Klokken er 8.24 på vingården Binivista, 23 km fra Palma de Mallorca, hvor jeg spiser morgenmad med vinmanden Søren Svenningsen, der i nogle få, store slurke drikker et helt glas cabernet sauvignon.
Der er gået tre år, siden vi sidst mødtes, dengang var han i fuld gang med at bygge en stor vingård. Markerne var anlagt, men planterne kun et års tid gamle, så der var ikke meget at smage. Det er der nu, og det, jeg smager, er langt hen ad vejen imponerende, ligesom den flotte nye vingård der er opstået her midt i et af Mallorcas ældste vinområder. De rustikke landlige omgivelser i det flade landskab smelter sammen med lige arkitektoniske linjer omkring store glaspartier, der tillader fri udsigt til vinmarkerne fra de store smagelokaler.