Hvordan i alverden er en blond pige fra Fyn havnet som sushikok, chef for 150 ansatte og medejer af en sushi-kæde med seks filialer i London?
Pleasure fik svaret, da vi mødte Sille Bjerrum – en energisk iværksætter og stolt socialist, der for 10 årsiden investerede 37,50 pund og dermed begyndte eventyret om Feng Sushi.
LONDON – Elegante skiver rå tun og laks serveret på danskdesignet porcelæn lander foran os. Kvinden overfor mig snakker ufortrødent videre trods de farverige, distraherende japanske lækkerier.
Åh jo, du kan tro, at jeg tit bliver spurgt, hvordan en dansk kvinde er endt i spidsen for en sushikæde
For sushi er ligeså meget hverdagskost som passion for danske Sille Bjerrum, der spiser her på Feng Sushi mindst fire gange om ugen. Jobbet fylder ekstremt meget, men hun er også mor til to små børn og insisterer på, at der er andet end sushi i livet.
Den 38årige autodidakte kok har været med til at bygge kæden op fra bunden for snart 10 år siden. I dag som øverste chef. De første mange år som køkkenchef, så der er skandinaviske input som gravad laks og remoulade på menuen.
På disken står hendes kogebog »Simple Japanese,« der både er udkommet på dansk og engelsk, og hun driver en travl sushi-skole i Notting Hill-bydelen.
Danskerens ekspertise blev for alvor anerkendt, da hun som den første kvinde blev inviteret med til den årlige, internationale Sushi Samurai konkurrence i London.
»Åh jo, du kan tro, at jeg tit bliver spurgt, hvordan en dansk kvinde er endt i spidsen for en sushikæde.«
Umiddelbart synes der også langt fra ungdommens drømme om blive teaterskrædder i Paris til at blive sushidronning i London. Men faktisk passer det hele meget godt sammen.
»Da jeg første gang stødte på sushi midt i 1990’erne, kunne jeg simpelthen ikke forstå, at det var gået min næse forbi. Jeg elsker at lave sushi. Det hele er så småt, skal passe sammen, og fisken skal skæres med ekstrem præcision. Det er lidt som en skræddersyet mad.«
Sille Bjerrum blev født i København i 1970, men var kun otte måneder gammel, da forældrene blev skilt, og hun flyttede til Odense med sin mor. Det var en ret hård skilsmisse, har storesøsteren, kokken og forfatteren Trine Hahnemann fortalt. Selv om de to blev delt, har de et tæt forhold til hinanden og deres fire halvsøskende.
»Skilsmissen gik hen over hovedet på mig, og jeg blev skånet for meget følelsesmæssigt. Men jeg kan godt huske, at det var mærkeligt at være skilsmissebarn, da jeg kom i skole, så den har alligevel påvirket og givet mig en enorm vilje til, at jeg vil kæmpe for mit eget forhold. Det betyder meget for mig at blive sammen og arbejde gennem problemer.«
Modsat har begge forældre, der var skolelærere og dybt venstreorienterede, givet hende nogle værdier, og hun er stolt af at være vokset op i et politisk aktivt hjem. Mens mange jævnaldrende måske højst lige havde hørt om Anker Jørgensen, var Sille Bjerrum tidligt meget interesseret i politik, med til partifester, havde små jobs på SF’s kontor i Odense og insisterede på at betale 500 kr. i husleje, da hun var 14 år.
»Jeg havde fået mine første tre rigtige job (en avisrunde om morgenen inden skole, børnepasning for naboen og to eftermiddage i den lokale slikbutik) og tjente 3500 kr. Så mange penge havde min familie jo ikke til sig selv, og jeg fik samtidig indflydelse på, hvad vi skulle have i køleskabet, siger restauratøren, der i dag har en fast årlig indtægt på 75.000 pund eksklusiv bonus.
Med fisk som levevej
Ligesom politikken fik hun interessen for mad med hjemmefra. Der blev serveret friskbagt rugbrød med hjemmedyrkede tomater og æg i haven i barndomshjemmet bag Brandts Klædefabrik i Odense. Forkærligheden for fisk blev grundlagt på faderens båd, hvor hun spiste friskrøgede makreller. Men ingen i familien har haft mad som levevej før de to søstre.
