Nærmest Lykkelig- I denne artikelserie deler en række danske erhvervs og kulturpersonligheder deres øjeblikke med os - skrevet i jeg-form:
Mineben er tunge som bly, men klokken er også blevet to om natten, og jeg har faret rundt hele dagen og aftenen med.
Bryllupsgæsterne spiser natmad i gården, og Holckenhavn Slot summer af liv. "Som jeg står her i nat, tænker jeg, at det måske var meget godt, at jeg var så ung. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg gik ind til" Nu har jeg ikke flere opgaver, jeg skal tage mig af før i morgen.
Festlighederne har varet siden fredag, og nu mangler jeg kun brunchen i morgen, før vi kan sende gæsterne hjem.
Christina Hou Holck har ansvaret for Holckenhavn Slot. Godset med i alt 900 hektar jord har være i slægten Holcks eje siden 1672 .
Det var en vigtig fest for mig. Brudeparret havde nogle meget klare visioner for, hvordan det skulle være helt ned til den mindste detalje.
Nu føler jeg mig lettet. På trods af nogle vejrmæssige udfordringer fredag aften, der betød, at vi ikke kunne grille, sådan som parret drømte om, så er alt gået, som det skulle, og alle virker tilfredse.
Jeg går over den brostensbelagte gårdsplads og ser frem til at smide skoene og få nogle tiltrængte timers søvn, inden det går løs igen.
Jeg følger den fakkeloplyste allé over mod mit hus ikke langt fra slottet, hvor jeg bor med min mand og vores to børn.
Da jeg er næsten fremme, får noget mig til at stoppe op og vende mig om og kigge tilbage på slottet.
Der er lys i alle vinduerne, og jeg kan høre musikken strømme ud af dem. Læs videre på næste side ##PAGE##
Føles som en drøm
Jeg må nærmest knibe mig selv i armen for at forstå, at det her ikke er en drøm. Det her er rent faktisk det samme gods, som jeg arvede efter min far i 1990, da jeg var 16 år og ikke rigtigt viste, hvad jeg gik ind til.
Dengang valgte jeg at overlade den daglige drift til en bestyrelse og tænkte, at jeg stadig havde tid til at uddanne mig og få en god karriere i København, inden jeg skulle vende tilbage til Holckenhavn og Fyn. Men sådan gik det ikke.
Da jeg var 26 år og i fuld gang med et jurastudium, som jeg var helt vild med, døde min mor, og det var tid til at træffe nogle svære beslutninger.
Spørgsmålet var, om jeg skulle blive i København, færdiggøre mit studium og flytte ind i den lejlighed, jeg lige havde købt centralt i byen, eller om jeg skulle flytte tilbage til godset, som uden tvivl ville komme til at tage al min tid.
Som jeg står her i nat, tænker jeg, at det måske var meget godt, at jeg var så ung. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg gik ind til. Hvis jeg havde vidst, hvor meget restaurering, oprydning og benhårdt arbejde, der lå foran mig, er det ikke sikkert, jeg havde beholdt godset.
Tiden stod stille
Tapetet var ved at falde af væggene, vinduerne var utætte, alle møbler var dækket med hvide lagner, og elinstallationer var praktisk talt ikkeeksisterende. Tiden havde nærmest stået stille de sidste 100 år.
Men jeg havde en vision om, at slottet skulle åbnes for offentligheden og bruges til fester, konferencer og kurser.
Upopulær beslutning
Det var ikke en populær beslutning, og der var mange, som mente, at jeg var alt for ung til at forstå konsekvenserne af de beslutninger, jeg tog. Og så var jeg en kvinde. Det hjalp heller ikke.
Men når jeg står her i aften, kan jeg ikke lade være med at blive en smule stolt af mig selv. En følelse, der ellers melder sig meget sjældent. Jeg føler, at jeg langt om længe er nået dertil, hvor det hele ikke bare handler om oprydning, reparationer og ren overlevelse.
Nu er rammerne langt om længe på plads, og jeg kan begynde at koncentrere mig om driften af stedet. Få maskinen til at køre.
Læs videre på næste side ##PAGE##
Da jeg låser mig ind i vores hus, er resten af familien for længst gået i seng. Jeg er også dødtræt, men min hjerne kører stadig i højeste gear, så i stedet for at gå i seng sætter jeg mig i sofaen og forsøger at få styr på tankerne. Tænk, at jeg er nået hertil.
Jeg kunne faktisk godt finde ud af det, selvom der var mange – inklusive mig selv – som indimellem tvivlede på, at det kunne lykkes.
Det var jo i bund og grund aldrig min drøm at overtage godset, og der er flere gange i løbet af årene, hvor jeg har haft lyst til at sætte et til salg-skilt i indkørslen, fordi jeg syntes, at listen af udfordringer bare blev ved med at vokse.
Men sandheden er, at jeg i dag elsker stedet mere, end jeg troede, jeg nogensinde kunne komme til.
Endelig mit hjem
I mit hoved har Holckenhavn altid været min fars og farfars gods. Selvom jeg formelt har ejet stedet de seneste 21 år, har tankerne, om hvad de mon ville tænke, og hvordan man plejede at gøre, fyldt meget. Men i aften efter føler jeg langt om længe, at det nu også er blevet mit eget hjem.
Den tanke fylder mig med en følelse af kærlighed til stedet og taknemlighed over, at jeg klarede den. Og i det øjeblik føler jeg mig nærmest lykkelig.
