Anders Matthesen er klar med opfølger til kæmpesucces, men er “røvtræt” af forventningspres: “Hør lige her, unger: Alle de der mål og resultater er pisseligegyldige”

Anders Matthesen er født klar. Han tager imod i sit kreative og kontorryddelige værksted i et baghus på Gl. Kongevej på Frederiksberg. Det er her, alle Matthesens idéer bliver skrevet ned for at blive til de karakterer, figurer, stemmer, manuskripter, comedyshows, film og animationer, som manden, der kaldes Anden fra Albertslund, er kendt og – for det meste – elsket for. 173 centimeter karseklippet, kreativ energi i en kompakt krop, som i sig selv er en figur, et brand. Og en naturkraft, der fylder et rum ud. Vores 46-årige vært er iklædt en stor, hvid T-shirt med streetsmart logo og shorts, som ikke ville falde uden for i hiphopmiljøer, toppet med en ædelmetallisk kæde, der matcher et guld- og sølvfarvet Rolex-ur i den tunge ende på håndleddet. Han skænker vand, er i den grad til stede, taler højt og energisk og med direkte dialektal forbindelse til sine velkendte opvækstrødder et stykke vest for Frederiksberg – Vestegnen. Samlet ville hele pakken passe bedre ind andre steder end på denne nydelige del af Frederiksberg med gourmetbagere og Poul Stig Briller i nabolaget, men det er her Anders Matthesen arbejder – og bor privat sammen med sin familie.

Vi er her for at tale om hans nye animationsfilm “Ternet Ninja 2“ om drengen Aske og hans aldrig kedelige og på alle parametre ukorrekte tøjdyr. Den første film var en eksplosiv succes. Omkring en million danskere så den i biografen, det højeste antal siden Walter og Carlos “Op på fars hat” i midten af 1980’erne. Uhørt i vores tidsalder, og især “umuligt” for en animationsfilm.

Så hvad tror Anders Matthesen fra Albertslund, nu Frederiksberg, selv det er, han kan?

“Jeg bilder mig ind, at jeg tager publikum meget alvorligt, når jeg laver noget. Det, jeg laver, er ikke udspekuleret og segmenteret til en eller anden målgruppe, men noget, som jeg selv synes er sjovt. Jeg kan godt lide, at det er noget, folk kan finde sammen om, og hvis man kan få både de lidt ældre og de yngre med, er det fedt. Men det er der netop ikke spekuleret i, og jeg sidder ikke og tænker “skal vi tage lidt af blodet ud, så kan de syvårige også være med”, eller “hvis vi lige dropper bandeordene, kan vi også sælge den til svenskerne”. Det bliver så beregnende, og det er der nok, der er i forvejen.”

Du har en ofte en meget direkte tone i det, du laver, og det gælder også denne film. Samtidig er det en sympatisk film med et moralsk budskab.

“Min generelle holdning til ting har det med at snige sig ind i de ting, jeg laver, har jeg lagt mærke til, også i mine standupshows. Det, jeg synes, er jeg ikke bange for at sige. Men det har aldrig været tanken, at nu skal vi lave noget, der flytter noget politisk, eller nu skal vi give ungerne en opsang.”

I den første “Ternet Ninja” var budskabet ifølge Anders Matthesen, at alle lader stå til, men det er ingen undskyldning for selv at lade stå til. Alle kan gøre noget i deres eget liv. Og når man skal lave en opfølger til en succes, vil der være forventninger – ydre og indre. Dermed er temaet for 2’eren også en del af Matthesen selv. Helt konkret hans proces med “Den herresvære toer”, som han adresserer med velkendt vestfynsk ærlighed meget specifikt i introtitelsangen “Next Level”, så man ikke er i tvivl. Og i bredere perspektiv: den uendelige stræben efter mere, større, højere, bedre.

Filmens hovedperson, 12-årige Aske, gennemgår på en familiecharterferie til Thailand en (hæsblæsende underholdende) dannelsesrejse, road movie-agtigt, mod at finde og være sig selv, og netop sig selv, hverken mere eller mindre. Temaet er vævet sammen med noget, Matthesen i høj grad kender fra sig selv. Han forklarer det, så man kommer til at tænke på Svend Brinkmanns budskab om at blive stående, hvor man er og ikke hele tiden stræbe efter at blive en bedre udgave af sig selv. Eller ligefrem Søren Kierkegaards berømte: “Hvad gavner det et menneske, at han vinder hele verden, hvis han mister sig selv?”