Da jeg første gang stødte på sushi midt i 1990’erne, kunne jeg simpelthen ikke forstå, at det var gået min næse forbi. Jeg elsker at lave sushi
»Jeg har altid set mig selv som kreativ. Jeg kunne sidde i timevis med perleplader, byggede dukkehuse, og som yngre syede jeg alt mit tøj. I gymnasiet fik jeg pludselig en masse 10 og 11-taller i fag, som jeg slet ikke havde ventet,« siger hun og joker lidt med, at det kom bag på hende, at hun var klog.
Som barn af skolelærere følte hun sig forpligtet til at bruge de gode karakterer og læste filosofi og litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
»Det er jo noget af det fantastiske ved at vokse op i Danmark. Den uddannelse tog jeg bare som et privilegium. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle på den anden side. Jeg tog det ligesom en dannelsesrejse.«
Inden studieårene havde hun haft en fantastisk, etårig flirt med London og hele rave-scenen i de spæde 90’ere. Metropolens enorme udbud og friheden ved at være langt hjemmefra kunne København ikke hamle op med. Så for 14 år siden rykkede hun igen til London, tog resten af uddannelsen pr. korrespondance og byggede ovenpå med en mastergrad i sociologi på Goldsmiths University.
»London passer bare godt til min personlighed. Da jeg kom hertil, var jeg dybt fascineret af, at jeg bare kunne gøre, hvad jeg ville. København var for lille for mig. Og så kunne jeg ikke helt forholde mig til alle de københavnere, der bare elsker København så meget.«
Drømme om Danmark
Senere da interviewet fortsætter i hendes bil, mens hun drøner forbi Big Ben og Parlament Square, indrømmer hun, at hun de første mange år havde en næsten aggressiv afstand til hjemlandet. Det er mildnet med årene, og hun har også drømme om at åbne noget i Danmark en dag.
»Det er svært at finde et mere multikulturelt og tolerant samfund end London. Det danske skolesystem er tiltrækkende, og somrene er fantastiske. Så jeg vil ikke udelukke noget. Vi tager, det som det kommer.«
Hendes mand, Dave, er britisk-vestindisk, men født og opvokset i England og har gået på en af de gode kostskoler. Han er ved at gøre sine historie-studier færdige. Etnisk blandede par er fuldkommen almindeligt i London, og den eneste gang, parret har oplevet en snert af fordomme, var på en ferie i Skagen.
»Jeg var gravid med Mia, og vi følte os lidt stirret på. Men det er alt.«
De mødtes til en Valentines-fest, og de første fem år gik de fra hinanden flere gange og fandt sammen igen. Meget dramatiske år. Indtil de rundede 30 og tog deres forelskelse alvorligt og indså, at de ikke kunne blive ved med at lege 17-årige.
Sushien kom ind i hendes liv et par år inden Dave. En dansk veninde kendte to excentriske mænd, der manglede en person med forstand på open face sandwiches (lidt ligesom dansk smørrebrød, red.) til sushi- og sandwichbaren Nippon Tuk. Et perfekt studiejob.
De dansk-inspirerede håndmadder var der dog ikke den store efterspørgsel efter, og Sille Bjerrum lærte i stedet at lave sushi.
»De første år som kok, var jeg meget bekymret for, at min uddannelse skulle blive forældet. Men efterhånden er det blevet mere tydeligt for mig, at jeg bruger min akademiske baggrund mere og mere.
Sit livs investering
Efter et par år i anden sandwichkæde tilbød den tidligere arbejdsgiver, Jeremy Rose, hende et partnerskab i en ny sushikæde.
»Jeg havde ingen penge, men han var afhængig af min know how. Jeg investerede 37,50 pund, fik 7,5 pct. og blev en af de seks aktionærer. Det kan man vel kalde en god investering,« tilføjer hun med et underspillet smil.
I stigende grad er hun blevet involveret i alt inden for drift. Undtagen to ting.
