Et eventyr i Amazon-junglen er råt og billigt i Bolivia. Det indeholder alt fra magiske træer, guldskatte og onde øjne til smukke kattedyr og grumme fortællinger.
Omar spænder små sorte boksehandsker på sin kamphanes fødder. Hver søndag får den spændt skarpe knive fast, når der er hanekamp i udkanten af byen, men i dag er det mandag og kun træning.
De stikker altid efter kl. 16 og kun fra hoften og ned. Hvis I bliver stukket, kan I hverken spise kylling eller dyrke sex i to måneder
Vi er i Rurrenabaque, en lille by i Bolivia – og porten til Amazon-junglen.
Omar viser stolt en af de kamphaner frem, som han træner og gør klar til kampe i weekenden.
Små lokale rejsebureauer ligger side om side og konkurrerer om at tilbyde den billigste eller mest øko-venlige tur dybt ind i junglen. Her har mange af bureauerne kontakt til indfødte, der kender til de vilde dyr. De guider turisterne gennem regnskovens planter og træer og fortæller om deres mange forskellige egenskaber.
Læs også:
Tour de Force gennem solstik og kviksand
Find varmen i det iskolde paradis
Skiferie i Afrika - kan man virkelig det?
Rurrenabaque ligger ned til den brede og brune jungleflod Rio Beni, der løber som en flydende landevej ind i regnskoven, væk fra byen og den sidste lille bid af civilisationen.
Omar bor nede ved floden, hvor der er spredt gamle trækasser ud over det hele. De står på hovedet og holder hver en veltrænet og kampklar hane indespærret. Ud over at passe og træne kamphaner for folk i byen lever Omar også af at bygge lange kanoer af udhulede træstammer, der bliver brugt til at fragte byens indbyggere og turister op og ned af floden.
Lejren ligger dybt inde i junglen, og det fælles toilet har i sin egen bygning med tilhørende udendørs bad.
Den aldrende bådebygger har et specielt kendskab til den omkringliggende jungle. Han elsker at fortælle historier om englehvide kvinder, der har levet langs floden, magiske jungleplanter, gemte skatte og glemte gravkamre. Men vi har ikke tid til at tage med på skattejagt.
Alvorlig myggestik
Vi har købt en tredages-tur ind i junglen, som starter tidligt næste dag. Omar ønsker os en god oplevelse, men advarer os samtidig mod nogle små og meget farlige myg, der lever dybt inde i regnskoven.
»De stikker altid efter kl. 16 og kun fra hoften og ned. Hvis I bliver stukket, kan I hverken spise kylling eller dyrke sex i to måneder,« fortæller Omar.
I dagslyset hører man stadig brøleaber, fugle, insekter og vildsvin blandet sammen, men om natten har nogen skruet op for lyden, ligesom endnu flere dyr er stået op
Næste morgen køber vi proviant af en tynd fransk bager med farverige tatoveringer, som har slået sig ned i Rurrenabaque, hvor han sælger sprøde chokoladecroissanter og æggetærter sammen med sin unge bolivianske kone. Hver morgen går han rundt i de små gader med en bakke i hænderne og sælger ud af bagværket.
Der er tre timers sejlads op af Rio Beni til den lejr i regnskoven, som vi skal bo i. Den består af fem simple sovehytter, en til toilet og bad og en større hytte med køkken og spisested. Alle udstyret med små stearinlys, der er den eneste lyskilde, når solen går ned. Efter en solid frokost med ris, grøntsager og kylling skal vi på den første tur ind i junglen.
Vores guide, Eloy – i sit jungle- outfit – fortæller om lianernes medicinske egenskaber.
Vores guide hedder Eloy, og iført sorte militærstøvler, gule fodboldstrømper og en lang machete i hånden fører han os ad små tynde stier dybere og dybere ind i regnskoven.
