Bertel Haarder gik ikke i skole fra han var 9 til 13 år – han har bebrejdet sine forældre lige siden: “Mit mantra har altid været: At stille krav er at vise omsorg og respekt”

Udgangspunktet – Kruså, 1944

“Min mor har fortalt, at jeg ikke kunne lide bombardementerne over Flensborg, og at jeg slet ikke kunne lide, da et nærtliggende hotel, som husede Hitlerjugend, blev bombet. Hun påstod, at jeg tissede ekstra meget i sengen. Hun havde også en teori om, at det var derfor, jeg begyndte at stamme, men det passer ikke, for det var først flere år senere. Jeg fik den forklaring af en talepædagog, at man stammer, når hjernen løber hurtigere, end munden kan følge med til.

Det betød meget for mig, for det var temmelig slemt. Min storebror var den udadvendte og festlige, jeg var den generte og stammende. Det var ham, der skulle have været politiker – jeg skulle have været gartner.

På sin vis blev jeg overhovedet ikke opdraget. Jeg gik ikke i skole, fra jeg var 9 til 13 år. Jeg blev mobbet en lille smule, da jeg startede i skole som syvårig. Det var ikke det store, men nok til at jeg bad mine forældre om ikke at gå i skole. “Jamen, hvis du ikke vil gå i skole, skal du da ikke gå i skole,” sagde de. Hjemmeskolingen fungerede, ved at jeg fik en bog, og så skulle jeg skrive en stil om den. Det, som mange børn har prøvet nu, oplevede jeg i fire år, bare uden digitale hjælpemidler. Hvis vejret var godt, behøvede jeg ikke at gå i skole. Jeg bestemte helt selv, hvornår jeg ville lære noget.

Mine forældre var tilhængere af ekstremt fri opdragelse. Det grænsede til det udflippede. Det var nogle grundtvigianske idéer, at man bare skulle have lov til at opdrage sig selv. Men samtidig var min mor og far, der var højskoleforstander, autoriteter, som der stod stor respekt om.

Langt om længe kom jeg igen i skole, og i slutningen af niende klasse fik jeg latin. Men da jeg havde haft det et par måneder, sagde jeg til mine forældre, “det gider jeg ikke mere.” Og så sagde de, “nå ja, men så kan du lade være med det.” Det har jeg bebrejdet dem lige siden. Det var så tåbeligt. Altså, forældre skal da yde lidt modstand. Jeg bebrejder dem, at de ikke sagde, “hold nu op, du er så langt foran fagligt, at du let kan overkomme at læse latin.” Det stod som et symbol på, at jeg kunne springe over, hvor gærdet var lavest.”

Vendepunktet – Aarhus, 1969

“I Stakladen, som er en del af Studenternes Hus på Aarhus Universitet, var jeg med til en kæmpe demonstration mod undervisningsminister Helge Larsen (R). Sagen handlede om forholdstalsvalg til de styrende organer på universiteterne. Studenterrådet og alle os, der råbte og skreg, mente, at det var et overgreb, at man indførte forholdstalsvalg, for vi ville have, at flertallet skulle besætte alle pladser i bestyrelsen.

Men midt under demonstrationen blev jeg klar over, at det var et udemokratisk, håbløst synspunkt. I virkeligheden var jeg jo fuldstændig enig med Helge Larsen. Det var en epokegørende opdagelse.

Efter det fandt jeg ud af, hvad jeg faktisk mente, og så kom jeg ud af flokken. Det er noget af det vigtigste i ethvert menneskes liv: at komme ud af flokken. Flokmentalitet er ikke bare stupidt, det er også dødsensfarligt. Enhver diktator kan hidse flokken op imod dem, de vil undertrykke. Det ser vi i hvert årti.

Jeg gjorde noget af det mest provokerende, man overhovedet kunne finde på dengang, nemlig at blive formand for den lillebitte forening Venstres Studenter. Jeg begyndte at gøre oprør mod nymarxismen. Vi havde gruppearbejde om socialisme på universitetet med en meget socialistisk underviser, og kun for at ærgre ham skrev jeg opgave om Stalin. Han påstod og gav mig litteratur, der viste, at det bare var Stalin, der havde perverteret kommunismen, for Lenin var god nok. Tænk, det troede jeg på. Jeg har aldrig tilgivet ham, da jeg senere fandt ud af, at det var løgn.

