ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Byd velkommen til de nye hoteldirektører med noget på hjerte

De 90 værelsesnøgler hænger klar på den dertil indrettede snedkerbyggede reol i caféen på Coco Hotel. Her taler vi ikke plastikkort, som mange moderne hoteller bruger som adgangspas, men rigtige metalnøgler som i de gode gamle dage, hæftet til en blød blå kvast.
Det er en af mange helt bevidste, personlige og sanselige detaljer, som direktør Christian Lytje har indført på det nye boutiquehotel på Vesterbrogade i København, der åbnede for nyligt. Hotellet er en del af Cofoco-koncernen, hvor han er direktør, grundlægger og medejer og dermed øverste chef for de 12 individuelle restauranter i hovedstaden som Høst og Spuntino og et convenience-køkken på Amager.

1_52860_picture_1436_1.jpg
Christian Lytje, direktør for Cofoco og Coco Hotel. -PR-foto

Det er ikke for meget at sige, at Cofoco-restauranterne har været med til at definere den nye aktive madscene i mellemprisklassen i København, og al den erfaring fra 15 år som madmand, vil han gerne bruge som indsats i Cofocos hidtil største satsning.
“Vi synes selv, vi er lykkedes med den personlige stil på vores restauranter og med at skabe rum, som folk har lyst til at være i. Og vi synes, vi har noget at bidrage med i hotelbranchen, hvor meget efter min mening mangler personlighed,” siger den 40-årige Christian Lytje.
Han trækker på sine egne personlige erfaringer som rejsende, hvor han altid søger mod det, der er autentisk for det sted, han besøger, og mod de mennesker, der bebor det. Derfor er han som hoteldirektør begyndt helt forfra med bygningen, som han sammen med sine medejere af Cofoco, August Lund og Thomas Rudbeck, købte i marts i år. Den har de seneste ca. 30 år huset Hotel Copenhagen Crown og er hen over sommeren blevet totalrenoveret med en blanding af nye og gamle materialer og med bæredygtige løsninger for øje. Han og designbureauet Tonen Agency droppede den tidligere anonyme morgenmadsrestaurant på 5. sal under de skrå vægge og indrettede i stedet efter alle kunstens regler en café til både lokale og hotelgæster i stueetagen. Her lå i mange år en Stof 2000-butik, og da de nye ejere løftede plankegulvene, lå det originale terrazzogulv og ventede nedenunder. Til det har de tilsat grønne caféstole, skindbeklædte sofaer, der venter på den første patina, og noget så rart som pæne akustiklofter.


Her kan udenbys gæster spise den økologiske vegetariske morgenmad, blande sig med de lokale og se ud på livet, der leves lige udenfor på gaden. På nogle af hotelværelserne er en del af attraktionen udsigten ud over den typiske københavnerbaggård med legetøj, grønne altaner og grillsteder.
“Efter min mening er de bedste oplevelser dem, hvor man kommer ud og møder mennesker, der hvor de lever, bor og selv spiser. Det gælder også med middage, at de bedste er dem, hvor stemningen og rammerne er specielle, for så bliver selve måltidet også noget særligt og mindeværdigt,” siger Christian Lytje.

Stemningen er lagt med badetøfler


I et andet københavnsk brokvarter, nemlig Østerbro, har ægteparret Charlotte Eberhard og Claus Højbjerg Andersen i år åbnet det, de kalder “et urbant badehotel” med 20 værelser i to tidligere herskabslejligheder. Den er blevet gennemrenoveret med assistance fra den eksklusive Tapet-Café i Gentofte og møbleret med fortrinsvist antikviteter og vintageversioner af arkitekttegnede møbler.
Parret er hhv. tidligere sygeplejerske og serieentreprenør i it-branchen, og hotellet var en måde at få en fælles hverdag på som sammenbragt familie med i alt syv børn. De overvejede et utal af brancher og forretningsidéer, men faldt pladask for det gamle, men slidte hotel i Ryesgade, da det kom til salg.
Som hotelfatter og -mutter har deres indgangsvinkel det personlige værtskab i centrum. Som noget af det første, fjernede de den tidligere skranke, så man som gæst naturligt henvender sig i køkkenet, ligesom man ville gøre i et privat hjem.

