af Olga Ravn. Roman. 430 sider. Gyldendal. Er udkommet.
“Jeg blødte bort, jeg forsvandt. Jeg kaldte denne forsvinden for Anna”. Sådan skriver fortælleren i “Mit arbejde”, Olga Ravns nye bog, der titelmæssigt lægger sig påfaldende tæt op ad en vis Karl Ove Knausgård, der skrev om sit liv i seks bind under titlen “Min kamp”.
Anna er en tredje person, der bliver introduceret som en slags nødvendighed af forfatter-jeget, der holder sit jeg i strakt arm og betragter sig selv udefra som et andet menneske, transformeret som hun er af fødslen og det nye moderskab.
“Mit arbejde” kan bedst beskrives som en slags litterær bastard på 420 sider, et lige dele personligt og almenmoderligt værk, der blander digt, prosa, dagbogsnotater, nyheder, litteraturhistoriske moderskaber, lægejournaler mm. Alt sammen ukronologisk, men under ordnede forhold inddelt i kapitler med titler som “Første begyndelse”, “Anden begyndelse”, “Første slutning” og så videre.
Jeg-fortælleren har svært ved at favne al det skriftlige materiale, hun har samlet, siden hun var gravid med sit første barn. Meget af det kan hun ikke en gang huske at have skrevet. Hvordan skal det katalogiseres og blive til en bog? Og er det en slags evighedsbog, der aldrig får en ende?
Nu er hun højgravid med barn nummer to, og dette lader til at give anledning til en form for punktum. Og til lettelse hos læseren, der gennem beskrivelsen af den eskalerende fødselsdepression ved, at der er lys for enden af traumet; at bogens mor vover sig ud i moderskabet igen, endda med samme kæreste.
“Med “Mit arbejde” har Olga Ravn ikke blot tilføjet en personlig og litterær pageturner til sit forfatterskab, men også et modigt og vigtigt bidrag til litteraturhistorien og samfundsdebatten, der siden 1970’erne har sukket efter erfaringsskrifter som dette
Line Rasmussen, anmelder
Særligt beskrivelserne af Anna og hendes kæreste, dramatikeren Aksel, og de dertilhørende gysende dialoger forældrene imellem er kostelige og knivskarpe. Nogle måneder efter fødslen flytter de til Stockholm, og det er her, at Annas ensomhed og angst for alvor tager fat – og at knivskuffens indhold bliver uhyggeligt tillokkende.
Tilbage i Danmark er vi med jeget – der jævnligt fører dialog med Anna, som var hun ikke en del af hende selv – til gruppeterapi sammen med andre med “blandet angst”, som der står i brochuren, og vi kommer helt ind i maskinrummet hos den nybagte mor, hvis barn vokser og tilsyneladende stortrives, alt imens hun selv mistrives i sit arbejde som mor, kæreste og forfatter.
Alt dette serveres som sagt ikke som perler på snor, men i et miskmask af genrer, vasketøj, feber, caffe latte, bristet vagina og tabuiserede refleksioner over det livsomvæltende moderskab, over ligestillingen mellem kønnene, der udfordres det øjeblik, barnet er ude af maven.
I bogen sender forfatteren løbende hilsner til ældre kvindelige forfattere, der har gennemlevet moder- og forfatterskab på mere eller mindre succesfuld vis, bl.a. Leonora Christina Ulfeldt og gyserforfatteren Mary Shelley. Om sidstnævntes hovedværk overvejer den lakoniske jeg-fortæller på et tidspunkt, om man i stedet for al den snak om lykke i stedet burde give de vordende mødre et eksemplar af “Frankenstein” (1823). Man kunne også bare give dem et eksemplar af Ravns nye bog.
Med “Mit arbejde” har Olga Ravn ikke blot tilføjet en personlig og litterær pageturner til sit forfatterskab, men også et modigt og vigtigt bidrag til litteraturhistorien og samfundsdebatten, der siden 1970’erne har sukket efter erfaringsskrifter som dette. Samtalen om moderskab er i forandring i disse år, og Ravns værk vil bidrage med nye perspektiver, ligesom bl.a. Cecilie Linds digtsamling “Mit barn” (2019) og Maja Lucas’ roman “Mor” (2016) har gjort det. Endelig har Dea Trier Mørchs romanklassiker “Vinterbørn” (1976) fået en stærk efterkommer.
