Mens Negril på vestspidsen af Jamaica har udviklet sig til luksuriøst hippie-retreat med unik, flere kilometer lang strand, byder sydkystens Treasure Beach på en mere rå og oprindelig del af den caribiske ø
Syd for floden slynger West End Road sig langs den stejle, stærkt fligede klippekyst, der gemmer på nogle af Caribiens mest chikke, bevidst underspillede boutique-hoteller. Mod nord strækker den legendariske Seven Mile Beach sig med silkesand, safirfarvet vand og dekorative palmer mellem striben af hoteller, strandrestauranter og barer. Velkommen til The Capital of Casual på vestspidsen af Jamaica.
Hippier og backpackere opdagede Negril i begyndelsen af 1970’erne. Efterhånden begyndte en mere etableret turisme at tage fart, og i dag er der ikke meget oprindeligt tilbage af det lille fiskersamfund. Alligevel har Negril formået at bevare sit image som bohemernes tilbagelænede paradis, og det er næsten umuligt ikke at falde for den særlige jamaicanske vibe.
Godt nok tager det et par dage at vænne sig til den absolutte afslappethed, der gennemsyrer alt. Glem alt om, at kaffen eller den lokale, iskolde Red Stripe-øl skal komme med det samme, og nyd i stedet udsigten over det klare vand, der lever op til billederne i enhver markedsføringskampagne. Dér styrtdykker en pelikan på fiskejagt, og dér kommer den lokale fisker padlende på sit standup-paddleboard med nettene i en bunke foran på brættet.
Arkitekturen kan bedst betegnes som “Gaudi møder Caribien,” mens interiøret nærmer sig det arabiske
Man skal også lige vænne sig til hustlerne på stranden. De tilbyder alt fra kolde drikke og friske kokosnødder til marijuana – her kaldet ganja, hvis sødligt krydrede lugt også indgår i Jamaicas dna. Heldigvis respekteres et “nej tak” altid.
Mere high-end
I de senere år har Jamaica oplevet politisk stabilitet og en forbedret økonomi. Det skyldes ikke mindst, at turismen, den førende industri, som mange jamaicanere er afhængige af, udvikler sig positivt. Fra 2017 til 2018 steg den således med 5,1 pct. til 2,5 mio. turister pr. år. Det betyder igen, at Jamaica er begyndt at kigge længere end det traditionelle sol og strandmarked i store all inclusive-resorts. Nu satses der også på high-end i kategorier fra boheme-, spa og wellness til økoturisme.
Den lille håndfuld eksklusive hideaways i Negrils West End skjuler sig bag høje mure favnet af blomstrende bougainvillea og anden tropisk frodighed. Rockhouse Hotel er et af de legendariske – og første på stedet. Det åbnede i 1972 og har bl.a. haft Bob Marley, Bob Dylan og Rolling Stones blandt sine gæster. Stilen i de sekskantede hytter med palmetag er casual-chic, og blandt utallige udmærkelser lå det på rejsemediet Condé Nasts Travelers Gold List i 2018.
Som overalt på Jamaica er kontrasterne både store og uundgåelige. Efter en kort køretur fra Rockhouse Hotel vidner en tumult af turistbusser og taxier om, at vi nærmer os Rick’s Café. Den kombinerede bar, restaurant og musikscene med egen udspringsplatform er en institution i Negril – med mængder af turister i alle aldre, rumpunch i plastikglas og Bob Marley-hits fra scenen.
Reggaerytmerne dunker også ud fra barerne på Seven Mile Beach – morgenen dog undtaget. Intet under. Reggae er lyden af Jamaica. Nok har Bob Marley ikke gudestatus, (den plads indtages af Jesus) men spørg enhver jamaicaner, og hun/han vil fortælle, at Marleys mantra “one love, one heart, lets get together and be all right” stadig gennemsyrer alt.
Zimbali Culinary Retreat gemmer sig i de jungleklædte Canaanbjerge 30 minutters kørsel fra Negril. En høj trædør leder ind i en frodig, bugnende have og frem til det åbne køkken, den lille restaurant og den kombinerede stue og terrasse.
