Glyptoteket i København er et af vores allerbedste museer med en fantastisk samling af skulpturer og malerier fra antikken og frem. Hvis det er længe siden, du har været inde i de smukke bygninger ved siden af Tivoli, er denne sommer et godt tidspunkt. Ikke mindst fordi udstillingen “Kai Nielsen – Født af hverdagen” lige er åbnet. Her kan man dykke ned i billedhuggeren Kai Nielsens store monumentale værker i det offentlige rum, men også i små statuetter fra Bing & Grøndahl, Kähler m.fl., som mange har stående derhjemme. Glyptoteket har selv et af Kai Nielsens mest berømte værker. I museets fantastiske vinterhave mødes man af “Vandmoderen”, som står i et bassin med guldfisk og tiltrækker ikke mindst børnene med alle sine små babyer på kvindens krop. Her kan man virkelig se Kai Nielsens fascination af menneskekroppen, hvor han ofte tog udgangspunkt i antikkens idealkroppe. Udstillingen kan opleves indtil 5. januar 2025. En paralleludstilling kan ses på Faaborg Museum.