Danmarks største guldhåb: “Jeg er åbenlyst god til at blive ved, ved, ved"

329179_16_9_large_789.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
05. aug 2016 KL. 8:57
Modvinden på Lolland er en del af hemmeligheden. Hemmeligheden bag kajak­roeren René Holten Poulsens guldhåb ved OL i Rio de Janeiro, der begynder i dag.

Det fortæller årets danske sportsnavn mig, mens vi kører rundt i hans sorte Audi A5 på barndommens veje mellem Sakskøbing og Maribo og mindes begyndelsen på en af kajaksportens helt store karriere.


"Man kan ikke droppe træningen uden at det får følger. Og hvad skulle jeg ellers lave. Jeg gider ikke spille Playstation"


En karriere, der gav den nu 27-årige roer en sølvmedalje ved OL i Beijing i 2008 i toerkajak – som bare 19-årig, da han endnu ikke var færdigvokset — og som i kraft af sidste års verdensmesterskab har givet både ham og hele sportsdanmark våde gulddrømme i 1000 meter enerkajak ved OL i Rio, når finalen ros 16.
august.

“Stort set hver eneste dag blæser der en modvind her på det flade Lolland, og hver eneste dag, fra jeg var 12 år, cyklede jeg ti kilometer stik vest til træning i Maribo. Sammen med turen til skole og min avisrute for Folketidende, blev det 40 kilometer hver eneste dag,” mindes René Holten Poulsen, mens vi passerer barndomshjemmet i Slemminge og Refshalebakkerne, der krævede, at den 12-årige kajakstjerne in spe skulle op at stå i pedalerne.

“Jeg er åbenlyst god til at blive ved, ved, ved, ved og missede aldrig en tur i kajakken på Søndersø. Heller ikke selv om mine forældre aldrig kørte mig til træning. Jeg ved ikke engang selv hvorfor,” siger han, mens vi fortsætter turen tilbage i barndomsminderne for at forstå, hvordan man opbygger den selvdisciplin og det vindergen, som forhåbentlig ender med, at han om 11 dage får en guldmedalje om halsen.


“Første gang jeg kan huske, at jeg blev ved, var som tiårig, da jeg for at tjene lommepenge skulle flække brænde og slæbe det ind til fyret. Min far regnede bare med, at jeg ville gøre det i kort tid og så bede om pengene, men jeg flækkede hele brændestablen og slæbte alt brændet ind,” smiler René Holten Poulsen, der tydeligvis kan lide myten om den arbejdsomme søn af tagdækker-faderen og lærervikar-moderen i skovkantshuset lidt syd for Sakskøbing.

Og du blev jo så også ved med kajakken. Også selv om det de første år ikke var nogen succes?


“Ja, det sjove er, at jeg ikke klarede mig særlig godt de første år i kajakken, ligesom jeg heller ikke var god til anden sport. Slet ikke boldspil. Jeg var en lille splejs, og nogle piger roede fra mig, da jeg var 14 år. Først som 15-årig begyndte jeg at vokse, og på to år tog jeg 20 kilo på og strøg 15 cm i vejret. Som 16-årig vandt jeg mit første danmarksmesterskab, og så gik det stærkt,” siger Rene Holten Poulsen, der som 18-årig flyttede til roernes elitecenter på Bagsværd Sø og de sidste otte år har tilhørt verdenseliten i sin sport.

Mange kalder dig trænings-narkoman. Er din succes talent eller masser af træning?

“Jeg træner seks dage om ugen og er kendt for at træne meget, at ro solen sort, så det er helt klart min selvdisciplin, der er afgørende for min succes. Min filosofi er, at alle har en chance for at stå op om morgenen og tage sig sammen, og den chance griber jeg hver dag. Det vigtigste er, at jeg ofrer mig 100 pct. til hver eneste træning frem for at gøre 95 pct. Det gør lige så ondt at blive nummer et som at blive nummer ni, og der er forskellen, hvor meget man er villig til at ofre til sin træning. Om man tager sig sammen fra oktober og hele vejen til og med august (kajakroere holder fri i september, red.),” forklarer René Holten Poulsen, der har 15 træningspas om ugen.