»Jeg laver ikke agurke-maki, for dem har jeg lavet 15.000 af. Og nok er jeg socialist, men jeg vasker ikke gulve. Man er nødt til at uddelegere noget. Men gennem begge mine graviditeter, har jeg ligget på knæ i syvende måned og gjort køleskabe rene. Min stil er rimelig hands on! Nu er jeg sjældent i køkkenet, og det er en god udvikling for mig personligt, at jeg kan koncentrere mig om de store linjer. Det er muligt at have et godt job og tjene gode penge og holde fast i nogle af de socialistiske principper. For eksempel er tryghed, gode arbejdsvilkår, barsel og aftaler om flekstid for de ansatte enormt vigtigt. Det har familier brug for.«
Som chef og mor til Sugar Ray på snart fire år og Mia på to er hendes hverdag et puslespil med uforudsigelige brikker.
»Det er da totalt dobbelt-arbejde at have børn og karriere. Men al respekt for de mange engelske kvinder, der går hjemme. Det egner jeg mig virkelig ikke til. Jeg ville male hele huset hver anden uge. Jeg fik mit første barn som 34årig og havde kørt karriere i en del år, så kan man ikke lige pludselig være uambitiøs. Jeg er heldig, at min mand ikke arbejder så mange timer og ikke er karriere-mindet på samme måde som mig. Det ville være meget svært. Der er ikke så meget millimeter-demokrati i vores forhold. Vi deles om børnene, han laver mad, og jeg står for det huslige. Det er ikke 50/50, men til gengæld er der ingen konkurrence mellem os omkring arbejde.«
Hjemme i huset i bydelen Acton bliver der i stedet konkurreret om deres fælles passion mad og diskuteret, om ænderne til Peking Duck skal hænge til tørre i kælderen eller børnenes klædeskab.
Dave udfordrer også klicheen om manden, der ikke kan tåle, når kvinden tjener mest.
»Det passer ham helt fint. For mig betyder det alting, at jeg er ved, at når jeg ikke selv er sammen med mine børn, er deres far. Vi har også gode barnepiger. Jeg håber bare aldrig, at vi bliver sådan en familie, der bliver totalt afhængige af barnepiger.«
»Taberen« i puslespillet er hende selv. For selv en inkarneret multitasker kan umuligt nå det hele.
»Jeg har på fjerde år hemmelige drømme om, at jeg går i spa. Jeg får ikke motioneret nok. Jeg har altid spist sundt, bare for meget af det sunde. Men det er svært for mig at holde vægten nede især efter, at jeg har fået børn. Jeg vil gerne tabe mig, men det vigtigste for mig er at være sund og i form. Man er også nødt til at have realistiske mål. Jeg har to små børn og en karriere.«
Her er det igen godt at være gift med sin egen modsætning.
»Vi er TOTALT forskellige, men supplerer hinanden godt. Da jeg mødte ham, kom der nye termer ind i mit liv. For eksempel lounging. Det er, når man ligger på sofaen hele søndagen og ser serier i fjernsynet. Det har jeg lært lidt, og det er meget sundt for mig.«
For inde i Sille Bjerrums hoved er der sjældent helt fyraften. Men hun kender arbejdsnarkomaniens bagside og fik et wake up call, da hun for lidt over et år siden åbnede en ny filial og dårligt nok så sin søn og lille ottemåneder gamle datter i tre uger.
»Det kunne jeg ikke holde til. Jeg troede, at det ville gå, hvis man bare har organiseret alt på hjemmefronten. Problemet var, at jeg savnede dem for meget. Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at organisere mit arbejdsliv anderledes.«
Lørdag er i dag helliget familien – næsten. Og hun vil hellere »ofre sig selv« og stå op kl. 5 om morgenen, arbejde og derefter have tid til at være sammen med børnene.
»Min mand synes selvfølgelig, at det er irriterende, at jeg nogle gange går i seng kl. 21. Parforhold er hårdt arbejde. Nogle gange kører det bare strygende. Andre gange er det bare arghhh... Nu bor vi sammen som familie, og det er rimeligt hårdt for mig, der er vant til gøre lige præcis, hvad jeg vil. De sidste par år har jeg lært at skulle prioritere mit hjemmeliv. Jeg kan lige så godt acceptere, at arbejdet aldrig bliver færdig. Der kommer alligevel 100 nye e-mail næste dag. Men der er ikke vandtætte skodder. Når jeg står og serverer cornflakes eller pandekager, er det jo ikke forbudt at tænke på noget andet end sine børn.«
Sushi for eksempel! .
