1967. Det er lørdag i Thisted biograf, og syvårige Michael Obel står på en stol i operatørrummet for at kunne nå. Han skal skifte filmrullerne på projektoren, der kaster en disneyfilm op på biograflærredet. Det gør han hver lørdag eftermiddag, og han får fem kr. pr filmvisning.
Hans far ejer biografen, og de to bor sammen i en lejlighed, hvor der er direkte indgang til operatørrummet. På dage, hvor hans far har tid, ser de film sammen, inden filmene skal vises i biografen. De klipper de kedelige kærlighedsscener ud af cowboyfilmene, for dem er der ingen, der gider at se.
På de dage, der ikke vises film, kører Michael og hans venner på cykel inde i salen eller spiller badminton nede foran lærredet.
“Det var en legeplads og et sjovt sted at være. Mest af alt fordi der kom mange meget glade mennesker, der skulle ind at se en film. Det var et lystfuldt sted,” siger Michael Obel.
I dag er Michael Obel selv biografejer. Han har biografer i Slagelse, Hjørring, Helsingør og Hellerup. Endnu en er på vej i Ringsted. Han er også filmproducer og har med sit selskab Thura Film produceret et væld af danske film som “Nattevagten”, “Solkongen”, “En sang for Martin” og “Fri os fra det onde”.
Det er i biografen i Hellerup, at Michael Obel tager imod. Han viser rundt, og det går stærkt for, der er mange ting, der skal vises frem.
“Tæpperne, du kan se på gulvet, er ægte tæpper, og lysekronen der har vi selv fået designet og samlet,” siger Michael Obel og peger på en kæmpe lysekrone, der hænger ned fra loftet, inden han fortsætter ned ad gangen mod den store sal.
Inde i salen er der overdådige, dybrøde sofalignende biografsæder med eget bord og tilhørende matchende pude og et tæppe. På vejen stopper han ved toiletterne.
“Har du set toilettet?” spørger han og venter ikke rigtig på svar.
“Du skal lige se vaskene.”
Det er store, flotte marmorvaske hentet fra en badeanstalt i Tyrkiet, forklarer han om endnu en af de ting, som han sammen med sin hustru Tatjana Obel har været verden rundt for at finde. I loungen byder han på kage.
“Lamperne har vi selv fået designet, og bordet der kommer fra Provence.”
Gennem en glasvæg i hele den ene side af loungen er der frit udsyn over Øresund. I caféen har personalet gammeldags stribede biografuniformer på, og udover de sædvanlige filmsnacks serverer de varme retter, vin og champagne. Det er en luksusbiograf.
Michael Obel lægger vægt på de eksklusive ting, men det er ikke det vigtigste.
“Det er samværet, hyggen og fællesskabet, der betyder noget. Vi vil gerne give folk en wauw-fornemmelse, så de føler, at de godt kan lide at være her. Biografen underbygger fællesskabet,” siger Michael Obel.
På en normal mandag aften føles det heller ikke som en almindelig biograf. En del mennesker spiser, drikker vin og taler om filmene, de skal se eller lige har set. At samvær og hygge går hånd i hånd med ægte tæpper skyldes måske, at biografen ligger i Hellerup. Men det er ikke i Hellerup, at længslen efter samvær og fællesskab har sit udspring. Det er derimod i en vindblæst, nordvestjysk provinsby, hvor Michael Obels far ejede den lokale biograf. En biograf, som blev et holdepunkt i en livlig barndom.
Cinema Paradiso
I 1969 var Thisted primært befolket af bønder og fiskere. Det var et konservativt sted med en konservativ borgmester og gode gammeldags familieværdier. Men det var ikke alle, der passede ind i det samfund.
“Min far var en vild person. Den ene dag var han rig, den næste var han fattig. Der var fuld fart på ham. Han gik rundt i en ulvepels,” fortæller Michael Obel.
Forældrene var blevet skilt, da sønnen var syv år gammel, og hans mor var flyttet til en anden by.
