1. Familien Kirk Kristiansen
140,72 mia. kr. (op)
140,72 mia. kr. (op)
Vi har endnu til gode at se grænsen for, hvad Lego kan sælge af byggeklodser over hele verden. Sidste år voksede salget med 15 pct. til knap 29 mia. kr., hvilket er gigantisk i betragtning af, at pengene hentes på én enkelt kategori af legetøj. Det skaber en fortsat strøm af velstand ned i Kirk Kristiansen-familiens pengekasse, og i disse år er familien helt uden konkurrence på tronen som Danmarks absolut rigeste.
Formuen forvaltes med omhu i pengetanken Kirkbi, der sidste år slog en ny rekord med et overskud på næsten 11 mia. kr. Egenkapitalen var ved årsskiftet på 45 mia. kr.
Kirkbi ejer omkring en tredjedel af Merlin Entertainments, der blandt meget andet står bag Legoland-parkerne, og har også investeret i store poster i Falck, ISS, Matas og senest flyleasingfirmaet Nordic Aviation Capital. Udfordringen – som er en positiv en af slagsen – består i at finde egnede investeringsemner til de milliarder af kroner, der ryger i kassen hvert år.
Over 3 mia. kr. er som eksempel puttet i havvindmølleparken Birkum Riffgrund I, der skal bidrage til, at Lego-koncernens fabrikker kan klare sig på grøn energi inden 2020.
Kirkbis aktiepost på 75 pct. i Lego er dog fortsat krumtappen i pengemaskinen for Kjeld Kirk Kristiansen og fjerdegenerationen i familien, Thomas, Agnete og Sofie Kirk Kristiansen.
jb
2. Anders Holch Povlsen
41,177 mia. kr. (op)
Igen-igen står der Anders Holch Povlsen på Danmarks næststørste formue. Bestseller-indehaveren ligger stadig langt under den suveræne nr. 1, Lego-familien, men er stadig 50 pct. højere end 3’eren.
Anders Holch Povlsen, der privat bor med hustruen, Anne Storm, og deres børn på den fornemme ejendom Constantinsborg ved Brabrand Sø, har i de seneste måneder noget mod sædvane kunnet se sit navn optræde jævnligt i medierne. Han har nemlig givet et tilbud på at købe sine medinvestorer i den børsnoterede modewebbutik Stylepit ud – og den slags skal ske i fuld offentlighed. Han har naturligvis sendt sine folk i felten, men i personligt ejede selskaber er der jo kun én, der bestemmer – ejeren.
Udover Bestseller har Anders Holch Povlsen blandt andetstore ejerandele i mode-netbutikkerne Asos og Zalando.
Derudover har han blandt andet sat penge i butikskæden Normal, dagligvareselskabet nemlig.com og hvidevare-virksomheden Whiteaway. Dertil kommer store naturområder i Rumænien samt en række godser og naturejendomme i Skotland, hvor han er blandt de største jordbesiddere.
bb
3. Lars Larsen
27,356 mia. kr. (op)
27,356 mia. kr. (op)
Lars Larsen er stadig synonym med Jysk, efter at han fyrede sig selv som adm. direktør i 2000. I dag er den 67-årige dynekonge bestyrelsesformand og ejer af koncernen. Det er nu 36 år siden, at han åbnede sin første Jysk-butik på Silkeborgvej i Aarhus. Butikken eksisterer stadig.
Siden er det blevet til flere tusinde butikker i 41 lande verden over. I 2015 har Jysk åbnet i Montenegro, Grækenland, Singapore, Vietnam og Albanien.
Lars Larsen har et erklæret mål om, at Jysk skal åbne 2000 butikker mere, mens han stadig er en del af firmaet. Koncernen er dog også rendt ind i store udfordringer med at rulle de store planer ud. Dynekongen har været nødsaget til at skrinlægge planer om en lang række butikker i Rusland som følge af den politiske krise.
Udover Jysk-koncernen har Lars Larsen investeringer i den internetbaserede møbelkæde Bolia.com, Interior Direct, Senge Specialisten samt Himmerland Golf og Spa Resort, der er en af Skandinaviens mest eftertragtede golfhoteller. Og i foråret købte Lars Larsen milliardfirmaet Actona, som producerer møbler.
Lars Larsen bor sammen med sine kone, Kristine Brunsborg, i Sejs ved Silkeborg, der nyder godt af dynekongens nære tilhørsforhold.
