Kurt kom til vinens verden via rød bordeaux, som fortsat fylder mest blandt kælderens 1000 flasker. Men den forhenværende SEB-direktør er i den senere tid gradvist gledet i retning af hvidvin, fortæller han over en elegant, hjemmelavet frokost.
Da Kurt Thyregod som 17 årig flyttede hjemmefra for at blive kontorelev i Billund Lufthavn, satte hans mor ham på kost hos et lokalt pensionat.Men jeg kan sige, at jeg holder af intensitet, af stringens og at jeg oftest har fundet det i Bordeaux»Der sad ti meget, gamle mænd – de har nok været omkring de 30, indser jeg nu – og spiste, uden at sige et ord. Sådan var det den første aften og den næste, som også blev den sidste,« fortæller Kurt Thyregod, som forklaring på, hvordan han udviklede sig til den gastronom og vinelsker, mange i erhvervskredse kender ham som.
Kurt Thyregod vil ikke sige at han er en vinsamler. Han køber den først og fremmest for at drikke den.
»Jeg har altid oplevet måltider som en glædelig begivenhed, og selv om jeg ikke lærte noget om madlavning hjemme, så var vi glade ved bordet. Så dét at sidde i absolut tavshed og skovle maden ind, det kunne jeg ikke holde ud. Altså var der ingen vej udenom – at lære selv at lave mad, så jeg begyndte at abonnere på de der plastickasser, hvor man hver måned, fik en ny bunke opskriftskort,« fortæller Kurt Thyregod, som udviklede sig til en habil amatørkok og i midten af 1970’erne fik øjnene op for vin.
Læs også:
Vinkøbmand med en lukrativ niche
Prinsgemalens fineste vine
Vinlegenden der kom stærkt igen
»Jeg hørte de ældre kollegaer i Danair tale begejstret om, at man i Irma kunne købe premier cru bordeaux til 65 kr. flasken. Så jeg gik ned i en Irma og vendte hjem med seks flasker fra Mouton, Margaux og Latour. Jeg gemte dem i flere år, men fortsatte i bordeauxsporet og gik til alle de smagninger jeg kunne.«
Gennem en årrække som direktør hos SAS og siden øverste chef for SEB Kort Danmark oparbejdede han et solidt netværk i toppen af det danske erhvervsliv. Især blandt de som interesserede sig for mad og vin, hvilket i tidens løb har ført til hundredevis af vinrejser.
Nu hvor Thyregod som 63-årig har trukket sig til bestyrelseslokalerne, koncentrerer han sig i endnu højere grad om sin vin- og madpassion. En passion, som han gerne deler med andre.Gamle vine er noget af det mest spændende»Jeg driver faktisk en slags madlavningsskole for venner og gamle kollegaer, der ligesom jeg selv har trukket sig lidt tilbage. Jeg har faktisk hele tre hold kørende for tiden, hvor jeg prøver at formidle det jeg selv har lært gennem tiden,« fortæller Kurt Thyregod og griber et af de tre hvidvinsglas foran sig. En 2006 Belondrade y Lurton på den spanske drue verdejo, en 2006 Chateauneuf-du-Pape fra Roger Sabon og en 2008 Eroica riesling fra Washington State.
»Ahhhh, jeg synes altså, at hvid Chateauneuf er helt fantastisk,« lyder det fra den storsmilende mand, som har valgt at præsentere tre hvide og to røde vine i løbet af dette interview, der foregår over en frokost i hjemmet ved Dragør.
»I de senere år er jeg begyndt at interessere mig meget for hvidvin. Og når jeg serverer hvidvin for mine tidligere kolleger, beder de mig ofte om at skaffe noget. Ligesom jeg har de jo fejret mange jubilæer gennem årene og har derfor meget rødvin i kældrene. Men hvidvin er lidt fremmed for de fleste, så her er vi på nye opdagelser sammen,« siger han, og ser lidt bekymret ud.
Det skyldes, at stykkerne med gratineret hvedebrød er blevet kolde, mens vi har snakket. Gratineringsosten er en herlig, karakterfuld råmælksgedeost af typen Rocamadour, netop hjembragt fra Paris, hvor familien Thyregod har en ferielejlighed på Montparnasse.