Eloy er 54 år og født i Amazonjunglen, men har boet i Peru de sidste 14 år, hvor han også arbejdede som jungleguide.
»Regnskoven er meget flottere her end i Peru, og så er der meget billigere her i Bolivia,« forsikrer Eloy os. Han stopper op ved et højt træ, som han snitter en ridse i med sin machete. Hurtigt efter løber der en tyk hvid flødelignende saft ud af træet, som vi absolut ikke må røre.
Maria har hevet en fisk uden øjne op af den brune jungleflod. Den er ikke værd at spise, så den ryger ud igen.
»Hvis man får saften på kroppen, falder huden af. Hvis den kommer i ens øjne, bliver man blind. Og man dør, hvis den kommer i munden,« siger han og fortæller, at junglens indfødte bruger træets saft til jagt med giftige pile.
Regnskovens planter og træer findes i alle størrelser og former, og de snor sig tæt sammen til et ufremkommeligt virvar. Kun de små stier og Eloys machete gør det muligt at bevæge sig rundt. Indtil vi kommer forbi et træ, der helst vil leve alene. Skovbunden rundt om træet er ryddet i flere meters radius og består kun af nøgen jord.
Pludselig tysser Eloy på os begge. Han står stille et øjeblik og lytter efter, inden han lister sig lydløst frem.
»Det drypper plantegift fra sine lange grene og dræber på den måde alle planterne omkring sig,« siger Eloy.
Han forklarer, at det ensomme træ spreder giften på grund af planternes skarpe konkurrence om de sparsomme solstråler, der formår at trænge igennem junglens tykke grønne tag.
Et andet træ går rundt på skovbunden for at finde de mest solrige steder ved hele tiden at gro nye store rødder ud som ben og langsomt bevæge sig i den retning, som rødderne gror.
»Men de »går« altså kun omkring en meter om året,« siger Eloy.
Senere griber han fat i en af junglens tykke og seje lianer og forklarer, at denne særlige slags kan bruges til at brygge en stærkt psykoaktiv drik, som de indfødte – samt grænsesøgende turister – bruger til at møde deres indre ånder. Rusmidlet hedder Ayahuasca og bruges typisk ved rituelle ceremonier og under vejledning af en shaman.
Poteaftryk fra en jaguar i en udtørret flod nær lejren.
Længere inde i junglen lærer vi om potenstræet. Bag barken er træet rødt, og kommer man lidt afhuggede træspåner i en kop kogende te, virker det bedre end Viagra.
»Man skal helst være over 80 år gammel for at bruge det. Ellers har du brug for fem kvinder,« siger Eloy og fniser.
Pludselig tysser Eloy på os begge. Han står stille et øjeblik og lytter efter, inden han lister sig lydløst frem. Vi følger forsigtigt efter, og snart overdøver høje grynt omkring os resten af junglens lyde.
Eloy går meget langsomt fremad, sætter sig forsigtigt på knæ og peger frem for sig med sin machete. 15 meter længere fremme står et stort gråt svin med stive, tykke, sorte hår. Men vi er ikke stille nok, og pludselig er regnskoven levende af svin, der flygter kaotisk og gryntende i alle retninger.
Efter flere timers gåtur har skovstierne snoet sig godt rundt om sig selv og alle andre retninger, og ingen af os har den fjerneste idé om, hvor lejren ligger, da Eloy spørger. Den ligger selvfølgelig lige ved siden af.
Krokodiller om natten
Dagene i junglen er opdelt i tre udflugter – morgen, middag og aften. Den anden aften fylder vi både lommelygter og lommer op med nye batterier, da den mørke jungle giver én lyst til at være overforsigtig.
Selvom man kun kan se tre små lyspletter fra vores og Eloys lommelygter, virker regnskoven mere enorm og overvældende om natten end om dagen. I dagslyset hører man stadig brøleaber, fugle, insekter og vildsvin blandet sammen, men om natten har nogen skruet op for lyden, ligesom endnu flere dyr er stået op.