Pleasure fik svaret, da vi mødte Sille Bjerrum – en energisk iværksætter og stolt socialist, der for 10 årsiden investerede 37,50 pund og dermed begyndte eventyret om Feng Sushi.
LONDON – Elegante skiver rå tun og laks serveret på danskdesignet porcelæn lander foran os. Kvinden overfor mig snakker ufortrødent videre trods de farverige, distraherende japanske lækkerier.
Åh jo, du kan tro, at jeg tit bliver spurgt, hvordan en dansk kvinde er endt i spidsen for en sushikæde
For sushi er ligeså meget hverdagskost som passion for danske Sille Bjerrum, der spiser her på Feng Sushi mindst fire gange om ugen. Jobbet fylder ekstremt meget, men hun er også mor til to små børn og insisterer på, at der er andet end sushi i livet.
Den 38årige autodidakte kok har været med til at bygge kæden op fra bunden for snart 10 år siden. I dag som øverste chef. De første mange år som køkkenchef, så der er skandinaviske input som gravad laks og remoulade på menuen.
På disken står hendes kogebog »Simple Japanese,« der både er udkommet på dansk og engelsk, og hun driver en travl sushi-skole i Notting Hill-bydelen.
Danskerens ekspertise blev for alvor anerkendt, da hun som den første kvinde blev inviteret med til den årlige, internationale Sushi Samurai konkurrence i London.
»Åh jo, du kan tro, at jeg tit bliver spurgt, hvordan en dansk kvinde er endt i spidsen for en sushikæde.«
Umiddelbart synes der også langt fra ungdommens drømme om blive teaterskrædder i Paris til at blive sushidronning i London. Men faktisk passer det hele meget godt sammen.
»Da jeg første gang stødte på sushi midt i 1990’erne, kunne jeg simpelthen ikke forstå, at det var gået min næse forbi. Jeg elsker at lave sushi. Det hele er så småt, skal passe sammen, og fisken skal skæres med ekstrem præcision. Det er lidt som en skræddersyet mad.«
Sille Bjerrum blev født i København i 1970, men var kun otte måneder gammel, da forældrene blev skilt, og hun flyttede til Odense med sin mor. Det var en ret hård skilsmisse, har storesøsteren, kokken og forfatteren Trine Hahnemann fortalt. Selv om de to blev delt, har de et tæt forhold til hinanden og deres fire halvsøskende.
»Skilsmissen gik hen over hovedet på mig, og jeg blev skånet for meget følelsesmæssigt. Men jeg kan godt huske, at det var mærkeligt at være skilsmissebarn, da jeg kom i skole, så den har alligevel påvirket og givet mig en enorm vilje til, at jeg vil kæmpe for mit eget forhold. Det betyder meget for mig at blive sammen og arbejde gennem problemer.«
Modsat har begge forældre, der var skolelærere og dybt venstreorienterede, givet hende nogle værdier, og hun er stolt af at være vokset op i et politisk aktivt hjem. Mens mange jævnaldrende måske højst lige havde hørt om Anker Jørgensen, var Sille Bjerrum tidligt meget interesseret i politik, med til partifester, havde små jobs på SF’s kontor i Odense og insisterede på at betale 500 kr. i husleje, da hun var 14 år.
»Jeg havde fået mine første tre rigtige job (en avisrunde om morgenen inden skole, børnepasning for naboen og to eftermiddage i den lokale slikbutik) og tjente 3500 kr. Så mange penge havde min familie jo ikke til sig selv, og jeg fik samtidig indflydelse på, hvad vi skulle have i køleskabet, siger restauratøren, der i dag har en fast årlig indtægt på 75.000 pund eksklusiv bonus.
Med fisk som levevej
Ligesom politikken fik hun interessen for mad med hjemmefra. Der blev serveret friskbagt rugbrød med hjemmedyrkede tomater og æg i haven i barndomshjemmet bag Brandts Klædefabrik i Odense. Forkærligheden for fisk blev grundlagt på faderens båd, hvor hun spiste friskrøgede makreller. Men ingen i familien har haft mad som levevej før de to søstre.