“

Det er processen,
det handler om, for ellers glemmer du dine venner og din familie
i missionen

Anders Matthesen, komiker

“Det er det, den her film handler om: Hvorfor skal vi hele tiden højere op? Og losse røv. Det er temaet, og det er det, jeg selv kender i mit eget liv. Den første film solgte en million billetter. Og ingen regner med, at den her kan det samme, for det kan toere jo aldrig. Så kan det være, den lander på 600.000, hvis bølgerne går højt, og så vil det stadig føles som en fiasko, når man måler det i forhold til nummer et. Det er jo fuldstændig vanvittigt, for vi havde været lykkelige for at sælge 350.000 billetter af den første. Altså … Det der med, at målene styrer det hele, og man altid skal højere op, og den der prædiken om, at man kan, hvad man vil, alt det der pis, som jo er et meget amerikansk mantra, “du skal bare tro på dig selv, du er mere end du tror” … Det er jeg bare så røvtræt af,” siger Anders Matthesen og råber det sidste adjektiv i sætningen.

(Anders Matthesen holder ingen pauser, når han taler, så her kommer en.)

“Jeg er så røvtræt af det pis. At der ikke er nogen, der siger til børnene, “hør lige her, unger: Alle de der mål og resultater er pisseligegyldige, det er processen, det handler om, for ellers glemmer du dine venner og din familie i missionen. Og du glemmer alt det andet, der er vigtigt, at være et ordentligt retskaffent menneske, som kan se sig selv i øjnene”. Det er dét, det handler om, alt andet er pisseligegyldigt.”

En af de mange gode ting ved Anders Matthesens standup, film og øvrige værker er, at han serverer sit budskab befriende ærligt og ofte med politisk ukorrekte knytnæver. Knytnæver, i overført betydning. Sådan da. For Andens måske kendteste og mest populære stemme, Onkel Stewart (kendt for ikke at behøve en invitation til at dukke op i standupshows og julekalenderen “Jul på Vesterbro” samt “Ternet Ninja”) kunne sagtens finde på at lade næverne tale, hvis det ikke kan være anderledes. Den folkekære onkel spiller en afgørende rolle i “Ternet Ninja 2“, og paradoksalt nok føles det altid som om, det hele nok skal gå, bare grænseoverskridende og alt for ærlige Onkel Stewart er i huset.

Er Onkel Stewart en ventil for os alle sammen – og også for dig? Ham, der siger det, vi andre gerne ville sige?

“Ja, måske. Jeg tror, han bliver tilgivet det meste, i hvert fald i Danmark, fordi man har en historik med ham. Jeg har også altid oplevet figuren med en form for varme, det er ikke bare en eller anden voldspsykopat. Jeg tror, at en vigtig grund til, at han er så appellerende, er, at han har nok i sig selv. Ikke at han synes, han er noget, han ikke er, men han er upåvirket af det, der sker omkring ham. Han kommer med festen. Og slapper bare af. Der er noget enormt tiltrækkende over det. Jeg har sådan nogle venner, hvor man bare tænker, når de sætter sig ved et bord: “Ok, hvad kommer der nu?””

Er de venner fra Vestegnen?

“Ja, ja, det er de alle sammen. Og der er nok en del Stewart i mange af os derudefra.”

Anders Matthesen slår en høj, lidt lys, hurtig og smittende latter op, som han har for vane at gøre, også på tidspunkter, hvor man ikke venter det.

“Stewart er inspireret af mandetyper, jeg har set i min opvækst, altid med brillantine i håret, stor guldring, en lille vest, svedperler på panden. Jeg har altid været meget fascineret af den type, når jeg har mødt dem i mit liv. Jeg kan huske en købmand i den havekoloni, jeg kom i, da jeg var lille. Så stod han der, når vi børn kom og skulle købe slik og sagde (med lavkøbenhavnsk, dyb stemme og mimik, der minder om Stewarts,red.): “Nu må I skynde jer, unger. Mutter venter med maden inde i privatlivet.” Og så tørrede han sig på læben, og allerede som seksårig tænkte jeg: “Han er bare fed, ham vil jeg gerne snakke lidt mere med“.”

Det er faktisk lige så underholdende som at være sammen med Onkel Stewart som med manden, der har skabt ham. Når Anders Matthesen taler, laver han ikke sjældent stemmer, der passer til det, han beskriver.

“Min søn sagde på et tidspunkt (sød drengestemme, en kærlig parodi,red.): “Det er så hyggeligt med Stewart, det er lige som at ha’ sådan en ekstra farfar.” Og jeg tænkte: “Ok, nå det” … Og min søn dyrker jo ikke, at Stewart kan stikke en øretæve, vel. Han lægger mærke til det lune og højt humør, og “hey hva’ så”. Så Stewart er ham der vores allesammens onkel ikke, haha.”

“

Jeg er fra Galgebakken i Albertslund, et sted med fraskilte mødre, folkedans i beboerhuset, fællesspisning
i stræderne og kaninbure

Anders Matthesen, komiker

“Det er sjovt så mange, der skriver til mig: “Du vil ikke tro det, men hvis du kom her til Skagen, ville du møde Stewart”. Eller: “Stewart sidder nede på Godthåbsvej!”. Alle har sådan en onkel eller kender ham. Det er herligt, og det er også derfor, jeg ikke kan lægge ham i graven. Jeg har prøvet. Men så længe han dukker op i nye situationer og får nye facetter, så længe historien udvikler sig, er det fint.”

