Det er formentlig en kendt dansker eller to, der rundt om i det ganske land i disse uger sidder og oplever den sande betydning af ordet skadefryd. For der er mere end et fåtal, der har slået sig – og slået sig hårdt – på mediedamptromlen Henrik Qvortrup, når han er buldret igennem de kendte, de kongelige og Christiansborgs politikere.
Det er da heller ikke uden en vis portion galgenhumor, at Henrik Qvortrup erkender, at han de seneste uger er blevet sit eget idealoffer – den ideelle Se og Hør-historie.
"Den her historie har alt," siger Qvortrup, da Pleasure møder ham på en café over for hjemmet på Frederiksberg.
"Vi har noget påstået hacking, der er vildt oppe i tiden, vi har nogle forurettede, der er kendte. Vi har tilmed et kongehus, der er blandet ind i det. Vi har nogle politikere, der begynder at røre på sig. Tilmed en tidligere statsminister. På skurkesiden har vi den skaldede hævner. Svinet over dem alle. Sladrekongen. Manden, som i mange år har været et horn i siden på mange folk," siger han.
Det er ikke første gang, Henrik Qvortrup oplever at få kanonerne rettet mod sig selv. I folketingsvalgkampen 2007 bragte Se og Hør en serie artikler, der beskyldte politikeren Naser Khader – frontfigur i det hedengangne Ny Alliance, der stod til at blive kongemager – for at have fået udført sort arbejde.
De fleste husker nok tv-billederne af en rasende Khader, der kaldte Qvortrup et svin, Se og Hørs ageren blev en historie i sig selv, og efterfølgende endte sagen i pressenævnet. En sag, som Se og Hør dog vandt.
Men denne gang er det anderledes. Denne gang er det ikke bare en sag om, hvorvidt en historie er gået til grænsen eller over den.
Denne gang er det spørgsmålet om, hvorvidt Se og Hør systemetisk har overvåget kendte og udvalgte politikere ved hjælp af kreditkortoplysninger, som bladet har skaffet sig adgang til på ulovlig vis, og om det var Henrik Qvortrup, der stod som bagmanden bag det hele.
Sagen har allerede kostet ham jobbet som kommentator på TV 2. Nu er spørgsmålet, om den også koster ham en tur i fængsel.
Det er en tidligere ansat på Se og Hør, der har sat lavinen i gang. I bogen "Livet det forbandede" giver journalisten Ken B. Rasmussen et indblik i livet i sladderpressen og dens arbejdsmetoder. Qvortrup siger i dag, at hans indtryk er, at de to egentlig havde et meget godt forhold.
Henrik Qvortrup tiltrådte som chefredaktør på Se og Hør i 2001 efter et kort og tumultarisk ophold som en del af chefredaktionen på BT, hvor han blev fyret efter blot ti måneder efter uenighed med den øvrige ledelse. Han siger, at han på Se og Hør godt kunne lide Ken B. Rasmussen.
Hans kontante stil passede godt ind i den omlægning af ugebladet, som Qvortrup satte i gang, hvor man gik fra at være venner med de kendte til en langt hårdere tabloid linje.
"Han var en journalist, der passede meget godt ind i det lidt hårdkogte Se og Hør, jeg gerne ville lave, og som jeg jo ikke lavede helt tilfældigt. Det var en strategisk beslutning for Aller, at vi gerne ville lave et hårdtslående blad. Og det passede han fint ind i."
Ken B. Rasmussen var manden, der leverede historier ved hjælp af utraditionelle metoder. Qvortrup husker en sag, hvor Rasmussen gennem et chatforum fik kontakt til en mand, der udgav sig for at være kendte danskere for at komme i kontakt med unge piger.
"Så mødte han op ude i en eller anden københavnsk forstad og spurgte: "Hvorfor skriver du sådan noget på din chat?" Det er jo ikke noget, enhver journalist synes er fedt at gøre. Men det gjorde han."
Men bladets utraditionelle arbejdsmetoder gik videre end blot at opspore perverse typer via chatfora. Ken B. Rasmussen fortæller i sin bog om "tys-tys-kilden" – manden, der via sin ansættelse i Nets kunne skaffe adgang til de kendtes kreditkortoplysninger.
"Med det forbehold, at vi er seks et halvt år tilbage i tiden, så husker jeg det sådan, at jeg får at vide, at der er én, der kan noget interessant, noget godt i forhold til, hvor de kendte befinder sig. Den her mand bliver jeg præsenteret for, og så får han nogle penge, som så mange andre kilder fik," siger Henrik Qvortrup.
