Suzanne Brøgger: “Hvis jeg ikke havde et medfødt godt humør og en udholdenhed, havde jeg slet ikke overlevet de ting, jeg har været igennem”

“Jeg bor i et stort hus, men jeg har valgt det mindste rum at skrive i. Som du kan se, er det lidt af et pulterkammer. Det er mit hjertekammer, kan man sige,” siger Suzanne Brøgger og fører kameraet rundt i loftsværelset og videre ud ad kvistvinduet, hvor udsigten er fyldt med mørklilla syrener, der netop er sprunget ud sammen med den stolte blodbøg ved siden af.

Med sine 75 år befinder hun sig i den skrøbelige kategori under coronapandemien, så vi facetimer, og hendes karakteristiske ansigt, der har været synonymet med den intellektuelle del af kvindefrigørelsen i et halvt århundrede, toner frem på skærmen. Vi udveksler arbejdsværelser. Bag hende står en fyldt reol i mørkt træ og en fransk jernseng med en eventyrligt orange pudepølle i silke.

“På den måde abonnerer jeg ikke på det, som en japansk kunstner har sagt: At i store rum tænker man store tanker, og i små rum tænker man små tanker,” siger hun og griner enten ublu eller selvironisk.

Det føles lidt som at kigge uformelt forbi til te, og så alligevel ikke. Det er nærmere – og naturligvis – et visit hos hendes forfattergestalt, der har markeret sig over årene ved at lukke læseren ind i et intimt rum og samtidig gøre en dyd ud af at opretholde en skarp grænse for, hvor meget man må se. Det er en litterær stil, som sammen med hendes excentriske fremtræden har været med til at holde hende aktuel i et halvt århundrede og tilladt hende at leve af sine bøger. Det er også en stil og en gestalt, som oplever fornyet popularitet i disse år.

Debuten “Fri os fra kærligheden” udkom i 1973 og blev genudgivet sidste år som svar på den stigende efterspørgsel på hendes autofiktive blanding af essays, fiktion og erindringer af bl.a. erotisk karakter. Skytset rettede hun i 1970’erne mod patriarkatet og kernefamilien, og den konfrontatoriske stil som sandsigerske fortsatte i “Kærlighedens veje og vildveje” (1975), mens hendes store gennembrud kom med romanen “Creme Fraiche” (1978), hvori jegfortælleren får lavet en tropegrøn afstøbning af sin kusse.

Over årene har Suzanne Brøgger skrevet ca. 30 essaysamlinger, digte og romaner som “Jadekatten” (1997), om den polsk-jødiske gren af hendes familie, der fik medlemmer af selvsamme familie til at vende hende ryggen, og “Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe?” (2010), hvor hun langede ud efter kendte, navngivne mennesker, der heller ikke alle kvitterede med bifald. Det gjorde til gengæld læserne, og nye kommer til, også de unge, som hun oplever finder hendes titler i deres bedstemødres bogreoler. Sidste år åbnede den feministiske litteraturbar Brøg i det indre København, der er opkaldt efter en af dem. Til januar udkommer hendes nye essaysamling, “Med egen hånd”, hvor hun genbesøger debuten og efterfølgeren, nu det meste af et helt liv klogere.

Alle bøgerne er skrevet i dette skrivekammer i den gamle landsbyskole i Løve, Knudstrup, tæt på Slagelse, hvor hun flyttede ind for omkring 50 år siden. Herfra har hun en konstant dialog kørende med ikke bare sin mand, litteraturforsker, lyriker og forfatter Keld Zeruneith, men hele verden, en samtale, som hun destillerer og filtrerer til nye udgivelser. Hun er dagligt på Twitter for at dele poesi og verdenspolitik. Via årtiers abonnementer på The New Yorker og The New York Review of Books holder hun sig opdateret på kulturfronten, ligesom hun ser filmklassikere på filmtjenesten Mubi – for nyligt Carl. Th. Dreyers “Jeanne d’Arc” fra 1928. Hun konsumerer litteratur fra så mange afkroge af tid og sted, at de færreste kan være med, og hun sludrer med sine veninder over telefonen, med katten og det frodige landskab, der gjorde den flyvske kosmopolit lykkelig fra første færd.