Da jeg første gang stødte på sushi midt i 1990’erne, kunne jeg simpelthen ikke forstå, at det var gået min næse forbi. Jeg elsker at lave sushi
»Jeg har altid set mig selv som kreativ. Jeg kunne sidde i timevis med perleplader, byggede dukkehuse, og som yngre syede jeg alt mit tøj. I gymnasiet fik jeg pludselig en masse 10 og 11-taller i fag, som jeg slet ikke havde ventet,« siger hun og joker lidt med, at det kom bag på hende, at hun var klog.
Som barn af skolelærere følte hun sig forpligtet til at bruge de gode karakterer og læste filosofi og litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
»Det er jo noget af det fantastiske ved at vokse op i Danmark. Den uddannelse tog jeg bare som et privilegium. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle på den anden side. Jeg tog det ligesom en dannelsesrejse.«
Inden studieårene havde hun haft en fantastisk, etårig flirt med London og hele rave-scenen i de spæde 90’ere. Metropolens enorme udbud og friheden ved at være langt hjemmefra kunne København ikke hamle op med. Så for 14 år siden rykkede hun igen til London, tog resten af uddannelsen pr. korrespondance og byggede ovenpå med en mastergrad i sociologi på Goldsmiths University.
»London passer bare godt til min personlighed. Da jeg kom hertil, var jeg dybt fascineret af, at jeg bare kunne gøre, hvad jeg ville. København var for lille for mig. Og så kunne jeg ikke helt forholde mig til alle de københavnere, der bare elsker København så meget.«
Drømme om Danmark
Senere da interviewet fortsætter i hendes bil, mens hun drøner forbi Big Ben og Parlament Square, indrømmer hun, at hun de første mange år havde en næsten aggressiv afstand til hjemlandet. Det er mildnet med årene, og hun har også drømme om at åbne noget i Danmark en dag.
»Det er svært at finde et mere multikulturelt og tolerant samfund end London. Det danske skolesystem er tiltrækkende, og somrene er fantastiske. Så jeg vil ikke udelukke noget. Vi tager, det som det kommer.«
Hendes mand, Dave, er britisk-vestindisk, men født og opvokset i England og har gået på en af de gode kostskoler. Han er ved at gøre sine historie-studier færdige. Etnisk blandede par er fuldkommen almindeligt i London, og den eneste gang, parret har oplevet en snert af fordomme, var på en ferie i Skagen.
»Jeg var gravid med Mia, og vi følte os lidt stirret på. Men det er alt.«
De mødtes til en Valentines-fest, og de første fem år gik de fra hinanden flere gange og fandt sammen igen. Meget dramatiske år. Indtil de rundede 30 og tog deres forelskelse alvorligt og indså, at de ikke kunne blive ved med at lege 17-årige.
Sushien kom ind i hendes liv et par år inden Dave. En dansk veninde kendte to excentriske mænd, der manglede en person med forstand på open face sandwiches (lidt ligesom dansk smørrebrød, red.) til sushi- og sandwichbaren Nippon Tuk. Et perfekt studiejob.
De dansk-inspirerede håndmadder var der dog ikke den store efterspørgsel efter, og Sille Bjerrum lærte i stedet at lave sushi.
»De første år som kok, var jeg meget bekymret for, at min uddannelse skulle blive forældet. Men efterhånden er det blevet mere tydeligt for mig, at jeg bruger min akademiske baggrund mere og mere.
Sit livs investering
Efter et par år i anden sandwichkæde tilbød den tidligere arbejdsgiver, Jeremy Rose, hende et partnerskab i en ny sushikæde.
»Jeg havde ingen penge, men han var afhængig af min know how. Jeg investerede 37,50 pund, fik 7,5 pct. og blev en af de seks aktionærer. Det kan man vel kalde en god investering,« tilføjer hun med et underspillet smil.
I stigende grad er hun blevet involveret i alt inden for drift. Undtagen to ting.
