Christian Stadil bag facaden

null

294878_16_9_large_898.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
28. nov 2014 KL.21:08
"Jeg gider ikke være en skod far.”

Ordene falder prompte, og efterfølges af en ukarakteristisk stilhed. Christian Stadil kigger insisterende på mig igennem sine runde designerbriller. Han er netop blevet far for anden gang på 20 måneder, og spørgsmålet om, hvordan perspektiverne har ændret sig med to nye knopper på stamtræet, giver plads til en sjælden pause i talestrømmen.


"Jeg troede jo ikke, at jeg skulle ende, hvor jeg er nu. Nu siger jeg ende. Men det behøver jo ikke nødvendigvis at være noget negativt"



“Det er sundt for en stodder som mig at lægge mine egne behov lidt til side for mine børns skyld. Jeg har sgu ingen længsel i mit liv, jeg har det sindssygt godt.”

Vi går i Rude Skov tæt ved rigmandsghettoen Søllerød. Det er fredag eftermiddag, og solen har fået overtøj på i form af store, grå skyer. Jorden er fugtig og mudret efter formiddagens regnskyl. Motionister og ivrige hunde udgør det øvrige persongalleri.

Det er her, Christian Stadil spurter rundt i skovens bakker med sine sønner i løbevogn. Det er her, han sammen med sin familie slapper af og går en tur, når dagen nærmer sig sin slutning. Sådan har det været, siden Christians kommende kone, Alice Brunsø, ad to omgange på knap to år har født en søn.

Først kom Winston Balthazar Bodhi. 17 måneder senere fik familien endnu et medlem, som enten skal hedde Hamilton Conrad Karma eller Hamilton Everest Ensó. Et angelsaksisk buddhistisk navnemiks, man ikke lige støder på hos naboen.


Men 43-årige Christian Nicholas Stadil er heller ikke helt som dine naboer. I 90’erne startede han sammen med faderen, Thor Stadil, selskabet Thornico, der blandt andet står bag tøjkoncernen Hummel, shippingvirksomheden Thorco og æggebakkeproducenten Hartmann.

Foruden sine poster i Thornico sidder Christian Stadil i utallige bestyrelser, advisory boards og tænketanke. I dagene omkring tilblivelsen af dette portræt bliver han adjungeret professor på CBS i kreativ ledelse. Han er familiefar og festdyr. Han lever sit liv efter buddhistiske filosofier, og så er han blandt de mest velhavende i Danmark.

“Og sandheden er jo, at det langtfra lykkes hver gang at navigere i de her kontraster. Det har jeg skullet lære, og det er noget, jeg stadig skal blive bedre til. Men jeg er eksempelvis langt hen ad vejen en ekstremt dårlig buddhist. Jeg prøver at efterleve filosofierne, men det er helt klart nemmere at sige nogle flotte citater om, end det er at implementere i sit liv.”


"Jeg er blevet bedre til at vælge fra, men jeg har måske heller ikke helt det samme behov længere for at lade mig forføre af, at nogen ønsker min tilstedeværelse"


Som hos så mange andre nybagte fædre er prioriteterne lagt om. Byturene med vennerne er blevet færre. Det er de mange forretningsrejser kloden rundt også. Antallet af bestyrelsesposter er decimeret, og der er gjort kraftigt indhug i mængden af foredrag.

Christian Stadil er blevet voksen, med alt hvad det indebærer af fredage foran fjernsynet og børneafhentningslogistik.

“Det har modnet mig at blive far. Jeg er blevet bedre til at vælge fra, men jeg har måske heller ikke helt det samme behov længere for at lade mig forføre af, at nogen ønsker min tilstedeværelse i en eller anden bestyrelse. Jeg er blevet langt mere struktureret, for jeg er nødt til at være der for mine børn.”

Vi nærmer os så småt den varme stue i familiens Stadils 365 m2 store hjem. Et hus, der omgives af en knap 20.000 m2 stor grund. Et hus, der på mange måder er et symbol på, hvorfor vi taler sammen i dag.


