter.
"Jeg registrerede faktisk godt, at de buhede," fortæller Mikkel Parlo bagefter.
"Det var en underlig følelse, men jeg kunne godt forstå dem. Jeg blev træt, fik tunge arme og følte, at den bedste måde, jeg kunne vinde på, var at tage ham ned og holde ham der."
Lige fra han arbejdede sig op fra amatørrækkerne i Danmark og til de første kampe i USA, har Mikkel Parlo altid været kendt for sine boksefærdigheder. At slå modstanderen hurtigt ud var hans specialitet og adgangen til kontrakten med Bellator-forbundet, som er det næststørste i USA.
Men efter at have bosat sig i Las Vegas og trænet i et lokalt træningscenter har han lagt større og større vægt på det, der med en fællesbetegnelse hedder "grappling": Evnen til at få modstanderen til at give op ved at kvæle ham eller lægge så meget pres på hans lemmer, at smerten bliver uudholdelig.
"Men grappling er ikke den, jeg er. Jeg får energi af at ramme den anden hårdt og se, at han er bange for mine slag. I sidste ende er det selvfølgelig vigtigst at vinde, men jeg vil helst vinde på knockout. Når det sker, har jeg det, som om hele min krop lyser i sekunderne bagefter. Jeg føler, at jeg udsender en eller anden form for kraft. At jeg er udødelig," siger Mikkel Parlo.
Han forklarer, at der også ligger en gadedrengelogik bag ønsket om at afslutte sin modstander.
"Hvis det havde været en rigtig fight uden en dommer, ville jeg jo ikke have vundet fighten, bare fordi jeg havde taget ham ned på jorden og holdt ham lidt. Så har jeg bare brugt regelsættet til at vinde. Men hvis jeg havde slået ham ud eller fået ham til at give op, ville der ikke være tvivl om, hvem der havde vundet kampen. MMA er selvfølgelig en seriøs sport, men det er også en fight."
Lyden af et knæ i hovedet
Mikkel Parlo er vokset op i først Hellerup og senere Vangede, begge forstader til København, med sin ejendomsmæglerfar og skolelærermor. Da Mikkel Parlo gik i vuggestue, fortæller hans far, at Mikkel "røg på de andre børn, hvis de tog hans sut."
Da han senere kom i folkeskole, havde Mikkel Parlo en aftale med sine lærere om, at han godt måtte rejse sig fra sin plads midt i timen, gå ud på gangen og løbe frem og tilbage for at få rastløsheden ud af kroppen. "Mikkel er ikke designet til at sidde stille," som hans far udtrykker det.
"At slås er altid kommet meget naturligt til mig," siger Mikkel Parlo selv.
"Jeg har altid haft en naturlig aggression til at tage en udfordring op. Allerede der har man jo næsten vundet et slagsmål."
Som tilskuer til sporten ønsker man næsten, at MMA-kæmperne fremstår lige så aggressive uden for ringen som inden for ringen. Det ville få verdensbilledet til at hænge bedre sammen og kategorisere dem som voldshungrende barbarer.
Men Mikkel Parlos rolige øjne og beherskede stemme fortæller en anden historie, som er mere indadvendt end udadvendt. Det begyndte med et live MMA-stævne i København, da han var 14 år.
"Jeg var ikke klar over, at lyden af en mand, der får et knæ i hovedet, kunne give genlyd i hele salen. Det påvirkede mig helt vildt. Det var ikke, fordi jeg bare ville kigge på. Jeg ville selv stå i ringen."
I den lokale MMA-klub skulle man være fyldt 15 år, før man måtte begynde træningen, så Mikkel Parlo måtte vente nogle måneder, før han fik lov til at få tæsk af en gruppe mænd, der var dobbelt så gamle som ham. Til hans allerførste træning kan han huske, at han blev sparket over benet tre gange i træk præcis det samme sted, og det gjorde så ondt, at han måtte gå i knæ og fik tårer i øjnene.
Men efter nogle måneder vænnede han sin krop til den endeløse sværm af stød og slag, og i dag mærker han først smerte lang tid efter en kamp eller en hård omgang sparring. Adrenalinet klarer resten.
Det lyder måske som et dumt spørgsmål, men hvorfor gør du det?
"For mig er der noget helt specielt over at kæmpe mod et andet menneske på den måde. Det er kun mig og ham, og vi kæmper med det, vi har fået fra naturens side. Selvom de fleste mennesker i dag er meget civiliserede, er der også en del af alle mennesker, der er primitiv. Der er instinktiv. Den del har mennesket måske mistet lidt i hverdagen. Men den del har jeg stadig behov for at opsøge."
Pleasure var inviteret til Reno af Betsafe, Mikkel Parlos sponsor.