I weekenderne blev der fra tid til anden festet igennem, og Michael faldt i søvn til The Doors for fuldt skrald.
“Jeg stod midt i Woodstock i Thisted. Jeg var sådan en, som folk i byen kiggede på og tænkte: “Han ender som narkoman.” Jeg tror ikke de synes, at jeg levede en tryg tilværelse,” siger Michael Obel.
Tryghed fandt Michael Obel især i biografen
“Der var lidt Cinema Paradiso over det,” siger Michael og sammenligner med den italienske film, hvor en instruktør kigger tilbage på en lykkelig barndom i en lille biograf i Italien.
“Jeg oplevede aldrig at være utryg. Jeg har altid haft øjenkontakt med min far, han var der altid for mig og har aldrig været i tvivl om, at han elskede mig.”
Morgenwhisky
Da Michael Obel var færdig med gymnasiet, stod det klart for ham, at han måtte væk fra Thisted, for han havde brug for at træde ud af sin fars skygge.
“Jeg var bange for, at stod jeg ved siden af min far, ville alle bare tænke: Det er Gunnar Obels søn. Jeg ville bekræftes i, at jeg selv kunne noget,” siger Michael Obel.
Gennem sin fars kontakter fik en 20-årig Michael Obel et job som runner på Nordisk Film i København. På det tidspunkt var Erik Balling instruktør på Nordisk Film, og da Michael havde første dag, var de i gang med at filme “Matador”. Det var meget tidligt om morgenen, for dengang gik skuespillerne til prøver på teatret om eftermiddagen, så optagelserne til “Matador” skulle laves inden kl. 12.
“På det tidspunkt fandt de enhver anledning til at drikke en whisky. Og jeg skulle selvfølgelig bydes velkommen med en whisky, så jeg drak en ordentligt morgenwhisky kl. 06 om morgenen, mens Axel Strøbye stod og grinede,” siger Michael Obel.
Som runner er man nederst i hierarkiet på en produktion, og Michael Obels opgave blev at køre folk til og fra settet i sin egen bil.
Han skulle hente Ghita Nørby og køre hende hjem igen, og hver morgen bar han Erik Ballings taske fra hans bil og op til hans kontor. På den korte tur fra bilen til Ballings kontor talte de to om Ballings tanker om dagens arbejde, og hvilke tanker han havde som instruktør.
“Det blev en slags coaching eller en miniuddannelse,” siger Michael Obel.
Ansvarsområderne blev større. Michael Obel blev en mere og mere vigtig brik i produktionsafdelingen, som er praktisk administrerende på en film- eller serieproduktion.
Da Den Danske Filmskole oprettede en uddannelse i filmproduktion, søgte Michael Obel ind. Rygtet gik og nåede Erik Balling, som en dag hev Michael Obel til side og bad ham komme med ind på kontoret.
“Jeg har hørt, at du har søgt optagelse på Filmskolen,” sagde Erik Balling.
“Ja,” svarede Michael Obel.
“Det er ikke noget for dig,” lød det fra Balling.
Filmskolen ville ikke kunne lære ham noget, mente Balling. Han ville beholde Michael Obel, hvor han var. Michael Obel blev hos Nordisk Film.
“Det er et valg, jeg nok har fortrudt. På sådan en uddannelse får man et netværk, og man lægger grundpillerne i nogle tillidsrelationer, som man virkelig kan bruge til noget. Jeg fik ikke det kollegiale netværk,” siger Michael Obel.
Sin egen herre
I slutningen af 80’erne foreslog Michael Obel, at Nordisk Film lavede en film med to jyske komikere, der hed Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard. Nordisk Film var ikke helt med på idéen, men gav Michael Obel lov til at bruge deres udstyr og lokaler, hvis han selv stod for at finde finansiering til filmene.
“Jeg havde så stærk en fornemmelse af, at “Ja dak” og den charme kunne noget. Det følte jeg så stærkt for, at jeg måtte producere filmen. Jeg skaffede den risikovillige kapital til filmen, hvoraf en del af pengene var mine egne og resten var andre investorers. Det var en meget vigtig beslutning,” siger Michael Obel.
