En dyb depression fik Birthe Neumann til at droppe ambitionerne om karriere. Og så gik det stærkt

Foran Birthe Neumann ligger et kornet billede af en ung mørkhåret kvinde på teaterscenen. Hun har intet tøj på. I modsætning til den flere år ældre mand, som flankerer hende. Billedet er nyt for Birthe Neumann. Men det er minderne ikke. Hun trækker vejret dybt ind og slipper luften ud med et suk.

“Det er mig på scenen, den helt nøgne splint. Jeg vidste slet ikke, det billede eksisterede. Når jeg ser det nu, kan jeg se, hvor rædselsslagen jeg var. Hvor er det betegnende for det, jeg mange gange har spurgt mig selv om: Hvorfor helvede sagde jeg ikke dengang nej tak? Hvorfor er det først nu, #metoo-bølgen er kommet? Hvorfor er det først nu, man siger, gu’ vil jeg ej?

Det var min første rolle på Det Kongelige Teater i 1972, og egentlig var det ikke min rolle, men hende, som skulle spille den, blev gravid. Skuespilchefen gav den til mig i stedet og sagde, at jeg skulle danse og synge i forestillingen “Operette”.

“

Jeg blev indhentet af fortiden, da jeg var et par og 40. Resultatet var en dyb depression

Birthe Neumann, skuespiller

“Jamen jeg kan ikke danse og synge,” indvendte jeg.

“Bare rolig, det er ikke meget. Og du skal i øvrigt være nøgen, mens du danser og synger,” svarede han.

Jeg blev båret nøgen ind i en ligkiste på forscenen af Den Ny Scene. Efter 20 minutter skulle jeg springe op og danse og synge. Jeg fik lavet en lille toupé for at dække mit underliv, men den faldt af, fordi jeg kom til at svede i den ligkiste. Da jeg rejste mig op af kisten, hang den nede ved knæet, men det opdagede jeg ikke, fordi min påklæderske havde givet mig et vandglas med sød Vermouth, som jeg lå og bællede, fordi jeg var så bange. Fordelen ved det var også, at jeg ikke så godt kunne høre, at jeg ikke kunne nå de høje toner, og jeg sang falsk.

Jeg kan huske, at jeg lige havde mødt min mand, og han nægtede at gå ind og se den, fordi han synes, det var så grænseoverskridende. Jeg må indrømme, at jeg stadig i dag kan sidde og tænke, “det kunne du godt have gjort Paul.” For det var så ensomt og frygteligt.

Men jeg forsvarede også det, jeg gjorde. Folk spurgte, “hvordan kan du klare det?” Og så svarede jeg: “det er jo et job, jeg forholder mig professionelt til det”. Det ved jeg i dag, at det var løgn. Jeg kunne ikke være professionel. Det har taget mig så mange år at bearbejde og komme ud af det traume med, at min krop var noget, der også kunne udstilles. Som skulle bruges. Som ikke bare var min.”

Birthe Neumann lukker øjnene. Sådan gør hun, når hun ad hukommelsens bumlede veje forsøger at finde holdbare svar.

Hun er godt selskab. Underspillet charmerende, som hun er, med uhøjtideligt tørre replikker, der ophæver modsætningsforholdet mellem hendes dybsindighed og letsindighed. Det er selvsamme karaktertræk, der har været medvirkende til at give hende en tydelig plads i den danske film- og teaterverden. Hun har funny bones, men mere end det, som filmkritiker Morten Piil rammende skriver i bogen “Danske Filmskuespillere”; “hendes forfinede, spinkle apparition og iboende lady-manér kan rumme en mængde over- og undertoner af sensualitet og indre uro. Bedst er hun, når facaden af kontrol dækker over forvirring og frygt, og en tøvende replik forstærker indtrykket af virkelighedsfjernhed.”

Sådanne affekterede ord kunne Birthe Neumann aldrig finde på at bruge om sig selv. Hun skænker sig selv et glas danskvand og fortsætter fortællingen om at sige ja til nøgenhed, man burde have sagt nej til.

“Det gik først op for mig, at det var forkert, da jeg blev syg i 1991. Indtil da havde jeg ikke registreret det. Jeg havde været optaget af andre ting og havde lange perioder, hvor jeg var frustreret over, at jeg ikke fik nogen spændende opgaver på teatret. Jeg begyndte at læse retorik på universitetet, men det fik jeg ikke færdiggjort, for pludselig kom rollerne.

Men jeg blev indhentet af fortiden, da jeg var et par og 40. Resultatet var en dyb depression. Der var ikke en udløsende faktor, men jeg tror, det var kommet igennem mange år. En fornemmelse af, at jeg igennem hele mit liv havde haft så mange muligheder og døre, jeg kunne åbne og gå indad, og så mange trappetrin jeg kunne gå opad.