Jeg blev politisk på grund af min indædte forargelse over den måde, Danmark blev regeret på i 1970’erne. Der blev brugt alt for mange penge, centraliseret for meget og stillet for få krav til borgerne.

Mit mantra har altid været: At stille krav er at vise omsorg og respekt. Hvis man ikke stiller krav, siger man jo til barnet eller det sociale tilfælde: Du er et pjok, der alligevel ikke kan noget, derfor stiller jeg ikke krav til dig. Men stiller man krav til vedkommende, siger man samtidig: Jeg tror på, at du kan. Krav skal være kærlige, og det er de, når det er nogle, man kan opfylde og har godt af at skulle opfylde.

Det har ifølge min mening været en helt fundamental fejl i skole-, beskæftigelses-, integrations- og socialpolitikken, at vi ikke har været gode til at stille krav. I stedet blev der i 70’erne indført orlov og efterlønsordning, fordi det var den almindelige mening, at der jo ikke var arbejde til alle.

Jeg kunne slet ikke leve med det. Jeg skrev til Jyllands-Postens redaktion, at nu var jeg træt af at læse klummer skrevet af den og den. Kunne de ikke ansætte mig som klummeskribent i stedet for? Jo, det kunne de godt. Sådan begyndte min politiske karriere.”

Højdepunktet – København, 2001

“Som altid, når der skulle dannes regering, sad min hustru, børn og jeg i vores røde sofa og spillede kortspillet “Oh Hell”. Min telefon ringede ud på aftenen, helt som forventet. Det var Anders Fogh Rasmussen.

Alle kunne høre, at nu skulle jeg være europaminister. Det var der ikke noget overraskende i, for det havde alle aviser skrevet. Men min kone stivnede, da hun hørte det næste: At jeg også skulle være integrationsminister. Der blev helt stille i stuen.

I valgkampen havde Anders Fogh Rasmussen gjort et stort nummer ud af at sige, at nu skulle der gøres noget ved den dårlige integration, og for første gang skulle vi have en integrationsminister. Men min hustru var ikke begejstret for, at det skulle være mig. Hun havde oplevet 80’ernes mange demonstrationer imod mig som undervisningsminister. Og nu kunne hun lige forestille sig alt den ballade, der ville blive, når jeg var integrationsminister – øretævernes holdeplads.

“

Jeg tror meget på udsagnet om, at det er vigtigere at være respekteret end at være populær

Det var en fantastisk tillidserklæring fra Anders Fogh. Jeg kom lige fra Europa-Parlamentet (hvor jeg bl.a. var menneskerettighedsordfører), hvilket betød, at jeg havde let ved at forsvare udlændingepolitikken i parlamentet. Dertil kom, at jeg lige havde skrevet en bog om integration, “Den bløde kynisme”, om danskernes modvilje mod at stille krav til indvandrere. Den bløde kynisme er det fænomen, at man, fordi man er blød og venlig, ikke vil stille krav. Men det er kynisk ikke at stille krav, for at stille krav er at være kærlig og vise omsorg og respekt. Den bog havde jeg sendt til Anders Fogh Rasmussen inden valget.

Det er en meget stor og ofte gentaget misforståelse, at omlægningen af udlændingepolitikken skete på diktat fra Dansk Folkeparti. Det skete efter det beslutningsforslag, som Birthe Rønn Hornbech (V) havde udarbejdet sammen med Helge Adam Møller (K) året før.

Jeg tror, jeg løste begge opgaver og gjorde en stor forskel. Som minister fik jeg lagt udlændingepolitikken om, og vi fik også lavet om på Europa. Javist, det var ikke mig, det var Anders Fogh Rasmussen, men jeg var trods alt europaminister, og min opgave var bl.a. at få de andre landes europaministre til at være realister – samt at forhandle med de tidligere sovjetrepublikker.