“Man kan være heldig at finde flintestensøkser herude – og muslingeskaller, som om marken ikke ved, det ikke er Stenalderen længere,” pointerer hun.

Dette er altså ikke Lars Tyndskids Mark, men Løve Mark fyldt med ånd og historie, og her har hun under coronatidens isolation haft “kronede dage”, som hun formulerer det. For med den fik hun sin oprindelige, ungdommelige fred tilbage.

“Når jeg bare har mine bøger, mine manuskripter, min musik, naturen her og forbindelsen til mine venner – og min kat – længes jeg ikke efter andet. Så har jeg alt,” forklarer hun.

Pandehåret er redt til den ene side med et feminint schwung, det velkendte tørklæde hænger om hendes koboltblå lærredsskjorte. Der er heller ikke gået så meget corona i den, at hun har udeladt kohl og læbestift.

Suzanne Brøgger har brugt coronatiden til bl.a. at rydde op i reolerne. Hun har “aktiveret sit bibliotek”, som hun citerer kunstmaler Per Kirkeby for at kalde det. Det betyder ganske enkelt at smide bøger ud. Hun har kasseret dem, som er blevet hende påduttet som pligtlæsning, og har i stedet fordybet sig i f.eks. den jævnaldrende Dorrit Willumsen. Fordi de bøger er fyldt med sanseligheder, purpur, fløjl, perler, afhuggede hoveder, flødefarvede kameler og alskens eventyr, som Brøgger af åbenlyse grunde ikke længere selv kan drage ud på.

“I den tid, jeg har tilbage, vil jeg kun læse de bøger, som jeg selv har valgt. Jeg beholder de bøger, som jeg har brug for og glæder mig til at læse i forbindelse med mit arbejde, som jo er, ja, den jeg er,” siger den 75-årige.

Hun har også med stor interesse lyttet til podcasten “Sugar Calling” fra New York Times, som er lavet af en amerikansk journalist med kælenavnet Sugar, der hver weekend ringer til en ny forfatter for at bringe trøst og sukkerglasur ud til lytterne i den barske tid.

“Hun ringer til de gamle, og det, synes jeg, er sjovt, for det er jo, fordi vi har et andet tidsperspektiv. Nogle kan jo ligefrem huske den spanske syge og Anden Verdenskrig, og de fleste af os kan huske aidsepidemien. På en måde er det et livgivende perspektiv, gamle kan have, fordi vi ligesom er garanter for, at man kan overleve vanskelige tider. For nyligt ringede Sugar til Margaret Atwood, du ved hende med “Tjenerindens fortælling”, og hun var ved at finde sin symaskine frem, fordi hun og hendes søster skulle sy mundbind i forskellige stoffer,” siger hun.

Brøgger er selv kommet i den alder, hvor vi andre ringer hende op for at bede om hendes analyse. Af verdens tilstand og ikke mindst familiens, kønnenes og seksualitetens, som altid har været genstand for hendes skarpe blik, og som hun behandler i sin næste bog, der udkommer til januar. Det generer hende ikke, at hun er blevet en af de kloge, ældre damer.

“Den ældre kvinderolle er super for mig lige nu, hvor jeg er rask. Det værdsætter jeg hver morgen. Alene det, at man vågner, betyder, at man ikke er død, og når man åbner øjnene, er man heller ikke blevet blind. Man kan høre katten mjave, så man er heller ikke blevet døv, og selvom man måske er lidt radbrækket, kan man gå og stå. Jamen, altså, så er det fantastisk at have min alder.”

Som senior rummer man alle livsaldre, føler hun. Man har stadig adgang til både barnet, ungdommen og den modne alder. Den sværeste af dem alle ligger heldigvis langt tilbage.