Brødet anrettes på et leje af romainesalat med skiver af saftig serranoskinke og halve, solmodne San Marzano tomater, hvis stilkefæster er samvittighedsfuldt skåret bort. Den følges op med en præcist ovnstegt, udbenet poussin ledsaget af en elegant sauce kogt på fuglens skrog og peppet op med en nedkogt hønsefond fra gårsdagens kokkekursus.Jeg har ikke en samling, for jeg køber først og fremmest vin for at drikke den»Læg mærke til, hvordan både chateauneufen og verdejoen går ind og understøtter salatens smag, mens rieslingen lægger sig henover det hele og renser munden. Det er to gode, men ret forskellige oplevelser,« siger han og smiler saligt for atter at gribe værktøjet og bearbejde salaten med stor ivrighed.
En ivrighed der mere synes at skyldes smagsoplevelsen, end selve det at spise, for han levner omkring en tredjedel.
»Det gør jeg næsten altid. Det er en vane, jeg har lagt mig til, efter at jeg måtte konstatere at forbrændingen falder med årene. Så man må se i øjnene, at et vist mådehold samt øget motion er nødvendigt.«
At dømme efter de cirka 25 vinkasser der står for enden af trappen ned til vinkælderen, så får han motion alene i kraft af vininteressen. Den deles nemlig med mange i Thyregods netværk, på den måde at han »formidler« vin.
»Jeg vil ikke sige, at jeg sælger vin, men igennem årene blev jeg så ofte spurgt om vintips, at jeg begyndte at systematisere det. Og nu er der altså en liste med et par hundrede adresser, som jeg regelmæssigt sender nyhedsbreve ud til. F.eks. gør jeg opmærksom på, at man fordelagtigt kan købe en bestemt vin hos den og den vinhandler, ligesom jeg fortæller, hvis jeg selv har købt et parti, som jeg gerne sælger noget af.«
Vi går ned ad trappen og ind i kælderen, hvor der står et lignende arsenal af 20-30 kasser med fem-seks forskellige slags vine. De er på vej ud af kælderen til fordeling, mens reolen overfor er »drikkevine.«
»Jeg har mange gamle vine, så ind i mellem er der nogle partier, som er på vej til at toppe, før jeg ventede det, og dem lægger jeg her,« siger han og griber en af fem flasker cornas i årgang 2005.
»Men det er meget sjældent, at noget ligger for længe,« siger han om kælderens cirka 1000 flasker. Det er kun et cirkatal, for selv om han er en systematisk mand, så fører han ingen kartoteker over samlingen, som det i øvrigt ikke er.Overskægget kysser igen La Fleur-glassets kant, øjnene lukkes og kinderne lægger an til et smil, allerede før glasset fjernes fra munden»Nej, jeg har ikke en samling, for jeg køber først og fremmest vin for at drikke den. Det har så ført til, at jeg har nogle vine, som hver for sig giver mening, og som i mange tilfælde har en historisk værdi for mig,« siger han og går hen til en gammel bourgogne.
»Den her fik jeg ved en middag nede i vinbonden Vienots kældre, hvor vi havde været igennem en festlig dag. Værten mig om mit fødselsår, og det er 1948. Han fandt en pommard, i årgangen, trak den op, skænkede og konstaterede, at den var færdig. Men efter et kvarters tid åbnede vinen sig pludselig og gav masser af frugt- og nøddepræg fra sig. Hvorefter den igen var helt væk. Sådan er det ofte med rigtig gamle vine, man skal gribe dem i flugten,« siger Kurt Thyregod, som fik den her fremviste flaske med som en gave.