Jeg kørte også mit eget løb. Stik imod hvad jeg måtte, foreslog jeg den ungarske minister, om ikke Ungarn skulle overveje noget i retning af den danske sommerhusregel, fordi der er nogle naturskønne områder i Ungarn, som jeg var sikker på ville blive opkøbt af rige tyskere. Det var på en måde illoyalt af mig at nævne det, men når jeg fortæller det nu, er det med tanke på, hvor nationalistiske ungarerne er blevet. Måske havde de været lidt mindre nationalistiske, hvis de havde bygget nogle mindre volde dengang, frem for den store vold de nu bygger til os alle sammen.

Som integrationsminister fik jeg utroligt mange klø, især i den internationale presse, men også i den danske. Politiken var ude efter mig ugentligt, og det gik mig på. Det gik mig på, at jeg hver uge skulle stille op i TV-Avisen, fordi de havde hevet en ny udlændingesag op af skuffen. Der var gevinst hver gang. Hvis personen var syg, var det synd, hvis vedkommende ikke kunne få lov til at blive, og hvis personen var rask, var det dumt, at vedkommende ikke kunne få lov til at blive og yde et bidrag til samfundet. Jeg var enten ond eller dum.

Jeg havde heller ikke noget til overs for, at Dansk Folkeparti begyndte at stille udlændingepolitiske krav til gengæld for at stemme for finansloven. Det var jeg meget oprørt over, og det var med til, at jeg ikke ville fortsætte som integrationsminister.

Men de fire år fra 2001 til 2005 står som mit politiske livs højdepunkt. Lykken er, at der er brug for en, at man gør en forskel, og at der er nogle, der anerkender, at man gør en forskel. Jeg tror meget på udsagnet om, at det er vigtigere at være respekteret end at være populær. At jeg som integrationsminister faktisk blev populær, tog jeg med. Jeg fik mit bedste valg nogensinde i 2005 og blev bedømt som regeringens næstmest populære minister.”

Lavpunktet – København, 2016

“Jeg kunne være blevet folketingsformand i 2015. Venstrefløjen havde, er jeg overbevist om, støttet mig frem for Pia Kjærsgaard. Men jeg bøjede mig og trak mig for at hjælpe Venstre. Formandsposten var blevet en del af forhandlingerne i Venstres regeringsdannelse, og det ville have bragt Venstre i en meget vanskelig situation, hvis Dansk Folkeparti ikke havde fået opfyldt kravet om formandsposten.

I stedet lavede jeg den aftale med Lars Løkke, at jeg blev kultur- og kirkeminister. Men hvis jeg havde vidst, hvad der skete halvandet år senere, var jeg aldrig gået med til det.

Min telefon ringede ud på aftenen søndag den 27. november 2016. Jeg husker, at Lars Løkke Rasmussen sagde: “Jeg har en god nyhed og en dårlig nyhed. Den dårlige nyhed er, at du ikke længere skal være kulturminister. Den gode nyhed er, at du i stedet kan blive generalkonsul i Flensborg.”

Indlemmelsen af De Konservative og Liberal Alliance i regeringen fik jeg at mærke. En begrundelse fik jeg ikke. Statsministre giver ikke begrundelser.

“

Min telefon ringede ud på aftenen søndag den 27. november 2016. Jeg husker, at Lars Løkke Rasmussen sagde: Jeg har en god nyhed og en dårlig nyhed

Jeg blev meget overrasket, for ifølge meningsmålingerne var jeg en af de mest populære ministre. Men jeg var over 70, og at dømme på hvilke andre ministre som røg, var det på grund min alder. Jeg synes ikke, at alder er en plausibel grund. Jeg er også stærkt imod alderskriterier i lovgivningen.

Idéen med generalkonsulposten var godt tænkt, men dårligt udført. Lars Løkke vidste jo godt, at jeg er sønderjyde og havde en stærk interesse i grænselandet. Derfor sagde jeg ja og nåede at blive præsenteret, men det var i bagklogskabens lys letsindigt af mig.