Michael Obel havde ret, og både “Jydekompagniet” og efterfølgeren “Jydekompagniet 3,” (de besluttede af kalde den næste film for “Jydekompagniet 3,” fordi 2’eren altid bliver dårlig), blev kommercielle succeser, som skulle underbygge det, der senere blev Michael Obels levevej.
I slutningen af Michael Obels tid hos Nordisk Film var der mindre og mindre fokus på spillefilm, og Michael Obel fik mere og mere lyst til at lave netop spillefilm. Med pengene fra Jydekompagni-filmene besluttede han sig for at starte for sig selv.
Det varede ikke længe, før han fik fingrene i et manuskript og en ambitiøs instruktør.
“Nattevagten” var det første egentlige filmprojekt, jeg lavede på egen hånd. Ole Bornedal havde fortalt mig om alle sine ambitioner med manuskriptet. Mange havde set det, og alle havde takket nej til det, fordi det var for vildt og for mørkt og for udansk. Jeg var meget fascineret af manuskriptet. Så vi gik i gang med at udvikle på filmen,” siger Michael Obel.
Flere gange blev Michael Obel ringet op af personer fra filmbranchen, som direkte rådede ham til at droppe projektet.
De mente, at det ville ruinere ham.
Skeptikerne troede ikke, at der fandtes et publikum til den slags film i Danmark.
“Jeg blev bragt i tvivl om, om det var en dårlig idé. Man er dum, hvis man ikke lytter. Jeg overvejede dommedagsprofetierne, og så måtte jeg spørge mig selv: er det her en film, jeg selv vil se? Det var jeg ikke i tvivl om. Så jeg satsede på min mavefornemmelse.”
Følelsen af fællesskab
Premieren var i 1994 i Scala-biografen på Axeltorv i København, men da filmen var færdig og festen var i gang, stak Michael Obel og Ole Bornedal af fra deres egen premierefest.
De ville mærke, hvordan filmen blev modtaget hos et rigtigt publikum. I Imperial blev “Nattevagten” vist på et større lærred og foran et publikum på 1000 mennesker. En intens varme mødte dem, da de trådte ind i salen, og filmens klimaks udspillede sig.
“Jeg kunne mærke, hvordan folk var levet ind i filmen. Det var helt vildt. Det var en kæmpe forløsning. Både fordi jeg vidste, at jeg ikke tabte hele min formue, men også fordi det lykkedes. Fornemmelsen af biografsalen, hvor alle delte den samme oplevelse, var helt speciel,” siger Michael Obel.
“Nattevagten” skaffede ham en invitation til Cannes Film Festival. Den blev også den første danske film, der fik en invitation til den prestigefyldte Sundance Film Festival, og det blev også til et amerikansk genindspilning af filmen i Hollywood. Men selvom Michael Obel selv karakteriserer de fleste af sine film som succeser, kan man ikke vælge rigtigt hver gang. Nogle år efter succesen kom filmen “Under overfladen,” og det gik galt fra begyndelsen.
Hele produktionsapparatet var sat i gang, og der var hyret folk ind til at starte indspilningerne. Der var bare ét problem. Instruktøren var ikke til at få fat på. Han var forsvundet.
“Han kunne ikke overskue projektet og var gået under jorden. Samtidig fossede pengene ud af kassen.”
Michael Obel var med et havnet i en kæmpe økonomisk krise. Hver eneste dag, der gik, uden filmen kom i gang, tabte han penge.
“Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på min kone og mine tre små børn, der spiste cornflakes ved morgenbordet. Jeg var nervøs for, om jeg kunne blive ved med at købe cornflakes til dem.”
Han begyndte at løbe 10 km flere gange om ugen.
