ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danmarks 40 rigeste familier - Se hele listen

1. Familien Kirk Kristiansen 115,154 mia.kr.

Milliarderne vælter fortsat ind hos Kirk Kristiansen-familien, der især tjener penge på Legos globale succes. Pengene forvaltes med omhu i pengetanken Kirkbi, der sidste år slog en ny rekord med et overskud på over 9 mia. kr. efter skat. Egenkapitalen var ved årsskiftet på 37 mia. kr.

Familien ejer omkring en tredjedel af Merlin Entertainments, der blandt meget andet står bag Legoland-parkerne, og har også investeret i store poster i Falck, ISS, Matas og typehusfirmaet Huscompagniet. Kirkbis direktør, Søren Thorup Sørensen, kaldte det tidligere på året en udfordring at få investeret 4-5 mia. kr. om året i nye projekter – uden dog at kalde det et luksusproblem.

5_21960_picture_4835_3.jpg
Kjeld Kirk Kristiansen.

Kirkbis aktiepost på 75 pct. i Lego er krumtappen i pengemaskinen og understøtter fint ejerne, Kjeld Kirk Kristiansen og fjerdegenerationen i familien, Thomas, Agnete og Sofie Kirk Kristiansen.

Lego er i dag verdens største legetøjsfabrik efter at have overhalet amerikanske Mattel og Hasbro, selv om Lego som bekendt kun arbejder med én produktkategori: byggeklodser.

2. Anders Holch Povlsen 37,417 mia. kr.

For nogle år siden var der royal barnedåb i Møgeltønder Kirke, og ingen af tv-kommentatorerne vidste, hvem manden med det store sorte skæg var. Men parret, der på gæstelisten var opført som adm. direktør Anders Holch Povlsen og fr. Anne Storm, kendte de royale eksperter intet til.

Ejeren af den største danske modesucces nogensinde, Bestseller, har nemlig ikke specielt megen lyst til at optræde offentligt. Men fakta er, at Bestseller – oven i købet eksklusive den store kinesiske forretning – omsætter for omkring 20 mia. kr. og har 15.000 medarbejdere. I år har Anders Holch dog optrådt i Euroman – angiveligt fordi hans kommunikationsfolk mente, at han ville blive for mystisk en person, hvis han aldrig gav lidt af sig selv til omverdenen.

Ved siden af Bestseller-sammenhænge nævnes modeindustrimanden dog efterhånden ofte som storinvestor i milliardnetbutikkerne Asos og Zalando samt som medejer af webbutikker som Stylepit, Nemlig.com og Whiteaway og senest den nye butikskæde Normal, der sælger importerede mærkevarer til kopivarepriser.

Og som ejer af store ejendomme i bl.a. det skotske højland. Men selv om Anders Holch Povlsen er Danmarks næstrigeste med en formue vurderet til over 37 mia. kr., kan han stadig gå rundt de fleste steder med konen og børnene uden at blive genkendt.

3. Familien Clausen 28,425 mia. kr.

Bag et af Danmarks mest kendte erhvervsdynastier står familien Clausen. Familiens frontfigur, Jørgen Mads Clausen, er søn af Mads Clausen, der i sin tid stiftede Danfoss. Han er i dag bestyrelsesformand i det sønderjyske selskab, som familien personligt ejer knap halvdelen af, men har langt de fleste stemmer i.

Jørgen Mads Clausen afløste sin mor, Bitten Clausen, som formand for bestyrelsen i Danfoss A/S, mens lillebroderen, Peter Mads Clausen, har afløst hende som formand for Bitten og Mads Clausens Fond.

Fonden blev stiftet af Bitten Clausen for at sikre en solid fremtid for virksomheden uanset familieforhold og stridigheder

Peter Mads Clausen trådte i april ud af bestyrelsen for Danfoss og blev afløst af tredje generation i familien, da hans søn Mads-Peter Clausen overtog posten.

4. Lars Larsen 24,725 mia. kr.
 
Lars Larsen er stadig synonym med Jysk, efter at han fyrede sig selv som adm. direktør i 2000. I dag er den 66-årige dynekonge bestyrelsesformand og ejer af koncernen. Det er i år 35 år siden, han åbnede sin første Jysk-butik på Silkeborgvej i Aarhus. Butikken eksisterer stadig.

Siden er det blevet til mere end 2100 butikker i 36 lande verden over.

1_21953_picture_1530_3.jpg
Lars Larsen. Fotograf: Scanpix

Lars Larsen har et mål om, at Jysk skal åbne 2000 butikker mere, mens han stadig er en del af firmaet. Senest har dyneimperiet dog været nødsaget til at skrinlægge planer om en lang række butikker i Rusland som følge af den politiske krise mellem Rusland og Ukraine.