Efter et skuffende regnskabsår i 2012 har familien Stadil sat turbo på Thornico i 2013, og det betyder, at Christian Stadil nu er en af de 40 mest velhavende danskere. Han er dog ikke meget for at tale om dem, pengene.

“Penge er en mærkelig størrelse, som jeg sjældent taler om. Vi lever rimelig meget i øjenhøjde med både os selv og omverdenen. Vores penge betyder, vi har en masse privilegier, og vi bor et dejligt sted, men vi lever meget efter devisen, at hvis du ejer for meget, så ejer tingene dig.”

Hvordan kommer det til udtryk i den måde, du bruger dine penge på?

“Hverken min far eller jeg har behov for store materielle erhvervelser. Det kan lyde mærkeligt, når vi nu har et flot hus, men Alice og jeg har én bil hver. Det er vi glade for, og vi har ikke noget behov for at have flere. Jeg ville dø over at have en fancy sportsvogn stående, som jeg kun kunne køre i om sommeren. Jeg har en fed Mercedes, men den er ikke for fed. Jeg kan ikke lide at komme ud til kunder i en bil, der er for smart. Og vi har altså heller ikke hverken privatfly eller yacht. Jeg vil hellere købe nye skibe til Thorco end til mig selv.”

Forklaringen på det sparsomme forbrugergen skal findes i barndommen, som man siger. Det startede i 1971 i Søborg – det var dengang Christian, Thor og Kirsten Stadil boede i en toværelseslejlighed, og selv om Christian Stadil med egne ord aldrig har manglet noget, har livet ikke budt på guld- eller sølvskeer i hverken den ene eller den anden kropsåbning.

“Mange synes faktisk, at jeg lidt af en nærigrøv. Det er blevet mindre med årene, men min mor har opdraget mig til, at når man køber ind, så leder man efter tilbud. Og jeg prutter altid om prisen. Den fornemmelse for værdien af penge vil jeg gerne føre videre til mine børn.”

Men bliver det ikke svært, når deres far er blandt de mest velhavende danskere?

“Jo, og derfor bruger vi også meget tid på at tale om det derhjemme. Der kommer til at være stor forskel på min barndom og mine børns. Mine børn kommer formentlig til at vokse op med, at man kan, hvad man vil, rent økonomisk. Men derfor skal de stadig have et arbejde.”

 
“NÅR DU HAR SLÅET MIG MED ALBUEN, så skal du ramme med langt knæ. Og husk balancen efter det sidste knæ i maven.”


Steffen Weise er tidligere verdensmester i thaiboksning og er daglig leder af Danmarks ældste thaiboksningsklub Mikenta i Albertslund. På væggene i det store træningslokale hænger utallige bokseplakater fra hele verden med de største af sportens helte.

Hele gulvet er belagt med en rød og blå madras, så de hårdt kæmpende thaiboksere ikke risikerer liv og lemmer, når de kæmper. I hjørnet står en boksering. Kanvasen er våd, for sveden flyver af Steffen Weise, mens han bliver sparket og slået af Danmarks 23. rigeste mand. I Albertslund kalder de ham bare Christian.

“Alle er lige, når vi går i ringen. Jeg tænker ikke på, om det er en af Danmarks rigeste mænd, eller om det er en fra vores seniorhold, når vi kæmper. Jeg kalder ham bare Christian,” fortæller Steffen Weise.

Det er blevet tirsdag. Efter forretningsmøder hele formiddagen, er Christian Stadil taget til thaiboksning. Et frirum, han har dyrket med forskellig intensitet de seneste 30 år, og en pause midt på dagen, der stimulerer både krop og sind.

I ringen er det verdensmesteren, der bestemmer over erhvervsmanden.

Når træningen er afblæst, og de obligatoriske fist bumps er overstået, vender rollerne 180 grader, for Steffen Weise er foruden sine forpligtelser i kampsport også iværksætter og foredragsholder. Og så er det pludselig Christian Stadil, der står for undervisningen.


“Steffen har startet en webshop, hvor han sælger sportstøj. Vi tager typisk en halv time efter træning, hvor jeg rådgiver Steffen i forhold til forretningen og de foredrag, han holder. Det har nu faktisk udviklet sig til et strategisk samarbejde mellem Mikenta og Hummel.”

