ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske møbler i høj kurs - her er hitterne

Danmarks største møbeleksportsucceser har mere end et halvt århundrede på bagen og to helt bestemte herrer i ryggen.

Jacobsen og Wegner fyrede op under dansk designs guldalder, og den dag i dag lader de sig ikke sådan lige overhale.

Mød en håndfuld af de to designeres evergreens, der fortsat slår alle salgsrekorder på et dansk møbelmarked i fremgang.

Y-stolen – Hans J. Wegner

Y-stolen er den absolutte frontløber blandt møbelarkitekten Hans J. Wegners flere end 500 stoledesign og et stykke danskfødt håndværk, der i dag kan bryste sig af at være blandt verdens bedst kendte – og mest solgte.


Stolen er tegnet i 1949 til Carl Hansen & Søn og produceret uafbrudt siden da. Der skulle dog gå nogle år, før danskerne for alvor tog møblet ind i hjerter og hjem; med tiden som ’Danmarks folkeligste stol’.

I 1951 vandt stolen med den karakteristiske Y-ryg anderkendelse med Triennalens Grand Prix i Milano – en begivenhed, der var med til at kickstarte begrebet Danish Design på den internationale scene.

I dag er Y-stolen et hit verden over, og især det danske og det japanske marked efterspørger klassikeren.

Ægget – Arne Jacobsen

Fortællingen om en af verdens mest berømte stole, Ægget, tager sin begyndelse i 1958 i formgiveren, Arne Jacobsens, private garage.


Her griber legen med en klump ler efter sigende om sig og ansporer til det stole-design, der siden debuterer i lobbyen og receptionen på SAS Royal Hotel i København; som en del af det totaldesign, den danske arkitekt her står for.

Æggets form, volumen og mulighed for en 360 graders rundtur har forsynet møblet med en unik ’privatlivs’-karakter, hvilket bland andet har gjort designkongen til en oplagt ingrediens i offentlige rum kloden rundt.

Ægget er med årtierne blevet synonym med dansk design og går i dag som varmt brød world wide.

7’eren – Arne Jacobsen

7’eren er et flagskib i dansk designhistorie og det møbel med dansk afsender, der gennem tiden har slået samtlige salgsrekorder. Flere end seks millioner eksemplarer af den firbenede stabelstol har indtil videre fundet vej ud på danske og internationale gulve.


Stolen kom til verden i 1955, som en videreudvikling af den trebenede Myren; oprindeligt designet til Novo Nordisks kantine tilbage i 1952.

Ligesom sin storebror var 7’eren tænkt som et praktisk, let og billigt hverdagsmøbel – kreeret i presset krydsfiner efter en teknik, som de to Eames-brødre nogle år forinden havde søsat, og sat i handlen af Fritz Hansen.

7’eren har i dag slået sig fast som møbel-darling i verdensklasse – blandt andet markeret med en permanent plads på The Museum of Modern Art i New York.

Svanen – Arne Jacobsen

Den ikoniske Svane-stol fulgte tæt i hælene på Arne Jacobsens Ægget, da den verdensberømte dansker i slut 50’erne skulle udruste SAS Royal Hotel med eget interiør.


Senere hen fandt stolen ligeledes plads i arkitektens udformning af Danmarks Nationalbank.

Ligesom Ægget er Svanen karakteriseret ved at være støbt i én form, med bløde kurver og uden skarpe kanter, hvilket var usædvanligt og opsigtsvækkende for datidens møbelkunst.

Arne Jacobsen lod sig flittigt inspirere af både natur og designkolleger – deriblandt de amerikanske Eames-brødre og finske Saarinen – hvilket den i dag verdensombejlede Svane-stol er et strålende eksempel på.

Skalstolen – Hans J. Wegner

Stregerne til den trebenede Skalstol blev slået i 1948, og designet tog oprindeligt afsæt i Hans J. Wegners arbejde med den tynde, robuste krydsfiner, som flyindustrien havde fostret under 2. verdenskrig.

4_17722_picture_6856_3.jpeg
 

Først 15 år senere, i 1963, så den nu vidt berømte stol første gang dagens lys, og der skulle gå endnu nogle årtier, før møblet for alvor slog igennem som attråværdigt interiør – også internationalt.

I 1990’erne tog den skulpturelle stol revanche og vandt popularitet – og ikke mindst fortidens udgaver kom dengang i høj kurs, hvilket blandt andet viste sig ved en London-auktion, hvor en 60’er-udgave gik for den nette sum af 104.000 kroner.

Internationale museer i blandt andet New York og Tokyo har i dag Skalstolen på display, og i USA, hvor Wegners værk er særligt populær, omtales den ofte – med god grund – som ’The Smiling Chair’.



Andre læser dette lige nu