“Ungdommen var den værste alder for mig, for den var i høj grad præget af usikkerhed og tvivl. Man er så afhængig af omverdenens vurderinger. Vil man nogensinde komme til at udfolde sine evner, og hvad skal der til, og hvis det lykkes, vil man så overhovedet vinde nogen anerkendelse? For slet ikke at tale om al den ulykkelige kærlighed, man kan opleve, og som man aldrig tror, man forvinder.”

Var det så med en vis lettelse, at du landede i 40’erne?

“Ja, det kan man godt sige, navnlig i betragtning af, at jeg fik mit første og eneste barn, da jeg var næsten 41 år. Og det var både en stor lykke og så let som en mis,” siger hun.

At være gravid, føde, amme og indtage rollen som mor var så nemt i forhold til alt andet, hun havde oplevet, og hun havde drømt om morrollen i årevis. Kort før, hun mødte Keld Zeruneith, der er far til hendes datter, Luzia Zeruneith, havde hun holdt et “blåt bal” med blåbærtærter, blå balloner og blå udklædning, hvor hun, uden at gæsterne vidste det, vinkede farvel til drømmen om ægteskab og moderskab.

Med tanke på den komplicerede barndom, hun havde haft, var hendes konklusion, at hun havde for tung en bagage til at lykkes med den drøm. Læsere af hendes værker og biografien “Krukke”, der kom i forbindelse med hendes 70-års fødselsdag, ved, at hun voksede op med en mor, der var psykisk ustabil og flere gange forsøgte selvmord, og en stedfar, der var travlt beskæftiget med at redde verden som udsendt til bl.a. Vietnam og Thailand via WHO, og to yngre halvbrødre, som mere eller mindre var overladt til hende. Den ene endte som misbruger og døde.

Som en ekstra gave fra ægteskabet fik hun adgang til det store kvindefællesskab af mødre, da hun også blev mor.

“Jeg havde boet her på landet i 15 år, men først da jeg fik mit barn, lød det fra naboerne: “Der er jo tradition for, at vi danser om juletræet i den gamle skole 3. juledag.” Og det er jo mit hus, men det havde de ikke nævnt i 15 år – ha-ha-ha. Først da jeg blev mor, blev jeg taget seriøst som menneske,” husker hun.

Den modne fase bød hun også velkommen, for den usynlighed, som mange kvinder i 50’erne pludselig føler sig ramt af, mærkede hun også. Den spænder fra fornemmelsen af at gå ind i en butik og ikke blive taget i betragtning til de manglende blikke og småbemærkninger fra det andet køn, som de måske før var genstand for, om ikke andet i festligt lag.

Hun skrev endda en sang om den, da hun var nået op i 60’erne og sprang ud som turnerende jazzsangerinde, “Lost Beauty Blues”.

“I just cannot be seen. I’m sure you know what I mean. You heard what I said. You might as well be dead,” lyder et af versene.

“Den havde mange vers om at være usynlig, men jeg har aldrig lidt under det, må jeg sige, fordi jeg har været utroligt synlig altid, så jeg syntes, det var meget rart med en pause.”

I forhold til dit ægteskab, som du har været meget hemmelig om …

“ … og det er jeg fortsat.”

… har det været for at skåne din familie for noget af det, som du selv har måttet lide ved at være en offentlig person?

“Jeg skal jo have lov at have noget for mig selv.”

Ja …

“ … må jeg? Haha … Det skriver jeg også om i min næste essaysamling: Jeg rehabiliterer privatlivet, som jeg for 50 år siden opfordrede til at afskaffe. Nu har jeg altså ændret mening, for det, jeg skrev dengang, var desværre en profeti, der gik i opfyldelse. Nu har vi alle frivilligt givet afkald på det via de sociale medier og den teknologiske overvågning, som vi har på godt og ondt.”