Ud over Jysk-koncernen har Lars Larsen investeringer i den internetbaserede møbelkæde Bolia.com, Interior Direct, Senge Specialisten samt Himmerland Golf og Spa Resort, der er en af Skandinaviens mest eftertragtede golfhoteller.

I år gik en drøm i opfyldelse for dynekongen, da Europa Touren i golf blev spillet på banen i Himmerland.
Lars Larsen bor sammen med sine kone, Kristine Brunborg, i Sejs ved Silkeborg, der nyder godt af dynekongens nære tilhørsforhold.
 
5. Niels Peter Louis-Hansen 22,529 mia. kr.
 
Familien Louis-Hansen, primært bestående af Niels Peter Louis-Hansen og søsteren Benedicte Find, er børn af stifteren af milliardvirksomheden Coloplast. Faderen Aage Louis-Hansen gik modvilligt med til at producere sygeplejersken Elise Sørensens idé til en stomipose.

Hustruen, Johanne, var selv sygeplejerske og så potentiale i idéen. Hun fik overtalt Aage Louis-Hansen, og i dag er Coloplast globalt førende på hjælpemidler til stomiopererede samt folk med problemer med vandladningen, ligesom selskabet udvikler og sælger plastre til folk med vanskelige sår.

Den erhvervsmæssige succes har skabt værdier for næsten 23 mia. kr. og gjort familien Louis-Hansen til en af Danmarks rigeste. Familien er sky og holder sig helst ude af offentlighedens søgelys. Niels Peter Louis-Hansen er fortsat aktiv i Coloplasts bestyrelse, hvor han er næstformand. Samtidig bestyrer han familiefonden. Han har gentagne gange fortalt, at familien ingen planer har om at slække kontrollen med Coloplast. Søsteren Benedicte bor på Fyn og er engageret i design og hesteavl.

6. Hanni Merete Toosbuy Kasprzak 13,881 mia. kr.
 
Danmarks suverænt rigeste kvinde skal findes i den lille sønderjyske by Bredebro, hvor skogiganten Ecco har hovedsæde.

Koncernen, der sidste år kunne fejre 50-års jubilæum, er ejet af 57-årige Hanni Merete Toosbuy Kasprzak, som samtidig er bestyrelsesformand for milliardforetagendet.

Hanni Kasprzak overtog familiefirmaet efter sin far, Karl Toosbuy, der grundlagde Ecco i 1963. Hun står i dag i spidsen for skovirksomheden sammen med sin mand, Dieter Kasprzak, som er Eccos adm. direktør og oprindeligt skomager.

1_21956_picture_174_3.jpg
Hanni Merete Toosbuy Kasprzak

Ecco gav i forbindelse med sit 50-års jubilæum hjembyen Bredebro et nyt bytorv i gave. Investeringen i det nye torv, der er blevet navngivet Toosbuy Torv, er på et tocifret millionbeløb.

Hanni Kasprzak har i otte år været medlem af Sydbanks bestyrelse, de seneste tre år som næstformand, men i marts måned i år valgte hun at træde ud for at koncentrere sig om sit skoimperium.

Ecco sælger sine sko gennem 1100 Ecco-butikker og 14.000 andre forretninger i omkring 90 lande verden over.

7. Boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller 11,707 mia. kr.
 
Store dele af boet efter Mærsk McKinney-Møller er blevet fordelt, og yngste datter, Ane Uggla, er trådt i karakter som nyt familieoverhoved. Der er dog fortsat en række mindre udeståender i bodelingen efter skibsrederen, der døde 16. april 2012 og efterlod en milliardformue.

Specielt skibsrederens seniorbolig på en af Charlottenlunds foretrukne villaveje for diskrete rigmænd har været svær at sælge. Det bekræfter bobestyrer Lars-Erik Brenøe, som derudover ikke ønsker at kommentere sagen under henvisning til, at bodelingen er et rent privat anliggende.

De knap 4 pct. af aktierne i A.P. Møller-Mærsk, som Mærsk McKinney-Møller ejede personligt, har ifølge Børsens opgørelse en værdi på ca. 11,7 mia. kr. og må i dag formodes fordelt blandt døtrene Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller.

Præcis hvordan fordelingen er gået for sig, får offentligheden selvsagt ikke indsigt i. Ingen uden for familiens snævre kreds ved derfor, i hvor høj grad den næste generation – de ni børnebørn – er blevet betænkt i testamentet.