»Jeg laver ikke agurke-maki, for dem har jeg lavet 15.000 af. Og nok er jeg socialist, men jeg vasker ikke gulve. Man er nødt til at uddelegere noget. Men gennem begge mine graviditeter, har jeg ligget på knæ i syvende måned og gjort køleskabe rene. Min stil er rimelig hands on! Nu er jeg sjældent i køkkenet, og det er en god udvikling for mig personligt, at jeg kan koncentrere mig om de store linjer. Det er muligt at have et godt job og tjene gode penge og holde fast i nogle af de socialistiske principper. For eksempel er tryghed, gode arbejdsvilkår, barsel og aftaler om flekstid for de ansatte enormt vigtigt. Det har familier brug for.«
Som chef og mor til Sugar Ray på snart fire år og Mia på to er hendes hverdag et puslespil med uforudsigelige brikker.
»Det er da totalt dobbelt-arbejde at have børn og karriere. Men al respekt for de mange engelske kvinder, der går hjemme. Det egner jeg mig virkelig ikke til. Jeg ville male hele huset hver anden uge. Jeg fik mit første barn som 34årig og havde kørt karriere i en del år, så kan man ikke lige pludselig være uambitiøs. Jeg er heldig, at min mand ikke arbejder så mange timer og ikke er karriere-mindet på samme måde som mig. Det ville være meget svært. Der er ikke så meget millimeter-demokrati i vores forhold. Vi deles om børnene, han laver mad, og jeg står for det huslige. Det er ikke 50/50, men til gengæld er der ingen konkurrence mellem os omkring arbejde.«
Hjemme i huset i bydelen Acton bliver der i stedet konkurreret om deres fælles passion mad og diskuteret, om ænderne til Peking Duck skal hænge til tørre i kælderen eller børnenes klædeskab.
Dave udfordrer også klicheen om manden, der ikke kan tåle, når kvinden tjener mest.
»Det passer ham helt fint. For mig betyder det alting, at jeg er ved, at når jeg ikke selv er sammen med mine børn, er deres far. Vi har også gode barnepiger. Jeg håber bare aldrig, at vi bliver sådan en familie, der bliver totalt afhængige af barnepiger.«
»Taberen« i puslespillet er hende selv. For selv en inkarneret multitasker kan umuligt nå det hele.
»Jeg har på fjerde år hemmelige drømme om, at jeg går i spa. Jeg får ikke motioneret nok. Jeg har altid spist sundt, bare for meget af det sunde. Men det er svært for mig at holde vægten nede især efter, at jeg har fået børn. Jeg vil gerne tabe mig, men det vigtigste for mig er at være sund og i form. Man er også nødt til at have realistiske mål. Jeg har to små børn og en karriere.«
Her er det igen godt at være gift med sin egen modsætning.
»Vi er TOTALT forskellige, men supplerer hinanden godt. Da jeg mødte ham, kom der nye termer ind i mit liv. For eksempel lounging. Det er, når man ligger på sofaen hele søndagen og ser serier i fjernsynet. Det har jeg lært lidt, og det er meget sundt for mig.«
For inde i Sille Bjerrums hoved er der sjældent helt fyraften. Men hun kender arbejdsnarkomaniens bagside og fik et wake up call, da hun for lidt over et år siden åbnede en ny filial og dårligt nok så sin søn og lille ottemåneder gamle datter i tre uger.
»Det kunne jeg ikke holde til. Jeg troede, at det ville gå, hvis man bare har organiseret alt på hjemmefronten. Problemet var, at jeg savnede dem for meget. Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at organisere mit arbejdsliv anderledes.«
Lørdag er i dag helliget familien – næsten. Og hun vil hellere »ofre sig selv« og stå op kl. 5 om morgenen, arbejde og derefter have tid til at være sammen med børnene.
»Min mand synes selvfølgelig, at det er irriterende, at jeg nogle gange går i seng kl. 21. Parforhold er hårdt arbejde. Nogle gange kører det bare strygende. Andre gange er det bare arghhh... Nu bor vi sammen som familie, og det er rimeligt hårdt for mig, der er vant til gøre lige præcis, hvad jeg vil. De sidste par år har jeg lært at skulle prioritere mit hjemmeliv. Jeg kan lige så godt acceptere, at arbejdet aldrig bliver færdig. Der kommer alligevel 100 nye e-mail næste dag. Men der er ikke vandtætte skodder. Når jeg står og serverer cornflakes eller pandekager, er det jo ikke forbudt at tænke på noget andet end sine børn.«
Sushi for eksempel! .
