Den verdensberømte dna-professor Eske Willerslev har lært én vigtig ting af at vokse op med en barsk far, være pelsjæger i Sibirien og forske i menneskets udvikling: At holde ud, hvor andre hopper fra. Men når man har høj selvtillid og lavt selvværd er det svært ikke konstant at spæne efter den næste udmærkelse, selvom man har ryddet stort set alle hylder, så nu prøver Eske Willerslev at finde svaret på det store spørgsmål: Hvornår er nok nok?Eske Willerslev bliver tit væk i ren begejstring. Så da lokomotivføreren tager den sidste nip af farten på sit intercitytog ved Nyborg Station en lørdag i november, er dna-professor Eske Willerslev i vogn 22 intetanende herom i gang med en anekdote fra forledens "Kulturnatten" i København, hvor han var blevet spurgt om at lave en offentlig gentest af Pia Kjærsgaard."Tænk så, at det viste sig, at hun rent faktisk er 3 pct. tyrker," siger han og fylder hele kupeen med sin latter.Så fortsætter han sin stakåndede talestrøm, mens han i sidste øjeblik får lukket sin blazer, revet sin lædertaske med under armen og forvildet sig ud af toget, inden det fortsætter mod Aalborg.Videre ud på perronen fortæller han, at går man bare 1000 år tilbage i tiden, så vil to helt tilfældige europæere faktisk dele alle de samme forfædre. Går man 2500 år tilbage vil hvilke som helst to mennesker dele en af deres forfædre."Det viser jo bare, at vi alle er en stor familie."På pladsen ude foran stationsbygningen banker han på ruden af en parkeret taxa med en sovende chauffør, som vågner med et sæt."Er du ledig?" spørger Eske Willerslev glad.Dna-professoren fra Københavns Universitet og Cambridge-universitetet satte vækkeuret til kl. 05.00 i morges i Norwich, hvor han var ovre for at holde et peptalkforedrag for en samling talentfulde forskere. Så fløj han til Kastrup, og hoppede direkte på toget mod Fyn for at være her, i retning mod hotel Nyborg Strand og danske røde mursten for at holde oplæg for den nyfusionerede pengetransportvirksomhed Loomis, som vil lære om, hvad der sker, når to fjerne kulturer mødes. Koblingen ville for de fleste videnskabsfolk være søgt, det ville være et tilbud, man så sig for fin til, men ikke for Eske Willerslev, ikke for ham, der også engang sagde ja til at medvirke i mandemagasinet M! eller ugebladet Familie Journal, for at nå ud til mennesker, der ellers sjældent hører fra en evolutionsbiolog.Da de godt 200 chauffører, sekretærer og salgsfolk er gået til bords i en af Nyborg Strands forsamlingssale råber stilheden om kap med værkstedshumor og drengerøv. Ved scenekanten tager Eske Willerslev sig selv i, lidt nervøst, at tænke, om det her kommer til at gå godt.Den forgyldte forskerLukker man øjnene og ser Eske Willerslev for sig alene bedømt på lydbilledet, er han mere murer fra Sydhavn end videnskabsmand fra Gentofte-området nord for København. Hans sprog er støbt sammen af lange a'er, med "hold kæft man,", "pisse", "fucking", "fedt", "det' sgu rigtigt, altså", og så indimellem, i furerne, minder han om sit metier, når han taler om den store "impact", som "sekventeringen af forhistorisk dna" har haft for forståelsen af menneskehedens historie.Den 46-årige evolutionsbiolog Eske Willerslev blev i 2014 som den ottende og yngste dansker nogensinde optaget i The National Academy of Science, en lukket klub af Nobel-prismodtagere og historiens øvrige mest indflydelsesrige videnskabsfolk, stiftet af Abraham Lincoln i 1863. Så skulle nogen stadig være i tvivl, efter han på dansk grund havde ryddet trofæbordet for priser (Eliteforsk-prisen, DR's Rosenkjærpris og et utal af forskningspriser), så skrev han sig endegyldigt ind som en af Danmarks absolut mest succesfulde internationale forskere med sine studier af folkevandringer, forhistoriske