Meisner
4. Familien Clausen
23,247 mia.kr. (ned)
23,247 mia.kr. (ned)
Familien Clausen er et af Danmarks mest kendte erhvervsdynastier. Familiens frontfigur, Jørgen Mads Clausen, er søn af Mads Clausen, der i sin tid stiftede Danfoss. Han er i dag bestyrelsesformand i det sønderjyske selskab, der er landets største industrikoncern med en omsætning på 34,5 mia. kr. Familien Clausen ejer personligt knap halvdelen af Danfoss. Resten ejes af Bitten & Mads Clausens Fond samt medarbejdere.
Danfoss har efter en række år med fokus på maskinrummet og produktiviteten sat gang i en proces, hvor der skal hentes markant mere vækst. Det går dog stadig lidt sløjt med at vokse organisk, og i stedet har opkøb hjulpet med til at løfte omsætningen.
En anden søn, Peter Mads Clausen, trådte i 2014 ud af bestyrelsen for Danfoss og blev afløst af tredje generation i familien, da hans søn Mads-Peter Clausen overtog posten. Peter Mads Clausen er dog fortsat som formand for Bitten og Mads Clausens Fond.
Fonden blev stiftet af Bitten Clausen for at sikre en solid fremtid for virksomheden uanset familieforhold og stridigheder.
Udover Jørgen og Peter har Bitten sammen med afdøde Mads Clausen tre andre børn: Henrik samt døtrene Karin og Bente. Både Jørgen Mads Clausen og brødrene er uddannet ingeniører.
Meisner
5. Niels Peter Louis-Hansen
22,447 mia. kr. (ned)
Familien Louis-Hansen, primært bestående af Niels Peter Louis-Hansen og søsteren Benedicte Find, er børn af stifteren af milliardvirksomheden Coloplast. Faderen Aage Louis-Hansen gik modvilligt med til at producere sygeplejersken Elise Sørensens idé til en stomipose. Hustruen, Johanne, var selv sygeplejerske og så potentiale i idéen.
Hun fik overtalt Aage Louis-Hansen, og i dag er Coloplast globalt førende på hjælpemidler til stomiopererede samt folk med problemer med vandladningen.
Den erhvervsmæssige succes har skabt værdier for næsten 23 mia. kr. og gjort familien Louis-Hansen til en af Danmarks rigeste. Familien er sky og holder sig helst ude af offentlighedens søgelys. I foråret 2015 kom der dog fokus på familien efter et hjemmerøveri i Niels Peter Louis-Hansens hjem i Vedbæk.
Niels Peter Louis-Hansen er fortsat aktiv i Coloplasts bestyrelse, hvor han er næstformand. Samtidig bestyrer han familiefonden.
tom
6. Hanni Toosbuy Kasprzak
13,761 mia. kr. (ned)
Danmarks suverænt rigeste kvinde skal findes i den lille sønderjyske by Bredebro, hvor skogiganten Ecco har hovedsæde.
58-årige Hanni Merete Toosbuy Kasprzak er ejer og bestyrelsesformand i milliardforetagendet, der troligt fortsætter sin væksthistorie over det meste af verden.
Sidste år steg salget med 5 pct. til 8,7 mia. kr., og 1,3 mia. kr. endte på bundlinjen. Resultatet er især imponerende, fordi luften samtidig var gået fuldstændigt ud af det tidligere hovedmarked Rusland.
I dag er USA det største marked, og her sælges en fjerdedel af skoene over nettet. Ecco har altså fremtidssikret sine salgskanaler. Ecco-skoene sælges i 88 lande og i stigende grad fra egne butikker.
Hanni Kasprzak overtog familiefirmaet efter sin far, Karl Toosbuy, der grundlagde Ecco i 1963. Det er hendes mand, Dieter Kasprzak, der står i spidsen for Ecco som adm. direktør.
jb
7. Martin Møller
11,101 mia. kr. (op)
11,101 mia. kr. (op)
Flymilliardæren Martin Møller springer i år otte pladser op ad listen efter succesen med Billund-virksomheden Nordic Aviation Capital (NAC).
Formuen blev ikke mindre, da han i august valgte at sælge over halvdelen af selskabet til kapitalfonden EQT og Kirkbi. Handlen værdisatte NAC til en pris på 23 mia. kr., dog inklusive en gæld på 16 mia. kr.
Møllers kontante udbytte er ikke oplyst, men en stor del af pengene er geninvesteret i virksomheden.
