“Summer of Soul” er en af de bedste musikfilm, jeg har set, med en stærk omgang soulpower med hidtil ukendte liveoptagelser fra en kulturfestival i Harlem i 1969. Filmrullerne var glemt i årtier, men er blevet bragt til live af trommeslageren og musiknørden Questlove fra gruppen The Roots. “Summer of Soul” viser Sly & The Family Stone (foto), B.B. King, Nina Simone, Gladys Knight og mange flere i absolut topform. Der er også jazz med bl.a. Max Roach og Abbey Lincoln. De spiller i en park fyldt med lokale, og filmen bruger musikken til at tegne et billede af det sorte USA i en brydningstid. Det er ubegribeligt, at optagelserne ikke har været brugt. Alene klippet, hvor Stevie Wonder går amok på et clavinet, er nok til en plads som årets oplevelse. “Summer of Soul” kan ses på Disney+.
Det nære er en stor kvalitet i tidens pop, og det der ligner. Hovedtelefongenerationens sangere hæver sjældent stemmen, og det skaber dragende album som “Collapsed in Sunbeams” – årets debutudgivelse med den 21-årige engelske vokalist og sangskriver Arlo Parks. Hun hvisker, nynner og messer blidt om sit liv og sine tanker, og resultatet er en stribe afhængighedsskabende sange, hvor London er kulisse for et ungdomsliv i opbrud. Arlo er del af en bølge, som også tæller kunstnere som Cleo Sol og Sault.