Inde på flodbredden står to store elegante jaguarer og kigger ud på os
Sætter man sig en stund på en træstamme og slukker for sin lommelygte, er det, som om lydene bliver endnu mere intense.
I junglens buldrende mørke fører Eloy os over glatte sten, ud på væltede træer over floder og igennem mudder. Netop da en af vores sko sidder fast dybt nede i mudderet på en flodbred, lyser et par grønne øjne op ude i vandet, da vi rammer dem med lygten. Det er en kaiman, der er en sydamerikansk krokodilleart. Men heldigvis svømmer de lysende øjnene under en træstamme i stedet for hen mod os.
Mange af junglens kryb er heldigvis store nok til at få øje på.
Selvom en af os får en mudret sok, og en anden på et tidspunkt lyser den forkerte vej med sin lommelygte og går lige ind i et spindelvæv, der ifølge Eloy tilhører en dødbringende edderkop, er natturen en af de bedste udflugter i junglen, der i mørket kommer helt tæt på. Om morgenen den sidste dag går vi i en anden retning, end vi plejer, og kun tre minutter væk ligger en bred udtørret flodseng.
»Nu skal jeg vise jer, hvor mange dyr der rent faktisk lever og jager rundt om lejren i løbet af natten,« siger Eloy, der viser os uden om et område med kviksand og ned gennem flodsengen. Her ser vi hundredvis af spor fra mange forskellige dyr, og Eloy kan tyde og forklare dem alle.
Kløer i sandet
»Her har en puma listet sig frem. Der bliver længere mellem dens spor, hvilket betyder, at den løber hurtigere og hurtigere. Og her trækker den klørene frem fra poterne og sætter i et ordentligt spring mod byttedyret,« forklarer Eloy, mens han følger pumaens spor i sandet.
Vi ser også spor fra blandt andre tapirer, vilde svin, hjorte, aber og jaguarer. Jaguarerne vender vi tilbage til.
Vi ser også spor fra blandt andre tapirer, vilde svin, hjorte, aber og jaguarer.
Inden vi bliver sejlet tilbage af Rio Beni til Rurrenabaque, når vi at fiske lidt fra bredden af den brune jungleflod. Eloy har en håndline til hver med en stor krog for enden og fortæller, at flodens piratfisk er særligt gode at spise.
Der bliver dog kun fanget en enkelt flodfisk, som har langt skæg, men ingen øjne. Den ligner et monster fra filmen »Pans Labyrint«, og Eloy beder os heldigvis om at sætte den ud igen.
»Den gider piratfiskene ikke engang at spise,« siger han.
På vej ned af Rio Beni sidder vi forrest i båden, nyder udsigten og fordøjer alle indtrykkene. Og pludselig råber Eloy og bådens kaptajn i munden på hinanden: Jaguar!! Jaguar!! Jaguar!!
Inde på flodbredden står to store elegante jaguarer og kigger ud på os. Kaptajnen vender hurtigt båden og sejler mod bredden, hvor de fornemme kattedyr umiddelbart ikke føler sig truet af den menneskelige opstandelse.
Fra bredden iagttager de os noget mere køligt end omvendt, inden de vender om, kigger sig over skulderen en enkelt gang og lunter ind i junglen.
»I er meget heldige. Jeg sejler op og ned af floden hver dag og ser dem højst to-tre gange om året,« siger kaptajnen.
Da vi ankommer tilbage i Rurrenabaque, er der søndagsmarked, hvor indfødte kvinder med bowlerhatte og guldtænder sælger brændte dvd’er og coca-blade fra store røde plastiksække. Vi møder Omar igen, som fortæller, at hans kamphaner kan slappe af denne weekend, da modstanderens haner er blevet ramt af sygdom.
I stedet har han masser af tid til at høre om vores mange oplevelser i junglen. Og selvfølgelig selv fortsætte hans egne fortællinger om vilde eventyr i Bolivias Amazon-jungle. .
