Danmarks svar på Indiana Jones

Den verdensberømte dna-professor Eske Willerslev har lært én vigtig ting af at vokse op med en barsk far, være pelsjæger i Sibirien og forske i menneskets udvikling: At holde ud, hvor andre hopper fra. Men når man har høj selvtillid og lavt selvværd er det svært ikke konstant at spæne efter den næste udmærkelse, selvom man har ryddet stort set alle hylder, så nu prøver Eske Willerslev at finde svaret på det store spørgsmål: Hvornår er nok nok?

Eske Willerslev bliver tit væk i ren begejstring. Så da lokomotivføreren tager den sidste nip af farten på sit intercitytog ved Nyborg Station en lørdag i november, er dna-professor Eske Willerslev i vogn 22 intetanende herom i gang med en anekdote fra forledens "Kulturnatten" i København, hvor han var blevet spurgt om at lave en offentlig gentest af Pia Kjærsgaard.

"Tænk så, at det viste sig, at hun rent faktisk er 3 pct. tyrker," siger han og fylder hele kupeen med sin latter.

Så fortsætter han sin stakåndede talestrøm, mens han i sidste øjeblik får lukket sin blazer, revet sin lædertaske med under armen og forvildet sig ud af toget, inden det fortsætter mod Aalborg.

Videre ud på perronen fortæller han, at går man bare 1000 år tilbage i tiden, så vil to helt tilfældige europæere faktisk dele alle de samme forfædre. Går man 2500 år tilbage vil hvilke som helst to mennesker dele en af deres forfædre.

"Det viser jo bare, at vi alle er en stor familie."

På pladsen ude foran stationsbygningen banker han på ruden af en parkeret taxa med en sovende chauffør, som vågner med et sæt.

"Er du ledig?" spørger Eske Willerslev glad.

Dna-professoren fra Københavns Universitet og Cambridge-universitetet satte vækkeuret til kl. 05.00 i morges i Norwich, hvor han var ovre for at holde et peptalkforedrag for en samling talentfulde forskere. Så fløj han til Kastrup, og hoppede direkte på toget mod Fyn for at være her, i retning mod hotel Nyborg Strand og danske røde mursten for at holde oplæg for den nyfusionerede pengetransportvirksomhed Loomis, som vil lære om, hvad der sker, når to fjerne kulturer mødes. Koblingen ville for de fleste videnskabsfolk være søgt, det ville være et tilbud, man så sig for fin til, men ikke for Eske Willerslev, ikke for ham, der også engang sagde ja til at medvirke i mandemagasinet M! eller ugebladet Familie Journal, for at nå ud til mennesker, der ellers sjældent hører fra en evolutionsbiolog.

Da de godt 200 chauffører, sekretærer og salgsfolk er gået til bords i en af Nyborg Strands forsamlingssale råber stilheden om kap med værkstedshumor og drengerøv. Ved scenekanten tager Eske Willerslev sig selv i, lidt nervøst, at tænke, om det her kommer til at gå godt.

Den forgyldte forsker

Lukker man øjnene og ser Eske Willerslev for sig alene bedømt på lydbilledet, er han mere murer fra Sydhavn end videnskabsmand fra Gentofte-området nord for København. Hans sprog er støbt sammen af lange a'er, med "hold kæft man,", "pisse", "fucking", "fedt", "det' sgu rigtigt, altså", og så indimellem, i furerne, minder han om sit metier, når han taler om den store "impact", som "sekventeringen af forhistorisk dna" har haft for forståelsen af menneskehedens historie.

Den 46-årige evolutionsbiolog Eske Willerslev blev i 2014 som den ottende og yngste dansker nogensinde optaget i The National Academy of Science, en lukket klub af Nobel-prismodtagere og historiens øvrige mest indflydelsesrige videnskabsfolk, stiftet af Abraham Lincoln i 1863. Så skulle nogen stadig være i tvivl, efter han på dansk grund havde ryddet trofæbordet for priser (Eliteforsk-prisen, DR's Rosenkjærpris og et utal af forskningspriser), så skrev han sig endegyldigt ind som en af Danmarks absolut mest succesfulde internationale forskere med sine studier af folkevandringer, forhistoriske mennesker og dyr.