For det viste sig jo, at den siddende generalkonsul var blevet forlænget, og mindretallet var ikke taget i ed. Generalsekretæren udtalte sig negativt i Politiken. Mange mente ikke, den post skulle være et led i regeringsdannelsen. Da jeg så de vrede læserbreve i Flensborg Avis, besluttede jeg mig for at afslå posten.

Hvordan jeg i dag tænker om Lars Løkkes dispositioner? Jeg har den holdning, at en person som mig, der har været minister i 22 år, bl.a. udpeget af Lars Løkke, ikke skal klage alt for meget over at blive sat af som minister.

Jeg tror i virkeligheden, jeg er en temmelig kedelig type. Jeg har altid været den samme. Jeg har skyet enhver klikedannelse som pesten. Jeg gider ikke sidde nede i Snapsetinget og smede rænker. Når jeg er færdig med at lave politik, tager jeg hjem til min familie. Og mine venner i privaten er ikke dem, jeg arbejder med på Christiansborg. Jeg tror, det er grunden til, at jeg har holdt så længe i politik. Men det er nok også grunden til, at jeg aldrig blev partiformand.

Hvis situationen havde været til, at jeg kunne blive partiformand og statsminister, havde jeg tænkt mig grundigt om og sagt ja. Der er kun meget få i Folketinget, der ville sige nej til at blive statsminister. Men der er grænser for, hvad jeg har villet gøre for at opnå det.

Klikespillet og det udmattende arbejde, det er at være formand, det orkede jeg simpelthen ikke. Jeg så, hvilket liv Anders Fogh Rasmussen levede. Han drønede rundt i landet til alle mulige forsamlinger og møder. Venstre er et parti, der suger blodet ud af deres formænd ved at plage dem med alt for mange møder og forpligtelser. Og det har jeg set på første hånd. Straks Jakob Ellemann-Jensen blev formand, holdt jeg et formanende indlæg om, at nu skulle Venstres organisation ikke suge blodet ud af vores nye formand. Men det gør de ikke desto mindre.”

Endepunktet – København, 2021

“Jeg har kun én eneste bekymring; at jeg ikke når det. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil, og der er så mange, der gerne vil have mig med i alt muligt. Bare til formiddag har der været to henvendelser. Jeg vil jo gerne. Men kan jeg nå det alt sammen?

Jeg har et par år tilbage i Folketinget, tre år mere som formand for Det Kgl. Teater, og der er tre forlag, der gerne vil have mig til at skrive bøger. Jeg har klummer, jeg gerne vil forfatte. Vinterbadning. Cykelture. Blomster og tomatdyrkning.

Jeg bliver nødt til at blive bedre til at prioritere og sige nej. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan lade være med at blande mig i den offentlige debat. Engang som integrationsminister kan jeg huske, at jeg truede med at gå af, fordi jeg havde en strid med Per Stig Møller. Bagefter sagde statsministeriets departementschef Bernstein til mig, at lige præcis det syntes han ikke jeg skulle true med.

“Du skal true med at blive,” tilføjede han.

Af et langt liv i politik bliver man klog på mennesker, klog på konflikter og klog på problemløsning. Jeg startede som provokatør med at skrive sarkastiske, samfundskritiske bøger, men jeg endte efter min egen mening som en rigtig god problemløser. Hvis der er noget, man ikke kan blive enige om, kan man ikke gå videre ad den vej. Men så må man forsøge at finde en anden vej til noget af det samme.

Jeg er overhovedet ikke bange for at dø. Jeg ejer ikke frygt, det er meget mærkeligt, men jeg er virkelig enig med Roosevelt og Kennedy, som sagde, at det eneste, vi skal frygte, er frygten selv. Den kan til gengæld gøre store ulykker.

Der var en verselinje, som vi sang i skoletiden, som jeg synes er sand. Der stod: “Døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kender.” Og jeg trøster med, at der er en ting, som er værre end døden, og det er, hvis vi ikke døde. Som præsten forleden sagde til gudstjenesten i Frihavnskirken:

“Det nuværende står i vejen for det kommende. Der er ikke plads til det nye, hvis det gamle ikke dør.””