Zimbali er lige dele landbrug/restaurant/hotel og bolig for Alicia Swainbank og Mark Robert Swainbank. Målet er at vise Jamaicas sande kultur. Hun er født rastafari, vokset op her i bjergene og har lært at presse juice af nyplukkede frugter, fremstille olie af kokosnødder, udnytte naturens overflod. Han er amerikansk expat, der efter 20 år som børsmægler i Chicago flyttede til Jamaica i jagten på et rigere, mere spirituelt liv.
En rundtur i den 60.000 kvm store, stærkt kuperede køkkenhave byder bl.a. på 400 kokospalmer, syv forskellige slags bananer, ananas, citrongræs, gurkemeje, appelsiner og andre citrusfrugter, brødfrugter, mangoer. Alt økologisk naturligvis.
Bagefter sidder vi omkring baren. Kokken Alicia Campbell tilbereder frokost, mens vi ser på, og hun fortæller. Delikate samosaer med grøntsagsfyld og mangosauce, snapper bagt i bananblad og himmelsk frugtkage langes over disken.
Den rå sydkyst
Efter et par timers kørsel mod sydøst gennem bondeland med græssende køer på marken og geder i vejkanten og gennem Little London, hvis navn synes at være eneste reminiscens fra kolonitiden, når vi sydkysten og Treasure Beach. Her er mere råt, mere landligt og øde, mere ægte.
Treasure Beach dækker over fire forskellige strande, vi bor ved én af dem, Jack Sprat Beach. Her åbnede kunstneren Sally Henzell hotellet Jakes i begyndelsen af 1980’erne. Dengang på en øde kyststrækning med klippekyst og et lille stykke strand. Sådan er her stadig, nu blot tilsat små hytter i lys himmelblå, turkis, blød pink og orange beliggende så tæt ved havet, at man kan fiske fra terrassen. Arkitekturen kan bedst betegnes som “Gaudi møder Caribien,” mens interiøret nærmer sig det arabiske. Jakes er mere simpelt end boutiquehotellerne på Negri Cliffs. Barfodsluksus i ordets sande betydning.
Treasure Beach betegner sig selv som “a sustainable tourist community,” og ifølge Coleen Powell-Gordon, administrerende direktør på Jakes, også “et tæt lille samfund, hvor vi hjælper hinanden med alt.”
“Hotellet bygger på bæredygtighed. Vandet varmes op af solenergi, vi bruger spildevandet til at vande haven med og tørrer vasketøjet i solen. Det giver også sig selv, at vi så vidt muligt altid arbejder lokalt. Fisk og skaldyr kommer fra fiskerne i bugten, kød, frugt og grønt fra landmændene. Vi ansatte er også fra området. Jeg er f.eks. født her, var i skolepraktik i receptionen og har nu arbejdet på Jakes Hotel i 19 år.”
Adspurgt hvilken fremtid, hun ønsker for Treasure Bay, svarer Coleen Powell-Gordon prompte:
“Ikke at blive som Negril.”
Af Hanne Høiberg
Jamaica er den tredjestørste af De Caribiske Øer med 2,9 millioner indbyggere og en lang, dramatisk
historie med slaveri, oprør og opstande, pirateri, jordskælv og orkaner. Oprindelig var Jamaica beboet af
Arawak- og Tainoindianere, men blev formet af europæiske erobrere – først spaniolerne (1509 – 1655), omend briterne (1655 – 1962) var mest afgørende.
De forvandlede den frodige ø til en gigantisk sukkerplantage, der blev Storbritanniens rigeste koloni i Caribien og centrum for slavehandelen. Briterne ophævede slaveriet endeligt i 1838, og i 1962 fik Jamaica selvstændighed som del af British Commonwealth.
Som US Virgin Islands og andre caribiske øer kræver Jamaica officielle undskyldninger for slaveriet. Den sociale og økonomiske kløft mellem rig og fattig, hvid og sort har i årtier været drivkraft for voldsomme uroligheder, politisk vold og kriminalitet – ikke mindst i og omkring hovedstaden Kingston i den østlige del af landet. Siden 2010 har der været overvejende ro på den front.
