Kunsthal Charlottenborg i København. Indtil 16. august
På Venedig Biennalen i 2019 var der stor opmærksomhed omkring den koreanske pavillon. Der var kø foran pavillonen med en sjælden aktivitet af kunstnere og kuratorer, der ivrigt diskuterede Sydkoreas bidrag til året Kunstbiennale.
Den store opmærksomhed gjaldt videoinstallationen “Community of Parting”, som koreanskfødte danske Jane Jin Kaisen hen over fem år havde udført som bidrag til pavillonens udstillingen “History has Failed us, but no Matter”. Det var absolut et værk, som “man” talte om det år på Biennalen.
For alle dem, der ikke så sidste års Biennale i Venedig, er der nu mulighed for på Kunsthal Charlottenborg i København at stifte bekendtskab med Jane Jin Kaisens filmiske værk, som er en kunstnerisk oplevelse af de sjældne.
“En video om grænser, om savn og sorg og om shamanisme, myter, ritualer, massakre, mennesker og vilde landskaber
Det er en gribende og æstetisk smuk video, der varer 72 minutter, og som er installeret centralt i en spektakulær iscenesættelse i Charlottenborgs sydfløj, hvor der også indgår video, fotografi, arkivobjekter og tableauer i røde monstre, der tilsammen fortæller en historie om natur og kultur i Nord -og Sydkorea.
Det er en video om grænser, om at overskride grænser, om savn og sorg og om shamanisme, myter, ritualer, massakre, mennesker og vilde landskaber med klipper, vulkaner og brusende vandfald. Det er en handlingsmættet video, der er alle de 72 minutter værd.
Med den baggrund, som Jane Jin Kaisen har som født i Sydkorea og opvokset i Danmark, så har hun altid skullet balancere mellem to kulturer. Og uden at kende til detaljerne kan man ikke undgå undervejs i filmen at få det indtryk, at den er selvbiografisk.
Det er en film, der hele tiden svinger mellem det nutidige og det fortidige og mellem myte og virkelighed. Ud fra en feministisk synsvinkel tager den – kort fortalt – udgangspunkt i den shamanistiske myte om prinsessen Bari, der bliver forladt, fordi hun er født som pige i en familie med for mange døtre. Efter en tur i underverdenen trodser hun alle forhindringer og bliver den første kvindelige shaman, der gennem dramatiske ritualer kan genoplive de døde og forene dem med deres efterladte.
Filmens hovedperson – ud over kunstneren selv – er shamanen Koh Sunahn, der er en overlevende fra den frygtelige Jeju-massakre i 1948. Gennem sindsoprivende ritualer etablerer hun mødet mellem de døde og de levende – og også mellem Jane Jin Kaisen og hendes bedsteforældre. Hele den performance er dybt interessant.
Interessant er også hele den måde, som Jane Jin Kaisen krydsklipper mellem myte og natur, og her menes fremmedartede myter og storslået natur. Men også hele filmens krydsklipning mellem billeder, lyd og sprog er fascinerende, og det på trods af at man ikke forstår halvdelen rent sprogligt.
Dog forstår man stemningen og hele den traumatiske historie, som det koreanske folk lever med. Den grusomme adskillelse mellem Sydkorea og Nordkorea, deportationerne i 1930’erne til Kasakhstan, krigene og dermed de ubærlige menneskeskæbner i et militært overvågningssamfund. Alle er de traumer, som nutidens befolkning bærer rundt på.
Og det er et gennemgående tema hos Jane Jin Kaisen, som bliver bearbejdet på smukkeste måde i hendes video. Man kan ikke lade være med relatere til, at det i disse måneder er 70-året for Koreakrigens udbrud, som efter tre år endte med etableringen af den demilitariserede zone, der er en vigtig del af denne fremragende videos forståelsesramme.
Skynd jer til Charlottenborg. Der er kun to uger igen til at se udstillingen.