Det lykkedes dig også endelig i en moden alder at få den familie, som du drømte om. Dengang sagde du: Hvorfor være usædvanlig, når man kan være almindelig? Var det rart at prøve?

“Man kan ikke rigtigt sige, at det lykkedes … ha-ha-ha … man må sige det var mission impossible!” siger hun om den personlighed, som hun delvist tilskriver sin excentriske slægt på sin mødrene side, og som har været en uendelig kilde af gode historier.

Men i dag ser familien en del anderledes ud end for 30 år siden. Hvordan ser du familiens rolle i dag?

“Jamen, den kan ikke længere betragtes som en bastion, man kan være sikker på. Den er mere et improvisatorisk sted, som hver familie

“

Jeg er kommet til en erkendelse af, at hvis jeg ikke havde et medfødt godt humør og en udholdenhed, havde jeg slet ikke overlevet de ting, jeg har været igennem

Suzanne Brøgger

skaber på egne præmisser. Det er nok blevet et friere sted, men også mere skrøbeligt sted.”

Hvilken slags lim holder dem sammen?

“Ja, det er et godt spørgsmål. Miraklet. Man skulle tro, at børnene ville holde sammen på den, men det gør de ikke, og den opgave kan man ikke forlange af dem”

Anser du det som et mirakel, at du fik din egen familie, og at den har holdt så længe?

“Ja, fordi selvom parterne gør, hvad de kan, skal noget ekstra til. Der skal held til.”

Så man må anråbe heldet?

“Ja, men man kan også kalde kærligheden for et mysterium. Held og mirakler sker sådan whuuu én gang, her og nu, men mysteriet er noget gådefuldt, som hele tiden pågår og hele tiden kan overraske. Det er en livslang forvandling, hvis man er så heldig.”

I bogen “Samtalememoirer”, der udkommer på dansk til august, fortæller Suzanne Brøgger forfatteren Alf van der Hagen, hvordan hun mødte sin mand, og hvordan det er lykkedes dem at bevare ægteskabet i over tre årtier.

Keld Zeruneith var litteraturforsker på Københavns Universitet, og ad den vej havde de begyndt en intellektuel og platonisk korrespondance om bl.a. åndelige spørgsmål, der varede i fire år, før hun inviterede ham til te. Hun havde egentlig sagt farvel til kærlighedslivet og befandt sig i et noget verdensfjernt nulpunkt før overgangen til 40’erne. Men han havde taget en sav og en økse med og beskar på næsten symbolsk vis en vildtvoksende rosenbusk, der havde bredt sig omkring hendes hus, og da han kørte hjem igen, var det tydeligt for dem begge, at de skulle være et par. Han forlod sin kone, med hvem han havde tre piger, og deres villa på Strandvejen og flyttede ud til Suzanne Brøgger på landet.

“Jeg kunne næsten ikke lade være med at opleve Keld som andet end… at han havde reddet mit liv. Det følte jeg faktisk, at han havde. Og jeg tror måske, jeg reddede hans,” siger hun i bogen med henvisning til, at han dels var udmattet efter arbejdet med sin seneste bog, og hun i årene op til deres møde var plaget af to stalkere, som skræmte og generede hende, og som ingen kunne hjælpe hende af med. Da Keld Zeruneith flyttede ind, forsvandt den mandlige af dem, der var gået så langt som til at klatre op til hendes soveværelsevindue ad hønsestigen, og sidenhen også den kvindelige, Josette Riggert, der troede, hun var Suzanne Brøgger og skrev breve til folk i hendes navn.

Hr. og fru Zeruneiths ægteskab har langt hen ad vejen krævet et “kærlighedsarbejde”, som hun kalder den opgave, det er at holde så tæt en seksuel og følelsesmæssig relation i live. Hvordan mon de gjorde det, vil Alf van der Hagen gerne vide.