Omar spænder små sorte boksehandsker på sin kamphanes fødder. Hver søndag får den spændt skarpe knive fast, når der er hanekamp i udkanten af byen, men i dag er det mandag og kun træning.
De stikker altid efter kl. 16 og kun fra hoften og ned. Hvis I bliver stukket, kan I hverken spise kylling eller dyrke sex i to måneder
Vi er i Rurrenabaque, en lille by i Bolivia – og porten til Amazon-junglen.
Omar viser stolt en af de kamphaner frem, som han træner og gør klar til kampe i weekenden.
Små lokale rejsebureauer ligger side om side og konkurrerer om at tilbyde den billigste eller mest øko-venlige tur dybt ind i junglen. Her har mange af bureauerne kontakt til indfødte, der kender til de vilde dyr. De guider turisterne gennem regnskovens planter og træer og fortæller om deres mange forskellige egenskaber.
Læs også:
Tour de Force gennem solstik og kviksand
Find varmen i det iskolde paradis
Skiferie i Afrika - kan man virkelig det?
Rurrenabaque ligger ned til den brede og brune jungleflod Rio Beni, der løber som en flydende landevej ind i regnskoven, væk fra byen og den sidste lille bid af civilisationen.
Omar bor nede ved floden, hvor der er spredt gamle trækasser ud over det hele. De står på hovedet og holder hver en veltrænet og kampklar hane indespærret. Ud over at passe og træne kamphaner for folk i byen lever Omar også af at bygge lange kanoer af udhulede træstammer, der bliver brugt til at fragte byens indbyggere og turister op og ned af floden.
Lejren ligger dybt inde i junglen, og det fælles toilet har i sin egen bygning med tilhørende udendørs bad.
Den aldrende bådebygger har et specielt kendskab til den omkringliggende jungle. Han elsker at fortælle historier om englehvide kvinder, der har levet langs floden, magiske jungleplanter, gemte skatte og glemte gravkamre. Men vi har ikke tid til at tage med på skattejagt.
Alvorlig myggestik
Vi har købt en tredages-tur ind i junglen, som starter tidligt næste dag. Omar ønsker os en god oplevelse, men advarer os samtidig mod nogle små og meget farlige myg, der lever dybt inde i regnskoven.
»De stikker altid efter kl. 16 og kun fra hoften og ned. Hvis I bliver stukket, kan I hverken spise kylling eller dyrke sex i to måneder,« fortæller Omar.
I dagslyset hører man stadig brøleaber, fugle, insekter og vildsvin blandet sammen, men om natten har nogen skruet op for lyden, ligesom endnu flere dyr er stået op
Næste morgen køber vi proviant af en tynd fransk bager med farverige tatoveringer, som har slået sig ned i Rurrenabaque, hvor han sælger sprøde chokoladecroissanter og æggetærter sammen med sin unge bolivianske kone. Hver morgen går han rundt i de små gader med en bakke i hænderne og sælger ud af bagværket.
Der er tre timers sejlads op af Rio Beni til den lejr i regnskoven, som vi skal bo i. Den består af fem simple sovehytter, en til toilet og bad og en større hytte med køkken og spisested. Alle udstyret med små stearinlys, der er den eneste lyskilde, når solen går ned. Efter en solid frokost med ris, grøntsager og kylling skal vi på den første tur ind i junglen.
Vores guide, Eloy – i sit jungle- outfit – fortæller om lianernes medicinske egenskaber.
Vores guide hedder Eloy, og iført sorte militærstøvler, gule fodboldstrømper og en lang machete i hånden fører han os ad små tynde stier dybere og dybere ind i regnskoven.
Eloy er 54 år og født i Amazonjunglen, men har boet i Peru de sidste 14 år, hvor han også arbejdede som jungleguide.
