Mikkel Bondesen sidder bag på sin fars cykel. De drøner gennem Kongens Have, for Mikkel skal møde i skole kl. 8. Han holder fast omkring sin fars mave. Pludselig råber en parkbetjent, at cykling er forbudt, og at de skal stå af.
Men Mikkels far træder i stedet endnu hårdere i pedalerne, så betjenten ikke har en chance for at indhente dem. For godt nok er det en regel, at man ikke må cykle, men er det nu også en ramme, de to skal rette ind efter?
"En af de bedste ting, man kan gøre karrieremæssigt, er at fejle og lære af det lynhurtigt"
Pleasure møder Mikkel Bondesen godt 34 år efter, at han som syvårig blev fragtet af sted til Krebs' Skole på sin fars bagagebærer.
Vi er i Nyhavn, på café Zeleste, lige bag Store Strandstræde, hvor han er vokset op, og hvor han som voksen fik sit første kontor.
De sidste mange år af sit liv har han boet i Hollywood, L.A., hvor han har slået sit navn fast først som manager for en række succesfulde manuskriptforfattere som f.eks. James Vanderbilt, der blandt andet har skrevet Spiderman-filmene.
Dernæst som producent af blandt andet skandinaviske film og tv-serier, f.eks. "Forbrydelsen", versioneret til det amerikanske publikum.
Endelig driver han sammen med sin fætter Nikolaj Bondesen konsulentfirmaet Ufuse, der arbejder strategisk med kreative fra hele verden, som f.eks. det amerikanske reklametalent Alex Bogusky og danske Welovepeople, samt med udvikling af kreative organisationer inden for kommunikation og underholdning. Blandt kunderne er Moma, Ogilvy og svensk tv.
"Vi bruger vores viden og erfaring fra store projekter i Hollywood, hvor mange ansvarlige kreative skal udfordres til at være modige og tænke nyt, til at udvikle kreative processer i andre brancher og organisationer. Til at skabe de bedste intellektuelle rammer for at udnytte de kreatives potentiale."
Titanic som startskud
Mikkel Bondesen er i kashmirfrakke, mørk sweater og matchende halstørklæde. Varmt og vinterligt klædt på som alle danskere ved, det er nødvendigt mellem november og marts.
Og imødekommende, smilende, som amerikanere typisk er det – og danskere kan være det. Hans stemmeføring er dyb, behagelig og pædagogisk opmærksom på at få lytteren med. Indimellem griber han en kuglepen for at illustrere sine analyser af systemer og konsekvenser.
F.eks. når han skal fortælle om, hvad der satte gang i hans amerikanske karriere. Han er da andetårselev på filmskolen American Film Institute og konstaterer, at strukturerne i filmbranchen er ved at ændre sig radikalt. På grund af filmen "Titanic":
"Alle talte om den film. Den havde kostet over 100 mio. dollar og var dengang den dyreste film nogensinde. Jeg tænkte: Det er en tendens. Filmstudiernes udviklings- og produktionsbudgetter er ret statiske, så det var klart, at en film til 100 mio. ville æde af de andre film. Studierne ville lave færre film, men talentmassen, som ville ind, ville være den samme."
Mikkel Bondesens tegner bokse på dugen, der viser udviklingen i filmøkonomien hos Disney, Warner, Fox … Han anskueliggør, at konsekvensen vil være et stort behov for dygtige managere, der kan finde og udvikle manuskriptforfattere.
Ikke at den slags overhovedet fandtes på det tidspunkt. Kun for skuespillere og instruktører. Han læner sig insisterende frem:
"Der er jo en åbning. Og i den åbning ligger en stor mulighed!"
Da han året efter bliver færdig på filmskolen, skriver han en liste over de job, han kan tænke sig – og hvad der taler for og imod. At blive manager for manuskriptforfattere har flest imod.
"Da jeg ser det, ved jeg, at det er det, jeg skal," siger Mikkel Bondesen og venter ikke på at blive spurgt om hvorfor, før han fortsætter:
"Jeg sprang engang enormt meget i faldskærm. Jeg har 142 spring. Forklaringen er, at jeg har en filosofi om, at hvis man er bange for noget, er det nok det, man skal."
Mikkel Bondesens evne til at analysere systemer – og potentialet i at bryde deres rammer – er afgørende for hans karriere.
Det enorme buffalo på væggen er fundet på loppemarked i L.A. “Buffalo betyder bl.a. styrke, velstand og taknemmelighed – værdier, der er i tråd med vores livsfilosofi generelt,” siger Mikkel Bondesen
Som studerende brugte han det meste af sin tid som praktikant hos blandt andre produktionsselskabet Sony Pictures. Stik imod skolens politik, der forbød praktikjob.
Men Mikkel Bondesen vidste fra starten, at hvis han som færdiguddannet skulle få et ben til jorden i den benhårde filmbranche, måtte han have et netværk, der rakte ud over et hold arbejdsløse filmskoleelever.