Da min depression begyndte at melde sig, fik jeg en vild trang til at gøre alt muligt, jeg ikke havde gjort før, for at bevise at jeg kunne. Jeg havde hidtil svoret, at jeg aldrig ville køre bil, fordi jeg er så bange for det, alligevel begyndte jeg at tage kørekort. Jeg fik sindssygt mange køretimer, fordi jeg lod mig engagere som kørekanin hos Stjernqvist Trafikskole for kommende kørelærere. Uden jeg skulle betale for det, kørte jeg 150 timer, indtil det gik op for mig, at der ville jeg få lov til at køre resten af mit liv. Jeg endte med at få kørekortet, det var en stor overvindelse, og det, troede jeg, kunne gøre mig tilfreds.

Så var det skøjter. Jeg havde aldrig kunne stå på skøjter, fordi mine ben og ankler er for tynde, men når børnene var afleveret i skole, begyndte jeg at gå ned til en skøjteplads ved Lindevangsparken. Jeg tænkte, det er en fantastisk sejr, det må gøre, at jeg bliver hel. Det næste var skisport. Jeg bestilte en rejse til en fjeldstue i Norge og tog 10-12 dage derop for at lære at stå på ski. Nu er den der, tænkte jeg. Nu får jeg bevist, at jeg er blevet voksen. Jeg måtte rykke mig for, at det faldt i hak. Men det gjorde det ikke.

Følelsen var, at der ikke var flere døre at gå indad. Jeg var bare i en brun firkantet kasse. Og ligegyldigt, hvad jeg forsøgte at gøre, stødte jeg ind i en væg uden håndtag. Nogen gange havde jeg drømme om at sidde i et lukket rum med en brun kuffert, jeg ikke turde åbne. Jeg er sikker på, at psykologer ville kunne tolke på det. Jeg blev mere sort og fortvivlet og kunne ikke sove. Jeg tog alle mulige ting fra min ungdom og opvækst op for at finde ud af, hvor fanden det var gået galt. Men da var det for sent. Jeg måtte lade mig indlægge på Frederiksberg Hospital.

Jeg havde fået noget medicin, men det virkede ikke. Omsider fik jeg noget anden medicin, der, mod al forventning, hjalp mig. Jeg synes, det var det mest usle at skulle acceptere, at det var en kemisk ting, der manglede i hovedet. Men jeg tog det, og det ramte mig som et trylleslag: Jeg vågnede den 19. august 1991, trak mit rullegardin op og tænkte “nøøøj, hvor er himlen blå”. Det var flere år siden, jeg havde kunnet se farver.

I løbet af min depression havde jeg ikke forsøgt selvmord, men jeg havde selvmordstanker. Jeg vidste, at alle ville blive bedre tjent med, at jeg var væk. Jeg syntes, jeg var så værdiløs. At vågne op og pludselig føle sig levende, at mærke, jeg havde følelser for andre, og at jeg var elsket, det var så overvældende, at alt det, der havde fyldt tidligere – mit arbejde og mine ambitioner – forekom totalt ligegyldigt. Den fornemmelse har jeg faktisk aldrig sluppet.”

Det kan synes paradoksalt, at Birthe Neumanns skuespilkarriere først tog fart, efter hun slap ambitionerne. I løbet af 1990’erne lykkedes hun med at få flere og flere filmroller, bl.a. kan nævnes morrollen i dogme-mesterværket “Festen” (1998).

“Karriere” er ikke et ord, Birthe Neumann selv bruger, tværtimod er det et begreb, hun personligt tager afstand fra. For hende er skuespillet et arbejde. Men det er immervæk et arbejde, hun er blevet så dygtig til, at hun har vundet et par af filmdanmarks største priser; en Robert og Bodil for sin hovedrolle i komedien “Lykkevej” (2014) og for nyligt æret med Årets Hæderspris ved prisuddelingen Svend.

Hun forklarer selv paradokset:

“Efter min eksistentielle krise lærte jeg at hvile i mig selv. Den ængstelse og fokus på hvordan andre opfattede mig, fik jeg flyttet væk. Og da det holdt op med at betyde noget for mig, blev jeg fri. Jeg gav mig til at koncentrere mig om at finde ud af, hvordan jeg havde det bedst med mig selv, på mine egne præmisser i mit eget liv og med mit eget arbejde.

Jeg føler ikke, at jeg har en maske på over for omverdenen længere. Jo, jeg skal have lidt mascara på for at gå ud i verden, men der er ikke grænser for, hvor dårligt klædt jeg kan finde på at gå over gaden og handle i Rema. Jeg sjosker afsted i nogle gamle træningsbukser, som ikke sælges mere. Og jeg er overbevist om, at ingen vil genkende mig, hvilket passer mig bedst. Jeg er lidt kendt for, at jeg altid har sat håret op i fire kamme, og jeg har fornemmelsen af, at hvis jeg ikke skal genkendes, skal jeg tage de kamme af, og så skal der bare hænge grå strittotter. Så er der ingen, der ser mig. På en måde er det at afmaskere mig blevet min foretrukne maske.