Så det var et arrangement, der kom op at stå, mens du var chefredaktør?
"Det har været et arrangement, der kom op at stå i min tid al den stund, at den første kontakt mellem ham og bladet finder sted i min tid."
Hvordan foregik det? Fik han et beløb pr. tip, eller var han på en fast betaling?
"Jeg husker det simpelthen ikke, men der var mange af vores kilder, der fik fast betaling. Vi havde kilder rundtomkring i det københavnske natteliv, vi havde kilder alle mulige steder, som fik en eller anden fast betaling for at give os nogle oplysninger. Det arrangement var ikke specielt, fordi der var masser af meddelere, tippere og i øvrigt andre kendte, der fortalte om yderligere andre kendte, som også på en eller anden måde fik penge af os. Den der checkhæfte-journalistik kan man jo mene meget om, men sådan arbejdede vi," siger Qvortrup, der samtidig afviser, at fik at fik at vide, hvordan tys-tys-kilden fik sine informationer og helt kategorisk afviser, at han spillede, hvad han kalder en "mastermind-rolle" i indsamlingen af oplysninger om de kendte.
"Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor meget jeg fik at vide om ham. Det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at jeg ikke fik at vide, at han sad på ulovlig vis og hackede sig ind i nogle systemer. Det var ikke mit indtryk."
Men det er jo noget svært at forstå, hvordan du ikke kunne vide det?
"Ja, og det kan jeg godt forstå, at der er nogle, der undrer sig over. Det er også derfor, jeg siger, at jeg burde have spurgt mere ind til det. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg gjorde det bare ikke. Men der skal du forstå, at som chefredaktør går man jo ikke altid ind i detaljerne."
Det var måske i virkeligheden en del af opskriften?
"Det ved jeg ikke, om det var. Jeg kan bare sige, at det gjorde jeg ikke, hvad jeg jo forbander i dag."
Men ved ikke at spørge ligger der vel også et valg om ikke at ville vide, hvor historien kommer fra?
"Det kan man godt sige. Men vi er seks et halvt år tilbage, og det er ikke noget, der har fyldt noget som helst. Det har det gjort på det seneste, men det har været rekapituleringsmetoden, jeg har været nødt til at tage i anvendelse. Jeg har senere fået at vide, hvad manden hedder. Det havde jeg glemt alt om. Men det er muligt, at man kan argumentere for, at jeg har forbrudt mig mod tåbeparagraffen."
Så du var ikke som chefredaktør involveret i egentlige redaktionelle ledelsesmøder, hvor I diskuterede, om I skulle køre historierne eller ej?
"Jo, det har jeg været i alle historier. Jeg var i princippet involveret i alt, jeg var også med til at lave forsider, men det er jo ikke det samme som at sige, at jeg nødvendigvis var involveret helt ned i detaljen i, hvordan de oplysninger var tilvejebragt."
Men hvorfor spurgte du ikke om det?
"Det er jo også det, jeg siger, at i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne jeg med stor fordel have spurgt
ind til det. Men i min verden var det, der foregik, noget, der kan sammenlignes med check-in-damen ude hos SAS, hofchaufføren, der fortæller, hvornår de kører ud ad porten, flyvelederen, der fortæller, hvornår de flyver ud, den hospitalsansatte, som kan fortælle sådan og sådan, bartenderen, der kan fortælle et eller andet. Hvad er det præcist, de gør. I don't know, og jeg spurgte heller ikke ind til det. Det er sandheden."
Men er det ikke, hvad man ville kalde en belejlig ansvarsfraskrivelse?
"Kald det, hvad du vil. Men det er sandheden."
Men hvor Henrik Qvortrup altså afviser, at Se og Hørs dækning byggede på ulovligheder – eller i hvert fald afviser, at han kendte til det – så både forsvarer og fastholder han rimeligheden i at gå hårdt og tæt på de kendte. Særligt når det gælder politikere.
Qvortrup er et politisk dyr til fingerspidserne. Han begyndte som politisk journalist i 90'erne, hvor han skrev en meget rost bog, der gik bag om og tæt på daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Og han mener, at det nødvendigt at gå tæt på politikerne.
"I en tid, hvor det er forbundet med de allerstørste vanskeligheder at forklare en udlænding, hvad der egentlig er forskellen på, om vi har en Venstre-statsminister, eller vi har en socialdemokratisk statsminister, så er det på mange måder naturligt, at der kommer en anden målestok ind over det politiske," siger Henrik Qvortrup, der samtidig erindrer om, at politikerne sjældent er tilbageholdende med at invitere medierne inden for i deres private hjem for at vise deres familiære sider.