"Jeg tog brevpapir fra filmskolens kontor og brugte det til at ansøge om praktikantstillinger. Når de så skolens brevpapir, tog de mig ind. Og skolen endte med at acceptere det," smiler han og vender tilbage til det øjeblik, hvor han beslutter sig for en karriere som manager.
Uden at have en eneste klient. Men med en klar bevidsthed om, hvem han gerne ville have i stald – nemlig fire fyre, der gik i samme klasse på manuskriptlinjen på en af byens andre filmskoler.
"De var stadig uraffinerede, men havde gode stemmer. Særligt en af dem, James Vanderbilt, var talentfuld," siger Mikkel Bondesen, der kontaktede sin potentielle klient og spurgte, om han måtte få lov til at repræsentere ham.
Svaret var blankt nej. Mikkel Bondesen spurgte de tre medstuderende. Og fik tre lige så kategoriske afslag.
"Men jeg vidste, at jeg ville arbejde med dem. Og især med Jamie (James Vanderbilt, red.). Så jeg fandt ud af, hvor han boede, købte en pizza og kørte forbi med den. I ugerne efter bliver jeg ved med at komme forbi. Jeg dukker bare op. Til sidst er jeg nærmest flyttet ind og blevet en del af sofaen hos Jamie, hvor hans kammerater også hænger ud." Mikkel læner sig tilbage på cafébænken.
"På et tidspunkt siger Jamie: "Hvis du kan gå fra sådan et nej og til alligevel at få mig til at overveje at lade dig repræsentere mig, så tror jeg, du kan banke døre ind." Da han siger ja, falder de tre andre på plads."
Havde du ingen skrubler over at belejre ham?
"Jeg tror, at talentudvikling er 50 pct. talent og 50 pct. én, der beslutter sig for at gøre talentet til en stjerne. Min drivkraft kommer fra at kunne se det, som andre ikke kan se. Når jeg bliver tændt af det, kan jeg ikke slukke. Så forsvinder frygten og hæmningerne."
Evnen til ikke at acceptere selv definitive nej'er, hvis man mener, at "ja" er det rigtige, er en værdifuld egenskab, når man skal etablere sig i en indspist filmindustri.
Mikkel Bondesens første skridt ind i branchen indeholder 150 møder på en måned, telefonsamtaler med filmmagnater fra soveværelset i en lille lejlighed i Santa Monica og etableringen af Young Storytellers Program – en organisation af manuskriptforfattere, der underviser elever i L.A.'s offentlige skoler i at skrive deres egen historie.
"Nu dyrker jeg Ironman og maratonløb. En anden form for obsession, som en psykolog sikkert kunne få masser ud af"
Mikkel Bondesen afsætter det første James Vanderbilt-manuskript til Warner, han sælger flere manuskripter, laver bedre kontrakter, ansætter folk og flytter til hjertet af filmindustrien, den nordlige del af Hollywood, hvor han starter Ufuse op og også bor i dag med sin danske kone og to børn.
Rejsen rummer både succeser og fejlskud. Selvfølgelig.
"En af de bedste ting, man kan gøre karrieremæssigt, er at fejle og lære af det lynhurtigt," mener Mikkel Bondesen.
"Jeg har mange gange taget forretningsmæssige paradigmer fra andre brancher og testet dem af inden for mine rammer. Jeg har taget deals, strukturer, processer fra f.eks. ejendomsmægler- og coachingbranchen og forsøgt at nytænke dem på mit område. Med svingende resultater. Der går lidt tid, før man ved, om det virker. Og man må være forberedt på en del friktion undervejs," siger Mikkel Bondesen, der vurderer, at han vel har haft ti til 15 virksomheder, siden han var 16.
Mikkel Bondesen i sit hus i Los Angeles. Billederne på væggen er malet af hans kone, Sabine Boas Bondesen.
I Ufuse-regi har han siden 2010 arbejdet med mere end 1.000 ledere, projektledere og kreative team om at udfordre de gængse rammer og skabe nye kreative resultater. Men hvad var det i første omgang, der fik drengen fra Nyhavn til at slå sig ned midt i den amerikanske drøm?
At vinde i lotteriet
En forklaring er, at Mikkel Bondesen, da han var 23, havde en kæreste, som skulle læse i San Francisco.
Han havde på det tidspunkt arbejdet i nogle år som producent af reklamefilm i København og var klar til at skifte scene. Han søgte ind på tre filmskoler i Californien, og da forholdet til kæresten gik i stykker, valgte han alligevel at tage af sted.
Mikkel Bondesen fortæller, hvordan han første gang kom L.A. og kørte direkte til Santa Monica, hvor han kiggede ud over Stillehavet og følte sig hjemme – som ingen andre steder i verden.
Han fortæller om mødet med filmfolk, forfattere, kreative om, hvordan han blev færdig på filmskolen, vandt et Greencard i lotteriet og tænkte, at det måtte være et tegn på, at han skulle blive.
Men årsagen til hans udlængsel ligger også et dybere sted. Mikkel Bondesen spoler tilbage. Til barndomshjemmet i Store Strandstræde.
