Siden 1957 har kun 300 mænd gennemført uddannelsen og er blevet en del af en lukket kreds, der kan og skal præstere på absolut topniveau.
"Frømand er man altid, også selvom man ikke længere er aktiv. Man er frømand, fra man har gennemgået uddannelsen, og til man går i graven. Vi deler vores elevtid og nogle fælles værdier og senere også intense erfaringer og oplevelser sammen, og det præger os. Nogle gange har vi endda tilbragt mere tid sammen med hinanden, end vi har med vores familier," fortæller PJ som rammen om denne fortælling.
"Hvert ur vil blive unikt præget af ejermandens brug. Fra Grønlands minus 50 grader til Somalias måske plus 50 grader"
Initialerne er hans dæknavn i Frømandskorpset, og han har været primus motor på vegne af korpsets private forening, Conventus Ranae, i forbindelse med anskaffelsen af en speciel ikke-kommerciel udgave af Linde Werdelins Oktopus-dykkerur.
Conventus Ranae betyder direkte oversat fra latin "en forsamling af frøer", og på vegne af foreningen gik PJ for et par år siden i gang med at finde et samlingspunkt.
"Vi har selvfølgelig vores korpsmærke, skjoldet og et uddannelsesmærke, men ikke en genstand som så – og det ville vi rigtig gerne have. Det skulle være en genstand, der fejrer vores fællesskab, noget, som relateres til vores arbejde, og et minde, som vi kan tage med os overalt, også selvom man beskæftiger sig med noget helt andet i civil. Linde Werdelin fremstod efter noget research som det eneste danske kvalitetsdykkerurmærke," siger PJ.
Et ur til de danske frømænd skal kunne holde til helt andre forhold end almindelige dykkerure.
Et af projektkriterierne var netop, at det skulle være et dansk firma, der kunne levere et robust ur. PJ var langt fra ur-ekspert, da projektet gik i gang, men efter at have set på flere ure de seneste to år, end han tidligere har kigget på i hele sit liv, kan han ikke frasige sig en ganske udpræget interesse i dag.
På vegne af Conventus Ranae tog PJ kontakt til medstifter, medejer og kreativ ansvarlig Morten Linde fra Linde Werdelin, der så en fantastisk mulighed for at få afprøvet firmaets dykkerure under mere ekstreme forhold.
For at have nogle fælles referencepunkter for ure blev et par frømænd efter det første møde udstyret med Linde Werdelin-ure, så de kunne teste dem under træningsforhold. Feedbacken var klar: Dykkerne ville gerne se deres historier og dyder reflekteret i uret, der skulle være klassisk-enkelt, maskulint og robust.
"Det måtte gerne have en vis tyngde og fylde for at have en snert af gammeldags dykkerur over sig," fortæller PJ og tilføjer med et glimt i øjet:
"Ja, for stereotypen på en rigtig dykker er jo store lår basser, kæmpemæssige tatoveringer, en dolk bundet til læggen og et kæmpe dykkerur, der vejer godt til – så bliver det ikke meget mere maskulint.
Behov for ekstra lys
Efter at have rundet klichéerne for dykkerne og deres ure fortæller Morten Linde om processen.
"Vi vidste hele tiden, at vi ville tage udgangspunkt i vores Oktopus-ur og efter at have set, hvordan mændene brugte uret i praksis, fik vi et bedre indblik i deres behov," forklarer Morten Linde.
For PJ var det fascinerende at opleve, hvordan designteamet bestående af Morten Linde og Peter Singer Hansen arbejdede.
"Jeg har skullet forsøge at formidle dem sjælen i det, vi laver, og hvad vi har brug for, og heldigvis forstod Morten hurtigt, hvad jeg mente, og hvor vi skulle hen," fortæller PJ.
De vigtigste behov blev hurtigt listet op. Uret skulle udsende mest muligt lys, tallene måtte ikke kunne falde af skiven, lumen måtte ikke bare være limet på og skiven skulle være letlæselig om natten samtidig med, at minutter og datofelt blev bevaret på skiven. Datofeltet er vigtigt for Frømandskorpset, fordi der arbejdes hen over nattetimerne, og fordi arbejdet involverer en del rejser i forskellige tidszoner.
