Er han den nye Jørgen Leth? Forfatter og musiker udlægger cykelsport via Julius Cæsar, Moby Dick og Homer: “Cæsar ville have elsket cykelsport, hvis det fandtes dengang”

Hør Bastian Emil Goldschmidt læse højt fra bogen nederst i artiklen.

Det er lettere at finde mænd, der vil dø for deres land, end det er at finde mænd, der vil lide med tålmodighed.

Erfaringen er Julius Cæsars. 28-årige Bastian Emil Goldschmidt kom forbi citatet for et par år siden, hvor han havde nogle måneder med Romerriget. Han tog med det samme en note, for det resonerede i hans største interesse, cykelsport.

“Det er blevet klart for mig, at Cæsar ville have elsket cykelsport, hvis det fandtes dengang,” fortæller Bastian Emil Goldschmidt.

Citatet siger noget helt grundlæggende om fascinationen af cykelryttere. Denne sjældne race af individer, som i et naturstridigt ønske om at krydse bjerge, broer og brosten med benenes kraft udsætter sig selv for ekstrem pinsel, opofrelse og utallige nederlag. Sådan er cykelløbets natur, én vinder og et felt af tabere. Som månederne er gået, er noter som disse blevet flere, kapitler er vokset ud af dem, og denne formiddag er spændingen strakt ud i Bastian Emil Goldschmidts blå øjne, for om et par timer får han sin nye bog i hånden for første gang.

“Fremad” hedder bogen. Han viser glad en affotografering af bogomslaget på sin telefon: Il Campionissimo, mestrenes mester, den italienske legende Fausto Coppi cykler alene op ad et bjerg, bag ham kører en åben servicebil med tilsmudsede hjælpere stående på sæderne.

“Meget storladent sagt er det en fundamental bog om cykelsport, og jeg mener det ikke for at hævde mig selv. Men man skal kunne læse den, hvis man aldrig har set cykelløb, eller hvis man kender alt til cykelløb. Målet er at sætte ord på noget grundlæggende, som også kan være nyt for en, der har set cykelløb hele sit liv,” forklarer han om bogen.

Ingen i Bastian Emil Goldschmidts familie har gået op i cykelsport. Men i fosterstadiet tilbragte han en julimåned i sin mors livmoder til den summende lyd af tv-helikoptere, motorcykler og et felt af cykelryttere i Tour de France. Aldrig før og efter havde hans præstemor set cykelløbet. Men et hjul var sat i bevægelse i den lille dreng.

“Jeg kan huske, jeg, på en ferie hvor jeg ikke kunne læse endnu dag efter dag, bad min mormor om at læse stillingen fra Tour de France højt fra avisen. Jeg kendte ikke til nogen ryttere eller nogen regler, men alle de forskellige rangeringer fascinerede mig. Hun var meget frankofil, så hun læste alle navne op med fransk udtale, f.eks. “Tylér 'Amilton”. Jeg synes, det var virkelig skægt,” erindrer han.

Siden hen er interessen vokset støt. I dag er han, foruden forsanger i bandet “Grand Prix”, ansat som cykelekspert på tv-kanalen Eurosport, hvor han analyserer løb i studiet og medvirker i podcasten “Radio Tour”.

Med “Fremad” skriver Bastian Emil Goldschmidt sig ind i en tradition med forfattere og kunstnere, som på skrift og i levende billeder har søgt at mytologisere, romantisere og ophøje cykelsporten. I Frankrig og Italien tog det sit afsæt allerede ved sportens begyndelse. Herhjemme er den første og mest anerkendte Jørgen Leth (født 1937), i generationen efter ham bl.a. Daniel Dencik (født 1972) og Brian Nygaard (født 1974). Men, kunne man indvende, snubler han ikke også ind i en opstyltet overromantisering af en sport, som dybest set bare handler om nogle mennesker, der cykler?

“

Man skal kunne læse den, hvis man aldrig har set cykelløb, eller hvis man kender alt til cykelløb

“Det bliver jeg tit spurgt om, og jeg er glad for, du spørger”, siger han. “For jeg synes ikke, det er noget, jeg lægger ned over den. Jeg mener, at cykelsporten er romantisk i sin grundidé.”

Han giver sig til at forklare, at Tour de France fra den spæde idé var storpolitik. Frankrig havde tabt de franskprøjsiske krige i 1870, og grundlæggeren af Tour de France, Henri Desgrange, ønskede at skabe en ny folkeånd og hærde franskmændene.

“Det handlede om at skabe billedet på et menneske så stærk, at han kunne inspirere hele landet. For at kunne lykkes med den historie, skulle den have episk kvalitet. Derfor blev Tour de France på første side i 1903 stillet op som Homers Odysse med en fortælling om et løb så hårdt, at kun en rytter kunne gennemføre.”

Ruterne var i sin begyndelse endnu mere umenneskelige, end de er nu. Etaperne i det første Tour de France begyndte før solopgang og sluttede efter mørkets frembrud. Og i en tid før tv var der kun én måde, man kunne erfare hele løbet: Gennem læsning.

“Det er en grundlæggende præmis for cykelsporten, at der skal skrives om den, og derfor måtte den have romankvalitet,” forklarer Goldschmidt.

Målet med bogen er, at han også kan inspirere mennesker, der ikke er til cykling. Idealet og forlæggeren er Hemingways “Døden kommer til eftermiddag” om tyrefægtning. Det skal være en oplukker til universet, men man behøver ikke nødvendigvis have lyst til at se cykelløb bagefter.

Bogen var næsten færdig for tre måneder siden, da han læste “Moby Dick” og igen stødte på en linje, som mindede ham om cykelsporten. I 11. time fik han skrevet det ind i sin bog: “Jeg prøver alt. Jeg når så langt, jeg kan”.

Lyt til sekvens fra bogen her