Ti på vandet af cirka halvanden time og fem i styrkerummet eller i løbeskoene. Han holder fri om søndagen.

“På en 1000 meter er teknik, træning og udholdenhed vigtigere end genetik og store muskler. Du skal bruge en masse kraft uden at producere mælkesyre, så du skal være i stand til at sprinte på de første 500 meter og så skrue tempoet op. Hvis du først kommer bag de andre og får en bølge, så har du ikke en chance,” siger Holten Poulsen, der ofte kaster op, når han er kommet i mål.


"Sidste år tog jeg en sukkerpause og tabte et par kilo, men det fik mig til at ro langsommere, fordi jeg ikke fik nok kalorier, så nu spiser jeg alt"



“Kroppen skal være så presset, at den ikke kan mere. Man skal have givet alt.”

Det lyder som en meget hård sport. Hvorfor ror du egentlig?

“Det er vildt sjovt at vinde, men jeg holder også af fornemmelsen af, at jeg bliver bedre og bedre, og så kan jeg godt lide at træne. Jeg elsker at yde det, der skal til for at vinde, og kajak er en sport, der kræver meget. Både udholdenhed og sprintstyrke. Jeg blev ikke forkælet som barn, og kajak er en sport, hvor man ikke kommer let til tingene, så måske hænger det sammen. Man kan ikke droppe træningen uden at det får følger. Og hvad skulle jeg ellers lave. Jeg gider ikke spille playstation.”

Så du er træningsnarkoman. Er der andet, der gør, at du er blevet god?

“Jeg er rigtig god til kun at lave én ting og ikke lade mig forstyrre. Sådan har jeg altid haft det, så når jeg først har besluttet at blive den bedste, så bliver jeg ved og lader mig ikke forstyrre af tusind andre ting. Og så har jeg både en vilje og en stædighed til at fortsætte, når det gør ondt. Jeg holder altid mine aftaler med mig selv, også når det er lortevejr. Jeg gør altid mit bedste.”


Så du føler aldrig, at græsset er grønnere på den anden side? At det er sjovere at være andre steder end i kajakken eller i træningscenteret?


“For at være helt ærlig, så er jeg ikke gået glip af noget. Jeg har til gengæld fået en masse. Rejser, venskaber og oplevet to OL indtil videre.”

Savner du ikke at feste?


“Nej”.

Hvad med mad. Er der en særlig diæt, du følger. Jeg kan se, at du har Red Bull i bilen?

“Red Bull er en af mine sponsorer, og det vigtigste er, at jeg får noget i skrutten, så jeg ikke er underernæret. Med min træningsmængde kræver det 5000 kalorier om dagen. Letvægtsroerne (Guldfireren, red.), som jeg til tider træner med, er skolet i at gå op i mad, så de kan holde vægten, men for mig er det ikke så afgørende, hvad jeg spiser. Jeg spiser en masse rugbrød, men jeg holder mig ikke fra slik og sodavand. Sidste år tog jeg en sukkerpause og tabte et par kilo, men det fik mig til at ro langsommere, fordi jeg ikke fik nok kalorier, så nu spiser jeg alt,” siger René Holten Poulsen, der kalder sig en par kilo for tung til topformen, da vi mødes i slutningen af juni.

Til løbene i Rio vil han helt sikkert nå kampvægten på 92 kilo fordelt over kroppens 1,88 meter.

Klubfølelsen er vigtig

Vi nærmer os Søndersø i Maribo, hvor kajakklubben, som René Holten Poulsen tilhører, har sit klubhus. Det er årets grillfest i klubben, hvor han skal fejres for sin sølvmedalje ved juni måneds europamesterskab, selv om han med egne ord “roede ad helvede til”.


Klubaftenen er vigtig for kajakstjernen. Selv om han rejser verden rundt, vil han ikke undvære sine gamle venner og træneren Finn Larsen. Den første, der rigtigt troede på ham, en slags reservefar for den granvoksne roer.