"Som et Conventus Ranae-projekt ønskede vi os et dansk dykkerur. Urfirmaets nationalitet betød faktisk noget for os i den sammenhæng"
Og så var det ellers op til Morten Lind at komme med en løsning. En af udfordringerne var behovet for at kunne aflæse uret fra alle vinkler, også under grumset nattesort vand.
"Vi er endt med at konstruere en slags sandwich af en blok af selvlysende pigment, kendt som luminant, under urskiven, så uret kan aflæses fra alle vinkler og ikke kun frontalt," fortæller Morten Linde, mens han på en blok hurtigt tegner sig gennem konstruktionen af skivens underlag.
Som noget særligt kan man på frømændenes ur se de lysende visere fra alle vinkler.
Mens han har gang i tegneblokken, illustrerer han ved små diagramtegninger, hvordan andre urfirmaer har konstrueret deres ure, og hvorfor de af forskellige grunde ikke er optimale.
Det ene urmærkes lysende skivetal kan kun ses fra enkelte vinkler, mens der på andre ure er risiko for, at tallene kan falde af skiverne – begge dele på ingen måde acceptabelt for et frømandsur.
Løsningen blev fundet efter adskillige besøg på fabrikker i Schweiz, der fremstiller råpigment, besøg hos andre fabrikker, der blander råpigmentet med bindemiddel, som gør det til maling, og til sidst hos Linde Werdelins skiveproducent. En blok af lumen, der rager 0,6 mm op over skiven, giver maksimal luminescens, som kan ses fra samtlige vinkler – og giver en holdbarhed på nogle århundreder.
Stabil standard
Conventus Ranaes Oktopus-ur ligner godt nok de Oktopus-ure, der i forvejen er i handlen, men det kommercielle urs månefase og dobbeltdato er netop blevet fravalgt, fordi frømændenes ur skal være let at aflæse, også om natten.
Urværket er det mest stabile og gennemtestede, urbranchen har kunnet opdrive – et standard ETA2892. Det er globalt kendt, hvilket indebærer, at det også kan repareres på den anden side af kloden, hvis uheldet skulle være ude for frømænd, som arbejder på de kanter.
Urkassen er fræset ud af en blok titan. Det er maksimalt hårdført og det mest velegnede metal til brug for dykning, fordi det ikke ruster og er allergifrit. Kassens overflade er behandlet med bittesmå glassfærer; teknikken kaldes mikro-billé.
Som Morten Linde forklarer, er det en overflade, som hurtigt vil præges af brug, idet overfladen vil blive både ridset og patineret.
"Det er da et overfedt look til lige præcis sådan et dykkerur. Hvert ur vil blive unikt præget af ejermandens brug. Fra Grønlands minus 50 grader til Somalias måske plus 50 grader. Urene skal kunne holde til det hele – også i flere generationer, så det med tiden bliver et arvestykke," siger han.
PJ fortsætter:
"Der er selvfølgelig også noget patriotisme i det her. Italienske frømænd har Officine Panerai (det italienske urmærke, der har leveret til det italienske frømandskorps i årtier, red.), og frømændene og urmærket er nærmest så forbundet, at man uvægerligt tænker på det ene, når man taler om det andet – og omvendt. Som et Conventus Ranae-projekt ønskede vi os et dansk dykkerur. Urfirmaets nationalitet betød faktisk noget for os i den sammenhæng."
Uret er allerede blevet fejret med en stor fest i Conventus Ranae-regi i Rederiforeningens lokaler i København, hvor deltagerne, i lutter begejstring over uret og gensyn med gamle venner, havde svært ved at få ørenlyd.
"Når man har været med til skabelsen af en ur, hvor vi er mange, der har bidraget med vores erfaringer og vores ønsker til uret, er det ubeskrivelig fantastisk endelig at få det i hænderne og om håndleddet," siger PJ.