Det er sådan, han investerer. Det er ikke nok at smide nogle penge for til gengæld at kunne eje hele eller dele af en virksomhed. Der skal investeres lige dele tid og penge.

“I næsten alle virksomheder er jeg blandt de første investorer ned til det niveau, hvor man er med til at udvikle grundidéen. Jeg kommer med både penge og viden, og til gengæld får jeg en fornuftig pris, fordi jeg rykker tidligt ind med pengene. Jeg har altid prøvet at arbejde med den her sammenhængskraft mellem det private og det forretningsmæssige.”


"Jeg får hele tiden tilbudt virksomheder, så hvis det kun var filantropi, ville jeg sige ja til mere. Jeg investerer kun, hvis jeg kan se en unik idé på et område"


Uniformen til dagens træning er en tanktop og bokseshorts med det for boksesporten så obligatoriske navn på linningen. Mærket er Hummel, selvfølgelig. Tanktoppen afslører foruden en god portion træningsflid også, at Christian Stadil er tatoveret af minimum 20 omgange. Og det er så her, at sammenhængskraften bliver næsten uhyggelig.

En af de nyeste grene af Thornico er nemlig et delejerskab af Tattoodo, som er en online-tatoveringsportal, hvor man kan designe sine egne tatoveringer. Potentialet er stort, mener Christian Stadil og understreger, at forretningscasen trods alt vægter højere end personlige interesser.

“I går fik jeg tilbudt en ny virksomhed, i forgårs en anden. Jeg får hele tiden tilbudt virksomheder, så hvis det kun var filantropi, ville jeg sige ja til mere. Jeg investerer kun, hvis jeg kan se en unik idé på et område, hvor jeg kan se et marked.”

En af tatoveringerne på den ene arm forestiller et dødningehoved, der drikker af en flaske absint. Motivet er ikke tilfældigt.


Dødningehovedet indgår også i meget af den kunst, som Christian Stadil dyrker i sin fritid, og det er ikke kun dødningehovedets frisure, som fascinerer.

“I kunstens verden har man altid brugt kraniet som en reminder om, at man skal dø. Det gør man også i buddhismen. Det handler om, at vi skal suge essensen ud af livet, mens vi er her. Det har jeg tatoveret forskellige steder på kroppen. Lyset, der brænder ud. Den japanske nationalblomst, som mister bladene efter tre dage.”

Er det ikke ironisk, at du har tatoveret symboler på forgængelighed over hele din krop, som jo netop er forgængelig?

“Jo det kan du sige, men det er jo det smukke ved det. Det er en kropsliggørelse af grundpointen. Livet er foranderligt.”


Har du tænkt over, hvilket aftryk du gerne vil efterlade, når dit eget lys brænder ud?

“Jeg tænker ikke så meget over det. For tre år siden havde jeg nok smidt et buddhistisk citat krydret med lidt Jung efter dig, men i dag er det mere jordnært. Jeg vil gerne huskes som en god mand, en god far og en god søn.”

Syv dage senere har jeg en ny aftale med Christian Stadil. Jeg møder ham ovre ved champagnen, hvor han står sammen med cykelsportsdirektør og lokalpolitiker Brian Holm. De delte for en håndfuld år siden en uge i et buddhistisk kloster i Korea sammen. Fem meter derfra, lige ved siden af dj’en, står tv-værten Andrea Elisabeth Rudolph. Hun griner højlydt i selskab med Christian Stadils kæreste, Alice.


Udenfor står en anden tv-personlighed, Felix Smith, og ryger en smøg. Midt i lokalet tømmes et stort buffetbord for pindemadder og rødvin. Langsomt, men sikkert. Det minder mest af alt om et vip-område til en rockkoncert, men der er langt fra Metallica i Parken til Stadil på CBS.

I atriumsalen på Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på den københavnske handelshøjskole, er studerende, journalister, kolleger, familie og venner samlet for at ønske Christian Stadil tillykke. Han har fået den ære at blive adjungeret professor i kreativ ledelse på CBS.