“For det første ved at være lidt Des. Holde en høflig samtale, uanset hvordan man har det. Ikke dele serviet. Og heller ikke tale om forholdet. Mindst mulig snak om det, man kan være tvunget til hos en psykolog. Selvfølgelig har der været kriser. Men vi er for det meste Des. På en kærlig måde, synes jeg.”

“

Jeg har ingen tålmodighed med mennesker, der siger, at Metoo kan blive for meget, og det er også kvindernes skyld, for de kunne bare sige nej tak eller have haft noget andet tøj på eller ladet være med at gå ned i en ubåd. Alt det der fra erfaringsløse mennesker hører jeg ikke på

Suzanne Brøgger

Derudover har det for dem været godt med afstand og alenetid: de arbejder på hver deres etage, sover hver for sig, men arbejder godt sammen, hvilket Keld Zeruneiths seneste og velanmeldte bog, “De sidste tider”, er et eksempel på. Suzanne Brøgger har gendigtet udvalgte digte bagest i bogen.

I Danmark er der omkring en mio. enlige. Hvorfor tror du, det er så meget op ad bakke med kærligheden og det fælles forældreskab i disse år?

“Engang var det mændene, som tilbad kvinderne og lagde sig på knæ med en buket blomster for at fri og kurtisere kvinden, som var mere eller mindre uopnåelig. I mellemtiden er kvinderne blevet frigjorte og opnåelige, og mange mænd oplever dem sikkert som utroligt magtfulde og selvtilstrækkelige, og der findes en teori, der går ud på, at mænd straffer kvinden ved at gøre sig selv seksuelt uopnåelige,” forklarer Suzanne Brøgger, der har læst om teorien i tegneserieromanen “Kundskabens frugt” af den svenske feministiske forfatter Liv Strömquist.

Ifølge den må kvinden i dag kurtisere og tilbede manden for at lokke ham til at formere sig med hende.

Kvindernes uddannelsesniveau og position i samfundet ændrer sig i disse år, men Brøgger ser mandens rolle som en slags tryg søjle, kvinden kan læne sig op ad, mens hun har det største omsorgsarbejde med børnene.

Med tiden kan manden overtage omsorgsrollen, og det ser hun allerede udmærkede eksempler på, fortæller hun og henviser i øvrigt til Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanserie, “Min kamp”.

“Den handler om, hvordan en mand indtager hjemmet og står for børneopdragelse og husførelse, hvilket han gjorde til en heroisk ting. Netop fordi det var en mand, der indtog en ny og uvant sfære, kom det til at symbolisere et skifte i mænds idealer.”

Sidste år oplevede Suzanne Brøgger en stor personlig forløsning, da Jeanett Albecks forestilling “Brøgger” om hendes liv og værk gik for fulde huse på Teater Republique, hvor den bliver genopsat til efteråret. Det berømte kapitel “Voldtægt” fra bogen “Fri os fra kærligheden”, om det overgreb, hun var udsat for som ung af en gruppe politibetjente i Usbekistan, er muligvis fra 1973, men stadig slående aktuelt. I forestillingen blev hendes tekst fortolket som folkevise med vers og omkvæd, og på den måde forandrede den sig fra subjektiv erfaring til fælles erfaring. For visse ting forandrer sig desværre langsomt, kan hun konstatere, som nu offentlighedens syn på voldtægt.

Udover selve beskrivelsen causerede hun over, hvordan kvinden i samfundets øjne meget vel kan være selvforskyldt i voldtægten, og samme argumenter har man kunnet læse i dagspressen de senere år. Dengang var hun en af de eneste, der tog bladet fra munden og berettede om sin oplevelse med mange bedrevidende reaktioner og udskamning som resultat.

“Erotik er også politik. Det er derfor ikke længere nogen privatsag at blive ydmyget – selvom man har vænnet sig til det,” skrev hun dengang som 29-årig.

Den beretning har været både omkostningsfuld og stigmatiserende for hende, men i dag er hendes stemme også blandet med et helt kvindekor i form af Metoo-bevægelsen, der tog form i 2017.