Siden jeg slap kontrollen, har jeg fået flere og flere interessante roller. Men jeg har ikke en karriere. Jeg har ingen ambition. Det lyder hovent, men det har jeg faktisk ikke. Jeg vil gerne gøre tingene så godt, som jeg kan, for jeg elsker vitterligt mit arbejde, men det er ikke for at blive set og anerkendt – det er for at være i det, dyrke mit håndværk og være sammen om at fortælle en historie.

Allerinderst inde har min drøm været at skrive. Det forestillede jeg mig som barn. At blive skuespiller var noget, jeg blev, for det var ligesom nemmere. Det krævede bare, jeg gik til en optagelsesprøve. Jeg forsøgte mig lidt med at skrive, men jeg havde slet ikke tålmodighed til det. Men det, der tiltaler mig ved begge dele, og det, jeg har haft behov for, er at fortælle og formidle historier. Og at der er noget i mig, der farver den måde, historien bliver fortalt på, som gør, at andre ser tingene med nye øjne. Altså, at der er en grund til, at jeg fortæller historier.

Fra helt lille og langt op i mit liv har jeg læst alt, hvad jeg kunne komme til af eventyr. Jeg er fascineret af, at folkeeventyr, om de er fortalt i Kina eller Norge, bygger på de samme myter. Det er prøvelser og forhindringer, der skal overkommes, og så kommer belønningen. Sådan er cyklussen i et eventyr, men sådan er det også, når tingene er gode i livet. Det er gennem prøvelser, at vi bliver modnet og belønnet. Hvis du f.eks. åbner “1001 nats eventyr”, er det jo vidt forskelligt fra “Grimms eventyr”, men de har alligevel en masse tilfælles i grundsubstans.

Eventyrets lov er også: kan man stræbe efter livets lov? Det er ganske givet slet ikke sådan i alle tilfælde, men det er den vision, jeg har haft: At der kommer noget godt, hvis du gør dig fortjent til det. Jeg tror, mange menneskers liv er et eventyr. Og så kan det godt være et mareridt i nogle tilfælde, og det kan ende dårligt, det kan mit liv også, men det rummer eventyrets mulighed.”

“Som ung læste jeg litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og historierne gik dengang i gangene på Bispegården om, hvordan Karen Blixen havde været, hvordan hendes syfilis sygdom var kommet frem, og at hun levede af champagne og østers. Fotografier i selskab med Arthur Miller og Marilyn Monroe blev delt. Hun var afpillet og syg, men hendes helt specielle look og utrolige selvfølelse strømmede igennem de fotos.

Men jeg tror, at fordi hun netop havde sin egen så specielle fremtoning, tænkte jeg ikke, da jeg fik rollen, “åh gud, hvad nu hvis alle siger, hun ikke var sådan”. Den fornemmelse havde jeg slet ikke, fordi hun var så imposant på en måde, man aldrig ville kunne ramme. Men man godt kan lave et bud derhen.”

“Jeg gik i gang med at finde materiale fra Filmarkivet, som jeg lagde i min Dropbox. Interview, filmklip, radiointerviews og båndede taler, bl.a. den famøse båltale. På grund af nedlukningen blev optagelserne udskudt med tre måneder, og det gav mig masser af tid. Jeg husker, jeg gik de 7 km rundt om Søerne i gåsegang, fordi man kun måtte gå i en retning og lyttede til hende tale i mine ører, og så stoppede jeg optagelsen og gentog højt for mig selv. Igen og igen. Der må være nogen, der har studset over, at jeg gik og talte på den mærkelige måde med mig selv. Men det blev jeg ved med, to til tre gange om dagen, indtil jeg fik en fornemmelse af, at jeg kunne finde hendes sprog.

Hun har en dyb stemme. Og en anelse nasal. Om det er snøvl, ved jeg ikke, men jeg tror, det tilhører den aristokratiske talemåde. Hun trækker vokalerne længere end normalt. Hun holder “meegeeet laaaange” pauser. Efterhånden lagrede det sig, og jeg tænkte, at det kunne godt være et bud på hende. Det var ikke et bud, der nogensinde blev kommenteret. Jeg foreslog det ved en læseprøve, og så sagde Bille August, “det er fint”. Det blandede han sig ikke i. Det gav mig en kæmpe frihed, som jeg egentlig havde oplevet lige fra, jeg blev fortalt, at jeg havde fået rollen. Casteren ringede og sagde, “ja du har fået rollen, for da vi kiggede på optagelserne, sagde Bille: Jamen Birthe er Blixen”. Det er jo til at få storhedsvanvid af at få sådan noget at vide, men det gav en enorm tryghed for mig.”