mennesker og dyr.Forskningen breder sig over 200 videnskabelige artikler. Herunder over 40 artikler og flere forsider i to af de mest prestigefyldte videnskabelige tidskrifter "Nature" og "Science", der som medaljer om halsen på olympiske atleter er videnskabsmændenes hårdeste valuta. På endevæggen af Eske Willerslevs kontor hænger den ene uprotestantisk i en ramme, en forstørret udgave af forsiden af Nature fra 2010 med en tegning af en 4000 år gammel palæoeskimo, hvis arvemasse Eske Willerslev og hans hold kortlagde ud fra en banebrydende ny metode til at genstudere forhistoriske mennesker.Hans kontor ligger på førstesalen af Center for GeoGenetik ud mod gårdspladsen ved Statens Naturhistoriske Museum. "Director," siger titlen på skiltet til venstre for døren om professoren i den patinerede tweedblazer, ternet skjorte og cowboybukser, som med en lille klump snustobak i mundvigen taler med en lydstyrke og intensitet, der runger nede af gangene.Det flyver med kugler. Også inde i hans hoved. Et kaos, der kun er virksomt i praksis takket være Eske Willerslevs tunnelsyn på opgaven, som gør, at han er blind for alt andet omkring sig og tit går ind i mennesker i lufthavnsgater og på smalle trapper.Når han bedriver sin videnskab, er det irrationelt, med følelser, intuition og mavefornemmelse, han ser et videnskabshold som et orkester, hvor hver en musiker er afgørende, både den autistisk dygtige tuba-spiller. Den visionære dirigent, ham med den sjette sans for hvordan instrumenterne til sammen trænger allerbedst igennem, er Eske Willerslevs rolle."Og der kan jeg bare se, at jeg både er rigtig kreativ, og så er jeg fucking skarp på lige præcis at kunne finde historien i data," som han selv siger."Altså, hvad kunne være interessant at teste her? Hvor kunne der potentielt være en fed historie? På hele metodedelen er jeg til gengæld svag i forhold til dem, jeg omgiver mig med."Så han er professoren, der "hader at læse", der ikke bare gider at sidde pænt og travle "et skide paper" (videnskabelig artikel, red.) igennem, men langt hellere vil ringe til sine kollegaer rundt om i verden, have faglige diskussioner og afprøve sine idéer med det samme."Jeg ser jo lidt min karriere som et eventyr. For at være helt ærlig, så er det en måde...," siger han og begynder så at fornøje sig over, hvordan det mon kommer til at se ud på skrift."...det er en måde at blive ved med at være barn på, selvfølgelig på en lidt avanceret måde. Jeg sidder jo ikke og laver barneting, men jeg kan få lov til at drømme mig hen og sige, gud man, tænk, hvordan det var dengang, og tænk, hvis det her kunne være rigtigt."Hans nye store idé, og måske næste store forskningsprojekt, som kan blive en realitet, når finansieringen til Geocenter for Geogenetik stopper i 2019, er at kortlægge store grupper af genomer fra nordeuropæere igennem de sidste 10.000 år for at undersøge de psykiske lidelsers oprindelse. Idéen fik han efter flere samtaler med sin kone, Ulrikke, der arbejder på Rigshospitalet."Det er jo et paradoks, at ca. 10 pct. af befolkningen i vores moderne samfund har forskellige former for psykiske lidelser, og det er stigende, selvom det i dag er meget svært at knytte til noget godt. Det er jo ikke noget, der umiddelbart giver livskvalitet eller flere børn. Så hvorfor eksisterer det så? Hvorfor bliver det ved med at være der?"