18_52887_picture_7234_1.jpg
Enkeltværelse på Rye115-PR-foto


“Når vi rejser, har vi selv brugt oceaner af tid på at lede efter hoteller med personlig og lokal forankring. Det syntes vi også, København manglede,” fortæller Claus Højbjerg Andersen.
Parret har samtidig gjort en dyd ud af nødvendigheden af, at ingen af værelserne har deres eget bad, alle får en badekåbe og badetøfler uddelt ved ankomst.
“Så er stemningen lagt, når folk tøffer rundt på gangene mellem deres værelse og badeværelset,” siger Charlotte Eberhard med et smil.
Er barriererne ikke på vej ned endnu, hjælper det, når morgenmaden af bl.a. hjemmebagte boller indtages ved langborde i den lille røde spisestue, eller eftermiddagskaffen med bananbrød serveres i den grønne dagligstue, hvor folk er fælles om sofagrupperne, og snakken derfor hurtigt går mellem de overnattende.
De to hoteller er del af en større international trend med boutiquehoteller, hvor det varme værtskab og de individuelle kendetegn står i centrum, og som først nu er ved at komme til Danmark.

5_52864_picture_8757_1.jpg
Spisestuen på Hotel Rye115-PR-foto


“Det passer til den internationale turismetrend, hvor vi søger mere bæredygtige og autentiske oplevelser helt tæt på det levede liv. Det er en reaktion mod masseturismen, for vi er efterhånden så rejsevante, at vi ikke gider blive snydt eller lokket til en destination, der ikke er, hvad den giver sig ud for at være,” siger professor Janne Liburd, der er leder for Center for Turisme, Kultur og Innovation på Syddansk Universitet.
Det er en tendens, der kommer til at vokse, mener Mads Arlien-Søborg, der er trend- og hotelekspert. Han er tidligere vært på DR-serien “Vilde hoteller” på DR K og har dette efterår været en af primus motorerne bag en international hotelkonference, “The Lobby”, i København.


“Jeg tror, vi kommer til at se mange flere independenthoteller dukke op. Det er et meget lukrativt marked, og der er mange forskellige spillere, der byder ind for tiden,” siger Mads Arlien-Søborg.
Men hvad kan folk uden erfaring med hoteldrift byde ind med i et konkurrencepræget marked?
“De kan byde ind med nogle helt anderledes koncepter i en branche, hvor alle lige nu er meget opsatte på at skabe selvstændige hoteller. Selv de store kæder forsøger at lade være med at copy-paste deres standardhotel ind i hver en ny by. Og hvem er bedre til at skabe sin helt egen signatur end dem, der kommer udefra og slet ikke ved, hvordan man gør?” spørger Mads Arlien-Søborg.

Hotellet som destination


Københavns hotelarena udvider sig markant i disse år. Forrige år åbnede både svenske Nobis et luksushotel bag Glyptoteket og Hotel Sanders, et luksus boutiquehotel med den tidligere balletdanser Alexander Kølpin ved roret. I år slog tidligere Kähler-direktør Frantz Longhis designhotel Hermann K dørene op i en tidligere transformerstation over for Magasin. Næste år åbner norske Petter Stordalen det femstjernede Villa Copenhagen med 390 værelser i den tidligere postterminal ved Hovedbanegården. På Christianshavn åbner i 2021 et femstjernet Hilton i Nordeas tidligere kontorbygning, og ved siden af Rundetårn er et firestjernet hotel fra kæden 25hours på vej på Strøget.
Ifølge Horestas estimater, kommer antallet af hotelværelser i København alene de næste tre år til at stige med ca. 45 pct. til omkring 27.000 værelser, og ifølge Oxford Economics kan antallet af overnatninger blive næsten fordoblet til 15 mio. i 2030 i forhold til sidste års 8,8 mio.
“Hvis man synes, der er mange turister i indre by netop nu, så bare vent,” siger Mads Arlien-Søborg.
Fra Wonderful Copenhagens side er der dog et strategisk arbejde i gang mod at sprede turisterne ud over et større område, f.eks. den nye bydel Nordhavn, der får metrolinje næste år.

22_52892_picture_8362_1.jpg
Et loftsværelse på The Audo i Nordhavn, København.-PR-foto


Her åbnede tidligere i år boutiquehotellet The Audo, der er stiftet af Bjarne Hansen, der tidligere har været ejer af interiørmærket Menu. Stedet er en hybrid af et showroom, butik, café og hotel med mødelokaler, gårdhave og snart en restaurant. Navnet kommer af det latinske “Ab uno disce omnes”, der betyder “Fra én skal alle lære”, fordi det er en kæphest for direktøren, at alt bliver bedre, når man har er flere om tingene.

“Jeg ville gerne lave verdens fedeste showroom, hvor jeg kunne vise produkterne i en mere naturlig sammenhæng, og hvor menneskene i rummet var de centrale frem for designet,” siger Bjarne Hansen, der sammen med Norm Architects og Nathan Williams fra det überæstetiske magasin Kinfolk har kurateret indretningen med inddragelse af danske og udenlandske brands og kunsthåndværk.