Det står dog klart, at der er blevet solgt af aktiebeholdningen for at betale for løbende udgifter såvel som arveafgift. Mærsk McKinney-Møller kontrollererede flere fonde, som samlet set sikrer, at mere end halvdelen af aktiebeholdningen i A.P. Møller-Mærsk kontrolleres af familien.

8. Familien Foss 8,386 mia. kr.
 
Med 1300 ansatte er Foss-koncernen i Hillerød et stykke dansk industrihistorie. Tredje generation af Foss-familien, 58-årige Peter Foss, indtager i dag formandstolen i virksomheden, som er førende i verden inden for måle- og analyseudstyr til landbruget og fødevareindustrien. Fra 1991 til 2011 var han adm. direktør.

1_21954_picture_3148_3.jpg
Nils Foss .

Det var Peter Foss’ far, 86-årige Nils Foss, som sammen med sin far, Erling, stiftede Foss Electric i 1959. Selv om Nils Foss formelt fratrådte som bestyrelsesformand i 2006, hviler hans ånd stadig i virksomheden, som han trods Parkinsons sygdom tit kommer i. Han har for nylig sagt, at hans største ønske er, at livsværket beholdes på familiens hænder – det bliver i så fald op til de i alt otte børnebørn at sikre.

Ingen står dog på spring på nuværende tidspunkt, siger Peter Foss. Netop familieejerskabet sikrer ifølge Nils Foss muligheden for at kunne arbejde for næste generation, frem for næste kvartal, sådan som det ofte gælder i børsnoterede virksomheder.

Foss omsatte i 2013 for knap 1,8 mia. kr. og tjente 427 mio. kr. på den primære drift. 98 pct. af omsætningen skabes uden for Danmarks grænser. Bendsen


9. Familien Kirk Johansen 7,884 mia. kr.
 
Her har vi at gøre med den anden gren af Lego-familien, og Gunhild Kirk Johansen og børnene Casper, Morten og Anders fik isoleret deres formuer tilbage 2007. Dengang skete der en opsplitning, så Kjeld Kirk Kristiansen og hans børn beholdt Lego, mens søsteren Gunhild og hendes børn fik penge. Det er svært at overgå Legos succes, og Kirk Johansen-familiens formue kan overhovedet ikke følge med tilvæksten i Lego-pengetanken Kirkbi.

Kirk Johansens modstykke er Kirk Kapital, der arbejder fra et beskedent kontor i Vejle, men er dog på vej til et flot, nybygget domicil på byens havnefront, der er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Sidste år tjente selskabet 298 mio. kr. før skat på en række forskellige indtægtskilder. Kirk Kapital har aktier for et milliardbeløb og forvalter selv langt over halvdelen, primært i store europæiske og amerikanske virksomheder og ganske få danske C20-aktier. Derudover har selskabet en række investeringer i passagerfly og produkttankskibe.

6_21961_picture_943_3.jpg
Anders Kirk Johansen -Redstar


Kirk Kapital rummer kun en del af Kirk Johansen-familiens formue. Et ukendt milliardbeløb plejes gennem de tre sønner Casper, Morten og Anders Kirk Johansens schweiziske selskab Kirk Kapital AG.

10. Bent Jensen 7,192 mia. kr.
 
De seneste 12 måneder har været yderst lukrative for Bent Jensen, der er ejer og topchef i den sønderjyske industrikoncern Linak. Forretningsmandens personlige formue er nemlig steget fra 5,062 mia. kr. til 7,192 mia. kr. Det betyder, at Bent Jensen tager to spring op ad stigen på listen over Danmarks største formuer sammenlignet med sidste år.

1_21955_picture_1639_3.jpg
Bent Jensen -Ole Joern


Linak blev grundlagt i 1907, og i 1976 overtog Bent Jensen styringen med virksomheden, der blev stiftet af hans bedstefar. Det nye produkt, Bent Jensen udviklede for Linak, var den første lineære aktuator, som så dagens lys i 1979. Det blev grundstenen til den massive vækst, som selskabet har været igennem siden.

I 2012/13 omsatte Linak for 2,3 mia. kr., mens overskuddet før skat landede på 336,6 mio. kr. Bent Jensen deltager desuden hyppigt i den offentlige debat, hvor han ikke er bleg for at sætte fingeren på rammevilkår, der ifølge ham er med til at hæmme væksten i dansk erhvervsliv.

Sammen med bl.a. Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Danfoss, er han tidligere gået til kamp for at afskaffe generationsskifteskatten for familieejede virksomheder.

Se næste side af listen ->






Andre læser dette lige nu