Da arrangementet blev slået op på skolens Facebookside, slog det alle rekorder for likes og delinger, og det er utvivlsomt en af de mere populære gæsteforelæsere, der nu tiltræder. Det er ikke helt afklaret, hvad man skal, når man er adjungeret professor, men der er lagt op til lige dele forskning og undervisning samt en tjans som censor i ny og næ.

Ud på marmorgulvet i atriumsalen træder Khalida Popal, anføreren på det kvindelige afghanske fodboldlandshold. For 30 sekunder siden var hun oppe på skærmen, hvor hun i en video fortalte om, hvordan sport kan levere noget i krigshærgede lande, som soldater ikke kan. Glæde og tryghed.


Hummel sponsorerer det kvindelige afghanske fodboldlandshold, og sponsoratet er en del af koncernens omfattende CSR-strategi, som Christian Stadil har døbt Company Karma.

“Det er et eksempel på den kraftfulde kreative idé, der gør en forskel for både det afghanske folk og for os som virksomhed, i og med at sponsoratet gav en masse eksponering. Og så er det en vigtig hjørnesten i Hummels differentieringsstrategi i forhold til konkurrenter som Nike og Adidas,” lyder det fra Christian Stadil under sin udnævnelsesforelæsning.

Han taler med passion, for det betyder noget for ham. Han taler meget og længe om de kreative brud, som sker, hvis man arbejder på flere ting ad gangen. Hvis man møder nye mennesker, og hvis man omgiver sig med mennesker, der adskiller sig fra en selv. De kreative brud som Christian Stadils eget liv er fyldt til randen med.

“Jeg har været meget privilegeret med udmærkelser igennem de sidste 20 år, men det her er noget af det største for mig. Jeg er meget stolt over, at jeg nu er adjungeret professor. Det er noget helt særligt, fordi det giver en kobling mellem flere sider af mig. En kobling mellem det intellektuelle og det praktiske. Nu er jeg både professor og aktiv erhvervsmand.”


DE MÅ IKKE SIDDE VED SAMME BORD, de 250 ansatte i Thornico koncernen. Idéen om, at de kreative brud sker, når man omgiver sig med nye og anderledes mennesker, dyrkes helt ned til bordplanen på Hotel Nyborg Strand.

Her afholdes det første store event for alle danske medarbejdere i koncernens mange selskaber, og efter en gennemgang af nyheder og resultater fra året, der så småt går på hæld, har alle efterhånden fået forsynet sig i både buffeten og baren.

Helt oppe ved scenen er det dog ikke oksestegen og pastasalaten, der fylder i hovedet. Nerverne er så småt ved at indfinde sig hos Christian Stadil, der om et par minutter skal overraske sin far.

Det er torsdag aften, og når fredagen begynder, fylder Thor Stadil 70 år. Om fredagen skal familien Stadil holde noget så sjældent som en familiefødselsdag for patriarken. Men Thor Stadil ved ikke, at festlighederne allerede starter oppe på scenen nu.


Christian Stadil smider den sidste rest fra rødvinsglasset i halsen og træder op på scenen. Og selv om han er vant til at være der, er det alligevel noget særligt denne gang.

Christian er eneste barn af Thor og Kirsten Stadil. I fraværet af en bror har Christian Stadil haft et meget tæt forhold til sin far. Men det kalder han ham ikke. Det kan man ikke, når man laver forretning sammen. Og forholdet mellem Christian og Thor Stadil er mere som venner, brødre og partnere end som far og søn. Da Christian Stadil var barn, legede de sammen. Måske lidt vildere end ellers.

“Han er ikke typen, der lader mig vinde. Vi havde altid brydekamp, og jeg tabte altid. Jeg vandt først, da jeg var 16 år og vejede 85 kilo, fordi jeg spillede amerikansk fodbold. Så gik der et halvt år, hvor han overhovedet ikke gad at bryde, men han prøvede en gang til, for det kunne jo ikke passe, at jeg kunne banke ham. Så bankede jeg ham igen, og jeg tvang ham til at spise græs, for det havde han gjort ved mig, da jeg var barn. Vi har aldrig haft en brydekamp siden.”