"Så er der også en vis logik i, at man i den politiske journalistik går tæt på, hvad det for nogle folk, der er i politik."
Men er det ikke en moralsk gummiparagraf, der kan bruges til at retfærdiggøre en hvilken som helst dækning?
"Jeg ved ikke, hvad det er for historier, dansk presse er gået for langt med. Jeg synes jo stadigvæk, at vi er lysår fra at være der, hvor briterne og amerikanerne er."
Uanset hvad er han afskåret fra at dække politik – og nogen som helst andet for den sags skyld. Mens politiets arbejde med at optrævle, hvad der er op og ned på Se og Hør-sagen, er Henrik Qvortrup sat i den allersorteste del af skammekrogen.
Han fortæller, at han trods den åbenlyse skadefryd i offentligheden også får mange rosende ord med på vejen for sit virke som politisk kommentator – uden for citat ganske vist.
"Det er selvfølgelig rart at få den slags tilkendegivelser, men der er jo også noget bittersødt over det. Forstået på den måde, at i svage stunder kan man godt blive ramt af: Det er meget godt, men hvorfor er det så lige, jeg ikke skal blive ved med det," spørger Qvortrup, der tilføjer, at han glæder sig til, at han ikke er den, der skal bære hele ansvaret for pressens moralske forfald, blot fordi han er den, der har stukket næsen længst frem.
Men medierne har jo i virkeligheden bare fulgt din egen logik?
"Det er også derfor, jeg siger, at det har jeg ikke noget problem med. Det kan jeg godt forstå. Men derfor kan jeg godt længes efter den dag, hvor kendt ikke er lig med skyldig.
Har du lyst til at komme tilbage og kommentere politik?
"Det må jeg sige, at jeg har. Jeg er jo enormt ked af, at jeg måtte forlade mit arbejde på TV 2, for det var jeg rigtig, rigtig glad for. Politik er min interesse, men jeg kan også godt forstå, at det måtte gå sådan. Det er meget sundt lige at være omme på den anden side af dér, hvor man har befundet sig og prøve at være ofret og ikke skarpretteren," siger Henrik Qvortrup.
Det er da heller ikke uden en vis portion galgenhumor, at Henrik Qvortrup erkender, at han de seneste uger er blevet sit eget idealoffer – den ideelle Se og Hør-historie.
"Det er meget sundt lige at være omme på den anden side af dér, hvor man har befundet sig og prøve at være ofret og ikke skarpretteren"
"Den her historie har alt," siger Qvortrup, da Pleasure møder ham på en café over for hjemmet på Frederiksberg.
"Vi har noget påstået hacking, der er vildt oppe i tiden, vi har nogle forurettede, der er kendte. Vi har tilmed et kongehus, der er blandet ind i det. Vi har nogle politikere, der begynder at røre på sig. Tilmed en tidligere statsminister. På skurkesiden har vi den skaldede hævner. Svinet over dem alle. Sladrekongen. Manden, som i mange år har været et horn i siden på mange folk," siger han.
Det er ikke første gang, Henrik Qvortrup oplever at få kanonerne rettet mod sig selv. I folketingsvalgkampen 2007 bragte Se og Hør en serie artikler, der beskyldte politikeren Naser Khader – frontfigur i det hedengangne Ny Alliance, der stod til at blive kongemager – for at have fået udført sort arbejde.
De fleste husker nok tv-billederne af en rasende Khader, der kaldte Qvortrup et svin, Se og Hørs ageren blev en historie i sig selv, og efterfølgende endte sagen i pressenævnet. En sag, som Se og Hør dog vandt.
Men denne gang er det anderledes. Denne gang er det ikke bare en sag om, hvorvidt en historie er gået til grænsen eller over den.
Denne gang er det spørgsmålet om, hvorvidt Se og Hør systemetisk har overvåget kendte og udvalgte politikere ved hjælp af kreditkortoplysninger, som bladet har skaffet sig adgang til på ulovlig vis, og om det var Henrik Qvortrup, der stod som bagmanden bag det hele.
Sagen har allerede kostet ham jobbet som kommentator på TV 2. Nu er spørgsmålet, om den også koster ham en tur i fængsel.
