Mouton Rothschild, Lafite, Cheval Blanc, Margaux og så videre er historiske navne på nogle af verdens mest berømte vine. De er alle fra Bordeaux, og vi har vænnet os til, at bordeauxvin er dyrt. Men lige nu er priserne sensationelt lave, derfor satte Børsens vinpanel fokus på Bordeaux under en blindsmagning i mandags.
Vi smagte dog ikke de ovennævnte berømtheder, men holdt os til 39 vine i prisspændet 68-1700 kr., hvilket kastede lys over nogle virkelig gode køb. De er så gode, fordi Bordeaux er i krise. Krisen skyldes dels, at det hjemlige franske vinforbrug pr. indbygger er skrumpet fra næsten 80 liter årligt i 1970’erne til knap 40 liter i dag, dels at eksporten længe har været under pres, især til USA og Kina, hvor den ifølge avisen Le Monde faldt ca. 10 pct. fra 2022 til 2023.