Stedet har virket efter hensigten, der har været stort set fuldt hus sommeren over, og masser af gæster er kommet rejsende til, efter at have set stedet på Instagram.

At være instagrammable er efterhånden blevet en nødvendighed for små som store brands. Ikke kun fordi det gratis og effektiv marketing, men også fordi man nu taler om “destination hotels”, forklarer hoteleksperten Mads Arlien-Søborg.
“Nogle hoteller er så attraktive, at de er hoveddestinationen, og den by, de ligger i, bliver underordnet. Det har én som Alexander Kølpin dyrket med Hotel Sanders, og her får de masser af gæster, der som det første ved, at de vil bo der, og derefter planlægger de resten af rejsen,” siger Mads Arlien-Søborg.
Han tilføjer, at det først er ved at gå op for de store hotelkæder, at der ligger en værdi for nogle gæster i at fravige den faste designmanual og tilpasse sig og inddrage lokalområdet.
“De seneste 10-15 år er boutiquehotellerne blevet mere inkluderende end ekskluderende. Den nye luksus er inklusion af de lokale, så der er liv, og man som gæst føler sig som en del af en hype,” siger Mads Arlien-Søborg.
De første designhoteller var også hermetisk lukkede, men Ace Hotel i Seattle tog som det første teten og åbnede op med en semioffentlig sfære i det nederste plan, og mange har kopieret det siden. For både Coco Hotel og The Audo er det også en vigtig del af konceptet, at de er der for de lokale også, og de ser det som et trækplaster for deres kunder.

Lokal med de lokale


Det er rigtigt set, siger turismeprofessor Janne Liburd, for det er en udvikling, der passer til de mange rejsende, der søger ægthed frem for en konstrueret kulisse. Samtidig skaber det en bæredygtig form for turisme på flere planer.
“Det er et bidrag til det, som Wonderful Copenhagen kalder “localhood”, og det repræsenterer et markant skifte i måden at udvikle turisme på. I stedet for at give turisterne det, man tror, de vil have, bliver de en del af noget, man selv gerne vil dele med dem, som nu f.eks. dansk design eller mad eller det specifikke sted,” siger Janne Liburd.
På den måde bliver gæsterne en del af et værdifællesskab, som er et meget mere spændende sted at lande for den selvstændige rejsende.
Janne Liburd peger på, at localhood-tilgangen ligner de gammeldags kroer og badehoteller, hvor værtskabet og den personlige kontakt var central for produktet, og den lægger sig på sin vis i understrømmen af Airbnb-bølgen.
“Airbnb-formen var en ny måde at komme tættere på befolkningen, men det sker stort set uden personlig interaktion med udlejerne, og det gode værtskab i øjenhøjde er noget, som selv de store hotelkæder har måttet indse, er blevet en vigtig faktor,” siger Janne Liburd.
De små selvstændige hoteller er socioøkonomisk bæredygtige på det plan, at hotellet skaber lokale arbejdspladser og lader pengene cirkulere i landet frem for, at en udenlandsk kæde trækker dem ud, og for de lokale, at hotellet bidrager til lokalmiljøet i stedet for at lukke sig om sig selv.

3_52862_picture_1436_1.jpg
Sofahjørnet i Café Coco på Coco Hotel. -PR-foto


Fælles for Rye115 og Coco Hotel er den bemærkelsesværdige lave pris. Hos Rye115 koster et dobbeltværelse med delebad fra 995 kr., og hos Coco Hotel begynder priserne ved 1200 kr. Til sammenligning begynder priserne hos boutiquehotellet Sanders ved 3000 kr.
“Jeg tror virkelig på det fyldte rum, så jeg vil hellere tage lidt mindre for værelserne end andre hoteller, fordi mennesker skaber stemning, og det er i sidste ende det, vi gerne vil med hotellet,” siger direktør for Coco Hotel, Christian Lytje.
Han er ikke bekymret for det stigende antal turister, og ikke kun fordi han delvist skal leve af dem.
“Det handler for mig om, hvilken slags turister der kommer flere af. Vi kan godt blive enige om, at vi ikke i bybilledet mangler flere turister, der kører rundt på segways og vælter ud af dobbeltdækkerbusser, men mange af de tilrejsende har jo sammenfaldende interesser med københavnerne og kan bidrage positivt til en levende by,” siger Christian Lytje.


Andre læser dette lige nu