»Regnskoven er meget flottere her end i Peru, og så er der meget billigere her i Bolivia,« forsikrer Eloy os. Han stopper op ved et højt træ, som han snitter en ridse i med sin machete. Hurtigt efter løber der en tyk hvid flødelignende saft ud af træet, som vi absolut ikke må røre.
Maria har hevet en fisk uden øjne op af den brune jungleflod. Den er ikke værd at spise, så den ryger ud igen.
»Hvis man får saften på kroppen, falder huden af. Hvis den kommer i ens øjne, bliver man blind. Og man dør, hvis den kommer i munden,« siger han og fortæller, at junglens indfødte bruger træets saft til jagt med giftige pile.
Regnskovens planter og træer findes i alle størrelser og former, og de snor sig tæt sammen til et ufremkommeligt virvar. Kun de små stier og Eloys machete gør det muligt at bevæge sig rundt. Indtil vi kommer forbi et træ, der helst vil leve alene. Skovbunden rundt om træet er ryddet i flere meters radius og består kun af nøgen jord.
Pludselig tysser Eloy på os begge. Han står stille et øjeblik og lytter efter, inden han lister sig lydløst frem.
»Det drypper plantegift fra sine lange grene og dræber på den måde alle planterne omkring sig,« siger Eloy.
Han forklarer, at det ensomme træ spreder giften på grund af planternes skarpe konkurrence om de sparsomme solstråler, der formår at trænge igennem junglens tykke grønne tag.
Et andet træ går rundt på skovbunden for at finde de mest solrige steder ved hele tiden at gro nye store rødder ud som ben og langsomt bevæge sig i den retning, som rødderne gror.
»Men de »går« altså kun omkring en meter om året,« siger Eloy.
Senere griber han fat i en af junglens tykke og seje lianer og forklarer, at denne særlige slags kan bruges til at brygge en stærkt psykoaktiv drik, som de indfødte – samt grænsesøgende turister – bruger til at møde deres indre ånder. Rusmidlet hedder Ayahuasca og bruges typisk ved rituelle ceremonier og under vejledning af en shaman.
Poteaftryk fra en jaguar i en udtørret flod nær lejren.
Længere inde i junglen lærer vi om potenstræet. Bag barken er træet rødt, og kommer man lidt afhuggede træspåner i en kop kogende te, virker det bedre end Viagra.
»Man skal helst være over 80 år gammel for at bruge det. Ellers har du brug for fem kvinder,« siger Eloy og fniser.
Pludselig tysser Eloy på os begge. Han står stille et øjeblik og lytter efter, inden han lister sig lydløst frem. Vi følger forsigtigt efter, og snart overdøver høje grynt omkring os resten af junglens lyde.
Eloy går meget langsomt fremad, sætter sig forsigtigt på knæ og peger frem for sig med sin machete. 15 meter længere fremme står et stort gråt svin med stive, tykke, sorte hår. Men vi er ikke stille nok, og pludselig er regnskoven levende af svin, der flygter kaotisk og gryntende i alle retninger.
Efter flere timers gåtur har skovstierne snoet sig godt rundt om sig selv og alle andre retninger, og ingen af os har den fjerneste idé om, hvor lejren ligger, da Eloy spørger. Den ligger selvfølgelig lige ved siden af.
Krokodiller om natten
Dagene i junglen er opdelt i tre udflugter – morgen, middag og aften. Den anden aften fylder vi både lommelygter og lommer op med nye batterier, da den mørke jungle giver én lyst til at være overforsigtig.
Selvom man kun kan se tre små lyspletter fra vores og Eloys lommelygter, virker regnskoven mere enorm og overvældende om natten end om dagen. I dagslyset hører man stadig brøleaber, fugle, insekter og vildsvin blandet sammen, men om natten har nogen skruet op for lyden, ligesom endnu flere dyr er stået op.