NAC’s niche er udlejning af en flåde på 250 mellemdistancefly til flyselskaber over hele verden. Salget af virksomheden skete ikke af nød, men for at sikre kapital til nye gigantinvesteringer. NAC har foreløbigt bestilt omkring 180 nye fly, der leveres over de næste fem-syv år. Martin Møller elsker rollen som “dealmaker”, hvor han hjælper med at hente storkunder ind i folden. Formelt set står der blot bestyrelsesformand på visitkortet.
jb
8. Boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller
8,143 mia. kr. (ned)
8,143 mia. kr. (ned)
Tre år efter Mærsk Mc-Kinney Møllers død er boet blevet endeligt fordelt i løbet af dette år. I dag ejer familien i alt 3,7 pct. af aktierne i A.P. Møller-Mærsk. Aktierne har i dag en værdi på 8,1 mia. kr. ifølge FORBES’ opgørelse.
De tre døtre, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller, har hver fået deres andel af boet. Præcis hvordan, aktiverne er fordelt, vides dog ikke. Hvordan de ni børnebørn er blevet tilgodeset er således også uvist.
Langt de største værdier i Mærsk-gruppen ejes aktuelt af tre forskellige fonde, som hedder A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers fond til almene formaal, A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers familiefond, samt den A.P. Møllerske støttefond. Den førstnævnte fond har en egenkapital på 113,6 mia. kr. i seneste regnskab. De to andre fonde aflægger ikke regnskab.
Mc-Kinney Møller-familien har i alt 43 pct. af aktierne og mere end halvdelen af stemmerne i A.P. Møller-Mærsk.
Desuden har de tre Mærsk-døtre overtaget det fulde ejerskab af investeringsselskabet Estemco og skibsmæglerselskabet Maersk Broker.
ansk
9. Familien Kirk Johansen
7,975 mia. kr. (op)
Væksten i pengestanden hos den anden gren af Lego-familien kan ikke følge med Lego-pengetanken Kirkbi. Formuen i Kirk Johansen-familien er vokset med knap 100 mio. kr. på et år. Det betyder, at de holder fast på
9. pladsen, men der langt op til de 25 mia. kr., som Kirk Kristiansen-familien har lagt oveni formuen.
I forbindelse med en spaltning af Lego-familiens formue i 2007 afgav Gunhild Kirk Johansen og hendes tre sønner, Anders, Casper og Morten, ejerskabet af legetøjsgiganten og fik i stedet en større pose penge.
En del af de penge forvaltes i dag gennem selskabet Kirk Kapital, som foruden værdipapirer bl.a. investerer i fly og skibe. Ved siden af de fælles investeringer er der fri leg for brødrene i deres private selskaber. Og kreativiteten er stor. Her er der kastet penge efter et redningsforsøg af den lokale fodboldklub, et bryghus, flere restauranter, en designvirksomhed, eksklusive motorcykler og ejendomme.
Den mest aktive investor er Anders Kirk Johansen, der ejer to godser omkring Vejle, hvor han driver landbrug. Han har desuden investeret et større trecifret millionbeløb i grunde og ejendomme, og er i gang med at opføre sin drøm om et 40 meter højt biltårn.
De Vries
10. Familien Topsøe
7,648 mia. kr. (op)
7,648 mia. kr. (op)
For få måneder siden overtog Jakob Haldor Topsøe posten som formand for Haldor Topsøe Holding, og blev dermed tredje generation af Topsøe-familien i chefstolen hos familiens holdingselskab.
Samtidig blev vejen banet for den tredje generation i Topsøe-koncernen, og med generationsskiftet er 90 pct. af familiens formue lagt i hænderne på tredje generation, mens deres forældre fortsat sidder på den sidste del.
Grundlæggeren Haldor Topsøe forsøgte siden 1972 af flere omgange at købe selskabet tilbage fra de italienske medejere Seipem. Det lykkedes stifteren i 2007, og i dag sidder familien igen på 100 pct. af selskabet. Det satte til gengæld nogle dybe spor i familien Topsøes økonomi, og den dengang 94-årige Haldor Topsøe pantsatte alt for at kunne købe Seipem ud for 2,6 mia. kr.
I dag er familiens egen formue tilbage på sporet, men selskabet viser stadig dårlige resultater. Haldor Topsøe Holding er inde i en periode med skuffende regnskaber, der viser en aftagende vækst for familie-virksomheden.
Senest præsenterede selskabet et regnskab i august, der viste et fald i resultatet af den primære drift fra 411 mio. kr. i første halvår af 2014 til 351 mio. kr. i første halvår 2015. Det førte 160 fyringer med sig – primært i Danmark.
jasc