Ekskollegaen
Det er en tidligere ansat på Se og Hør, der har sat lavinen i gang. I bogen "Livet det forbandede" giver journalisten Ken B. Rasmussen et indblik i livet i sladderpressen og dens arbejdsmetoder. Qvortrup siger i dag, at hans indtryk er, at de to egentlig havde et meget godt forhold.
Henrik Qvortrup tiltrådte som chefredaktør på Se og Hør i 2001 efter et kort og tumultarisk ophold som en del af chefredaktionen på BT, hvor han blev fyret efter blot ti måneder efter uenighed med den øvrige ledelse. Han siger, at han på Se og Hør godt kunne lide Ken B. Rasmussen.
Hans kontante stil passede godt ind i den omlægning af ugebladet, som Qvortrup satte i gang, hvor man gik fra at være venner med de kendte til en langt hårdere tabloid linje.
"Han var en journalist, der passede meget godt ind i det lidt hårdkogte Se og Hør, jeg gerne ville lave, og som jeg jo ikke lavede helt tilfældigt. Det var en strategisk beslutning for Aller, at vi gerne ville lave et hårdtslående blad. Og det passede han fint ind i."
Ken B. Rasmussen var manden, der leverede historier ved hjælp af utraditionelle metoder. Qvortrup husker en sag, hvor Rasmussen gennem et chatforum fik kontakt til en mand, der udgav sig for at være kendte danskere for at komme i kontakt med unge piger.
"Så mødte han op ude i en eller anden københavnsk forstad og spurgte: "Hvorfor skriver du sådan noget på din chat?" Det er jo ikke noget, enhver journalist synes er fedt at gøre. Men det gjorde han."
Arbejdsmetoderne
Men bladets utraditionelle arbejdsmetoder gik videre end blot at opspore perverse typer via chatfora. Ken B. Rasmussen fortæller i sin bog om "tys-tys-kilden" – manden, der via sin ansættelse i Nets kunne skaffe adgang til de kendtes kreditkortoplysninger.
"Med det forbehold, at vi er seks et halvt år tilbage i tiden, så husker jeg det sådan, at jeg får at vide, at der er én, der kan noget interessant, noget godt i forhold til, hvor de kendte befinder sig. Den her mand bliver jeg præsenteret for, og så får han nogle penge, som så mange andre kilder fik," siger Henrik Qvortrup.
Så det var et arrangement, der kom op at stå, mens du var chefredaktør?
"Det har været et arrangement, der kom op at stå i min tid al den stund, at den første kontakt mellem ham og bladet finder sted i min tid."
Hvordan foregik det? Fik han et beløb pr. tip, eller var han på en fast betaling?
"Jeg husker det simpelthen ikke, men der var mange af vores kilder, der fik fast betaling. Vi havde kilder rundtomkring i det københavnske natteliv, vi havde kilder alle mulige steder, som fik en eller anden fast betaling for at give os nogle oplysninger. Det arrangement var ikke specielt, fordi der var masser af meddelere, tippere og i øvrigt andre kendte, der fortalte om yderligere andre kendte, som også på en eller anden måde fik penge af os. Den der checkhæfte-journalistik kan man jo mene meget om, men sådan arbejdede vi," siger Qvortrup, der samtidig afviser, at fik at fik at vide, hvordan tys-tys-kilden fik sine informationer og helt kategorisk afviser, at han spillede, hvad han kalder en "mastermind-rolle" i indsamlingen af oplysninger om de kendte.
"Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor meget jeg fik at vide om ham. Det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at jeg ikke fik at vide, at han sad på ulovlig vis og hackede sig ind i nogle systemer. Det var ikke mit indtryk."
Men det er jo noget svært at forstå, hvordan du ikke kunne vide det?
"Ja, og det kan jeg godt forstå, at der er nogle, der undrer sig over. Det er også derfor, jeg siger, at jeg burde have spurgt mere ind til det. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg gjorde det bare ikke. Men der skal du forstå, at som chefredaktør går man jo ikke altid ind i detaljerne."
Det var måske i virkeligheden en del af opskriften?
"Det ved jeg ikke, om det var. Jeg kan bare sige, at det gjorde jeg ikke, hvad jeg jo forbander i dag."
Men ved ikke at spørge ligger der vel også et valg om ikke at ville vide, hvor historien kommer fra?
"Det kan man godt sige. Men vi er seks et halvt år tilbage, og det er ikke noget, der har fyldt noget som helst. Det har det gjort på det seneste, men det har været rekapituleringsmetoden, jeg har været nødt til at tage i anvendelse. Jeg har senere fået at vide, hvad manden hedder. Det havde jeg glemt alt om. Men det er muligt, at man kan argumentere for, at jeg har forbrudt mig mod tåbeparagraffen."