“Jeg skulle have ventileret hjernen. Hvis jeg har et problem, definerer jeg problemet inden min løbetur om morgenen. Når jeg kommer hjem efter at have løbet, er det sjældent, at jeg ikke har en løsning eller modet til at kaste mig ind i problemet.”
Han fandt en ny instruktør, som kunne overtage opgaven.
“Under overfladen” blev dog aldrig en succes, og filmen fik en hård medfart af kritikerne. I Information skrev en anmelder:
“Absolut ingen selvstændig personlighed eller presserende meddelelsestrang spores i denne døde sild af en film.”
Karrierens andet ben
Mens det i begyndelsen 80’erne var sjovt at have en biograf, var det i starten af 90’erne en sløj omgang. Fra 1982 til 1992 faldt billetsalget med næsten 50 pct.
Danskerne gik ned og lejede en movieboks i Blockbuster i stedet for at gå i biografen, og hjemmebiografen blev pludselig en stærk konkurrent til de traditionelle biografer.
I 1997 var der ikke kommet mange nye biografer til siden nedturen i 80’erne, men salget af billetter var steget og havde stabiliseret sig.
Michael Obel troede på de traditionelle biografer, og med stabiliseringen af billetsalget øjnede Michael Obel og tre venner en mulighed i Helsingør, hvor der ingen biograf var.
“Vi havde altid haft den opfattelse, at det var en stor oplevelse for folk at besøge en biograf.”
Den nedtur, biograferne var ude i, skulle være løgn. Der er ikke noget, der måler sig med at sætte sig ind i mørket sammen med andre mennesker og se en film,” siger Michael Obel.
Michael Obel og hans tre partnere byggede en af de første nye biografer i Helsingør, og Michael Obels drøm var at kunne trække sig tilbage som billetkontrollør i biografen.
“Jeg var filmproducent, og det er et hæsblæsende job. Det er 45 individer, der løber rundt og kæmper for at skabe en film. Det er en kreativ proces med stort arbejdspres, og det er meget krævende at være filmproducent. Jeg har flere gange overvejet, hvor længe jeg holder til det. Jeg tror ikke, at det er sundt for folk, der er alt for gamle,” siger Michael Obel.
“Hvis man ikke har noget at lave, tror jeg, at man bliver dum og kedelig. Hvis jeg ikke har et arbejde, ved jeg ikke, hvad jeg skal tale med folk om, når jeg møder dem. Jeg vil gerne være i gang og møde mennesker. Det kan biografen om noget. Når man går gennem en biograffoyer og ser folk hygge sig, er det meget givende og meget tilfredsstillende. Det kunne jeg godt se mig selv gøre,” siger Michael Obel.
Producentkarrieren blev dog ved et stykke tid endnu.
I mellemtiden byggede Michael Obel en biograf i Slagelse i 2003 og købte en i Hjørring i 2004, hvor der ligesom i Helsingør var mulighed for at udfylde tomrum.
“Det er meget sjovt at være i den ende, hvor man bruger penge, men jeg synes også, at det er sjovt at være i den ende, hvor man tjener pengene. Sammenhængen ligger i det at skabe en oplevelse for folk.”
Det er tre år siden, at Michael producerede sin seneste film.
Han holder det, han selv kalder “en kunstpause” fra at producere film, og det betyder, at biograferne har overtaget pladsen som det vigtigste i Michael Obels arbejdsliv. Det ekstra fokus har materialiseret sig i biografen i Hellerup.
Selvom han ikke skifter filmruller længere som dengang i Thisted eller tager imod billetter, har han alligevel genskabt et fællesskab. Det mener han i hvert fald selv, at han kan se på sine biografgæster:
“Når man sidder i et biografrum sammen med andre mennesker, er det lidt som at være i terapi. Film bevæger folk. Det lukker op for sanser og livsopfattelser, fordi man ser karakterer træffe nogle valg i filmen. Folk reflekterer over de valg og forholder det til deres eget liv. Jeg tror ikke, at man kan erstatte en terapitime med en biograftur, men man kan lære noget om livet ved at gå i biografen.”