Vestegnen? Hvad har det gjort ved dig, at du kommer derfra?

“Hvad har det ikke gjort ved mig? Det er helt klart, at det har farvet mit syn på, hvem jeg holder med i verden, og hvordan jeg ser på tingene. Min humor. Sprogbrug. Der er en form for samhørighedsfølelse derude. Og det er som om, at det at komme derfra, hvor jeg gør, også kan oversættes til andre miljøer. Der er byer, jeg befinder mig bedre i end andre. De steder, hvor det går lidt rowdy (voldsomt, larmende,red.) for sig, og folk normalt tænker: “Nå, det er sgu lidt lige på, det her…,” og de steder passer jeg godt. Og når vi turnerer (med comedyshows,red.), og mine kolleger siger om et eller andet pænt sted: “Nå, nu skal vi dertil, det bliver hyggeligt,” det er de steder, hvor jeg falder lidt igennem. Der hvor temperaturen er mere studentikos på en eller anden måde. Og når vi så skal til Aalborg eller Randers, eller hvad det nu kan være, et sted, hvor der er mere sus på, så befinder jeg mig rigtig godt der. Jeg kan godt lide at være steder, hvor det hele er lidt forskelligt, og hvor der også er plads til folk, der sidder på bænken. Jeg bryder mig ikke om friserede miljøer, steder hvor folk går rundt på molen med en isvaffel. Der må godt være lidt ballade. Så føler jeg mig hjemme.”

Anders Matthesen taler lige så dejligt meget og frit fra leveren som Onkel Stewart og vender tilbage til opvæksten, som var en god blanding af rummelighed, overskud, frihed og noget lige på og hårdt.

“Jeg er fra Galgebakken i Albertslund, et sted med fraskilte mødre, folkedans i beboerhuset, fællesspisning i stræderne og kaninbure. Der var måske ikke helt lige så meget druk og gadevold som længere ned i Syd, men det var stadigvæk lige inden for rækkevidde. Der var nogle områder i Albertslund, som vi nødigt frekventerede efter solnedgang, steder, der var endnu hårdere end vores. Men man kan ikke vokse op i Albertslund på det tidspunkt, jeg gjorde det, uden at se lidt af hvert,” fortæller han.

“Der var også mange gode ting ved det sted. At man kunne cykle rundt, fordi alle biler var lukket ude af stisystemet, og have hele barndommen for sig selv. Jeg cyklede rundt og oplevede ting og var ude med vennerne fra morgen til aften, der var masser af frihed. Og også meget overskud, fordi alle i den by var gearet til at give folk nogle chancer og muligheder. Der var børnefestuge og initiativer, som der måske ikke er lige så meget overskud til i dag. Jeg gik i en almindelig folkeskole, hvor jeg fik lov at aflevere mine stile som tegneserier. Jeg fik også lov at spille trommer i dobbeltdansktimen hver onsdag, fordi jeg havde lidt svært ved at sidde stille. Så gik jeg med musiklærer-Mogens ned i musik. Der var bare overskud. Og de ville noget andet. Det var en meget social kommune. Det var et godt sted at vokse op. Men jeg tror også, det var fint at komme væk, haha.”

Tror du folk fra Vestegnen har mere gåpåmod, fordi I ikke har fået noget foræret, i forhold til mere privilegerede miljøer og egne?

“Jeg har ikke statistisk belæg for at sige det.”

I har ofte en iøjnefaldende energi?

“Måske råber vi bare højere, når det lykkes.”

Men det er vel ikke helt ved siden af at sige, at I skal kæmpe lidt mere for det?

“Det er da klart, at jeg er da vokset op pissefattig. Det var ikke sådan, at vi ikke fik julegaver, men altså. Min hustru er fra Hørsholm, ikke, og har nogle helt andre forventninger til, hvordan man kan forvente at blive opdraget som børn, og hvad man skal have. Hvad man har krav på, og hvor meget man skal rejse. Der kan jeg godt mærke, at jeg er meget mere vant til selv at tage bussen i skole, ikke? Der er helt klart flere mennesker på Vestegnen, der ikke har nogle penge, end der er længere nordpå. Og det gør også, at hele ens verdensbillede bliver farvet af det. Så når det så endelig går godt for én, så er det svært at snakke med de andre, som også har det godt. Det er ikke det samme, vi synes om noget, vel?”

Snakke med hvem?

“Snakke med dem, der er født til, at det skal gå godt. Så snakker man med dem, og lige pludselig hører man dem sige noget, hvor man bare tænker: “Gud er det det, I siger om de andre?” Og jeg synes, jeg er “en af de andre”. Det kan godt være, jeg har haft held til at købe en bil, men jeg køber ikke ind i hele den mentalitet, så det er lidt underligt.”

Anders Matthesen holder en atypisk pause, inden han slutter ordstrømmen:

“Ja, nu har jeg nok lidt af hvert. Men jeg er da glad for at have Vestegnen med mig.”