»Gamle vine er noget af det mest spændende, men mange mennesker forstår ikke at værdsætte dem. Som bestyrelsesmedlem i Commanderie de Bordeaux (vinklub, red.) var jeg for nogle år siden vært ved en smagning af 30 år gamle vine på en restaurant. Jeg så ud af øjenkrogen, at nogen af gæsterne var begyndt at sende vinene retur, fordi de mente at der var fejl i dem. Men det var der overhovedet ikke. Man skal bare vide at værdsætte noget andet end primær frugtkarakter og fylde.«
Der er koldt i kælderen, cirka 12 grader året rundt, så vi går op igen, efter at have fået opklaret, at cirka 80 pct. af vinene er fra Europa, 60 pct. af disse er franske og trefjerdedel heraf fra Bordeaux.
»Ja, jeg er jo nok et bordeauxmenneske, selv om jeg ikke ønsker at opfatte mig selv så ensidigt. For jeg holder bestemt også af bourgogne samt alt mulig andet, bare det er godt. Dybest set er det noget pjat at sige, man kun kan lide vine fra dét og dét land, for der er jo enorme forskelle indenfor ethvert vinland. Men jeg kan sige, at jeg holder af intensitet, af stringens og at jeg oftest har fundet det i Bordeaux,« siger han.
Og det er grunden til at vi nu skal smage en vaskeægte én af slagsen samt en kopi.
»Jeg er glad for den sydafrikanske De Toren Fusion V, som er en typisk bordeauxblanding. Vine fra de varme lande udvikler sig hurtigt, så jeg har taget en 2002, mens pomerol’en, vi skal smage, er en 1988,« siger han om Chateau La Fleur de Gay, som er den anden af de to.
»Den sydafrikanske er nok ved at toppe, mens pomerol’en har mange år endnu. Det er et godt eksempel på, hvordan man lavede vin i gamle dage, dengang hvor ung bordeaux var mørkt og fyldt med tanniner. I dag kan de fleste drikkes med det samme, mens man før i tiden skulle vente fem år. Men til gengæld kunne vinen ofte holde i 20-30 år eller endnu længere, og det er ikke så almindeligt mere.«
Overskægget kysser igen La Fleur-glassets kant, øjnene lukkes og kinderne lægger an til et smil, allerede før glasset fjernes fra munden. Kurt Thyregod synker og ser lykkelig ud.
Læs også:
Tør hvidvin til januars fiskekøkken
Ciderens mange ansigter
Ostemandens færd i vinens verden
.
Da Kurt Thyregod som 17 årig flyttede hjemmefra for at blive kontorelev i Billund Lufthavn, satte hans mor ham på kost hos et lokalt pensionat.Men jeg kan sige, at jeg holder af intensitet, af stringens og at jeg oftest har fundet det i Bordeaux»Der sad ti meget, gamle mænd – de har nok været omkring de 30, indser jeg nu – og spiste, uden at sige et ord. Sådan var det den første aften og den næste, som også blev den sidste,« fortæller Kurt Thyregod, som forklaring på, hvordan han udviklede sig til den gastronom og vinelsker, mange i erhvervskredse kender ham som.
Kurt Thyregod vil ikke sige at han er en vinsamler. Han køber den først og fremmest for at drikke den.
»Jeg har altid oplevet måltider som en glædelig begivenhed, og selv om jeg ikke lærte noget om madlavning hjemme, så var vi glade ved bordet. Så dét at sidde i absolut tavshed og skovle maden ind, det kunne jeg ikke holde ud. Altså var der ingen vej udenom – at lære selv at lave mad, så jeg begyndte at abonnere på de der plastickasser, hvor man hver måned, fik en ny bunke opskriftskort,« fortæller Kurt Thyregod, som udviklede sig til en habil amatørkok og i midten af 1970’erne fik øjnene op for vin.
Læs også:
Vinkøbmand med en lukrativ niche
Prinsgemalens fineste vine
Vinlegenden der kom stærkt igen
»Jeg hørte de ældre kollegaer i Danair tale begejstret om, at man i Irma kunne købe premier cru bordeaux til 65 kr. flasken. Så jeg gik ned i en Irma og vendte hjem med seks flasker fra Mouton, Margaux og Latour. Jeg gemte dem i flere år, men fortsatte i bordeauxsporet og gik til alle de smagninger jeg kunne.«
Giver madlavningskurser
Gennem en årrække som direktør hos SAS og siden øverste chef for SEB Kort Danmark oparbejdede han et solidt netværk i toppen af det danske erhvervsliv. Især blandt de som interesserede sig for mad og vin, hvilket i tidens løb har ført til hundredevis af vinrejser.