Hvorfor sætter du alle sejl ind på at fejre ham i år?


“Jeg har lært utroligt meget af ham. Mit syn på mine forældre har jo også ændret sig, efter at jeg selv er blevet far. Jeg kan se, hvor meget mine forældre har gjort for mig, så i år synes jeg virkelig, at den skal have gas. Det er velfortjent, og jeg glæder mig rigtig meget. Men han gider slet ikke at blive fejret. Det er typisk ham. Han holder en familiemiddag på sin fødselsdag, og jeg overvejede at overraske ham der, men min mor og jeg blev enige om, at det ville han simpelthen ikke bryde sig om.”


"Jeg er meget stolt over, at jeg nu er adjungeret professor. Det er noget helt særligt, fordi det giver en kobling mellem flere sider af mig"


I Nyborg begynder den velorkestrerede fødselsdagsfejring af Thor Stadil så småt. På skærmene ved scenen starter et slideshow med billeder fra Thor Stadils liv. Til tonerne af Highwayman med Johnny Cash og Willie Nelson afløses billedet med en purung student af et nyt fra et forretningsmøde i Kina. Et blik på Thor Stadil fortæller, at overraskelsen går rent ind.

Billederne afløses af videohilsner fra direktører og medarbejdere i koncernens mange globale kontorer. Hilsner på kinesisk, spansk og engelsk, der hylder koncernens grand old man. Ind på scenen træder en af direktørerne i koncernen. Han er fløjet ind fra Holland, fordi han skal præsentere gaven til Thor Stadil på vegne af medarbejderne.

Gaven er et tre i en-kunstværk af den danske maler Troels Carlsen, og værket portrættere erhvervsmanden, bjergbestigeren og familiefaderen Thor Stadil. Og selvom han ikke er begejstret for at være i rampelyset, bevæger han sig alligevel op mod scenen og mikrofonen for at takke for opmærksomheden.


“Jeg vil gerne takke jer alle sammen for gaven og for jeres hilsner. Jeg vil gerne sende en særlig tak til dig, Christian. Jeg er sikker på, at du haft en finger med i spillet. Du præsenterede mig som din ven, og jeg vil bare sige, at du er også min bedste ven.”

De har sjældent et øjeblik alene, de to bedste venner. Både familien og virksomheden har vokseværk, og så er det svært at finde tid til at være sammen, bare to. Men de bestiger bjerge sammen. Fire ud af verdens syv største toppe har haft besøg af Christian og Thor Stadil, og her finder de to roen sammen. Det gjorde de også natten efter arrangementet i Nyborg.

“Jeg skulle sove hos mine forældre, og jeg kom hjem halv to. Men så meget typisk for Thor, så listede han ned, da han hørte, jeg kom hjem. Så fik vi en bajer ude i køkkenet og talte om aftenen. Han var meget rørt.”

MAN VENDER EN SIDE OG STARTER ET NYT KAPITEL I LIVET, når man får børn. En begyndelse betyder også en slutning, og hvis man som Christian Stadil dyrker buddhismens ro og livet, det forgængelige, så er det vigtigt at være til stede i nuet, for man kender kun nu og her. Men her og nu er måske heller ikke så slemt.

“Jeg troede jo ikke, at jeg skulle ende, hvor jeg er nu. Nu siger jeg ende. Men det behøver jo ikke nødvendigvis at være noget negativt. Jeg vil da gerne leve resten af mit liv sådan her.”

Hvis du mødte 20-årige Christian i dag, hvad ville du så sige til ham?


“Da jeg var i starten af 20’erne, tog jeg tingene meget personligt og meget alvorligt. Jeg tog også mig selv meget alvorligt. Jeg gik for meget op i, hvad folk tænkte om mig. Jeg ville gerne fremstille et glansbillede, men et glansbillede er kedeligt. Og så er det usandt. Hvad en eller anden synes om mig, og hvad jeg laver, er jo i bund og grund fuldstændig ligegyldigt. Who cares and so fucking what.”