ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

B&O-designer vil give dig god stil og medvind på cykelstien

Med erfaring fra B&O og et hold bestående af bl.a. gallerist Bo Bjerregaard og cykeliværksætter Tommy Pedersen fra Pas Normal vildesigner Anders Hermansen gøre elcyklen til et stilsikkert valg

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men Hermansen Bike er en elcykel. Batteriet sidder i “drikkedunken”. PR-foto
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men Hermansen Bike er en elcykel. Batteriet sidder i “drikkedunken”. PR-foto

Efter godt et års nedlukning og enerverende hjemmearbejde er myldretiden efterhånden genetableret på byens cykelstier. Og med den tohjulede morgentrafiks tilbagevenden og sommerens (forhåbentlige) snarlige indtog kommer også velkendte problemer som svedskjolder på skjorten og røde kinder efter 5 km i strid modvind.

En elcykel er en oplagt løsning på de udfordringer, og derfor vælger stadigt flere at skifte den normale cykel ud med en elektrisk. Men har man hverken lyst til at blive set på en “urban” model med gigantisk ramme og tommetykke hjul eller en klassisk “havelåge” med et enormt batteri på bagsmækken, har man skullet lede længe. Indtil nu.

27. maj lanceres en ny dansk elcykel, der skal få endnu flere til at skifte over til el, og manden bag, Anders Hermansen, ser ikke overraskende et stort potentiale.

“Elcyklen er et kæmpe transportmæssigt fremskridt, og undersøgelser viser, at folk i hele verden i disse tider fravælger bil nr. to og i stedet investerer i en elcykel til at køre til og fra arbejde,” siger han om en af grundene til at lancere Hermansen-elcyklen.

En af de undersøgelser er lavet af Vejdirektoratet i 2019. Den viser, at elcykler stiger i popularitet, men at yngre, og især yngre mandlige cyklister, er underrepræsenterede i statistikken.

Holdet bag består foruden Anders Hermansen, som er tidligere ledende designer hos B&O, af bl.a. bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub og stifter af det hypede cykelmærke Pas Normal Tommy Pedersen og den københavnske gallerist Bo Bjerregaard, og de har en helt klar plan: At skabe en cykel der skal falde i de stilbevidstes smag.

Britisk inspiration

Anders Hermansen står bl.a. bag det klassiske musiksystem Beosound 5, Beolab 15 og 16 og har flere industrielle møbeldesign på cv’et. Cyklerne har indtil nu udelukkende været en hobby.

“Jeg har samlet og skilt cykler ad, siden jeg var lille. Det blev en passion, og faktisk tegnede jeg tit forskellige cykeldesign, når jeg havde lidt frirum i mit arbejde for B&O,” erindrer han.

Jeg lærte hurtigt, at et klassisk cykelstel med diamantramme er svært at forbedre

Anders Hermansen, designer

“Det er ikke let at tegne et nyt cykeldesign, der fungerer. Jeg lærte hurtigt, at et klassisk cykelstel med diamantramme er svært at forbedre, og at der er en grund til, at alle cykelstel ligner hinanden. Men det er dér, det pirrende ligger,” forklarer Anders Hermansen.

Hurtigt i processen vendte han sin opmærksomhed mod den ikoniske britiske Moulton-cykel. En cykel, han som barn fik i gave af sin farbror.

“Den cykel har jeg virkelig holdt af. Det var hele historien om cyklen – fra grundlæggeren Alex Moulton, der var flyingeniør, til selve stellets karakteristiske udformning – der gjorde, at jeg forelskede mig. Så da jeg selv ville designe en cykel, vendte jeg tilbage til et design, der som Moulton-cyklen havde små 20-tommerhjul,” siger Anders Hermansen.

De små hjul gør, modsat hvad mange tror, ikke cyklen sværere at cykle på. Og der er fra begyndelsen tænkt i, at den ikke må blive for tung.

“Det har været vigtigt at lave en let cykel, der var nem at have med overalt – hvis man f.eks. har cyklet på job og så tager metroen hjem, fordi det regner. Det her er først og fremmest en cykel – der har en hjælpemotor på. Vi har valgt en motor, hvor man betjener hjælpemotorens niveau med en app, men man behøver ikke rigtigt indstille noget. For uanset hvad hjælper motoren med at komme op på 25 km/t.”

Prisbelønnet design

Selvom Anders Hermansen fandt formen på sin nye elcykel for omkring fem år siden, ville projektet ikke have fået den rullende start, som det har, hvis ikke det var for alle projektets sammensætning af partnere.

“Vi har været en gruppe af meget engagerede mennesker med forskellige kompetencer, der har sat sig ned sammen og kommet med gode idéer til at realisere projektet fra prototype til en markedsklar cykel,” fortæller han, samtidig med at han fremhæver gruppens forskelligheder som et af projektets helt store styrker.

Bo Bjerregaards æstetiske sans og blik for salg og marketing, Tommy Pedersens cykel-knowhow og iværksættertalent og reklamedirektøren Lars Dyhrs kontakter til miljøet – som den specialiserede fabrik i Taiwan, hvor cyklen svejses – har været nødvendige for at få cykelprojektet op i gear.

Allerede inden lanceringen er den første anerkendelse sikret, da Hermansen-cyklen i år er blevet tildelt designprisen Red Dot. Om prisen og de kompetente kræfter bag elcyklen er nok til at skabe succes, vil vise sig.

“Pga. corona er der otte-ti måneders leveringstid, så vi skal allerede til at beslutte, hvor mange cykler vi skal bestille i den næste ordre. Så lanceringen kommer til at diktere, hvor mange vi bestiller hjem,” konkluderer Anders Hermansen.


Andre læser dette lige nu