Allerede da haute couture-designeren Christian Dior i 1947 viste sin første kollektion, var han med til at ændre moden i Europa. For med det, der siden blev kaldt “The New Look”, fik han æren for at bringe optimismen og livsglæden tilbage efter Anden Verdenskrig. Og for at genrejse Paris som modehovedstaden. Det er jo ikke så lidt. Men sagen var, at looket med sin vidde i skørterne krævede masser af det stof, der havde været knaphed på under krigen, og den smalle talje bragte en feminin stil tilbage til kvinderne.
I den amerikanske serie “The New Look”, hvor man lige skal vænne sig til, at der tales med fransk accent, kommer man først helt tæt på betrukne knapper, perlebesat silke og lange handsker under en Christian Dior-modeopvisning i 1955 på Universitet Sorbonne i Paris. Men det viser sig hurtigt, at du ikke behøver at være modenørd for at få noget ud af serien, for dens ærinde er – også – et andet. Tiden spoles tilbage til tyskernes besættelse af Paris og Christian Diors dilemma: Skal han kreere balkjoler for de eneste i byen, der fester – som er nazisterne – eller skal han lade være, så han må fyre hele sin stab?