Chefredaktør på OLFI om sit livs brandert: “Jeg aner stadig ikke, hvad der skete”

Jeg tror, mange kan huske, at de har været fulde, altså rigtig fulde. Jeg kan da også huske, at jeg flere gange i gymnasiet er vågnet i et S-tog på et rangerspor i Høje Taastrup eller Klampenborg, fordi jeg var faldet i søvn og bare kørte frem og tilbage. Men det er ikke noget, der står som ekstraordinære oplevelser. Den, der til gengæld stadig står utrolig klart for mig – ikke fordi jeg kan huske selve aftenen, men fordi jeg kan huske efterspillet – var, da jeg gik på sergentskolen i Sønderborg i 1991.

Dengang var der ikke nogen bro over Storebælt, og Sønderborg føltes længere væk, end den gør i dag. Vi tog alle sammen hjem om fredagen, og torsdag var den store bytur. Hele byen summede af unge mennesker fra kasernen, frisørskolen og ikke mindst sygeplejeskolen. Dengang havde jeg dog slet ikke lært det der med piger, så hvor gerne jeg end ville, lykkedes det mig vist aldrig at score, mens jeg var i Sønderborg. Nogle af de andre besøgte flittigt sygeplejersker, og nogle af dem, var da også på besøg flere forskellige steder.