Danske arkitekter viser verdensklasse ved arkitekturbiennalen i Venedig

Venedig uden millioner af turister var inden pandemien helt utænkeligt. Men nu, da Italien efter mere end et år med corona, er ved at genåbne, har Venedig udviklet sig til en stille og fremkommelig by med kun få turister. Bare det at gå gennem gaderne og fornemme byens puls er nu en ganske anderledes oplevelse end tidligere.

Overalt har freden sænket sig, dog lige med undtagelse af området med Giardini-parken og Arsenale, hvor årets arkitekturbiennale finder sted. Der var stemningen på åbningsdagene nærmest eksalteret og euforisk.

Det var som om, hele arkitektverdenen var strømmet til Venedig i spændt forventning om at opleve den biennale, der med et års forsinkelse endelig kunne åbne. Fra alle lande var arkitekter, landskabsarkitekter, byplanlæggere og kunstnere ankommet for at få indsigt i “How we live together”, som er arkitekturbiennalens officielle tema, og som alle deltagere har skullet forholde sig til her i 2021.

Allerede få meter indenfor på det store biennaleområde, der betegnes Giardini, ligger Den Danske Pavillon. Den er ganske imponerende, da den består af to bygninger, hvoraf den ene allerede blev opført i 1932 med Carl Brummer som arkitekt, og den anden blev tilføjet i 1958 af arkitekt Peter Koch.

“

Som en rislen
i bækken løber, strømmer, flyder, skvulper vandet gennem de to pavilloner, som bliver organisk bundet sammen

Rent arkitektonisk fremstår de to bygninger vidt forskellige, så derfor er det altid en udfordring for udstillerne at få dem til at fungere som en samlet helhed. Men det er i år lykkedes på fremragende vis af såvel pavillonens kurator Marianne Krogh som af Lundgaard & Tranberg Architects, for sjældent har man set Den Danske Pavillon fremstå så overbevisende og harmonisk.

Det overordnede tema for Den Danske Pavillon er “Connectedness”. Et tema, der handler om, hvordan vi lever sammen i en omskiftelig verden, der bliver mere og mere specialiseret og kompleks, og hvor menneskets tilstedeværelse dominerer overalt – også i naturen. Men vi skal atter forbindes med naturen, og det skal vi blive gennem vandet, der er vores vigtigste element, hvis det står til arkitekterne og kurator bag den danske pavillon.

Med vandet som underlægningsmusik er Den Danske Pavillon iscenesat som en totalinstallation, hvor den besøgende med krop og sjæl skal føle, mærke og erkende vigtigheden af vores tilknytning til naturen. Som en rislen i bækken løber, strømmer, flyder, skvulper vandet gennem de to pavilloner, som på den måde bliver organisk bundet sammen.

Allerede udenfor på pavillonens mur og i gården ses store installatoriske blikrør, hvorfra det opsamlede regnvand ledes ned gennem kanaler i gulvet og frem til et stort vandbassin, som passeres på vippende flydebroer. Det naturlige regnvand opsamles i pavillonens første rum i et stort, transparent hvidt klæde, der er udspændt fra hjørne til hjørne, og hvorfra det konstant drypper på gulvet og i kanalerne.

Ved ankomsten til pavillonen bydes gæsterne på urtete fra krydderurteplanter, der frodigt breder sig på hylderne. Jeg valgte te fra salvie, da det er beroligende. Derefter satte jeg mig ned på en lyserød sofa i den store pavillons bassin og lyttede til vandet, der skvulpede under gangbroerne.

Urteteen, stemningen, lyset fra stofbetrukne lamper og lyden fra det rislende vand fik mig ned i gear, så jeg pludselig sansede og reflekterede over vigtigheden af at være tæt på elementet vand, som en livgivende ressource. Og det er en væsentlig del af filosofien bag totalinstallationen af Den Danske Pavillon. Den var en lise for sjælen, øjet og intellektet.

Som et supplement til den dybere forståelse af “Connectedness” har Marianne Krogh redigeret pavillonens katalog “An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene”. Det er et helt opslagsværk af viden om menneskets nyere tid med knap 100 tekster af de mest fremragende forskere og forfattere, og som er udgivet af Strandberg Publishing.

I erkendelse af, at byggeriet på EU-plan er den største CO2 udleder, så fremgår det med stor tydelighed på årets biennale, at der arbejdes ihærdigt på globalt niveau med, hvordan fremtidens arkitektur kan bidrage til en reducering.

Det er et gennemgående tema på de forskellige nationale pavilloner, hvor man i den grad har forholdt sig til, hvordan vi lever i dagens højteknologiske samfund med både stor velstand og fattigdom. Kunstig intelligens, og i det hele taget den digitale teknologis indflydelse på samtidens byggeri, overflødiggjorde arkitekter, byplanlæggere, politikere og borgere visse steder, bl.a. hos østrigerne, hvilket også gav stof til eftertanke.

Det var inspirerende, at flere af de danske bidrag var meget visionære, og det gav et indtryk af, at vi her i landet er dybt optaget af, hvordan fremtidens arkitektur er med til at differentiere vores samfund.

Blandt de mindre projekter var Martin Markers genskabelse af en ruin til et laboratorie for et botanisk eksperiment i Den Ungarske Pavillon, hvor han udstillede sammen med 12 andre unge tegnestuer. Meget prestigefyldt var Olafur Eliassons omfattende projekt i Den Internationale Pavillon, hvor han med sit Studio Other Spaces havde en hel tæppebelagt sal med en serie af installationer, der med “Future World Assembly” gav alverdens bud på dyrs rettigheder, genanvendelse af plastikaffald fra havene etc.

Den mest spektakulære del af biennalen fandt sted i de gamle rebslagerier på Arsenale, hvor årets kurator Hashim Sarkis havde inviteret førende tegnestuer fra hele verden til at byde ind på temaet om, hvordan vi skal leve sammen.

Fra Danmark var tegnestuen Effekt inviteret. De står bag det imponerende 135 meter høje skovtårn ved Gisselfeld, som fik ualmindelig meget opmærksomhed. Effekt havde bragt naturen ind på Arsenale ved at plante en fiktiv skov, som i kraft af et vandingssystem og et økosystem skulle få stiklinger fra 1200 levende træer til at vokse op, for derefter, når biennalen er slut, at blive udplantet i en naturby ved Middelfart.

Effekt gav virkelig håb for fremtiden. Og trods alle skrækscenarier, så var det også tilfældet med den 17. internationale arkitekturbiennale i Venedig.