Høj selvtillid med selvudslettende latterI et arbejdsmiljømiljø med en overflod af fagligt dygtige naturvidenskabelige forskere, er Eske Willerslevs store held, at han skiller sig ud med sine barnligt naive idéer, stædighed og konkurrencedrevne jagt på de store opmærksomhedspåkaldende resultater. Han medgiver, at han måske i virkeligheden mest er en humanist.I så fald må han være en humanist, der er kommet ind i den naturvidenskabelige verden på et wildcard, men er endt som sejrsherre, ansporet af sin anderledeshed og trang til at præstere og bevise over for sig selv og omverdenen, at han er god nok, dybest set.Det har altid været en udfordring for Eske Willerslev at føle sig god nok. I Eske Willerslevs hoved er der så mange ting, han ikke duer til. Bedst dulmer han den mindreværdsfølelse med anerkendelse, resultater og ros fra omverdenen. Engang sagde en kæreste til ham, at han forvekslede anerkendelse med kærlighed."Jeg tror, jeg er et perfekt eksempel på typen, der har høj selvtillid, men lavt selvværd," siger han og hikker af selvudslettende latter."Det er de her mennesker, der aldrig holder op med at være sultne, fordi man aldrig har fået ros og aldrig har følt, at man er god nok, så hver gang du laver en succes, er det som at pisse i bukserne. Det bliver dejlig varmt, og så bliver det iskoldt en halv time senere, og så må du ud igen."Når Eske Willerslev skal psykoanalysere sit lave selvværd kommer det af, at han var en "uduelig" dreng i folkeskolen og havde en streng far, historiker Richard Willerslev, som på trods af, at årstallet hed nogle og 1970, opdragede efter 30'er-principper, og hvis kærlighed, ros og anerkendelse han sjældent følte."Da jeg gik i folkeskole, var der fandeme ingen, der troede, jeg kunne noget som helst. Det kunne jeg heller ikke," erindrer han.Fysisk husker han også sig selv som en slapsvans. Som hans far også sagde. Det måtte der gøres noget ved, så som ti-årig spenderede han meget tid på familiens ødegård i Sverige. Her lærte hans far ham at hugge brænde og sejle kano, tvang ham til at hoppe på hovedet i en iskold sø og konkurrere med sin enæggede tvilling, Rane Willerslev, i dag direktør for Nationalmuseet, om hvem der kunne svømme hurtigst. Faren gav også sine to drenge et Winchester-luftgevær hver, og han satte en forhindringsbane op uden for ødegården med stole og en drømmeseng, der skulle forceres, kampesten, der skulle flyttes og sidst en regulær brydekamp de to imellem."Når jeg husker tilbage på det i dag, så kunne man jo lige så godt være blevet helt knækket af det. Det var ekstremt," siger Eske Willerslev og går så lidt i stå for en sjælden gangs skyld.Fra barnsben læste Eske Willerslev tegneserier om pelsjægeren Buddy Longway, han drømte om at være en prærieindianer, der red ud over sletterne, han husker, at hvis man legede legen "hvad-vil-du-helst", og valget stod mellem, om man helst ville rejse tilbage eller frem i tiden, så ville Eske Willerslev uden undtagelse rejse tilbage i tiden.Som kun 13-årig tog tvillingerne på deres første ekspedition til Europas sidste ødemark, Lapland, 2000 km i nordgående retning. Deres mor støttede ikke idéen, men deres far bifaldt, at drengene endeligt ville vise sig som mandfolk. Han gav dem tobak med og en pibe til at holde myggene væk. Turen blev et vendepunkt for Eske Willerslev."På det tidspunkt havde jeg ikke mange succeser bag mig, men her gennemførte vi noget, vi havde sat os for, og samtidig blev jeg grebet af den frihed, der ligger i vildmarken. Jeg hadede jo at gå i skole. Jeg hadede autoriteterne og reglerne. Ødemarken var den diametrale modsætning til det.""Min oprindelige plan var så at tage til Nordcanada og gifte mig med en squaw, og slå mig ned som pelsjæger. Men så faldt jeg over en bog om Sibirien af Waldemar Jochelsen, den ligger derovre, det store grå værk," siger han og peger over på en bogreol bag hans tunge træskrivebord på kontoret."Den handler om et folk, der hed yukagirerne, som var på grænsen til at uddø, og som han mente var beslægtet med forfædrene til de amerikanske indianere. Jeg tænkte, det er det ultimative eventyr at prøve at finde dem."
