Toyota er klar med en helt ny model, der i stil, størrelse og præstationer placerer sig omkring en Audi A5. Modellen hedder Mirai og har lækker kabine og fine køreegenskaber. Den er yderst komfortabel og ikke mindst støjsvag, og prisen starter ved 499.990 kr. for en veludstyret version.
Men der er en detalje, man skal forholde sig til: Det er en brintbil.
“Selv om den kan tankes som en benzinbil – hvis du kan finde en brinttank – så kører den som en elbil
Toyota har eksperimenteret med brintbiler siden 1992. I 2011 viste de deres første brintbil udviklet fra bunden af, og det blev til model Mirai, der blev lanceret i 2014. Produktionen var begrænset til 3000 styk om året og designet vakte opsigt – og ikke på grund af skønhed!
Ikke desto mindre kom der godt 50 biler til Danmark, hvoraf flere stadig kører som taxier i København. Nu er Toyota klar til at tage brint til næste niveau med en helt ny Mirai-model, der som den første er en ren brintbil.
Brændselscellen, der producerer strøm til elmotoren, er flyttet fra under forsæderne til motorrummet, og elmotoren er flyttet fra for- til bagakslen. Brinttankene er flyttet og deres kapacitet øget, og brændselscellen er udviklet, så den får mere strøm ud af brinten. Rækkevidden på en tankfuld brint er øget fra 500 til 650 km.
Bag rattet opleves Mirai som en lydløs, lækker elbil. Selv om den er bygget fra bunden af som brintbil, deler den megen af den grundlæggende teknik med flere modeller fra Toyotas luksusmærke, Lexus. Det skinner igennem i kabinen, der har en tyngde og detaljegrad, der er en luksusbil værdig.
Førerpladsen er lækker og med bløde overflader og flot finish. Det futuristiske design fra forgængeren er ændret til en mere ordinær stil, hvilket vi glæder os over.
I den originale Mirai lå brændselscellen under forsæderne, hvilket hævede førerpositionen. I den nye er brændselscellen flyttet, hvilket har gjort det muligt at sænke førerpositionen. Sammen med en førerorienteret midterkonsol giver det et sportsligt udtryk.
Den første Mirais outrerede fremtidslook er erstattet af et udtryk af en elegant, langstrakt coupé, og det underbygges af køreegenskaberne. Brændselscellens arbejde er ikke hørbart, og fremfærd og kabine er særdeles godt støjisoleret.
Styretøjet er tungt og motorens nye placering med træk på baghjulene kan lejlighedsvis mærkes, hvis man presser lidt på i sving.
Den gamle Mirai bød på 154 hk. Den nye har 182 hk, hvilket sikrer en accelerationstid fra 0-100 km/t på 9,0 sek. Topfarten er begrænset til 175 km/t, og bilen trækker ufortrødent til danske fartgrænser.
Prisen starter ved 499.990 kr. hvilket gør Mirai til et oplagt alternativ til mange biler. Blandt fossilbilerne gælder det Audi A5, BMW 4-serie med flere med tilsvarende priser, hvis man korrigerer dem for Mirais høje udstyrsniveau.
Standardudstyr omfatter 19” alu, fuld LED-lyspakke, adaptiv fartpilot med kurveregistrering, 12,3” skærm med navigation, Apple Carplay og Android Auto, bakkamera, JBL-lydanlæg med 14 højtalere, fjernstyring af klimaanlæg, kemisk luftfilter til rensning af luften, fuld sikkerhedspakke og meget mere.
Mere nærliggende er det måske at sammenligne den med en elbil, for selv om den kan tankes som en benzinbil – hvis du kan finde en brinttank – så kører den som en hvilken som helst anden moderne elbil.
Mirai er større end en Tesla Model 3, men ikke nær så rummelig, blandt andet fordi den største af bilens tre brinttanke er placeret mellem forsæderne og går helt om til bagsædet, hvis fod- og benplads derfor forstyrres af en usædvanlig stor kardantunnel.
Den udgående Mirai havde to separate bagsæder. Den nye har en almindelig bænk og dermed plads til tre personer. Reelt er midterpladsen svær at benytte på grund af brinttanken. Loftshøjden er også kun lige akkurat tilstrækkelig til mine 183 cm, men derudover sidder man godt på de to yderste bagsæder.
Også bagagerummet kompromitteres af en brinttank. Det er regulært men reduceret i forhold til forgængeren, som bød på 361 liter. Toyota oplyser ikke størrelsen, men amerikanske medier opregner bagagerummet til 272 liter. En VW Golf har 381 liter.
Alle overvejelser – både de rationelle og de emotionelle – strander på brintdriften. Da den første Mira blev præsenteret i 2014 var der ti tankstationer, men i dag er der kun seks i Gladsaxe, Korsør, Aarhus, Kolding, Esbjerg og Sydhavnen i København.
Toyota er overbeviste om, at antallet vil stige med udbredelsen af ikke mindst Mirai. Har du adgang til en brinttankstation, kan du blive elbilist på en bekvem måde til en fornuftig pris. OpbygningFempersoners sedan, brændselscelle for, brinttanke i midten og bagi, elmotor bag, baghjulstræk, et gear Systemydelse182 hk/300 Nm Præstationer0-100 km/t 9,6 sek., rækkevidde 650 km, CO2-udslip 0 g/km, årlig afgift 0 kr. DimensionerL/B/H 496/189/147 cm, køreklar vægt/påhæng 1900/0 kg,tankkapacitet 5,6 kg brint Pris499.990 kr.
Totaløkonomien afhænger af værditabet, som er mere end vanskeligt at spå om. Prognosen er 100 solgte Mirai det første år, hvoraf en stor del er tiltænkt et liv som taxier i større byer.
Det er forholdsvis dyrt at producere brintbrændstof, og prisen er kunstigt fastsat.
Aktuelt koster det cirka det samme i brændstof at køre i Mirai, som det koster i brændstof at køre i en benzinbil, der kører 17 km/l.
Det er langt mere effektivt at køre på strøm fra batterier, men hvis man producerer brint af vedvarende energi, kan man opbevare energien og bruge den, når behovet er der.
Den eneste reelle brintdrevne konkurrent er Hyundai Nexo, der starter ved 629. 995 kr.