Nu hvor Thyregod som 63-årig har trukket sig til bestyrelseslokalerne, koncentrerer han sig i endnu højere grad om sin vin- og madpassion. En passion, som han gerne deler med andre.Gamle vine er noget af det mest spændende»Jeg driver faktisk en slags madlavningsskole for venner og gamle kollegaer, der ligesom jeg selv har trukket sig lidt tilbage. Jeg har faktisk hele tre hold kørende for tiden, hvor jeg prøver at formidle det jeg selv har lært gennem tiden,« fortæller Kurt Thyregod og griber et af de tre hvidvinsglas foran sig. En 2006 Belondrade y Lurton på den spanske drue verdejo, en 2006 Chateauneuf-du-Pape fra Roger Sabon og en 2008 Eroica riesling fra Washington State.
»Ahhhh, jeg synes altså, at hvid Chateauneuf er helt fantastisk,« lyder det fra den storsmilende mand, som har valgt at præsentere tre hvide og to røde vine i løbet af dette interview, der foregår over en frokost i hjemmet ved Dragør.
»I de senere år er jeg begyndt at interessere mig meget for hvidvin. Og når jeg serverer hvidvin for mine tidligere kolleger, beder de mig ofte om at skaffe noget. Ligesom jeg har de jo fejret mange jubilæer gennem årene og har derfor meget rødvin i kældrene. Men hvidvin er lidt fremmed for de fleste, så her er vi på nye opdagelser sammen,« siger han, og ser lidt bekymret ud.
Formidler gerne vinen
Det skyldes, at stykkerne med gratineret hvedebrød er blevet kolde, mens vi har snakket. Gratineringsosten er en herlig, karakterfuld råmælksgedeost af typen Rocamadour, netop hjembragt fra Paris, hvor familien Thyregod har en ferielejlighed på Montparnasse.
Brødet anrettes på et leje af romainesalat med skiver af saftig serranoskinke og halve, solmodne San Marzano tomater, hvis stilkefæster er samvittighedsfuldt skåret bort. Den følges op med en præcist ovnstegt, udbenet poussin ledsaget af en elegant sauce kogt på fuglens skrog og peppet op med en nedkogt hønsefond fra gårsdagens kokkekursus.Jeg har ikke en samling, for jeg køber først og fremmest vin for at drikke den»Læg mærke til, hvordan både chateauneufen og verdejoen går ind og understøtter salatens smag, mens rieslingen lægger sig henover det hele og renser munden. Det er to gode, men ret forskellige oplevelser,« siger han og smiler saligt for atter at gribe værktøjet og bearbejde salaten med stor ivrighed.
En ivrighed der mere synes at skyldes smagsoplevelsen, end selve det at spise, for han levner omkring en tredjedel.
»Det gør jeg næsten altid. Det er en vane, jeg har lagt mig til, efter at jeg måtte konstatere at forbrændingen falder med årene. Så man må se i øjnene, at et vist mådehold samt øget motion er nødvendigt.«
At dømme efter de cirka 25 vinkasser der står for enden af trappen ned til vinkælderen, så får han motion alene i kraft af vininteressen. Den deles nemlig med mange i Thyregods netværk, på den måde at han »formidler« vin.
»Jeg vil ikke sige, at jeg sælger vin, men igennem årene blev jeg så ofte spurgt om vintips, at jeg begyndte at systematisere det. Og nu er der altså en liste med et par hundrede adresser, som jeg regelmæssigt sender nyhedsbreve ud til. F.eks. gør jeg opmærksom på, at man fordelagtigt kan købe en bestemt vin hos den og den vinhandler, ligesom jeg fortæller, hvis jeg selv har købt et parti, som jeg gerne sælger noget af.«
Gamle vine skal gribes
Vi går ned ad trappen og ind i kælderen, hvor der står et lignende arsenal af 20-30 kasser med fem-seks forskellige slags vine. De er på vej ud af kælderen til fordeling, mens reolen overfor er »drikkevine.«
»Jeg har mange gamle vine, så ind i mellem er der nogle partier, som er på vej til at toppe, før jeg ventede det, og dem lægger jeg her,« siger han og griber en af fem flasker cornas i årgang 2005.