Så du var ikke som chefredaktør involveret i egentlige redaktionelle ledelsesmøder, hvor I diskuterede, om I skulle køre historierne eller ej?
"Jo, det har jeg været i alle historier. Jeg var i princippet involveret i alt, jeg var også med til at lave forsider, men det er jo ikke det samme som at sige, at jeg nødvendigvis var involveret helt ned i detaljen i, hvordan de oplysninger var tilvejebragt."
Men hvorfor spurgte du ikke om det?
"Det er jo også det, jeg siger, at i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne jeg med stor fordel have spurgt
ind til det. Men i min verden var det, der foregik, noget, der kan sammenlignes med check-in-damen ude hos SAS, hofchaufføren, der fortæller, hvornår de kører ud ad porten, flyvelederen, der fortæller, hvornår de flyver ud, den hospitalsansatte, som kan fortælle sådan og sådan, bartenderen, der kan fortælle et eller andet. Hvad er det præcist, de gør. I don't know, og jeg spurgte heller ikke ind til det. Det er sandheden."
Men er det ikke, hvad man ville kalde en belejlig ansvarsfraskrivelse?
"Kald det, hvad du vil. Men det er sandheden."
Tættere på de kendte
Men hvor Henrik Qvortrup altså afviser, at Se og Hørs dækning byggede på ulovligheder – eller i hvert fald afviser, at han kendte til det – så både forsvarer og fastholder han rimeligheden i at gå hårdt og tæt på de kendte. Særligt når det gælder politikere.
Qvortrup er et politisk dyr til fingerspidserne. Han begyndte som politisk journalist i 90'erne, hvor han skrev en meget rost bog, der gik bag om og tæt på daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Og han mener, at det nødvendigt at gå tæt på politikerne.
"I en tid, hvor det er forbundet med de allerstørste vanskeligheder at forklare en udlænding, hvad der egentlig er forskellen på, om vi har en Venstre-statsminister, eller vi har en socialdemokratisk statsminister, så er det på mange måder naturligt, at der kommer en anden målestok ind over det politiske," siger Henrik Qvortrup, der samtidig erindrer om, at politikerne sjældent er tilbageholdende med at invitere medierne inden for i deres private hjem for at vise deres familiære sider.
"Så er der også en vis logik i, at man i den politiske journalistik går tæt på, hvad det for nogle folk, der er i politik."
Men er det ikke en moralsk gummiparagraf, der kan bruges til at retfærdiggøre en hvilken som helst dækning?
"Jeg ved ikke, hvad det er for historier, dansk presse er gået for langt med. Jeg synes jo stadigvæk, at vi er lysår fra at være der, hvor briterne og amerikanerne er."
I skammekrogen
Uanset hvad er han afskåret fra at dække politik – og nogen som helst andet for den sags skyld. Mens politiets arbejde med at optrævle, hvad der er op og ned på Se og Hør-sagen, er Henrik Qvortrup sat i den allersorteste del af skammekrogen.
Han fortæller, at han trods den åbenlyse skadefryd i offentligheden også får mange rosende ord med på vejen for sit virke som politisk kommentator – uden for citat ganske vist.
"Det er selvfølgelig rart at få den slags tilkendegivelser, men der er jo også noget bittersødt over det. Forstået på den måde, at i svage stunder kan man godt blive ramt af: Det er meget godt, men hvorfor er det så lige, jeg ikke skal blive ved med det," spørger Qvortrup, der tilføjer, at han glæder sig til, at han ikke er den, der skal bære hele ansvaret for pressens moralske forfald, blot fordi han er den, der har stukket næsen længst frem.
Men medierne har jo i virkeligheden bare fulgt din egen logik?
"Det er også derfor, jeg siger, at det har jeg ikke noget problem med. Det kan jeg godt forstå. Men derfor kan jeg godt længes efter den dag, hvor kendt ikke er lig med skyldig.
Har du lyst til at komme tilbage og kommentere politik?
"Det må jeg sige, at jeg har. Jeg er jo enormt ked af, at jeg måtte forlade mit arbejde på TV 2, for det var jeg rigtig, rigtig glad for. Politik er min interesse, men jeg kan også godt forstå, at det måtte gå sådan. Det er meget sundt lige at være omme på den anden side af dér, hvor man har befundet sig og prøve at være ofret og ikke skarpretteren," siger Henrik Qvortrup.