Til lejligheden, hvor han boede med sin søster, sin far og sin mor. Hvor fyret lugtede af petroleum, der var rotter i gården og ludere og barer i Nyhavn. Han husker smilende den jul, de fik centralvarme. Familien var veluddannet og kreativ.
"Min far havde et alkoholproblem. Han var et skønt menneske, men havde svært ved at leve op til sin faderrolle, holde aftaler osv. Han var et offer for sin sygdom"
Moderen var arkitekt og efterkommer af Louis Poulsen-familien, så søndag efter søndag så de kunst på den Fri, diskuterede Per Arnoldi og god smag.
"Min evne til at spotte og udvikle talent i et kompetitivt kreativt miljø kommer helt sikkert fra utallige samtaler med min mor og min søster, der er uddannet møbeldesigner," reflekterer Mikkel Bondesen.
Faderen var advokat
"Et meget musikalsk menneske, der talte mange sprog og spillede på alle instrumenter, klaver, fløjte, sækkepibe. Han var også en dygtig forsvarsadvokat. Men …" Mikkel Bondesen holder en kort pause.
"Min far lagde et grundspørgsmål i min hjerne – noget med, hvorfor man ikke udnytter sit potentiale, hvis man har det? I hans tilfælde var der en medicinsk, psykologisk årsag til det."
Lige fra det første møde med Santa Monica og udsigten ud over Stillehavet for 17 år siden har Mikkel Bondesen følt sig hjemme i Los Angeles.
Klangen i Mikkel Bondesens stemme har fået en lidt tydeligere tone af alvor.
"Min far havde et alkoholproblem. Han var et skønt menneske, men havde svært ved at leve op til sin faderrolle, holde aftaler osv. Han var et offer for sin sygdom. På et tidspunkt blev min far og mor skilt. Min far mistede sin bestalling og begyndte at køre taxa. Min søster og jeg boede hos min mor."
Mandeidoler
Den del af Mikkel Bondesens historie har ikke brug for at blive illustreret med pædagogiske modeller på Zelestes dug.
Efter skilsmissen passede Krebs' skole stringente faglighed i stadig ringere grad til Mikkel Bondesens temperament. I ottende klasse skiftede han til Ingrid Jespersens, hvor han kom i klasse med Mads Brügger, søn af journalistparret Jan Cortzen og Ingeborg Brügger.
Deres lejlighed blev hans andet hjem. Og Jan Cortzen den faderskikkelse, som han ikke havde derhjemme. Mikkel Bondesen fortæller åbent, nærmest nøgternt.
"Jeg havde ikke en far og begyndte at opsøge mandsidoler andre steder. For jeg vidste intuitivt, at det måtte jeg have. En af de første var Jan Cortzen. Han var en stærk person og en af de mest indflydelsesrige i mit liv. Jeg fik noget i hans hjem, jeg havde brug for. Siden blev det et mønster i mit liv at lede efter faderskikkelser. Nogle, jeg kan lære noget af."
Mikkel Bondesen har stadig mentorer, han prøver ideer og tanker af på. Faderen taler han om uden hørbar bitterhed.
"Vi havde et fantastisk forhold, indtil min far døde for to år siden … Måske fordi jeg i mit voksne liv har haft en forståelse for, at han aldrig ville gøre os ondt. Han gjorde det bedste, han kunne, med det, han havde," siger Mikkel Bondesen og holder en kort pause. Så peger han flaskehalsen på sig selv:
"Der er ingen tvivl om, at jeg har arvet det alkoholiske, obsessive gen. Det er jeg stensikker på. Derfor er det godt, at jeg er flyttet til Californien, hvor drikkekulturen er en anden."
Han smiler stort: "Nu dyrker jeg Ironman og maratonløb. En anden form for obsession, som en psykolog sikkert kunne få masser ud af."
Bedre kreative resultater
Mikkel Bondesen tager igen kuglepennen i hånden. På vej med en ny skitse, der igen retter fokus på hans rolle som rådgiver.
"Der ligger en stor personlig tilfredsstillelse i at se folk få lov til at bruge deres talent på det, der betyder noget for dem. Det skaber virksomheder, der ikke er til at skyde igennem," siger han og samler op.
"Som producer og manager har jeg været helt tæt på den værdi, kreative skaber i et projekt. Den viden bruger vi i Ufuse til at forbedre kreative processer for personer og virksomheder – til at bringe det personlige talent og omgivelsernes potentiale i spil, så den kreative idé opnår større gennemslagskraft," siger Mikkel Bondesen, der nu satser på at gøre Ufuse til en slags McKinsey for kreative.
"En virksomhed, der overalt i verden går ud og hjælper personer og virksomheder med at implementere kreative processer, så de kan skabe bedre resultater. Man løser ikke klimakrisen eller spørgsmålet om, hvordan jorden skal brødfødes ved bare at gøre, som man plejer. Vi skal flytte os hurtigere som race, vi skal bryde det konventionelle. Vi skal skabe banebrydende kreative resultater."