Inde på flodbredden står to store elegante jaguarer og kigger ud på os
Sætter man sig en stund på en træstamme og slukker for sin lommelygte, er det, som om lydene bliver endnu mere intense.
I junglens buldrende mørke fører Eloy os over glatte sten, ud på væltede træer over floder og igennem mudder. Netop da en af vores sko sidder fast dybt nede i mudderet på en flodbred, lyser et par grønne øjne op ude i vandet, da vi rammer dem med lygten. Det er en kaiman, der er en sydamerikansk krokodilleart. Men heldigvis svømmer de lysende øjnene under en træstamme i stedet for hen mod os.
Mange af junglens kryb er heldigvis store nok til at få øje på.
Selvom en af os får en mudret sok, og en anden på et tidspunkt lyser den forkerte vej med sin lommelygte og går lige ind i et spindelvæv, der ifølge Eloy tilhører en dødbringende edderkop, er natturen en af de bedste udflugter i junglen, der i mørket kommer helt tæt på. Om morgenen den sidste dag går vi i en anden retning, end vi plejer, og kun tre minutter væk ligger en bred udtørret flodseng.
»Nu skal jeg vise jer, hvor mange dyr der rent faktisk lever og jager rundt om lejren i løbet af natten,« siger Eloy, der viser os uden om et område med kviksand og ned gennem flodsengen. Her ser vi hundredvis af spor fra mange forskellige dyr, og Eloy kan tyde og forklare dem alle.
Kløer i sandet
»Her har en puma listet sig frem. Der bliver længere mellem dens spor, hvilket betyder, at den løber hurtigere og hurtigere. Og her trækker den klørene frem fra poterne og sætter i et ordentligt spring mod byttedyret,« forklarer Eloy, mens han følger pumaens spor i sandet.
Vi ser også spor fra blandt andre tapirer, vilde svin, hjorte, aber og jaguarer. Jaguarerne vender vi tilbage til.
Vi ser også spor fra blandt andre tapirer, vilde svin, hjorte, aber og jaguarer.
Inden vi bliver sejlet tilbage af Rio Beni til Rurrenabaque, når vi at fiske lidt fra bredden af den brune jungleflod. Eloy har en håndline til hver med en stor krog for enden og fortæller, at flodens piratfisk er særligt gode at spise.
Der bliver dog kun fanget en enkelt flodfisk, som har langt skæg, men ingen øjne. Den ligner et monster fra filmen »Pans Labyrint«, og Eloy beder os heldigvis om at sætte den ud igen.
»Den gider piratfiskene ikke engang at spise,« siger han.
På vej ned af Rio Beni sidder vi forrest i båden, nyder udsigten og fordøjer alle indtrykkene. Og pludselig råber Eloy og bådens kaptajn i munden på hinanden: Jaguar!! Jaguar!! Jaguar!!
Inde på flodbredden står to store elegante jaguarer og kigger ud på os. Kaptajnen vender hurtigt båden og sejler mod bredden, hvor de fornemme kattedyr umiddelbart ikke føler sig truet af den menneskelige opstandelse.
Fra bredden iagttager de os noget mere køligt end omvendt, inden de vender om, kigger sig over skulderen en enkelt gang og lunter ind i junglen.
»I er meget heldige. Jeg sejler op og ned af floden hver dag og ser dem højst to-tre gange om året,« siger kaptajnen.
Da vi ankommer tilbage i Rurrenabaque, er der søndagsmarked, hvor indfødte kvinder med bowlerhatte og guldtænder sælger brændte dvd’er og coca-blade fra store røde plastiksække. Vi møder Omar igen, som fortæller, at hans kamphaner kan slappe af denne weekend, da modstanderens haner er blevet ramt af sygdom.
I stedet har han masser af tid til at høre om vores mange oplevelser i junglen. Og selvfølgelig selv fortsætte hans egne fortællinger om vilde eventyr i Bolivias Amazon-jungle. .