Forskningen breder sig over 200 videnskabelige artikler. Herunder over 40 artikler og flere forsider i to af de mest prestigefyldte videnskabelige tidskrifter "Nature" og "Science", der som medaljer om halsen på olympiske atleter er videnskabsmændenes hårdeste valuta. På endevæggen af Eske Willerslevs kontor hænger den ene uprotestantisk i en ramme, en forstørret udgave af forsiden af Nature fra 2010 med en tegning af en 4000 år gammel palæoeskimo, hvis arvemasse Eske Willerslev og hans hold kortlagde ud fra en banebrydende ny metode til at genstudere forhistoriske mennesker.

Hans kontor ligger på førstesalen af Center for GeoGenetik ud mod gårdspladsen ved Statens Naturhistoriske Museum. "Director," siger titlen på skiltet til venstre for døren om professoren i den patinerede tweedblazer, ternet skjorte og cowboybukser, som med en lille klump snustobak i mundvigen taler med en lydstyrke og intensitet, der runger nede af gangene.

Det flyver med kugler. Også inde i hans hoved. Et kaos, der kun er virksomt i praksis takket være Eske Willerslevs tunnelsyn på opgaven, som gør, at han er blind for alt andet omkring sig og tit går ind i mennesker i lufthavnsgater og på smalle trapper.

Når han bedriver sin videnskab, er det irrationelt, med følelser, intuition og mavefornemmelse, han ser et videnskabshold som et orkester, hvor hver en musiker er afgørende, både den autistisk dygtige tuba-spiller. Den visionære dirigent, ham med den sjette sans for hvordan instrumenterne til sammen trænger allerbedst igennem, er Eske Willerslevs rolle.

"Og der kan jeg bare se, at jeg både er rigtig kreativ, og så er jeg fucking skarp på lige præcis at kunne finde historien i data," som han selv siger.

"Altså, hvad kunne være interessant at teste her? Hvor kunne der potentielt være en fed historie? På hele metodedelen er jeg til gengæld svag i forhold til dem, jeg omgiver mig med."

Så han er professoren, der "hader at læse", der ikke bare gider at sidde pænt og travle "et skide paper" (videnskabelig artikel, red.) igennem, men langt hellere vil ringe til sine kollegaer rundt om i verden, have faglige diskussioner og afprøve sine idéer med det samme.

"Jeg ser jo lidt min karriere som et eventyr. For at være helt ærlig, så er det en måde...," siger han og begynder så at fornøje sig over, hvordan det mon kommer til at se ud på skrift.

"...det er en måde at blive ved med at være barn på, selvfølgelig på en lidt avanceret måde. Jeg sidder jo ikke og laver barneting, men jeg kan få lov til at drømme mig hen og sige, gud man, tænk, hvordan det var dengang, og tænk, hvis det her kunne være rigtigt."

Hans nye store idé, og måske næste store forskningsprojekt, som kan blive en realitet, når finansieringen til Geocenter for Geogenetik stopper i 2019, er at kortlægge store grupper af genomer fra nordeuropæere igennem de sidste 10.000 år for at undersøge de psykiske lidelsers oprindelse. Idéen fik han efter flere samtaler med sin kone, Ulrikke, der arbejder på Rigshospitalet.

"Det er jo et paradoks, at ca. 10 pct. af befolkningen i vores moderne samfund har forskellige former for psykiske lidelser, og det er stigende, selvom det i dag er meget svært at knytte til noget godt. Det er jo ikke noget, der umiddelbart giver livskvalitet eller flere børn. Så hvorfor eksisterer det så? Hvorfor bliver det ved med at være der?"