“Metoo er en forlængelse af kampen for kvinders stemmeret, og ligesom kvinder kan finde på at stemme på noget tosset, men skal have lov alligevel, er det meget vigtigt, at alle de stemmer kommer frem, der fortæller om det, der sker i gråzonerne. Desværre bliver de fleste voldtægter aldrig anmeldt, og hvis de gør, er der ingen vidner, så mange går fri.”

Suzanne Brøgger har ikke fortrudt, at hun selv trådte frem, selvom Ekstra Bladet i sin tid brugte hendes oplevelse til at trække hende gennem sølet, og hun har altid været genstand for hadebreve fra begge køn. Men sine værker har hun hele tiden skrevet uafhængigt af omverdenens reaktioner, og hun har taget omkostningerne med for at være med til at kaste lys over alle slags gråzoner.

“Jeg har ingen tålmodighed med mennesker, der siger, at Metoo kan blive for meget, og det er også kvindernes skyld, for de kunne bare sige nej tak eller have haft noget andet tøj på eller ladet være med at gå ned i en ubåd. Alt det der fra erfaringsløse mennesker hører jeg ikke på,” siger hun.

Tror du, det nytter at råbe op?

“Man har da lov at håbe, men noget af det værste er stadigvæk, hvor megen stiltiende accept, der er af den adfærd. Altså, hvor lidt der egentlig protesteres, og derfor er det højst beskæmmende, at de kvinder, der protesterer, også skal mistænkeliggøres. Det er virkelig flovt for vores samfund.”

Vi holder en kort pause offline, hvor Suzanne Brøgger husker på forfatteren Tove Ditlevsens brevkasse i ugebladet Familie Journal, og et spørgsmål fra en kvinde, hvis datter var blevet voldtaget af sin stedfar, altså kvindens nye mand. Kvinden spørger, om hun skal melde det til politiet. Hun er i tvivl, for hun er egentlig så glad for sin mand og vil ikke risikere at miste ham. Tove Ditlevsen svarer, at det er bedst at glemme den sag, så hun kan beholde sin mand.

“Det ville ingen jo svare i dag, så vi er kommet videre. Og vi har vi udviklet os væk fra blodhævn, der engang var en del af vores kultur, så måske en dag kan voldtægt blive regnet for en fuldstændigt uciviliseret og umulig ting at foretage sig, hov, hej-hej, du …”

Katten, Else, gør sin entré foran kameraet og fylder billedet et øjeblik med brunstribet pels. Kun for at hoppe ned på gæstestolen og gøre sig det behageligt.

Kattedyret har fulgt hende det meste af hendes voksne liv bl.a. som et af de selvbilleder, hun bruger, og hun er fuld af beundring for dets overlevelsesinstinkter. Man siger, katten har ni liv, men Suzanne Brøgger synes også selv, hun er død mange gange og har levet videre. Hun har endda frygtet selvmordet i de sorteste perioder, som om hendes mors ufuldførte stadig var ledigt og opsøgte hende derude på den gamle skole. Men med alderdommen kom som sagt det livgivende perspektiv.

“Jeg er kommet til en erkendelse af, at hvis jeg ikke havde et medfødt godt humør og en udholdenhed, havde jeg slet ikke overlevet de ting, jeg har været igennem,” siger hun.

“Det er dog ikke nok bare at få noget, man er også nødt til at bruge det til noget. Jeg har også udviklet evnen til faktisk at gå ned i alle smertepunkterne og at le og græde samtidig.”

Hendes mange prøvelser har aldrig ødelagt livsglæden, måske tværtimod forstærket den og dens slægtning, nysgerrigheden.

“Fordi det, som livet har at byde på, bliver endnu mere fantastisk, når man ved, at det kan tage slut når som helst. Selv om der er så meget smerte og skuffelse og fortvivlelse, har livet også hele tiden noget at byde på, som man ikke lige havde ventet.”