Savner du Lolland efter at være flyttet til Bagsværd? Er det nostalgisk at være her igen?

“Ja, jeg savner duften af høst og kan specielt huske den fra jeg var lille og sad i den lokale landmands mejetærsker. Her er ikke så meget stress og mulighed for at blive distraheret – lidt som at være på træningslejr,” siger Holten Poulsen, da vi passerer kornmarkerne og sukkerroerne i det flade landskab.

“Som lille ville jeg gerne være landmand, for bøgerne i skolen sagde mig ikke så meget. Selv gyllen var ikke et problem, jeg er vokset op ved siden af en grisefarm ,” griner han, der blev uddannet tømrer.

Træner Finn Larsen skaffede ham en læreplads, og indtil 2011 arbejdede på deltid med hammer og sav. De sidste fem år har han dog været kajakroer på fuldtid.

Er det svært at kombinere eliteidræt med et arbejde som tømrer?

“For mig er det ikke muligt at kombinere de to ting. Hvis jeg skal være en af verdens bedste og kunne træne for fuld power 15 gange om ugen, så skal jeg have fuld fokus, og så skal jeg ikke arbejde deltid ved siden af. Det er vigtigt, at man også får tid til at lade op og sove til middag,” fastslår René Holten Poulsen, der overlever på sponsorer som Red Bull og det lollandske tagfirma Primatag samt støtte fra Lolland Kommune og Team Danmark.


“Jeg tjener mere, end da jeg arbejdede som tømrer, men man bliver ikke rig. Min pensionsopsparing er jeg nødt til at bruge på træningslejre. Jeg fortryder dog intet. Jeg har en perfekt tilværelse,” siger René Holten Poulsen og joker med, at han kun savner en bilsponsor. Så Audien, vi kører i, kunne blive betalt af andre.

Lige for at understrege vigtigheden af træningslejrene, så tog han, tre dage efter vores køretur Bagsværd-Maribo retur, på seks ugers træningslejr i Ungarn og Portugal. For at være væk fra det trættende forventningspres og for at have fuld fokus på de sidste forberedelser. Han lander i Rio omkring 12. august.

“Sidste år var jeg på træningslejr lige op til VM, hvor jeg vandt både 1000 meter og 500 meter (ikke olympisk disciplin, red.). Her trænede jeg vildt og tosset med succes, og den formel skulle gerne gentages i år til OL. Du er den sidste journalist, jeg taler med før OL, for jeg har brug for ro og på ikke at bruge tid på alt muligt andet.”

Hvad betyder OL for dig. Er det det største for en sportsmand?


“Noget af det første, jeg kan huske, er håndbolddamerne, der vandt OL i Atlanta i 1996, da jeg var bare syv år gammel. Udover selve kampen, så husker jeg Anja Andersens temperament, for jeg har selv et vildt temperament og har flere gange smidt pagajen, når jeg har tabt. Jeg kan lige som hende komme helt op i det røde felt, hvis noget går galt. Og ja, OL er større end VM, for det er ren historieskrivning at vinde, og det vil jeg gerne være en del af.”

Vinder du OL?

“Det er et dumt spørgsmål, for jeg kan ikke forudse fremtiden. Vi er seks, der alle har en chance på dagen, men hvis jeg rammer min top, så er der en god chance. Jeg har lært af mit dårlige EM, at jeg mangler noget i starten og noget teknisk, så det skal sommerens træningslejre rette op på. I forhold til for fire år siden (Han blev nummer fire i 1000 meter i London, red.) er mit bundniveau meget højere.”

Bliver du skuffet, hvis du ikke får guldmedaljen?


“Både ja og nej. Hvis jeg gør det hele rigtigt, så vinder jeg, men hvis jeg ikke vinder, men føler, at jeg har roet det bedste jeg kan, så kan jeg ikke være skuffet. Og dog, jeg vil rigtig gerne vinde den guldmedalje.”