»Men det er meget sjældent, at noget ligger for længe,« siger han om kælderens cirka 1000 flasker. Det er kun et cirkatal, for selv om han er en systematisk mand, så fører han ingen kartoteker over samlingen, som det i øvrigt ikke er.Overskægget kysser igen La Fleur-glassets kant, øjnene lukkes og kinderne lægger an til et smil, allerede før glasset fjernes fra munden»Nej, jeg har ikke en samling, for jeg køber først og fremmest vin for at drikke den. Det har så ført til, at jeg har nogle vine, som hver for sig giver mening, og som i mange tilfælde har en historisk værdi for mig,« siger han og går hen til en gammel bourgogne.
»Den her fik jeg ved en middag nede i vinbonden Vienots kældre, hvor vi havde været igennem en festlig dag. Værten mig om mit fødselsår, og det er 1948. Han fandt en pommard, i årgangen, trak den op, skænkede og konstaterede, at den var færdig. Men efter et kvarters tid åbnede vinen sig pludselig og gav masser af frugt- og nøddepræg fra sig. Hvorefter den igen var helt væk. Sådan er det ofte med rigtig gamle vine, man skal gribe dem i flugten,« siger Kurt Thyregod, som fik den her fremviste flaske med som en gave.
»Gamle vine er noget af det mest spændende, men mange mennesker forstår ikke at værdsætte dem. Som bestyrelsesmedlem i Commanderie de Bordeaux (vinklub, red.) var jeg for nogle år siden vært ved en smagning af 30 år gamle vine på en restaurant. Jeg så ud af øjenkrogen, at nogen af gæsterne var begyndt at sende vinene retur, fordi de mente at der var fejl i dem. Men det var der overhovedet ikke. Man skal bare vide at værdsætte noget andet end primær frugtkarakter og fylde.«
Stringens og intensitet
Der er koldt i kælderen, cirka 12 grader året rundt, så vi går op igen, efter at have fået opklaret, at cirka 80 pct. af vinene er fra Europa, 60 pct. af disse er franske og trefjerdedel heraf fra Bordeaux.
»Ja, jeg er jo nok et bordeauxmenneske, selv om jeg ikke ønsker at opfatte mig selv så ensidigt. For jeg holder bestemt også af bourgogne samt alt mulig andet, bare det er godt. Dybest set er det noget pjat at sige, man kun kan lide vine fra dét og dét land, for der er jo enorme forskelle indenfor ethvert vinland. Men jeg kan sige, at jeg holder af intensitet, af stringens og at jeg oftest har fundet det i Bordeaux,« siger han.
Og det er grunden til at vi nu skal smage en vaskeægte én af slagsen samt en kopi.
»Jeg er glad for den sydafrikanske De Toren Fusion V, som er en typisk bordeauxblanding. Vine fra de varme lande udvikler sig hurtigt, så jeg har taget en 2002, mens pomerol’en, vi skal smage, er en 1988,« siger han om Chateau La Fleur de Gay, som er den anden af de to.
»Den sydafrikanske er nok ved at toppe, mens pomerol’en har mange år endnu. Det er et godt eksempel på, hvordan man lavede vin i gamle dage, dengang hvor ung bordeaux var mørkt og fyldt med tanniner. I dag kan de fleste drikkes med det samme, mens man før i tiden skulle vente fem år. Men til gengæld kunne vinen ofte holde i 20-30 år eller endnu længere, og det er ikke så almindeligt mere.«
Overskægget kysser igen La Fleur-glassets kant, øjnene lukkes og kinderne lægger an til et smil, allerede før glasset fjernes fra munden. Kurt Thyregod synker og ser lykkelig ud.
Læs også:
Tør hvidvin til januars fiskekøkken
Ciderens mange ansigter
Ostemandens færd i vinens verden
.
